Putning version 3.0

Vi har i mange måneder haft nemt ved putteriet. Han elsker sin seng og jubler når han ser den. Han ligger og traller og dimser lidt rundt med bamsen inden han sover. Men altså. Efter han har lært at rejse sig op for 3-4 uger siden og gerne vil gå hele tiden, så er det ikke altid lige nemt at putte den unge mand.

Han bliver lagt, sunget for og nusset. Og så går vi. Ca. 4 sekunder efter står han op i sengen, kaster sut, bamse og hvad han ellers kan finde ud over. Hopper og griner og råber. Og efter lidt tid bliver han gal og græder. Ind og putte igen. Samme show. Med mindre vi holder dynen tæt om ham (en slags mild fiksering, som jeg bestemt ikke har det godt med) og bliver stående i en meget bøvlet stilling indtil han falder helt til ro og næsten er i drømmeland. Det tager 5-7 minutter.

Det er ikke tiden i sig selv, der er problemet. Heller ikke at han dimser inden han lægger sig til. Det er det med at man nærmest må små-fiksere ham og skal være derinde til han er væk i drømmeland. Det føles som et set-back og især er jeg ked af at han jo ikke synes det er rart (han vil ikke ligge, men op at stå), for putning skal være dejligt. Man skal ikke falde i søvn ked af det - ikke at han gør det, men der er meget øfferi op til at han falder til ro.
Han er træt når han bliver puttet, så det er ikke det. Måske kan det have en betydning at han er ved at få 4 kindtænder på een gang og det gør ondt på ham... Eller hvad?

Hvad gør man? Nogle med stående/gående børn med gode erfaringer?

Rørstrømsk og nostalgisk

Det ser ud som om der fødes ovre hos Ønske. Og der rundes år hos LOK. Og selv om jeg egentlig er på vej i seng, så måtte jeg lige fælde et par tanker ned her. For det rumsterer meget i mit hoved i disse dage, og tankerne går gang på gang tilbage til tiden for et år siden. Hvor jeg var 14 kg tungere, og solen skinnede (det gjorde den altså rigtig meget i maj) og jeg var fyldt med forventning. Jeg cyklede rundt i byen og købte de sidste ting til Musen, syede sengetøj, gjorde rent, ordnede, spiste koldskål og glædede mig. Jeg anede ikke hvad der ville komme, men puh, hvor var det fantastisk. Både den tid lige før, hvor jeg ikke skulle andet end at være gravid (og ordne lejlighed) og bare vente på det dejlige. Som kom med vestorm og speed-fødsel.

Vores liv blev totalt forandret da han kom. Det kan jeg se nu. Da det hele var nyt kunne jeg ikke se det. Og en gang imellem så drømmer jeg mig tilbage til den tid, for den var så fyldt af forventninger og søde drømme om fremtiden. Det var så unikt. Jeg tænker tit at det kommer aldrig igen. Den forventning, den glæde og den fornemmelse at bære sit allerførste barn i maven og vente på noget glædeligt som man ikke ved hvad er. Næste gang har jeg jo prøvet det (og ja, jeg håber og regner med en næste gang) og så er det ikke nyt.
Det gør mig nostalgisk og helt overvældet at det allerede er et år siden. Han var så lille, han kunne intet og i dag går han rundt og fortæller os ting med hans eget sprog. Han er blevet så stor og dog stadig så lille. Og ja, de havde sgu ret, dem der sagde at det bare bliver bedre og bedre.

Mine tanker og rørte tårer går til solskinnet i maj sidste år og til Ønske som er der lige om næsten.

Vuggestueplads

Så blev det vores tur. Asbjørn har fået vuggestueplads fra 1. august. Ikke i den institution vi helst ville have ham i, som en af drengene fra mødregruppen også skal i og dermed nogle gode muligheder for samhentning (da vi ses meget med dem) og så videre.

Men en helt anden institution. Den som han stod nr. 14. på listen på. I modsætning til nr. 6.

Der skal træffes beslutninger hurtigt, når man har med Pladsanvisningen at gøre. Så en rundringning afslørede af ønske-insitutionen ikke ville få flere pladser her i sommer (start allerallertidligst 1. september, men nok meget mere sandsynligt 1. december). Og vi har altså en dreng, der keder sig lidt derhjemme. Selvom vi netop er startet med privat børnepasser (som bare er så sød og god) så er det altså for lang tid at gå og dimse derhjemme for ham.
Så et lynvisit i den tilbudte institution. Og nøj, hvor faldt der en stor sten fra mit hjerte. Pædagogerne var SÅ søde. Der var sådan en god stemning. Pædagogerne talte så sødt til børnene, var helt med på stofbleer, fortalte begejstret om ture og sovning. Og vi gik derfra med en rigtig god fornemmelse i maven.
Så det er bestemt. Asbjørn skal nu ud i den store verden. Der er heldigvis en hel sommerferie til at især moren kan vænne sig til det. For drengen - han er klar, det er min klare fornemmelse.

Ja, så har den sløve banan endelig erstattet møveriet med kravleriet. Og det ser SÅÅÅ kært ud! Nøj, hvor ser det sødt ud når hans numse kører fra side til side mens han stormer frem på stuegulvet. Han rejser sig op ad ting, er blevet forelsket i opvaskemaskinen - her skal ALT ud af maskinen - og vil gerne gå med os i hånden. Som i meget, meget gerne. Som i "jeg går lige lidt amok hvis ikke vi kan gå i en halv time" gerne.
Lille, store, smukke dejlige (morgenmenneske) dreng.