mandag den 20. december 2010
Gonøf gonøf*
Og også lidt (total fyfy) puha til to børn. Altså, der er jo ikke TVIVL om at vi så gerne vil have et barn til. Men altså. De der 2-børns forældre rundt omkring, de lyder altså pressede. Også de forældre, som ellers til daglig er ret overskuds-agtige.
Men det er jo nemt med et barn, synes jeg. Helt ærligt.
Og puha. Til at lillebitte Musen skal være den store. Og dele os. Og ikke have overskudsforældre, som kysser og krammer og hopper og springer. For vi TROR jo virkelig på at vi giver ham det allerbedste og den bedste start på livet ved at VÆRE der for ham. Big time.
Og ja JA ja! Selvfølgelig skal vi have en til. Claro. Og Asbjørn vil elske at få en søster (fandme det skal være en pige!). Så here we go. Men hold da fest hvor er det bare ikke den samme desperation og skruk-hed, der præger familien. Og det er vel egentlig mest af alt godt.
*Overskriften henviser til Gonal-F's arbejdstitel hjemme hos os
mandag den 6. december 2010
Børn og karriere
Av. Av. Den ramte lige lukt ned i min mave. Og i mine tanker omkring Asbjørns timer i vuggestuen. Tanker om hvad det er for børn, vi producerer ved at aflevere dem til andre.
Jeg ved ikke helt selv hvad jeg mener - eller jeg ved ikke hvad løsningen så er, hvis vi skal tage de børnepsykologer alvorligt. Jeg ved det simpelthen ikke. Tage barsel i 2 år? Holder det?
Den rammer også ned i de mange tanker, jeg går med for tiden om job, karriere og familieliv.
For et år siden fik vi af vide at vi skulle pakke kufferterne og tage til New York. Det er så ikke sket endnu. Af mange årsager, som jeg næsten ikke orker at remse op. Konklusionen er at FN-systemet er meget, meget, meget tungt. Og bøvlet.
Men det flytter ikke ved at jeg er træt af mit arbejde. Jeg skal have nye udfordringer. Og det skal være NU. Men jeg er en sløv banan, der ikke får skrevet ansøgninger, der ikke får opdateret cv og ikke er gået igang med at "netværke" (oh how I hate it). Jeg skal videre. Jeg har været i den samme organisation i 7 år. Og lavet mange forskellige ting. Udviklet mig, fået leder-erfaring, og er blevet (hvis jeg selv skal sige det) virkelig dygtigt på mit felt.
Men ikke nok med at jeg er en sløv banan, så stiller jeg krav, som jeg egentlig ikke synes er urimelige. Men som også begrænser mig. Jeg VIL have et job hvor jeg ikke skal arbejde 45 timer om ugen. Asbjørn er for vigtig. Jeg VIL have tid sammen med ham NU hvor han er lille.
Så er der en mulig barselsorlov, som meget gerne skulle komme i løbet af det næste år (håbehåbe). Den stiller sig jo også på tværs af karriereplanlægningen.
Hvordan pokker balancerer man det? Jeg synes det er svært. Hvor meget tid skal man arbejde, hvad er ok, når man også har ambitioner og gerne vil have udfordringer og et spændende job? Ja, altså hvad gør man udover at smøge ærmerne op og komme igang med ansøgningerne, mener jeg.
Nå, ja og status på projekt lillebrøster er 8. dag på Suprefact. ÆU bliver en gang først i det nye år. Det hele bliver skudt lidt så vi ikke skal have ÆU juleaften eller nytårsaften.
tirsdag den 9. november 2010
Om låsning af blog og lange behandlinger
Vi har købt to forsøg til og været til samtale. De har ikke tænkt sig at gøre noget synderligt anderledes og er helt sikre på at "jeg da nok skal blive gravid". Det er jo dejligt, men jeg kan ikke bruge deres optimisme til så meget, synes jeg. For hvordan filan ved de det? Nå, men jeg synes egentlig det er et rart sted, 7 minutters cykeltur fra hjemmet (timet) og det gør det altså meget, meget nemt.
En del medbloggere låser deres blogs for tiden (Tommelise og Ønske må jeg inviteres?) og egentlig kan jeg godt se fordelene ved det. Man kan skrive mere privat og ingen bånd lægge på sig selv. Jeg ved jo at jeg en gang imellem forsøger at skrive mig lidt mere anonym end jeg egentlig har lyst til, og andre gange bare øser ud. Det er især tankerne om nogle gange at kunne skrive noget mere privat/ærligt om venner og familie, der frister til låsningen.
Så er der den anden grøft - go public. Fortælle hele sechens historie, om hverdagen og skrive helt åbent om alt og intet. Nogle blogs fungerer vildt godt sådan, synes jeg. Og nogle er interessante at læse og har mange læsere.
Men jeg har besluttet ikke at låse og heller ikke at gå offentligt sådan lige nu. Låsningen har klart sine fordele. Klart. Mit væsentligste argument for ikke at låse er hvor helt utroligt, sindssygt meget glæde jeg havde af de kære blogsøstre, der for nogle år siden huserede med deres fertilitetshistorier. Amoccas blog var den første jeg læste. Siden andre (ingen nævnt, ingen glemt) brugte jeg rigtig, rigtig meget en overgang. Til at spejle mig, til at få bugt med ensomheden, til at dele erfaringer. Det var så vigtigt for mig, det univers. Da jeg selv var så ked af det, og følte mig alene i verden. Så var der nogen ude på den anden side af skærmen. Som simultan-led eller som kendte det, følelserne og ensomheden.
Jeg har ingen forestillinger om at min blog er specielt velskrevet, speciel genial eller speciel interessant. Men jeg håber at min historie kan give andre det, som jeg selv fik da jeg sad i barnløshedens suppedas. En spejling, en beroligelse i at man ikke er alene.
torsdag den 4. november 2010
Stilstand og opsparing
Lyspunktet er at jeg synes hun tackler det godt. Forstået på den måde at hun er klar over at det skal bearbejdes. Sammen med en masse andet hun også bør få bearbejdet. Og hun sætter ord på det. Noget hun ellers ikke har gjort i mange, mange år. Så jeg håber dette bliver lejligheden til at rydde op i hendes liv. Hun har en ubearbejdet sorg over min far og et barn hun mistede i 24. uge. Og nu det her. Så når hun siger at hun vil til psykolog, så jubler jeg lidt indeni.
Kæresten har fået målt sædcellerne igen. Han kunne simpelthen ikke finde ro før han fik vished om det der sædcelle-løb var kørt. Det er det ikke. Der var 900.000 i sidste prøve, som han afleverede i mandags, det er vist noget nær rekord. Så han er ikke steril. Og det er forsvarligt at køre videre. Så det gør vi. Sparer penge sammen (og ja, jeg synes det er SÅ klamt at nogle skal lave profit på mine fertilitetsproblemer!) og venter på en samtale for at få en ny behandling. Så hurtigt som muligt. Vi køber en pakke, dvs. vi topper op så vi i alt får 3 forsøg. Og så tager vi den derfra. Jeg er ked af at jeg ikke skal være gravid til sommer. Og at det hele i det hele taget har lidt lange udsigter. Jeg ville gerne have børn tæt på hinanden. Men bare vi får et barn til, så tager vi sgu det andet med.
Det fylder ikke helt så meget, som jeg troede det ville. Bevares, det er IKKE sjovt, det her ræs nummer to. Og det er som om man starter helt naivt på en frisk, mærkeligt. Som om man tror at NU bliver det bare nemt. Hvorfor skulle det det? Asbjørn kom først i 4. forsøg, hvorfor skulle lillebrøster ikke også vente på sig? Mærkeligt som hjernen tænker.
onsdag den 27. oktober 2010
Slam! Tilbage til start.
De er her i dag. Efter 1½ måned med suprefact-indsprøjtninger, scanninger og ægudtagning (from hell), 15 æg ud og to forventningsfulde mennesker, der sidder ved telefonen i morges, fik vi beskeden at INGEN af æggene var befrugtede og at der derfor ikke var æg til oplægning.
Hvor f.anden kom den fra??? Vi har aldrig prøvet at der ikke var æg til oplægning, og jeg fik mig virkelig et chok. Det satte gang i angsten. Angsten for at Asbjørn var DET skud vi havde i kassen. At han skal være enebarn og at alle mine forestillinger om lillebrøster var udtryk for hovmod og manglende taknemmelighed for det, vi er blevet skænket. Shit, et chok det her er.
For det viser sig nemlig at de ikke kunne finde brugbare sædceller i sædprøven. Bevares, vi har altid vidst at det var det "svage" led, men der har altid kunne findes nogle. Men sådan skulle det ikke være denne gang. Så farvel 17.500 gode, danske kroner. Og dét er det mindste af det hele.
Kæresten (som vel egentlig er manden, eftersom vi jo faktisk er gift) er helt slået ud. Helt færdig er han. Han er vred på sig selv over at han drak kaffe, at han ikke har taget vitaminer, at han ikke har passet på sig selv, at han ikke lavede prøven om da han godt nok så at den ikke lige så super ud (det kan han åbenbart set på den...). Og har dårlig samvittighed overfor mig, som grænser til en overstimulation. Pis.
Som i pispispis.
Altså. Vi har jo Asbjørn. Som bare render rundt og griner mens vi snakker om det her. Om at vi må lægge skråsikkerheden på hylden og indstille os på at lillebrøster er et måske-projekt. Av, at skrive det. For det var virkelig ikke sådan jeg havde det med det for 2 dage siden. I mit hoved har lillebrøster været et spørgsmål om tid. Og tålmodighed. Og selvfølgelig et lille måske. Men det er ikke det, der har fyldt. Det gør det nu. For vi må jo seriøst forholde os til virkeligheden. Når laboranten snakker donorsæd, så er det jo fordi den er gal.
Og barnløshedens onde tvilling (søskendeløsheden) viser sit grimme ansigt her på sådan en grå onsdag.
(Og så er der alt det andet. Med min dejlige søster. And life in general. Tak for tankerne, kære blog-venner)
torsdag den 30. september 2010
Tour de sundhedsvæsen
Min dejlige søster, som er små to år ældre end mig skal opereres i dag. For kræft. Bare at skrive det får jeg en klump i halsen af. Hun er i chok, hun er ked af det, vred og kan ikke acceptere tanken om at hun skal miste et bryst. Kræften har ikke spredt sig, og en kæmpe sten er faldet fra mit hjerte. Det betyder ikke at der ikke er masser af angst og vrede over at livet er så uretfærdigt og at MIN søster altså skal leve til jeg er 80 og hun er 82. Tanken om andet er ubærlig. Intet mindre. Hun har to små børn, og de skal BARE IKKE miste deres mor.
Set i det lys føles de daglige Suprefact indsprøjtninger lidt perifære. Måske kan jeg i virkeligheden bare ikke rigtig rumme det helt at vi er igang med behandling. At jeg måske er gravid om en halvanden måneds tid. Bevares, jeg vil vildt gerne have et barn til, men det fylder bare ikke så meget - spændingen, glæden over måske at skulle igennem en graviditet igen. Lige om lidt. Måske. Og det er jeg på en måde lidt ked af, trist over. At en mulig graviditet ikke kan få mig helt op og ringe på samme måde som for 2 år siden. Men måske er det bare sådan lige nu. Og sker der noget, så sker det og så tager vi glæden derfra.
Måske er der også en lille del af mig der ikke føler at jeg har lyst eller lov til at glædes over noget så fantastisk når noget så forfærdeligt udspiller sig foran mine øjne - i mit liv. Jeg ved det ikke.
fredag den 17. september 2010
Undtagelsestilstand
Min far døde af kræft for 18 år siden. Min bedstemor for 24 år siden. Jeg VIL ikke acceptere at min søster også skal dø af den sygdom.
Mandag falder den endelige dom - og behandlingsplanen. Og vi venter. Prøver at holde modet oppe, læser på nettet, læser noget mere. Og snakker i telefon. Hun bor jo i Norge, for pokker. Hvad laver hun også der? Hun skal være her. Lige her ved siden af mig i min sofa.
Fertilitetsbehandlingen er ligesom lidt i baggrunden. Det er lige pludselig ikke vigtigt om lillebrøster kommer om 10 eller 13 måneder.
F##*!k hvor jeg synes det er uretfærdigt!
tirsdag den 31. august 2010
Fertility-action opvarmning
Og så blev det til en gang zoneterapi i dag. Det fik jeg da jeg blev gravid med Asbjørn, så vi kører nøjagtig samme model.
Det er nærmest sådan lidt dejligt at være igang igen. Ok, indrømmet, synes der er lidt lang tid til november, havde helt glemt hvor utrolig lange lange behandlinger egentlig er. Gisp.
Vi endte med at vælge Nordica. Begge klinikker vi besøgte var rigtig gode, søde og kompetente folk. Vi troede vi ville komme til at vælge Trianglen, fordi de virkede så tjekkede og fordi en af lægerne fra Hvidovre er derude. Men vi overraskede os selv ved at vælge Nordica. Stemningen der er anderledes, sådan lidt løssluppen, der er helt klart fis i hovedet på Svend Lindenberg, selvom jeg ikke er i tvivl om at han er super kompetent.
Jeg er egentlig selv sådan en der godt kan lide at lave fis og grine, men lige med mit underliv har jeg ikke noget imod at det er lidt mere seriøst end Nordica kan mønstre. Men omvendt kan jeg utrolig godt lide tanken om at en af Danmarks dygtigste læger på området faktisk er lidt småskør og gerne vil have det sjovt i det han gør. Det er da livsbekræftende, ikke?
Jeg tror det, der gjorde udslaget for os, var betalingen. På Nordica tilbyder man kvinder under en vis alder at købe eet forsøg først - og hvis ikke det lykkedes, så konverterer man til en tre-pak. Det betyder at man max. kan komme til at betale for et ekstra forsøg. Omvendt med Trianglen, hvor man betaler 3 forsøg med det samme. Og da vi egentlig har lidt svært ved privatiseringer af sundhedsvæsenet sådan generelt hjemme hos os, så har vi også lidt svært ved det med at de skal lave profit på os. Og måske derfor (eller fordi vi gerne vil passe på vores penge) kan vi bedre lide Nordicas løsning. Og så var forskellen simpelthen så lille på de to klinikker at vi godt kan give lidt på seriøsitetskontoen.
Så sagen er at jeg skal igang med næsespray indenfor de næste 2-3 uger. Yes!
Den - forhåbentlig - kommende storebror er lykkeligt uvidende og jubler sig igennem tilværelsen. Han er blevet glad for vuggestuen, og pædagogerne fortæller om en meget glad, social og udadvendt dreng, der traller sig igennem dagen. Så hans mor har lidt mindre ondt i hjertet over at aflevere ham, selvom jeg dog stadig synes det er lidt naturstridigt at han skal undvære vores omsorg så mange timer om dagen. Men det er vi ikke interesserede i at tage konsekvenserne af - andet end at hente ham tidligt, så tidligt som muligt.
Sjovt, jeg har nærmest overvejet at gå på nedsat tid. Mig, en mangeårig feminist, der altid har harceleret over kvinders manglende ligestilling på arbejdsmarkedet. Var der nogen, der sagde at prioriteterne blev anderledes efter man fik børn? Ja, tak, det SKAL jeg lige love for!
torsdag den 12. august 2010
Kliniksurfing
Vi har også været til afslutningssamtale på Hvidovre, hvor de vurderer vores chancer som rigtig gode. Men det er egentlig også min egen fornemmelse: at jeg nok skal blive gravid igen en dag.
Jeg kan mærke at med det fokus, der naturligt kommer på en evt. graviditet, så begynder der så småt at flakse babydrømme rundt i mit hoved. Bevares, er ikke überskruk og nyder egentlig at vi sover sådan nogenlunde igennem herhjemme, men tanken om en fin gravid mave og en lille bitte bebs - og ikke mindst to unger, der måske leger sammen, dén synes jeg er dejlig.
Men det har jo lange udsigter. For først skal mens komme, så skal der gå 3 uger, så skal jeg nedreguleres og så opreguleres og så og så... Så vi skal først igang med tisseriet sent på efteråret, så vidt jeg kan regne mig frem til - 9 uger fra mens-start. Crazy.
Den forhåbentlig kommende storebror har efter en hård første uge i vuggestuen vænnet sig til tanken om at blive afleveret og hentet. I denne uge har han faktisk ikke grædt når vi afleverer ham og pædagogerne siger at han har hygget sig og at han stort set ikke er ked af det i løbet af dagen. Så der skulle lige lidt tilvænning til. Men jeg har stadig tanker om hvor mærkeligt det er at han skal "parkeres" der mens vi sidder foran en skærm og taster på knapper. På en eller anden måde virker det forkert, meningsløst. Men på den anden side - og her er vist dramaet - så er alternativet ikke attraktivt for hverken mig eller ham. Foreløbig dealer vi med virkeligheden og samfundets struktur ved at sørge for at han få korte dage - dvs. vi forsøger med en regel, der hedder max. 7 timer i vuggestuen. Og det er da også rigeligt, synes jeg. Ville helst kunne sige 6, men det er vist svært at få til at hænge sammen.
fredag den 6. august 2010
Av mit hjerte
Men. We were wrong. Asbjørn synes IKKE det er sjovt at skulle afleveres i vuggestuen. Vi troede - naivt - at vi kunne klare indkøring på een uge. At han måske ville græde lidt, og så ellers bare top-hygge sig. Men fra mandag til torsdag har han været der max 2 timer. Onsdag og torsdag ringede de efter os. Torsdag sagde de han havde været ked af det nærmest næsten hele tiden - men dog lidt on and off (og hvordan tolker man så lige den?). Og da jeg gik i dag græd han og græd og græd. Og da jeg kørte en tur rundt omkring blokken og tilbage igen, så kunne jeg stadig høre ham græde deroppe.
Avavav. Og lidt mere av.
Jeg har tænkt meget på Knock's indlæg omkring Max' start i vuggestue. Og tankerne flyver rundt derinde. For hvis skyld skal han i vuggestue? I hvert fald ikke for hans egen. Det troede jeg måske lidt før. Men hvis han kunne vælge, ville han jo hellere bare dimse rundt med os og blive underholdt af os. Og ikke undvære os. Så det er for vores skyld. Så vi kan sidde og sende emails og spise eftermiddagskage (citat min kollega, som jeg deler kontor med).
Dét er vist eet af vores moderne samfunds store dilemmaer - alt det vi må undvære for at realisere os selv. Hvis altså det er det, vi gør, foran de computerskærme, vi sidder foran.
Oveni det hele er jeg også lidt i tvivl om institutionen. Pædagogerne virker VILDT søde og gode og tager sig rigtig fint af Asbjørn. Men jeg er stadig i tvivl om vi gjorde det rigtige ved at sige ja til denne plads og ikke vente på 1. prioritet. For der er ingen legeplads direkte tilknyttet, og jeg synes det er SÅ vigtigt at han kommer ud. Omvendt virker det som et godt sted og de har været ude hver dag i denne uge, så det er vel fint. What do I know. Jeg ved bare at jeg har ondt i maven og at det hele virker naturstridigt ikke at kunne trøste sit barn, men i stedet gå på arbejde.
fredag den 23. juli 2010
Intet sommermirakel til os
Selvom vi begge var skuffede og ærgerlige, så er det jo bare overhovedet ikke noget at snakke om i forhold til tidligere tiders skuffelser. Og den er da også rystet helt og adeles af og vi har nu lagt en plan for vores videre færd udi fertilitetsverdenen.
Men nu tager vi altså på ferie (igen) og nyder solen, sommeren, vores familie og gode venner i en uges tid. Og venter med at tælle dage til mens til en gang i august.
Til gengæld kan vores levende mirakel nu gå og har kunnet det siden "dagen hvor der blev spillet VM finale" (citat min kæreste). Han nærmest løber rundt, falder en masse og er SÅ stolt af sig selv! Det er fantastisk (og en smule mere besværligt) at have sådan en lille gående/løbende dreng, for han er OVERALT. Men tænk, for et år siden lå han i sin lift og kunne intet. Og nu løber han rundt i sine små sandaler og siger vov til alt - men mest til hunde, lamper og duer.
fredag den 9. juli 2010
Nummer to
Men. Selvom jeg fik sagt i går at jeg ikke engang havde regnet eventuel termin ud, så kunne jeg ikke liiige lade være at gøre det her til formiddag. Og så bliver det en gang midt i marts. Så hvis hvis hvis ville de to ICSI børn komme til verden med under to års mellemrum. Ret vildt, egentlig.
Og selvom det 99,9999% ville være intet mindre end fantastisk, så er der også en lillebitte nisse derinde et sted, der tænker: Puha, kan vi klare det? Får vi overhovedet noget som helst tid til andet end at arbejde og passe børn? Kærestetid? Vennetid? Læse bøger-tid?
Jeg synes at det generelle billeder fra venner og veninder, der har to små børn, er at det er benhårdt. At (næsten) alt handler om logistik og oprydning. Og jeg må indrømme at det godt kan bekymre mig lidt. Samt tanken om at der bliver endnu mindre tid til Asbjørn. Til omsorg, nærvær, kram og fis.
Jeg synes det har været nemmere end jeg troede at få et barn. Bevares, der er meget praktisk og hverdagen er i meget faste rammer. Men omvendt har vi begge altid været vant til at "tidsoptimere" (og lyder dét lige kedeligt??) og lave en masse - både af det kedelige og det sjove. Så vi var klar til at smøge ærmerne op. Men jeg kan godt se hvor det bærer henad - kæresten har travlt på job, og een skal jo hente og bringe, købe ind, købe gaver til fødselsdage og så videre og så videre. Og det har givet nogle lidt ærgerlige diskussioner hjemme hos os her i den sidste uge. Bliver det bare fast hverdagskost med to børn? Og noget helt andet - søger jeg en magi ved at få et barn til, som jeg ikke kan få, fordi den magi er tæt forbundet med det første barn?
Men alt det rykker ikke ved hvor heeelt vildt det kunne være at se to streger om en god uges tid. Så uvirkelig fedt.
... Og Knock - jeg er helt enig med dig i smugtestningen - ikke noget, jeg normalt gør mig det i, fordi det er så nervepirrende. Men jeg tror det nervepirrende i denne omgang er lidt udskiftet med nysgerrighed (say what!?). Men hold da op hvor er det meget nemmere at leve samtidig med man ruger på sådan et forsøg.
onsdag den 7. juli 2010
Så kører symptomrytteriet
Jamen altså hvor er det langt ude!
Der skal testes omkring d. 18. juli - der er vi på ferie. Måske smugtester jeg et par dage før...?
tirsdag den 6. juli 2010
Surprise rugning
Meget, meget mærkeligt. Det er så helt utrolig anderledes end nogle af de andre gange, og jeg tror det er fordi der absolut ingen forventninger fra min side er (og det er jo så lidt løgn for når nu det ligger deroppe kan man ikke lade være at spekulere). Jeg har nærmest glemt det helt her de sidste par dage og ved ikke engang hvornår jeg i så fald ville have termin - noget, jeg ved alle de andre forsøg ALTID har haft tjek på.
Så jeg ruger i al hemmelighed, for vi har denne gang valgt ikke at sige det til nogen ude i RL - næsten.
mandag den 28. juni 2010
Fryseri
For nogle uger siden var jeg bange for hvad det ville gøre ved mig, at starte i det her ræs igen. Indtil videre går det stille og roligt. Måske mest fordi jeg ikke rigtig har nogle forhåbninger til denne omgang fryseforsøg. Det føles nærmest mere som en oprydningsøvelse: vi skal ikke have æg liggende og flyde rundt omkring i byen.
Men det har da affødt samtaler om timing for at gå igang på privatklinikker. Og en granskning af økonomien, som desværre ikke siger ok til at gå igang med det samme. Og det er ærgerligt, for nu har vi ligesom taget hul på bylden, føler jeg. Der skal ligges 45.000 på een gang, og de skal lige skrabes sammen. Et bryllup og rejseri har ikke efterladt det store på kontoen.
Og den snak, altså økonomi og hvornår vi "rigtigt" går igang er træls. For med den kan jeg mærke at det begynder at køre i hovedet. Jeg har besluttet mig for at tænke at jeg bliver gravid til vinter, og derfor er der lang tid til og så behøver jeg ikke at gå og føle at jeg venter hele tiden.
Jeg er slet ikke bekymret for livet med to små børn. Jeg er mere bekymret for hvad et behandlingsforløb vil gøre ved mig og min evne til at være til stede i nuet, lige nu og her.
Men alt andet lige: hold da op hvor er det bare helt, helt anderledes at skulle lave barn nummer to. Mine tanker til jer, der stadig kæmper med nummer et.
tirsdag den 22. juni 2010
At blive nogens kone...
Vi lukkede festen kl. lidt i fem og tog hjem i en dejlig boble-brandert.
En af de første ting, vi har gjort som mand og kone er at tage en tur til Hvidovre Hospital og se til vores lille, ensomme fryseæg. Det var en mærkelig fornemmelse, og på en underlig måde nærmest hyggeligt. Det var jo der, Asbjørn er lavet. Fra at have været et sted forbundet med smerte, sorg og afsavn er det nu forvandlet til et sted, der bragte noget dejligt med sig. Personalet kunne godt huske os og var så glade for at vide at vi havde en lille Asbjørn.
Det er højst sandsynligt at vi når vores fryseforsøg inden sommerferien. Jeg tror overhovedet ikke på det, for vi har kun eet æg, og det skal lige overleve en optøning. Men det gør heller ikke noget, for der er ro i maven. En ro af nogle helt helt andre dimensioner i forhold til sidst. Og det gør en kæmpe verden til forskel.
Jeg tror vi bruger sommerferien på at snakke med et par privatklinikker, eventuelt også undersøger om det kan betale sig at tage til Malmø. Jeg har hørt at det skulle være billigere derovre. Nogle, der har hørt noget lignende?
(og noget helt andet - hvordan bliver man inviteret til fru p's blog?)
onsdag den 16. juni 2010
Fra det helt store til det helt nære
Og lige præcis dét er vel en af de fantastiske ting ved at være nogens forælder: at man formår at sætte tingene i perspektiv på grund af det der lille menneske man skal passe på.
tirsdag den 15. juni 2010
Nairobi... Nairobi???
Meget mærkeligt at skulle til jobinterview på et meget eftertragtet job som man ikke vil have...
Det er store spørgsmål, der kører lige for tiden. Job og børn. Og med en forestående bryllupsfest på lørdag og alt hvad det indebærer af forberedelser, så må jeg indrømme at jeg føler det lidt ligesom at være på en kæmpemæssig hoppepude. Det er dejligt, det kilder i maven, men det river mig med uden at jeg rigtig kommer op og stå på mine ben. Så jeg ligger der og vælter rundt et eller andet sted i hjørnet af den der kæmpe hoppepude, der er mit liv. Og griner. Og forundres. Og bare sejler med.
Og overvejer om vi skal til Nairobi. Det tror jeg nu ikke.
fredag den 11. juni 2010
Sommerfuglevirvar i min sommermave
I dag har jeg nemlig fået min mens og vores plan er at forsøge os med det par fryseæg vi har liggende ude på Hvidovre Hospital.
Og selvom det er stort og spændende, så er det også en ambivalent følelse. Ja, vi vil meget gerne have en lillebrøster til Asbjørn. Og det må gerne være snart. Men det behøver det ikke at være. Hvis der går et halvt til et helt år, jamen så nyder vi bare Asbjørn imens. Der er en del mere på tålmodighedskontoen end der har været nogensinde i dette forløb. Ikke så mærkeligt. Og det giver en helt, helt anden ro i maven.
Det ambivalente ligger i at det alligevel ikke helt er lykkes mig at slippe taget helt af det helvede, jeg virkelig syntes det var at være i behandling. For SELVOM vi har god tid, så så jeg mig selv sidde, nærmest panik-agtigt, med kalenderen for at se hvornår der evt. ville være ÆO og om det kollidere med rejseri i slutningen af måneden. Og det gør det. Måske. Sandsynligvis. Hvilket betyder at det måske måske ikke bliver i denne cyklus ægget bliver lagt op (hvis det altså overlever noget optøning) og at det så hedder efter sommerferien - i august. Og så først derefter kan vi gå til det private - en gang i september. Og så start i oktober/november en gang. Eller hvad?
Kan i se det? Tankerækken? Som ikke er en s..kid anderledes end den var for 2 år siden? Følelsen af at leve i sin kalender, dele livet op i intervaller, tænke fremad fremad fremad? Det føles som kviksand, jeg skal KÆMPE for ikke at lade mig blive slugt op af. For sagen er jo, at går man igang, så har man et formål: et barn. Og jeg er vist en afslutter, en af dem der nok er lidt utålmodig når først jeg har sat mig et mål. Og skal vi nu ind i det univers igen? Et vente-univers, et univers, hvor det gælder et formål, nemlig lillebrøster?
Jeg kan mærke at det gælder om at holde fast i det vi har lige nu. Virkelig holde fast. For ikke at glæden ved det fantastiske liv vi har lige nu, falmer og kommer til at handle om det vi ikke har, nemlig lillebrøster. (hos os er hun en pige og hedder Ronja). For jeg VIL huske at elske mit liv og det vi har. Og IKKE fokusere på det vi ikke har.
Samtidig er der en lille spiral af dejlige tanker. Tænk nu hvis. Tænk nu hvis det, der ligger der og fryser ude på Hvidovre Hospital er vores 2. barn. Tænk, hvis jeg skal være gravid igen lige om snart. Tænk, hvis jeg skal opleve den lykke det er at få et lille nyfødt barn op på min mave. Køre rundt med Ronja i barnevognen, mens Asbjørn går ved siden af med mig i hånden? Sikke en ultimativ lykke at tænke på.
tirsdag den 1. juni 2010
For et år siden...
I går fyldte han et år. Den lille dreng ved brystet. Som ikke er lille mere. Vi er på vej op i str. 92, så det siger vist lidt om størrelsen. Og som indtager verden på den der tumlingemåde, der er så fantastisk. Som om han tænker at hele verden er til for ham. På den gode måde. Han er så tilfreds med sit liv, det udstråler hele hans krop og alt hvad han gør. Han griner og fjoller, snakker, peger og undersøger. Og viser os hvad han kan. Vores lille, store dreng.
Vi har så meget kærlighed til ham, at det er helt utroligt at der er plads til det. Den varme, der sniger sig fra maven op i brystet når jeg ser på ham, når jeg kysser ham, når jeg går med ham i hånden. Det er så vildt. Og ikke til at forstå. Og da slet ikke for et år siden, hvor det lille klump menneske bare lå der med store øjne og så lidt overvældet ud.
Det varer ikke længe før han går, tror jeg. Han fik den klassiske Brio gåvogn i går, og han trampede rundt med den i hele lejligheden. I 2 timer. Han står nu uden støtte (selvom han ikke har lagt mærke til det).
Og så er han vores. Vores 1årige. Vores lille store dreng. Jeg har stadig svært ved at forstå at vi var så heldige. Og mine tanker går stadigvæk ofte til vores behandlingsforløb. Det var så svært og ensomt. Og jeg føler mig så heldig at vores historie fik en lykkelig udgang.
Måske fylder behandlingen også noget fordi vi har besluttet at tø vores æg op næste gang jeg får mens. Jeg tror jo ikke på de 2 snoldede æg vi har, men vi vil gerne igang. Det fortjener vist sit eget indlæg, for det er også lidt uvirkeligt.
tirsdag den 25. maj 2010
Putning version 3.0
Han bliver lagt, sunget for og nusset. Og så går vi. Ca. 4 sekunder efter står han op i sengen, kaster sut, bamse og hvad han ellers kan finde ud over. Hopper og griner og råber. Og efter lidt tid bliver han gal og græder. Ind og putte igen. Samme show. Med mindre vi holder dynen tæt om ham (en slags mild fiksering, som jeg bestemt ikke har det godt med) og bliver stående i en meget bøvlet stilling indtil han falder helt til ro og næsten er i drømmeland. Det tager 5-7 minutter.
Det er ikke tiden i sig selv, der er problemet. Heller ikke at han dimser inden han lægger sig til. Det er det med at man nærmest må små-fiksere ham og skal være derinde til han er væk i drømmeland. Det føles som et set-back og især er jeg ked af at han jo ikke synes det er rart (han vil ikke ligge, men op at stå), for putning skal være dejligt. Man skal ikke falde i søvn ked af det - ikke at han gør det, men der er meget øfferi op til at han falder til ro.
Han er træt når han bliver puttet, så det er ikke det. Måske kan det have en betydning at han er ved at få 4 kindtænder på een gang og det gør ondt på ham... Eller hvad?
Hvad gør man? Nogle med stående/gående børn med gode erfaringer?
onsdag den 19. maj 2010
Rørstrømsk og nostalgisk
Vores liv blev totalt forandret da han kom. Det kan jeg se nu. Da det hele var nyt kunne jeg ikke se det. Og en gang imellem så drømmer jeg mig tilbage til den tid, for den var så fyldt af forventninger og søde drømme om fremtiden. Det var så unikt. Jeg tænker tit at det kommer aldrig igen. Den forventning, den glæde og den fornemmelse at bære sit allerførste barn i maven og vente på noget glædeligt som man ikke ved hvad er. Næste gang har jeg jo prøvet det (og ja, jeg håber og regner med en næste gang) og så er det ikke nyt.
Det gør mig nostalgisk og helt overvældet at det allerede er et år siden. Han var så lille, han kunne intet og i dag går han rundt og fortæller os ting med hans eget sprog. Han er blevet så stor og dog stadig så lille. Og ja, de havde sgu ret, dem der sagde at det bare bliver bedre og bedre.
Mine tanker og rørte tårer går til solskinnet i maj sidste år og til Ønske som er der lige om næsten.
onsdag den 12. maj 2010
Vuggestueplads
Men en helt anden institution. Den som han stod nr. 14. på listen på. I modsætning til nr. 6.
Der skal træffes beslutninger hurtigt, når man har med Pladsanvisningen at gøre. Så en rundringning afslørede af ønske-insitutionen ikke ville få flere pladser her i sommer (start allerallertidligst 1. september, men nok meget mere sandsynligt 1. december). Og vi har altså en dreng, der keder sig lidt derhjemme. Selvom vi netop er startet med privat børnepasser (som bare er så sød og god) så er det altså for lang tid at gå og dimse derhjemme for ham.
Så et lynvisit i den tilbudte institution. Og nøj, hvor faldt der en stor sten fra mit hjerte. Pædagogerne var SÅ søde. Der var sådan en god stemning. Pædagogerne talte så sødt til børnene, var helt med på stofbleer, fortalte begejstret om ture og sovning. Og vi gik derfra med en rigtig god fornemmelse i maven.
Så det er bestemt. Asbjørn skal nu ud i den store verden. Der er heldigvis en hel sommerferie til at især moren kan vænne sig til det. For drengen - han er klar, det er min klare fornemmelse.
Ja, så har den sløve banan endelig erstattet møveriet med kravleriet. Og det ser SÅÅÅ kært ud! Nøj, hvor ser det sødt ud når hans numse kører fra side til side mens han stormer frem på stuegulvet. Han rejser sig op ad ting, er blevet forelsket i opvaskemaskinen - her skal ALT ud af maskinen - og vil gerne gå med os i hånden. Som i meget, meget gerne. Som i "jeg går lige lidt amok hvis ikke vi kan gå i en halv time" gerne.
Lille, store, smukke dejlige (morgenmenneske) dreng.
fredag den 30. april 2010
Hjemme igen
mandag den 5. april 2010
Farvel regn, goddag sol
Åh, hvor jeg glæder mig til at stor-hygge med drengene!
torsdag den 25. marts 2010
Farlige Bamse
Han plejer ALDRIG at være bange for noget, men den sidste uges tid har han været bange for:
- En kartoffelbåd
- Sin legetøjstelefon
- Et stykke stof
- Bamse fra Bamses Billedbog
- En stavblender
- Etc.
Jeg håber det er noget han vokser fra, for ellers får han en hård opvækst :-)
Og jeg håber faktisk han vokser fra det i en fart, for på søndag tager vi til Norge og besøger hans fætre (som bestemt ikke er nogle stille typer) og kommer hjem og "mellemlander" i 2 dage for at tage til Thailand næste mandag i 3½ uge. Hvordan det kommer til at gå, er jeg spændt på at se. Men Vi glæder os helt vildt til at komme afsted, og jeg er sikker på at Asbjørn kommer til at klare det helt vildt godt. Han er grundlæggende ret nysgerrig og (normalt altså) ikke bange for nye ting. Og vi elsker at rejse - det kan vel kun smitte af på ham?
Vuggestue og pasning nærmer sig jo - når vi kommer hjem har vi noget privat pasning til ham. Det er jeg lidt lunken over, det fortjener sit eget indlæg. Men hvordan gør man dem institutionsparate? Jeg mener, skal de kunne drikke selv? Spise selv? Ikke svine med maden? Hvad forventes egentlig af sådan en næsten-1årig når de starter? Anyone?
torsdag den 18. marts 2010
Onkel rejsende mor
Savnet var også til at bære. Bevares, det var så trist og gjorde så ondt at gå hjemmefra. Og jeg savnede da. Ringede hjem og kæresten havde sat højtaler på, og Asbjørn hørte min stemme - og begyndte at græde helt uhæmmet. Kunne slet ikke stoppe igen, sad og hikstede så vi måtte lægge på. Og der sad jeg i 32 grader og havde ondt ondt ondt i maven af savn og svigt. Av!
Hjem kom jeg - nøjagtig 7 døgn efter jeg var taget afsted. Døren blev åbnet, Asbjørn sad på fars arm. Først kiggede han. I 5 sekunder. Som om han sagde: Nå, dér er du. Det er da længe siden, er det ikke?" Og så stak han i et kæmpe smil og lænede sig forover med udstrakte arme. Og han krammede mig, og krammede, og krammede - og kyssede lidt. Og så sad vi ellers i sofaen i en halv time (det gider han ALDRIG - der skal ske noget) og krammede og snakkede. Åh, hvor var det bare en fantastisk stund. Og puh, hvor er jeg glad for min familie! Kæresten havde støvsuget, ordnet vasketøj, købt blomster og det hele osede af overskud. Yes!
Skrukheden sidder stadig i underlivet. Og det varer nok ikke længe før der skal gøres noget ved det. Men først skal vi lige igennem et omfattende rejseprogram: en uge til Norge og så 3½ uge til Thailand. Når vi er hjemme fra al rejseriet er det 1. maj. Og Asbjørn skal til at begynde til noget pasning. Mere om det en anden gang. For dét er mærkeligt.
mandag den 22. februar 2010
...Skruk...?
Måske hænger det lidt sammen med at det måske ikke er helt så fjernt. Vi har et fryseforsøg på Hvidovre, når vi har mod på det. Og vi taler faktisk en del om hvornår timingen er rigtig i forhold til en til. For er der noget vi vil, så er det at få en lillesøster (ok, eller bror) til Asbjørn. Og det behøver ikke at være om alt for længe.
Så det varer nok ikke alt for mange halve år før vi er på den igen. Og det er jo i princippet dejligt, for jeg tror faktisk at der er et til barn til os derude. Men det er også lidt med blandede følelser, for jeg er sikker på at behandlingsprocessen også vil være svær anden gang. Omend noget anderledes. Så lige pludseligt underligt at det vi har kæmpet for at komme ud af så længe (og kom ud af) nu kan være et aktivt tilvalg - nemlig behandling.
Og det er faktisk ret underligt, grænsende til det syge: jeg er SKRUK! Jeg vil så gerne have en lille bebser til. Jeg vil super gerne være gravid og er så misundelig på alle de gravide derude. Åh, hvor ville jeg gerne gå rundt med en mave!
Men underligt er det - for vi har syg mus herhjemme og nattesøvnen er faktisk lidt rodet og Asbjørn står op alt, alt alt for tidligt. Så hvorfor er det liiige jeg ikke hellere vil sove end at have ny baby?
Er der andre ex-Bibere derude der har lige så mærkelige tanker som mig?
lørdag den 20. februar 2010
Haves: et stks skodjob. Søges: et sjovere et af slagsen
Dog ingen regler uden undtagelser. De sidste to dage har det været hhv. halv syv og - gisp! Halv otte i dag! Dog afbrudt af en opvågning mellem 5 og halv seks, der indebar opkast og øfferi.
Der er stadig lidt med ørerne, men ikke så voldsomt at dræn er på tale. Men han bliver fulgt af lægen. Men det er jo ingenting i forhold til andre børn - han sover jo om natten. Men han tager sig dog til ørerne en del.
Jeg er så inderligt træt helt ind til benet. Og jeg tror det primært er på grund af mit arbejde. Det har været noget af et chok at komme tilbage og mærke at mavefornemmelsen er helt, helt forkert. Bevares, jeg har vidst længe at der snart skulle ske noget andet - har nemlig været det samme sted i rigitg rigtig lang tid. Men at jeg i den grad er kommet tilbage til noget, jeg slet, slet ikke vil, det er kommet som et chok for mig. Jeg arbejder i en branche, som er forholdsvis svær at komme ind i. Jobsne hænger ikke på træerne - slet ikke i Danmark. Men hvad hjælper det at mit job er eftertragtet, hvis det ikke passer til mig? Det værste er at jeg er kommet tilbage til en rodebutik. Min vikar har ikke passet programmet ordentlig og de mest elementære ting er ikke på plads. Og værst af alt - min chef har ingen pejling! Hun har ikke fulgt med overhovedet. Og har gud hjælpeme ansat vikaren fast. Suk.
Jeg må hellere lade være at udlevere min arbejdsplads på nettet. Men altså. Rigtig ked af mit job er jeg. Et job som jeg ellers altid har været vildt glad for. Og det gir lidt en identitetskrise. For hvad så? Vi skal jo til New York på et tidspunkt - satser vi på - men vi ved ikke hvornår. så jeg er gået igang med at søge nye jobs. ØV!
Asbjørn hygger sig helt utroligt med far. Jeg kommer hjem til to meget glade og kyssende drenge, og DET er så fedt. Han (altså Asbjørn) er ikke begyndt at kravle endnu, men ormer sig rundt i hele vores store lejlighed. Det er så hyggeligt. Og så snakker han og råber og kysser og er bare så helt utrolig dejlig.
Jeg har en veninde, som er nygravid og har lidt ondt i livet samtidig. Jeg synes det er så synd for hende og har samtidig svært ved at forstå det. For hun skulle jo være så glad for at hun er gravid og alt det fantastiske, der venter hende...? Jeg må vist lige tilbage og læse hvordan det var at være 11 uger henne... For det har jeg vist lykkeligt fortrængt og kan høre mig selv sidde og fable om hvor fantastisk det er at være nogens mor. Christ. Ligesom jeg selv hadede!
Og så lige en sidste ting i dette rodeindlæg - er der andre blogmødre, der oplever at de kommer til at ligne deres mor mere og mere efter i har fået barn? Jeg kan høre min mor komme ud af min mund nogle gange, scaaaary!
torsdag den 4. februar 2010
Træt træt træt
Det tærer på overskuddet, på energien og på hjerneaktiviteten. Gisp hvor er jeg træt. Så træt har jeg ikke været på noget tidspunkt siden A kom til verden.
torsdag den 28. januar 2010
Working 9 to 5...
Den første uge på arbejde er snart overstået. Det har været forbavsende rart at komme tilbage. Bevares, ville da hellere være derhjemme, men når det nu skulle være, så har det været overraskende rart. Mine kolleger er så søde, så søde og jeg blev mødt med krammere og juhu'er, og DET er da dejligt! Den første dag gik med at cruise rundt i kontorlandskabet og hyggesnakke og så har jeg brugt tid på at rydde op i en absurd stor mailbox. I dag blev tingene lidt mere seriøse og jeg har desværre måtte indse at der skal ryddes lidt op. Æv. Men også meget rart at komme tilbage og vide hvor der skal tages fat. Sådan noget elsker jeg - at finde ud af hvor den er gal og så fixe det!
Jeg har ikke været mere end 6,5 time på arbejdet, som ligger LIGE om hjørnet. Så det har været til at bære. Men jeg kommer til at savne Asbjørn når vi når ud på eftermiddagen. Og jeg tænker med længsel på hvor meget drengene går herhjemme og hygger. Og ville ønske jeg kunne være med. Min søde kæreste (og nu kommende mand - jeg friede sgu til ham i sidste uge) sender mig hver dag mms'er med billede af den lille mus, og så render jeg rundt og viser ham til sagesløse kolleger i nærheden. Som høfligt fortæller mig han er sød.
Jeg tager mig selv i at sende længselsfulde tanker tilbage til barselsdagene, hvor formiddagen gik med at forberede diverse sociale aktiviteter, drikke kaffe med søde mennesker og deres unger og tage en tur i svømmehallen. Det er stadig vemodigt at tænke på at den tid aldrig kommer igen. Og jeg øver mig i at tænke at så kommer der noget andet.
En fordel er at når jeg kommer hjem, så har jeg bare sådan et stort behov for at være tæt på Asbjørn at jeg har så meget legeoverskud som jeg måske ikke helt havde efter en hel dag sammen med ham.
Og den lille mus er for alvor begyndt at lave noget, der ligner at kravle. Han ligger og vipper numsen op og ned (og ja, det ser lidt kriminelt ud :-)) og på en eller anden måde slanger han så således fremad. Det ser sjovt og utrolig sødt ud, og vi roser ham til skyerne. Han er virkelig mobil nu. Vores store dreng.
lørdag den 23. januar 2010
Katvig MPD serviceoplysninger
fredag den 22. januar 2010
Working mom
Men men. Jeg under så meget drengene tiden herhjemme sammen. Asbjørns far glæder sig SÅ meget til at gå og hygge med ham (at han så allerede har linet de første 5 politiske møder op, det må være hans sag) og det er så vigtigt at de får det bånd. Og det bliver da fedt at få de pæne sko på igen, at skulle snakke om rigtige voksenting med mine kolleger og være MIG. Måske kommer jeg helt til at vænne mig til at gå udenfor døren uden en barnevogn i hånden (og det gav også en lille tuder i går, da jeg gik med barnevognen og tænkte på hvor mange, mange kilometer, jeg har gået med den - nogen der sagde grådlabil - nej pjat!).
Jeg tænker at sådan her er det nok at have børn. At der er så utrolig mange glæder. Men også små sorger hele tiden. For de udvikler sig, vi har ham kun til låns og det gælder bare om at hoppe med på vognen, for Asbjørn drøner derudaf. Små sorger forstået på den måde, at han jo SKAL blive en stor dreng, sin egen, og ikke bare en forlængelse af os. Men han er jo bare SÅ meget mig. Han er vokset inde i mig, han har været så tæt på mig i så mange måneder. Sovet 20 cm fra mig, sovet ved mit bryst, hængt på armen og puh hvor er det bare noget særligt. Jeg håber sådan at jeg kan se tilbage og tænke at jeg huskede at nyde det. Jeg tror jeg for det mest har husket det, men der har ved gud også været dage hvor jeg var træt af at have et barn hængende non-stop. Det var nu mest i starten.
Tak til Knock fru P og ønske for jeres kommentarer vedrørende rejseri. Det tog lige en dag, og så var jeg sikker: jeg skal ikke rejse om 3 uger. Men jeg kan godt i marts. Det kan jeg mærke. Det kan jeg godt klare. Og Asbjørn klarer den også. Men tak for inputs, det hjælper virkelig!
onsdag den 20. januar 2010
En syg mus
I går blev han heldigvis rask og det er vildt hvordan sådan noget påvirker nogle grønne førstegangsforældre, for jeg kan nærmest mærke lettelsen i MIN krop, sådan rent fysisk.
Vi fik ham tjekket hos lægen - også pga ørene, som Sofie på et tidspunkt nævnte - og andre har også været inde på at der måske kunne være noget. Der er en lille smule væske på ørerne, men vores gode, kompetente læge mente ikke det var så alvorligt. Han skal tjekkes om en måned igen, men ikke noget alvorligt.
...Onsdag...
Puha, så er det vores tur. Asbjørn har 40 i feber og har haft det i går og idag. Han er helt rundt på gulvet, vil ingenting andet end at sidde på arm, klynker og KOGER. Åh, det lille pus. Det gør så ondt på både mor og far og vi er så bekymrede for den lille mus. Vagtlægen gav os en panodil, konstaterede at han "havde noget med ørerne og det går nok over" og sendte os hjem. Det var igår. Han er stadig lige varm og med masser af feber, vil ikke spise eller drikke - andet end æblemos, så det får han i stride strømme.
Det er jo ikke første gang i verdenshistorien at et barn får 40 i feber. Og vi kommer fint i kontakt med ham, han er bare en velcrobaby og rigtig syg. Men det er altså første gang herhjemme og vi er så bekymrede for vores lille mus. Det var med bævende hjerte han fik den der panodil - jeg er ikke vild med unødig medicin til børn, men han kunne slet ikke sove, så nu fik han den altså.
Jeg har jo tidligere hørt masser af historier om syge børn og hvor træls det var. Nu prøver jeg det så på egen krop. Det gør jo nærmest helt ondt på os også! Det er så synd, så synd for ham.
tirsdag den 12. januar 2010
Tilbage til virkeligheden
Nå, men det med virkeligheden. Jeg har jo sådan et job hvor man rejser til de varme lande. Og jeg må indrømme at jeg hele tiden har skubbet det foran mig - at jeg jo på et tidspunkt skal rejse fra min dejlige lille dreng i længere tid af gangen. Det er jo et fundamentalt dilemma: Jeg elsker mit arbejde og det, jeg laver. Og det indebærer bare at rejse ned til dem, vi arbejder med. Og dét igen indebærer at skulle være væk fra hjemmet i længere tid af gangen. Men puha - KAN jeg overhovedet det? Selvfølgelig KAN jeg. Men kommer det til at gøre alt, alt for ondt i moderhjertet? Og hvornår kan jeg få mig selv til at rejse?
Det blev så meget aktuelt i dag, hvor min vikar spørger hvornår jeg kan rejse til Angola. Hun foreslår i starten af februar. Gisp! I starten af februar!!?? Det er om en lille måned! Så er Asbjørn lige lidt over 8 måneder. Min lille dreng. Kan jeg det? Vil jeg det? Problemet er at det skal være sådan ret snart. For programmet skal lukke indenfor det næste år og derfor skal der udarbejdes vigtige planer for det næste år.
Hvis ikke det bliver i starten af februar, bliver det på et andet tidspunkt i løbet af foråret. Sandsynligvis inden midten af marts. Andet vil være svært at retfærdiggøre, da mit job jo er at have ansvaret for nogle mennesker langt væk.
Men uha, dér kom virkeligheden lige lovlig tæt på!
Rejsen ville være fra søndag eftermiddag til lørdag aften. Dvs. næsten en uge. Kan man det? Arj, jeg ved ingenting om at være væk fra min lille dreng. Har jo kun prøvet et par timer her og der og en julefrokost. Jeg er SÅ grøn i at være væk fra ham.
Synes godt nok at der er mange dilemmaer ved at være nogens mor. Pyha.
onsdag den 6. januar 2010
Det der med sovning
Derfor troede jeg også at der ville være en slags progression i det. Forstået på den måde, at når han vågnede først 3 gange, så 2 gange om natten, og så 1, jamen så var vi jo på vej mod en sove-igennem baby.
Men altså december har vist os noget andet. Jeg ved ikke om det har været en kombi af noget udvikling, tænder og lidt lovlig meget ståhej i hjemmet, men puh, hvor har han været svær om natten i næsten en måned nu. Og puh, hvor er både mor og far trætte.
Det starter sådan set fint. Han bliver lagt og falder flot i søvn efter en 5 minutters tid. Han klarer det helt selv. Så sover han som en sten - indtil et sted mellem kl. 23 og 02. Så vågner han i sin seng, og han får sut, lidt nusning, men NEJ fandme nej! Han vræler og skælder ud, vrider sig og vil OP OP OP. Hvis man tager ham op om vugger ham, falder han til ro, men hvis man så ligger ham ned igen, bliver han straks ked igen. Vi har prøvet alt. Lade ham ligge i egen seng med en beroligende hånd hos ham, på en madras på gulvet sammen med en af os, inde i vores seng imellem os og trøst (det er den mest brugte løsning), amning (gider han ikke rigtig, så han er ikke sulten), skifte ble. Det eneste vi ikke har prøvet er at stå op og lege med ham. Det nægter vi simpelthen.
Han er typisk vågen i 1-2 timer. Tættere på 1 time, men altså hvor er det træls. Han græder og vender sig og det er bare ikke til at finde ud af!
Jeg har lidt en kombi af noget tryghedssøgning og tænder mistænkt. Men det er godt nok længe det har stået på! Og jeg er jo s..kide bange for at det er blevet en vane. Den ene tand i overmunden er brudt frem og det ser ud som om den næste er på vej, men den må altså godt komme nu, for gab, hvor er det træls!
Andre derude med noget erfaring på feltet?