Efter en pause på nøjagtig halvandet år, meldte min mens sig her i sidste uge. Det var underligt. Efter alle de mange måneder i behandling, tror jeg nærmest jeg instinktivt reagerede ved at tælle...!! Som om vi skulle i behandling. I ved, den der lettelse "nå, nu kom den endelig, så vi kan komme igang". Mærkeligt.
Måske hænger det lidt sammen med at det måske ikke er helt så fjernt. Vi har et fryseforsøg på Hvidovre, når vi har mod på det. Og vi taler faktisk en del om hvornår timingen er rigtig i forhold til en til. For er der noget vi vil, så er det at få en lillesøster (ok, eller bror) til Asbjørn. Og det behøver ikke at være om alt for længe.
Så det varer nok ikke alt for mange halve år før vi er på den igen. Og det er jo i princippet dejligt, for jeg tror faktisk at der er et til barn til os derude. Men det er også lidt med blandede følelser, for jeg er sikker på at behandlingsprocessen også vil være svær anden gang. Omend noget anderledes. Så lige pludseligt underligt at det vi har kæmpet for at komme ud af så længe (og kom ud af) nu kan være et aktivt tilvalg - nemlig behandling.
Og det er faktisk ret underligt, grænsende til det syge: jeg er SKRUK! Jeg vil så gerne have en lille bebser til. Jeg vil super gerne være gravid og er så misundelig på alle de gravide derude. Åh, hvor ville jeg gerne gå rundt med en mave!
Men underligt er det - for vi har syg mus herhjemme og nattesøvnen er faktisk lidt rodet og Asbjørn står op alt, alt alt for tidligt. Så hvorfor er det liiige jeg ikke hellere vil sove end at have ny baby?
Er der andre ex-Bibere derude der har lige så mærkelige tanker som mig?
mandag den 22. februar 2010
lørdag den 20. februar 2010
Haves: et stks skodjob. Søges: et sjovere et af slagsen
Der er ikke meget overskud til bloggen for tiden. Dagene tager hinanden, vi har stadig en lille mand, som står tidligt op - nogle dage tidligere end andre. Han sover fint om natten, han er bare tidligt på tæerne, den gode Assemus.
Dog ingen regler uden undtagelser. De sidste to dage har det været hhv. halv syv og - gisp! Halv otte i dag! Dog afbrudt af en opvågning mellem 5 og halv seks, der indebar opkast og øfferi.
Der er stadig lidt med ørerne, men ikke så voldsomt at dræn er på tale. Men han bliver fulgt af lægen. Men det er jo ingenting i forhold til andre børn - han sover jo om natten. Men han tager sig dog til ørerne en del.
Jeg er så inderligt træt helt ind til benet. Og jeg tror det primært er på grund af mit arbejde. Det har været noget af et chok at komme tilbage og mærke at mavefornemmelsen er helt, helt forkert. Bevares, jeg har vidst længe at der snart skulle ske noget andet - har nemlig været det samme sted i rigitg rigtig lang tid. Men at jeg i den grad er kommet tilbage til noget, jeg slet, slet ikke vil, det er kommet som et chok for mig. Jeg arbejder i en branche, som er forholdsvis svær at komme ind i. Jobsne hænger ikke på træerne - slet ikke i Danmark. Men hvad hjælper det at mit job er eftertragtet, hvis det ikke passer til mig? Det værste er at jeg er kommet tilbage til en rodebutik. Min vikar har ikke passet programmet ordentlig og de mest elementære ting er ikke på plads. Og værst af alt - min chef har ingen pejling! Hun har ikke fulgt med overhovedet. Og har gud hjælpeme ansat vikaren fast. Suk.
Jeg må hellere lade være at udlevere min arbejdsplads på nettet. Men altså. Rigtig ked af mit job er jeg. Et job som jeg ellers altid har været vildt glad for. Og det gir lidt en identitetskrise. For hvad så? Vi skal jo til New York på et tidspunkt - satser vi på - men vi ved ikke hvornår. så jeg er gået igang med at søge nye jobs. ØV!
Asbjørn hygger sig helt utroligt med far. Jeg kommer hjem til to meget glade og kyssende drenge, og DET er så fedt. Han (altså Asbjørn) er ikke begyndt at kravle endnu, men ormer sig rundt i hele vores store lejlighed. Det er så hyggeligt. Og så snakker han og råber og kysser og er bare så helt utrolig dejlig.
Jeg har en veninde, som er nygravid og har lidt ondt i livet samtidig. Jeg synes det er så synd for hende og har samtidig svært ved at forstå det. For hun skulle jo være så glad for at hun er gravid og alt det fantastiske, der venter hende...? Jeg må vist lige tilbage og læse hvordan det var at være 11 uger henne... For det har jeg vist lykkeligt fortrængt og kan høre mig selv sidde og fable om hvor fantastisk det er at være nogens mor. Christ. Ligesom jeg selv hadede!
Og så lige en sidste ting i dette rodeindlæg - er der andre blogmødre, der oplever at de kommer til at ligne deres mor mere og mere efter i har fået barn? Jeg kan høre min mor komme ud af min mund nogle gange, scaaaary!
Dog ingen regler uden undtagelser. De sidste to dage har det været hhv. halv syv og - gisp! Halv otte i dag! Dog afbrudt af en opvågning mellem 5 og halv seks, der indebar opkast og øfferi.
Der er stadig lidt med ørerne, men ikke så voldsomt at dræn er på tale. Men han bliver fulgt af lægen. Men det er jo ingenting i forhold til andre børn - han sover jo om natten. Men han tager sig dog til ørerne en del.
Jeg er så inderligt træt helt ind til benet. Og jeg tror det primært er på grund af mit arbejde. Det har været noget af et chok at komme tilbage og mærke at mavefornemmelsen er helt, helt forkert. Bevares, jeg har vidst længe at der snart skulle ske noget andet - har nemlig været det samme sted i rigitg rigtig lang tid. Men at jeg i den grad er kommet tilbage til noget, jeg slet, slet ikke vil, det er kommet som et chok for mig. Jeg arbejder i en branche, som er forholdsvis svær at komme ind i. Jobsne hænger ikke på træerne - slet ikke i Danmark. Men hvad hjælper det at mit job er eftertragtet, hvis det ikke passer til mig? Det værste er at jeg er kommet tilbage til en rodebutik. Min vikar har ikke passet programmet ordentlig og de mest elementære ting er ikke på plads. Og værst af alt - min chef har ingen pejling! Hun har ikke fulgt med overhovedet. Og har gud hjælpeme ansat vikaren fast. Suk.
Jeg må hellere lade være at udlevere min arbejdsplads på nettet. Men altså. Rigtig ked af mit job er jeg. Et job som jeg ellers altid har været vildt glad for. Og det gir lidt en identitetskrise. For hvad så? Vi skal jo til New York på et tidspunkt - satser vi på - men vi ved ikke hvornår. så jeg er gået igang med at søge nye jobs. ØV!
Asbjørn hygger sig helt utroligt med far. Jeg kommer hjem til to meget glade og kyssende drenge, og DET er så fedt. Han (altså Asbjørn) er ikke begyndt at kravle endnu, men ormer sig rundt i hele vores store lejlighed. Det er så hyggeligt. Og så snakker han og råber og kysser og er bare så helt utrolig dejlig.
Jeg har en veninde, som er nygravid og har lidt ondt i livet samtidig. Jeg synes det er så synd for hende og har samtidig svært ved at forstå det. For hun skulle jo være så glad for at hun er gravid og alt det fantastiske, der venter hende...? Jeg må vist lige tilbage og læse hvordan det var at være 11 uger henne... For det har jeg vist lykkeligt fortrængt og kan høre mig selv sidde og fable om hvor fantastisk det er at være nogens mor. Christ. Ligesom jeg selv hadede!
Og så lige en sidste ting i dette rodeindlæg - er der andre blogmødre, der oplever at de kommer til at ligne deres mor mere og mere efter i har fået barn? Jeg kan høre min mor komme ud af min mund nogle gange, scaaaary!
torsdag den 4. februar 2010
Træt træt træt
Jeg er startet på arbejde, Asbjørn vågner kl. halv fem-fem for tiden og vil op op op. Og hans mor og far kører for hårdt socialt program. Mit arbejde er slet ikke som jeg forventede og jeg går i seriøse tanker om noget helt andet. Meget angst-provokerende, når man har lavet det samme i 7 år. Og kun er 33.
Det tærer på overskuddet, på energien og på hjerneaktiviteten. Gisp hvor er jeg træt. Så træt har jeg ikke været på noget tidspunkt siden A kom til verden.
Det tærer på overskuddet, på energien og på hjerneaktiviteten. Gisp hvor er jeg træt. Så træt har jeg ikke været på noget tidspunkt siden A kom til verden.
Abonner på:
Opslag (Atom)