Weekenden viste sig at overraske. Primært til det gode. Det bryllup, jeg gruede lidt for viste sig at være en stor, herlig fest med alle de gamle studiekammerater, en 40 hestes brandert, en masse dans og råben højt med alle de gode gamle venner. Kom i seng lidt over 5, og ikke en eneste af gæsterne spurgte mig om vi også skulle se at have nogle børn. Skøøøønt! Det var en rigtig dejlig aften, hvor de af studievennerne, der allerede har børn, havde afleveret dem og festede igennem og dem, der ikke havde festede ligeså meget igennem.
Til gengæld gik fredag aften med de nybagte forældre-venner mindre godt. Min kære gamle veninde og hendes mand er gået totalt i baby-selvsving, og brugte en HEL aften fredag aften sammen med min kæreste og jeg med KUN at tale om deres baby, bleer, amning, veer, om hvorvidt den og den har født, sutter, hvor meget deres baby har taget på, besøg af sundhedsplejerske, regnslag til barnevognen og så videre. Manden sad under stort set hele middagen og talte pludre baby-sprog til barnet, som lå i liften ved siden af bordet. Det var en meget anstrengende aften og jeg var ærlig talt lettet, da de tog hjem. Bagefter var jeg i virkelig dårlig humør - ked af det - og vred. De VED hvad vi gennemgår, de har hørt om det lige fra starten og alligevel kan de slet ikke se ud over deres egen lykke. Det gjorde mig ked af det - dels fordi det jo igen er en reminder om vores situation, men også fordi jeg føler at jeg på en måde mister en meget, meget gammel veninde på denne måde. Vi kan simpelthen ikke være sammen på denne måde. Jeg var vred og ked helt indtil næste formiddag, og det ligner mig ellers ikke - at kunne opretholde sådan en sindstilstand efter en nats søvn.
Jeg har tænkt en del siden om jeg skulle have sagt noget, eller om jeg skal sige noget nu. Men jeg er bange for at de ikke vil forstå det - fordi de er så optaget af deres egen lykke at de ikke kan se andet.
Det er lige præcis her, jeg føler at vi står meget alene med det her. Og underligt hvordan man lige så stille vænner sig til at være alene med det. Lidt trist at det skal være sådan.
onsdag den 25. juni 2008
torsdag den 19. juni 2008
På med det falske smil
På lørdag skal vi til bryllup hos nogle venner. Det bliver et stort bryllup med rigtig mange mennesker, vi kender - og en del ret så gravide kvinder. Jeg kan tælle i hvert fald 4 gravide kvinder, som er i enten 5.,6. eller 7. måned. Det er ikke tætte veninder, men alligevel piger som jeg kender godt og som det forventes at jeg tilbringer en del af dagen/aftenen sammen med. Og jeg kan NÆSTEN ikke holde ud at tænke på det bryllup. Glæder mig overhovedet ikke, på trods af at jeg kender så mange af gæsterne, og på trods af at mange af dem er ret festlige at være sammen med. Men de der graviditeter, de ødelægger det altså for mig.
En af de gravide er kæreste med min kæreste meget gode ven. Og hun har termin lige omkring det tidspunkt, hvor jeg KUNNE have haft termin, hvis den der graviditet udenfor livmoderen havde sat sig rigtigt. Og puh, hvor har jeg det svært med det.
Oveni hatten kan jeg sagtens forestille mig at der vil komme kommentarer som "nå, så er det vel snart jeres tur" eller "skal i ikke også snart have børn?". Og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal svare til det. Skal man bare glide af? Eller komme med et eller andet lidt skarpt svar? Eller et fjollet svar? (Prøvede en gang at bilde en ind at hjemme hos os havde vi besluttet at det var min kæreste der skulle føde vores børn og jeg blev VED med at hævde at sådan var det - lidt syret). Har egentlig overhovedet ikke lyst til at skulle svare noget som helst.
Inden brylluppet skal vi have besøg af min gode, gamle veninde, som har en datter på 2 måneder. Hun blev gravid efter en måneds forsøg, og har bare strøget igennem det hele. Hun er meget, meget trofast og jeg holder utrolig meget af hende, men hun har virkelig ikke været der særlig meget for mig i alt det her. Mest egentlig fordi jeg ikke tror hun ved hvordan hun skal tackle det - og mig. Hun er, tror jeg, lidt bange for at tage det op. Så hun siger ikke særlig meget, men fortæller mig at hun tænker på mig. Og jeg tror en del af mig helt inderst inde har ikke helt tilgivet hende for dette. Der er i hvert fald en eller anden lille sten i skoen i forhold til hende. Og selvom det bliver rigtig hyggeligt at få hende på besøg, skal jeg også lige mande mig op til det besøg. Og har heller ikke rigtig helt fundet ud af hvordan jeg skal forholde mig til hende, sådan generelt.
Det er lige præcis i to situationer som dette at jeg kæmper, synes jeg. Kæmper for at være i det her, kunne rumme andres glæde og have et liv, hvor jeg ikke er totalt socialt isoleret og kunne være sammen med andre mennesker, der har det, jeg vil have. Jeg ser ingen anden udvej end at gøre det, for jeg har ikke lyst til at ende helt ensom uden kontakt til vennerne. Og bitter over alt det de har, som jeg ikke selv har. Men svært, det synes jeg altså det er.
Så jeg tror lige jeg finder den falske-smil maske frem og klistrer den på indtil søndag...
En af de gravide er kæreste med min kæreste meget gode ven. Og hun har termin lige omkring det tidspunkt, hvor jeg KUNNE have haft termin, hvis den der graviditet udenfor livmoderen havde sat sig rigtigt. Og puh, hvor har jeg det svært med det.
Oveni hatten kan jeg sagtens forestille mig at der vil komme kommentarer som "nå, så er det vel snart jeres tur" eller "skal i ikke også snart have børn?". Og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal svare til det. Skal man bare glide af? Eller komme med et eller andet lidt skarpt svar? Eller et fjollet svar? (Prøvede en gang at bilde en ind at hjemme hos os havde vi besluttet at det var min kæreste der skulle føde vores børn og jeg blev VED med at hævde at sådan var det - lidt syret). Har egentlig overhovedet ikke lyst til at skulle svare noget som helst.
Inden brylluppet skal vi have besøg af min gode, gamle veninde, som har en datter på 2 måneder. Hun blev gravid efter en måneds forsøg, og har bare strøget igennem det hele. Hun er meget, meget trofast og jeg holder utrolig meget af hende, men hun har virkelig ikke været der særlig meget for mig i alt det her. Mest egentlig fordi jeg ikke tror hun ved hvordan hun skal tackle det - og mig. Hun er, tror jeg, lidt bange for at tage det op. Så hun siger ikke særlig meget, men fortæller mig at hun tænker på mig. Og jeg tror en del af mig helt inderst inde har ikke helt tilgivet hende for dette. Der er i hvert fald en eller anden lille sten i skoen i forhold til hende. Og selvom det bliver rigtig hyggeligt at få hende på besøg, skal jeg også lige mande mig op til det besøg. Og har heller ikke rigtig helt fundet ud af hvordan jeg skal forholde mig til hende, sådan generelt.
Det er lige præcis i to situationer som dette at jeg kæmper, synes jeg. Kæmper for at være i det her, kunne rumme andres glæde og have et liv, hvor jeg ikke er totalt socialt isoleret og kunne være sammen med andre mennesker, der har det, jeg vil have. Jeg ser ingen anden udvej end at gøre det, for jeg har ikke lyst til at ende helt ensom uden kontakt til vennerne. Og bitter over alt det de har, som jeg ikke selv har. Men svært, det synes jeg altså det er.
Så jeg tror lige jeg finder den falske-smil maske frem og klistrer den på indtil søndag...
mandag den 16. juni 2008
At kunne rumme sorg
Inspireret af Sofie's "eksamen" har jeg de sidste par dage tænkt på det med sorg og at kunne forholde sig til andres. Jeg har aldrig prøvet at miste et barn, så jeg ved ikke hvilken slags ar det giver på sjælen. Men jeg er sikker på at Sofie - også fordi hun har mistet - kan rumme et andet menneskes sorg - også et lille verdensbarns.
Jeg tror fuldt og fast på at når man har mistet eller oplevet dyb sorg, så er man rigtig godt rustet til at sætte sig ind i andres sorg. En rigtig god veninde mistede for et par år siden sin far på 15-årsdagen for min egen fars død. Og den sorg, hun var igennem kunne jeg nærmest sådan fysisk mærke i tiden efter. Hendes tårer blev også mine tårer, fordi min mave kunne genkende al den sorg, hun udtrykte.
Selvom det går godt her i sechestolen, så er jeg også i en slags mere eller mindre permanent krise-situation. Bevares, jeg har ikke de sidste 2 måneder været helt så langt nede som i vinters og jeg ved heller ikke rigtig om "sorg" er det helt rigtige ord for det at være ufrivillig barnløs. Nogle gange er det sorg, men kan man sørge over noget/nogen, som ikke ER endnu? Et ufødt barn? Måske. Måske hedder det noget andet end sorg. Men never mind, det er ikke det, der er sagens kerne i mit lille indlæg i dag.
Det handler nemlig om det at kunne rumme min sorg eller krise eller whatever we call it. Og nu er vi så tilbage til vennerne og veninderne og omgangskredsen sådan generelt. Deres måde at tackle mig på. Jeg tror at dem, som ikke selv har oplevet dyb sorg, har sværere ved at tackle mig - for jeg skal ved gud tit behandles med stor, stor varsomhed - jeg er virkelig ikke nem at være ven med for tiden.
Et "godt" eksempel på folk, der har svært ved at tackle mig - og en episode, der gjorde mig ked af det, var en venindeweekend for et par uger siden. Alle veninderne ved at vi kæmper og da vi bor meget langt fra hinanden til daglig (flere forskellige kontinenter), så vidste alle via emails at jeg havde været gravid udenfor livmoderen. Men alligevel - på trods af at jeg (og veninden med faren) åbnede lidt op, var der ikke rigtig nogen, der turde spørge. En enkelt spurgte en sen nattetime og nej, hvor var det dejligt. De andre spurgte så i stedet veninden om hvordan jeg havde det!
Jeg er sikker på at det ikke handler om andet end mod. For de søde veninder er helt sikkert ikke ligeglade. De er bare bange for at sige det forkerte, gøre mig endnu mere ked af det - og måske er de også bange for at jeg begynder at græde? Jeg har i hvert fald i det her sidste 1½ år mærket at der er nogen, der går en smule i panik når jeg græder og bryder sammen.
Men sagen er jo, at jeg bliver IKKE mere ked af at snakke om det, det letter faktisk. Og jeg bliver IKKE mere ked af at græde, det letter faktisk også - for det meste. Men jeg bliver ked af når de ikke spørger og lader som ingenting og tager misforståede hensyn til mig - uden at spørge mig om de skal tage de hensyn.
Alt dette diskuterede jeg ved en arrangement for andre barnløse i weekenden. Og alle nikker genkendende til reaktionerne fra omverdenen. Nogle ER bare bedre til at rumme andres sorg. Og nogle venner og bekendte MÅ godt have børn uden at være dumme, mens andre bare skal gå ad h-til med deres børn og især med deres maver. Hvordan jeg har det med folk og deres lykkelige omstændigheder har nemlig utrolig meget at gøre med om de kan sætte sig ind i - eller i det mindste forsøger aktivt - min sorg.
Og ja, jeg er sgu ikke nem at være veninde med for tiden!
Jeg tror fuldt og fast på at når man har mistet eller oplevet dyb sorg, så er man rigtig godt rustet til at sætte sig ind i andres sorg. En rigtig god veninde mistede for et par år siden sin far på 15-årsdagen for min egen fars død. Og den sorg, hun var igennem kunne jeg nærmest sådan fysisk mærke i tiden efter. Hendes tårer blev også mine tårer, fordi min mave kunne genkende al den sorg, hun udtrykte.
Selvom det går godt her i sechestolen, så er jeg også i en slags mere eller mindre permanent krise-situation. Bevares, jeg har ikke de sidste 2 måneder været helt så langt nede som i vinters og jeg ved heller ikke rigtig om "sorg" er det helt rigtige ord for det at være ufrivillig barnløs. Nogle gange er det sorg, men kan man sørge over noget/nogen, som ikke ER endnu? Et ufødt barn? Måske. Måske hedder det noget andet end sorg. Men never mind, det er ikke det, der er sagens kerne i mit lille indlæg i dag.
Det handler nemlig om det at kunne rumme min sorg eller krise eller whatever we call it. Og nu er vi så tilbage til vennerne og veninderne og omgangskredsen sådan generelt. Deres måde at tackle mig på. Jeg tror at dem, som ikke selv har oplevet dyb sorg, har sværere ved at tackle mig - for jeg skal ved gud tit behandles med stor, stor varsomhed - jeg er virkelig ikke nem at være ven med for tiden.
Et "godt" eksempel på folk, der har svært ved at tackle mig - og en episode, der gjorde mig ked af det, var en venindeweekend for et par uger siden. Alle veninderne ved at vi kæmper og da vi bor meget langt fra hinanden til daglig (flere forskellige kontinenter), så vidste alle via emails at jeg havde været gravid udenfor livmoderen. Men alligevel - på trods af at jeg (og veninden med faren) åbnede lidt op, var der ikke rigtig nogen, der turde spørge. En enkelt spurgte en sen nattetime og nej, hvor var det dejligt. De andre spurgte så i stedet veninden om hvordan jeg havde det!
Jeg er sikker på at det ikke handler om andet end mod. For de søde veninder er helt sikkert ikke ligeglade. De er bare bange for at sige det forkerte, gøre mig endnu mere ked af det - og måske er de også bange for at jeg begynder at græde? Jeg har i hvert fald i det her sidste 1½ år mærket at der er nogen, der går en smule i panik når jeg græder og bryder sammen.
Men sagen er jo, at jeg bliver IKKE mere ked af at snakke om det, det letter faktisk. Og jeg bliver IKKE mere ked af at græde, det letter faktisk også - for det meste. Men jeg bliver ked af når de ikke spørger og lader som ingenting og tager misforståede hensyn til mig - uden at spørge mig om de skal tage de hensyn.
Alt dette diskuterede jeg ved en arrangement for andre barnløse i weekenden. Og alle nikker genkendende til reaktionerne fra omverdenen. Nogle ER bare bedre til at rumme andres sorg. Og nogle venner og bekendte MÅ godt have børn uden at være dumme, mens andre bare skal gå ad h-til med deres børn og især med deres maver. Hvordan jeg har det med folk og deres lykkelige omstændigheder har nemlig utrolig meget at gøre med om de kan sætte sig ind i - eller i det mindste forsøger aktivt - min sorg.
Og ja, jeg er sgu ikke nem at være veninde med for tiden!
Abonner på:
Opslag (Atom)