Hamsterblog part 2

Tak for jeres indlæg, kære blogsøstre. Det bekræfter mig i at der sådan set ikke er noget galt i at have en hamsterblog. Min blog har egentlig også lige fra starten af været MIN, og mit lille åndehul, hvor jeg kunne få afløb for sorger, frustrationer og følelser i barnløshedshelvedet. Men det er selvfølgelig altid rart at vide at andre også kan bruge det, man skriver til noget.

Jeg befinder mig i øjeblikket i det sydlige Afrika, og mine kolleger her har alle bemærket den voksende mave. Det er underligt, som det stadig kan virke en smule angst-provokerende at flere og flere ved det. For lille krøl ER jo derinde.
Og så er det i øvrigt sjovt at se hvordan kulturelle forskelle giver sig udslag også i sådan noget som en gravdititet. På disse kanter er folk vant til at få børn til højre og venstre (og vi har da også en chauffør, som har 14!! børn), så det at være gravid er no big deal. På den anden side - netop fordi der er så mange børn - er det også noget, der optager dem meget. Såsom navne og køn og så videre. Og sikke mange spændende historier man får om diverse fødsler under svære forhold! Det sætter mine bekymringer om ikke at få nok grøntsager i 10 dage lidt i perspektiv!

En anden oplevelse, der denne gang har sat mit eget luksusliv i perspektiv, er en god samtale med en kollega, der har været børne- (og voksen) soldat. Om de rædsler, han har gennemgået og hvordan det påvirker ham den dag i dag. At tale om krigens rædsler og ens egen involvering er ellers ikke noget, der er normalt på disse kanter. Meget modigt, faktisk, af kollegaen. Han fortalte om at opholde sig ude i bushen i flere måneder i træk i angst for at blive fundet af "fjenden" som egentlig ikke var fjende, men hvis ikke de skød på fjenden, så ville deres overordnede skyde dem. Om at gemme sig på et tag i 38 dage, mens en by blev beskudt. Om at se sin yngre bror blive skudt, men selv være nødt til at flygte videre.
I dag læser han på universitetet og prøver at skabe sig en fremtid for ham selv og hans familie, inklusiv 3 børn. Et af børnene blev født af hans kone på flugt fra "fjenden".

Det minder mig igen (og igen) om to ting: at det er helt vildt så heldige vi er at være født i et lille, rigt land med masser af muligheder - og fred - og at krig bare overhovedet ikke er godt for noget.

Tilbage til en hamsterblog?

Da jeg startede denne blog, skrev jeg at den måske blev en hamsterblog. En hamsterblog er en (næsten) hjemmelavet betegnelse for en blog, der beretter og småt og stort i en given persons liv, som reelt er uden interesse for resten af verden. I det år, jeg har haft denne blog, har jeg dog været velsignet med læsere, der sågar har kommenteret og givet udtryk for at det, jeg skriver er brugbart for andre i en lignende situation.

Men i den sidste tid, når jeg gerne har ville skrive noget på min blog, har en der sneget sig en stigende fornemmelse af at min blog har forandret sig til mere hamsterblog end fertilitetscirkus/helvede blog. Med andre ord, jeg kigger noglegange tilbage på mine indlæg og tænker "åh, hvor banalt, hvor utrolig kedeligt og trivielt".

Jeg har foretaget en lille blogundersøgelse, og kan se på de blogsøstre, jeg har fulgt igennem de sidste 16 måneder, at deres aktivitet på bloggen også er blevet mindre jo længere ind i graviditeten, de kommer.
Mon det er fordi den der usigelige smerte, som bloggen på mange måde afhjælper, bare ikke fylder på samme måde mere? At man bare ikke har så meget smerte at publicere til verden? At livet faktisk går videre, at venter et nogenlunde normalt liv for enden af BIB-helvedet?

I den lille undersøgelse jeg lavede må jeg dog sige at jeg faktisk synes at mine blogsøstres gravid-indlæg er interessante - og mindes også at syntes det dengang pre-to-streger-perioden. Især kan jeg huske at følge meget engageret med på Knocks blog i foråret. Og måtte da også lige knibe en lille tåre under undersøgelsen over hendes 2. maj indlæg... så den sidder derinde endnu, den der BIB-følelse, derinde et sted, godt gemt væk.
Knock var den ikke den første virtuelle ven, som jeg havde fulgt rigtig tæt, der blev gravid. Men på en eller anden måde er blog-verdenen mere intim end diverse BIB-fora. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Men faktum er at Knocks graviditet betød mere end så mange andres, og hendes kommen-ud-på-den-anden side føltes anderledes - både vemodigt og helt rigtigt.

Nå, det var en ekskurs. For betyder de her status indlæg ikke bare at verden SER helt anderledes ud når man har stået med to streger, hjerteblinksscanning, NF scanning og tror man ender op med et barn? Det gode ved det er måske at der ER et liv efter BIB, og på andres indlæg måske også hvis ikke man ender med krøl i maven. Så blev man så klog.

Men mon ikke jeg bliver ved med mine hamster-indlæg? Andres gravid indlæg er jo lige netop nu interessante for mig - hvornår mærker man liv, skal man gå til øko-gymnastik, når man helst vil slå til en bold, er det mærkeligt ikke at have taget på, og have en ordentlig vom, er det normalt stadig at være nervøs etc. Det er jo spørgsmål, der er en del af mit nye liv. Men jeg er trods alt glad for jeg har bloggen, for der kan jeg også mindes kampen, smerten og ensomheden. Og jeg tror den er vigtig for mig at huske. Den har lært mig noget. Og den udvikling jeg kan følge hos mig selv fra september 2007, hvor jeg græd non-stop i 3 dage efter et mislykket forsøg, til juli 2008, hvor jeg var ret meget mere afslappet omkring forsøget, det minder mig om at jeg altså er kommet ud på den anden side, stærkere - og heldigvis stadig med lille krøl i maven.

Sikke en masse rod. Længe leve bloggen - og hamsterbloggen!

Sol, strand og snot

Så er jeg igen på de sydlige breddegrader - med indsmuglet mad til et helt kontigent soldater. Det lykkedes mig at komme igennem med 1 kg gulerødder, lufttørret skinke og diverse andre goodies til at sikre en nogenlunde fornuftig kost i et land, hvor man elsker at skamstege alt i friture.

Heldigvis har menuen indtil videre stået på det lækreste fisk og kogte grøntsager, så det går nok for lille krøl derinde.

Men ak, en tændt aircon (eller en eller anden sjov virus-ting) en helt nat var nok til en ordentlig omgang snot og ondt i halsen. Så idag har jeg været på stranden med en kæmpe pakke servietter og pudset næse, drukket te og kigget ud over det fine, turkise hav. Det er ikke første gang jeg er på disse breddegrader med diverse hals og forkølelsesproblemer, og det virker bare så helt gennemført åndssvagt at være snot-syg når det er 30 grader udenfor.

Det er første gang siden jeg blev gravid, at jeg er syg, og det giver lige en lille-bitte smule bekymring her. Mon lille krøl kan klare en omgang snot og hals-onde og en mor, der bare er lidt pjevset? Jeg håber det virkelig. Men kan de ikke klare sådan en omgang, mon? Jeg har jo hverken feber eller andre mærkelige sygdomme.

Jeg synes stadig min mave er pænt oppustet/stor, men det er ligesom om at den den sidste uges tid har stabiliseret sig, eller nærmest blevet mindre. Mærkeligt. Og når man er i bekymringsmood kan man jo også nå at tænke "hvorfor mon det?". Men det er jo trods alt ikke mere end lidt over en uge siden at lille krøl lå og dansede og vinkede til NF-scanningen, så mon ikke jeg bare skal slappe af og nyde det? Hvilket jeg nu også synes jeg gør det meste af tiden. Hvornår mon man når dertil hvor graviditeten KUN er en dans på roser? Først efter MD-scanningen, eller hvad?

Veloverstået nakkefoldsscanning fredag

Så blev nakkefoldsscanningen også overstået. Svært at fatte at noget, der i september lå SÅ langt ude i fremtiden og virkede meget "hvis nu alt går godt" agtigt, nu rent faktisk er sket - og uden den store dramatik.

Piratscanningen sidste søndag havde taget noget af spændingen ud af begivenheden i fredags, men det føltes dog alligevel som om vi var til eksamen. Vi blev scannet af en meget, meget rar dame og de tog sig sørme god tid! Tror jeg lå derinde i over en halv time.

Lille krøl lå og spjættede og vinkede og gad ikke rigtig det der med at få målt nakkefold. Men det blev da gjort og vi fik en helt fin risikovurdering - på ca. 1:1500 hvilket er helt fint og ikke noget, der giver nogen af os søvnløse nætter.
Lille krøl var så heller ikke helt så lille - så vi blev sat 2 dage frem i termin, hvilket betyder at "skiftedagen" nu er søndag og jeg i dag er 13+1, og dermed er jeg røget ind i 2. trimester. Noget som virkede endnu mere uvirkeligt de dage i september, hvor solen skinnede så smukt og maven lignede en bowlingkugle.

Så nu er det vist nu vi bare skal læne os godt tilbage og NYDE det! Det sker sgu det her! Jeg er helt normalt, kedelig gravid. Ingen specielle hensyn at tage til mig, og det er tydeligt nu hvor vi er kommet ud på et andet hospital at selve undfangelsen ikke rigtig er noget, læger og jordemødre lægger særligt meget i. Og det er både dejligt og lidt utrygt.

Jeg har stadig en del ferie i dette ferieår, så vi har i weekenden snakket solferie/aktiv ferie i starten af februar. Der er jeg i 26. uge, ca. Mon ikke man kan tage en uge til Madeira der? Eller er man for tung, for træt og for hvalet?

Endnu en uge er gået - 12+0

Så er der præcis en uge til at jeg ifølge min søsters graviditetsbog går ind i 2. trimester. Mærkeligt at tænke på - og mest af alt dejligt.

Jeg har stadig optur over at se lille krøl danse som en gal i søndags. Og for første gang nogensinde tillod jeg mig igår at gå frådende amok i en baby-butik. Har nogle enkelte gange før kigget i sådanne butikker, men følt mig lidt som en, der sniger sig gratis ind til en rock-koncert - som en, der bare ikke hører til. Jeg har altid følt at folk godt har kunnet gennemskue at jeg ikke hører til der.
Men igår var jeg bare ligeglad. Jeg købte en sparkedragt, tre bodies og et par bukser. Jeg ved at det er total overkill (det er str. 56) men det føltes bare SÅ godt endelig at måtte - og kunne uden at det gjorde ondt nogen steder.

Sjovt som shopping kan være terapeutisk for nogle kvinder - såsom mig!
Kæresten synes det var meget sødt at jeg havde shoppet, men syntes at tøjet så lidt "fjollet" ud. Det grinte vi ret meget af - fordi ærlig talt, så ER babytøj da også total fjollet. Med mærkelige dyr på og sparkedragter med fødder i. Det er der jo ingen normale mennesker, der går i :-)
En veninde (gravid i øvrigt - juhuuu en barselsveninde!) fortalte at hendes kæreste KUN kalder bodies for undertrøjer - hans søn går ikke i bodystockings. Det synes jeg er ret sjovt.

Faktum er at den her graviditet bliver mere og mere virkelig som dagene går - og det er gået stærkt de sidste dage og uge. Jeg begynder så småt at forstå at det ikke kun er kroppen, der forandres i denne proces.

Vinke vinke lille krøl

Igår søndag var vi ude på Herlev og inspicere faciliteterne, om man så må sige. Min gode veninde arbejder på fødegangen derude og havde tilbudt os en lille rundvisning for at give mig en fornemmelse af om det var ok med Herlev eller om det bare slet ikke var fedt, grundet min far.

Det gik sådan set fint nok og jeg skal nok klare den. Det er faktisk rigtig fint derude og jeg har ikke vilde traumer over min far, selvom han fylder en del når man går rundt på sengeafsnittene. Måske er det bare fordi det hospital er forbundet med sygdom for mig, mens Hvidovre er forbundet med fertilitetskamp.

Veninden var hel vild for at prøve at lytte efter hjerteblink, så grejet kom frem og hun forsøgte så, men der var ikke noget at fange. Så hev hun scanneren frem og så blev der ellers leget. Ret sjovt, for hun har ikke erfaring i at scanne så tidligt, og kæresten og jeg har jo set andre gøre det, så det blev nærmest sådan et fællesforetagende. Og sørme om lille krøl ikke lå derinde og vinkede og spjættede og vendte og drejede sig! Det var bare så vildt og jeg er stadig helt høj af oplevelsen. Vi havde tid nok, ingen der var igang med at føde og en tom stue, så vi vinkede tilbage og fik os en griner over det.
Men det var godt nok vildt! Jeg tror først det for alvor nu er gået op for mig at det, der ligger derinde og laver akrobatøvelser altså sagtens kan ende med at blive et lille velskabt barn til os. Det er simpelthen den dejligste fornemmelse i maven.
Kæresten mente helt bestemt at han kunne se en tap, så nu har bebsen fået navn, selvom vi jo INTET ved! Og man i øvrigt ikke kan se noget som helst. Jeg er ret sikker på at vores uvidenskabelige leg med scanneren IKKE kan kønsbestemme :-) Men meget hyggeligt alligevel.

Det hele begynder at være meget virkeligt. Lille krøl ligger sgu derinde med bankende hjerte og laver kolbøtter til ære for mor og far. Viiiiiildt!