Gonøf gonøf*

Så er første skud Gonal-F taget og opreguleringen startet. Puha, er det, jeg mest tænker. Puha til ægudtagning, som sidste gang var så forfærdelig at jeg lå på briksen efter ÆU og tænkte at det var værre end en fødsel (!) (ja, lidt langt ude, og det tænkte jeg så heller ikke bagefter). Men jeg blev bare så dårlig af det medicin, man får. Adr.

Og også lidt (total fyfy) puha til to børn. Altså, der er jo ikke TVIVL om at vi så gerne vil have et barn til. Men altså. De der 2-børns forældre rundt omkring, de lyder altså pressede. Også de forældre, som ellers til daglig er ret overskuds-agtige.
Men det er jo nemt med et barn, synes jeg. Helt ærligt.

Og puha. Til at lillebitte Musen skal være den store. Og dele os. Og ikke have overskudsforældre, som kysser og krammer og hopper og springer. For vi TROR jo virkelig på at vi giver ham det allerbedste og den bedste start på livet ved at VÆRE der for ham. Big time.

Og ja JA ja! Selvfølgelig skal vi have en til. Claro. Og Asbjørn vil elske at få en søster (fandme det skal være en pige!). Så here we go. Men hold da fest hvor er det bare ikke den samme desperation og skruk-hed, der præger familien. Og det er vel egentlig mest af alt godt.

*Overskriften henviser til Gonal-F's arbejdstitel hjemme hos os

Børn og karriere

Lørdagsudgaven havde en sides debatindlæg fra en række danske børnepsykologer, hvis holdning var at børn ikke har godt af institutioner før de er 2 år gamle. Det er problematisk for deres psykologiske udvikling at blive "ladt alene" i institutionen uden mor og far.

Av. Av. Den ramte lige lukt ned i min mave. Og i mine tanker omkring Asbjørns timer i vuggestuen. Tanker om hvad det er for børn, vi producerer ved at aflevere dem til andre.
Jeg ved ikke helt selv hvad jeg mener - eller jeg ved ikke hvad løsningen så er, hvis vi skal tage de børnepsykologer alvorligt. Jeg ved det simpelthen ikke. Tage barsel i 2 år? Holder det?

Den rammer også ned i de mange tanker, jeg går med for tiden om job, karriere og familieliv.
For et år siden fik vi af vide at vi skulle pakke kufferterne og tage til New York. Det er så ikke sket endnu. Af mange årsager, som jeg næsten ikke orker at remse op. Konklusionen er at FN-systemet er meget, meget, meget tungt. Og bøvlet.

Men det flytter ikke ved at jeg er træt af mit arbejde. Jeg skal have nye udfordringer. Og det skal være NU. Men jeg er en sløv banan, der ikke får skrevet ansøgninger, der ikke får opdateret cv og ikke er gået igang med at "netværke" (oh how I hate it). Jeg skal videre. Jeg har været i den samme organisation i 7 år. Og lavet mange forskellige ting. Udviklet mig, fået leder-erfaring, og er blevet (hvis jeg selv skal sige det) virkelig dygtigt på mit felt.

Men ikke nok med at jeg er en sløv banan, så stiller jeg krav, som jeg egentlig ikke synes er urimelige. Men som også begrænser mig. Jeg VIL have et job hvor jeg ikke skal arbejde 45 timer om ugen. Asbjørn er for vigtig. Jeg VIL have tid sammen med ham NU hvor han er lille.

Så er der en mulig barselsorlov, som meget gerne skulle komme i løbet af det næste år (håbehåbe). Den stiller sig jo også på tværs af karriereplanlægningen.

Hvordan pokker balancerer man det? Jeg synes det er svært. Hvor meget tid skal man arbejde, hvad er ok, når man også har ambitioner og gerne vil have udfordringer og et spændende job? Ja, altså hvad gør man udover at smøge ærmerne op og komme igang med ansøgningerne, mener jeg.

Nå, ja og status på projekt lillebrøster er 8. dag på Suprefact. ÆU bliver en gang først i det nye år. Det hele bliver skudt lidt så vi ikke skal have ÆU juleaften eller nytårsaften.