Farcen fortsætter

... Hvis man altså kan kalde sin krop for en farce.

Der har været lidt stille på min blog her i denne uge. Hovedet har været begravet i arbejde - det er en travl tid lige nu, og det er egentlig meget godt.

Men altså skodungerne forsøger ellers alt hvad de kan at holde os fast i fertilitetskarusellen.

Ugen startede med endnu en tur til Hvidovre. Fredagens blodprøve havde vist stigende hcg, så lægerne ville se os igen. Mandag formiddag måtte jeg så smide bukserne endnu en gang i betonbygningerne på Hvidovre. Dommen var en graviditet udenfor livmoderen og en medicinsk abort. Nye blodprøver og så blev vi sendt op på "gynækologisk akutafdeling". Og følte, ligesom Knockmeup beskriver fra deres forløb på Riget, at nu var vi pludselig ikke mere under fertilitetsklinikkens beskyttende vinger. Efter en gang cafeteria-mad fik vi af vide af sygeplejersken på gynækologisk klinik at vi måtte vente 1-3 timer på blodprøve svaret. Det gav os så mulighed for at se HELE TV2's dækning af håndboldherrernes hjemkomst - og til jer, der var på arbejde eller ikke lige sad foran tv'et i 5 timer, kan jeg afsløre at der blev trådt pænt meget vande i de sidste 4 timer. Hvor sjovt er det lige at følge en bus fra luften på dens færd fra lufthavnen til Rådhuset? Ikke særlig.

Nåmen, de 1-3 timer endte faktisk med at blive 7½ time. Da vi tog hjem kl. 20, kunne vi konstatere at den sammelagte tid på Hvidovre mandag for os nåede op på små 9 timer.

Alt gik galt. Først et vagtskifte, hvor sygeplejersken havde "glemt" vores journal. Så noget mere ventetid på blodprøverne, for derefter at finde ud af at en af blodprøverne var koaguleret (størknet) og derfor måtte tages om. Og jeg må indrømme, at selvom jeg prøver at være sej når jeg er omgivet af læger, så knækkede det bare for mig der sidst på eftermiddagen. Da jeg for tredje gang skulle stikkes i armen og lægen ikke kunne ramme som sædvanlig (har åbenbart blodårer, der "ruller" og det gør at læger, sygeplejersker og andet godtfolk må stikke flere gange for at få blod ud af mig), der ramlede det altså sammen. Så jeg sad der med en læge, der kæmpede med min arm og bare græd. Græd over hvor total træls den her situation er. Og græd over at det gjorde ondt og at min krop er forvandlet til sådan en maskine, der bliver tappet og fyldt med alt muligt lort. Og jeg kan bare kigge på. Og græd over hvor uendelig svært det bare er hele det her forløb. Lægen sad bare og kiggede lidt, og kunne vist ikke helt forstå hvad der foregik.
Så tog vi endnu 1 times ventetid - for at finde ud af det i laboratoriet havde glemt blodprøven. Mere ventetid. Og så endelig kunne jeg få sprøjtet en gang cellegift ind i ballen lidti klokken otte om aftenen.
Jeg var bare så træt i hele min krop og sjæl da vi kom hjem. Lortejanuar.

Og næsten hvad der er endnu værre: på grund af den her graviditet udenfor livmoderen og hcg's rutsjen op og ned, er lægerne ikke sikre på at de vil lade mig tage ud og rejse på lørdag. Og selvom det vigtigste selvfølgelig er min krop og at jeg godt ved det er farligt at være gravid udenfor livmoderen, så er det bare næsten heller ikke til at bære oveni alt det andet. For jeg skal jo netop til det sydlige Afrika for at få overdraget ansvaret for hele programmet der. Det vil sige at 10 mennesker flyver ind fra nær og fjern for at overdrage ansvaret til MIG, den nye chef for programmet. Og man kan jo ligesom ikke sende en substitut...
Det er ret svært at acceptere at jeg hverken kan få børn eller få lov at passe mit arbejde, så jeg har tænkt mig at kæmpe for at tage afsted.

Jeg elsker Wulff og Morgenthaler og starter altid min dag med at se hvad de har at byde på. Denne stribe holder jeg specielt meget af.

1. Fordi jeg ser mig selv stå nede i Irma og få nogenlunde samme resultat, når jeg taster mine livsdata ind. Og fordi jeg elsker udtrykket i kvindens ansigt - sådan lidt skuffet og overrasket. Hvem ville ikke også bon'e sådan ud med tre skrigeunger i et supermarked lidt i lukketid?

2. Hvilket bringer min onde tvilling til at fortælle hvorfor hun kan lide den. Prøv at se de der skrigende unger - hvem gider da også det? Haha, hun er SELV ude om det, den dumme gås. Det var hende, der har sat børn i verden! Så må hun også lide under det. Min onde tvilling håber at ALLE børnefamilier har det sådan!

Nå, ja

Og er det så kun mig, der bare synes at vennernes små, bløde babyer er søde, dejlige, kære og også PISSE IRRITERENDE!? De sidder bare der og griner og smiler, så man bliver nødt til at synes om dem og smile og dikke. Og kysse deres små hoveder og fortælle dem at de er dejlige. Adr! Manipulerende små bæster!

Har lige haft fornøjelsen af sådan et par eksemplarer her på det sidste. Inklusiv hele den der banale familieidyl, mennesker med deres første barn er omgivet af. Adr. Det bringer længsel, jalousi og vemodighed op i mig. Og et eller andet overskudsagtigt sted - og jeg ved ved gud ikke hvor det kommer fra - også glæde, fordi vennerne jo er mine venner fordi de er søde og fortjener at have et godt liv.
Men mest det første. Længsel og vemodighed. Jeg vil også! For jeg vil jo helst ikke have deres unger. Dem må de gerne beholde.

En hilsen fra skodungerne

... Fik vi igår. Ny blodprøve og opringning med svar fra Hvidovre om eftermiddagen (de ringede til mig, fordi jeg havde glemt at ringe - flovt. Og lidt flot. Tænk at jeg havde glemt det! Var faktisk lidt stolt på en flov måde).

Nå, men de ville bare sige at de stadig var der og sad og hyggede sig, de freaks. Hcg tal på 900 et eller andet. Tis. Ny scanning mandag og så jeg ved jeg ikke om den står på drastiske metoder. Jeg ved faktisk ingenting. Jeg venter bare. Mens jeg ser den næste behandling forsvinde ud af mit synsfelt. Det bliver først om RIGTIG lang tid. Og der er en lillebitte stemme inde i mig, der begynder at tale om hvor pres, det bliver næste gang og hvis ikke det lykkes næste gang, hvor hård tudeturen så bliver. Dét må siges at være sådan man tager sorger på forskud.

Anvendt Freudianisme

Nu er jeg jo ikke psykolog, psykoanalytiker eller har nogen som helst form for kundskab indenfor psykologien. Men kæresten og jeg sad den anden dag og talte om hvordan vi hver især tackler hele det her fertilitetshelvede. Det, man på fagsprog i min branche også kalder for "coping mechanisms". Jeg kan godt lide det ord, for så virker det lige pludselig som om man virkelig har noget at skulle overleve. Men men.

Vi talte om de forskellige måder at tackler denne situation på. Og der er helt klart forskel på min og min dejlige kærestes måde at tackle dette på. Det var i denne samtale med ham, jeg blev (gen)introduceret for Gode, Gamle Freud. For Freud opererer jo med nogle herlige begreber, som han sikkert ikke forestillede sig kunne bruges til frustrerede kvinder - og mænd i fertilitetsbehandling; nemlig de fire såkaldte "driftskæbner". Lad mig se hvordan jeg passer ind her:
1. Forvandling til sin modsætning. I denne sammenhæng må det vel betyde at man forvandling sig til een der absolut ikke vil være gravid? Denne kategori kan jeg ikke helt greje... men det må dreje sig om at man vender sin kærlighed til sin mand/kæreste til had, bebrejdelse og deslige. Sker ikke herhjemme. Kæresten min bliver faktisk dejligere og dejligere som tiden går.
2. Drejning mod egen person. Lad mig se... ved første øjekast, nej. Jeg bebrejder hverken mig selv eller min kæreste for den situation vi er i. Vi trak bare nitten, da vi skulle op og trække i det store fertilitetslotteri (i vidste måske ikke at et sådant fandtes?). Det er bestemt ikke vores skyld. Men hvis man lige graver lidt, så lad os se hvad der kommer frem... Hov, jamen var der ikke noget selvbebrejdelse over at have snowboardet og drukket pæne mængder af alkohol på en skitur her til nytår? Jo, det var der vist. Og noget med at der er nogen, der spiser for meget sukker, slik og søde sager? Hov, jo, den var da også lige der i gemmerne.
3. Fortrægning. Lad os se, jo en gang imellem. Men det er da vist sjældent, alligevel. Nej, der er faktisk ikke særlig meget fortrænging. Det ville egentlig være meget rart med noget fortrængning en gang imellem. Lige sådan en "hvorfor ER det nu, vi drøner ud på det der hospital i tide og utide? Kan du huske det kæreste? Er det noget med et modermærke, eller hvad er det nu lige?" Og "Pis, jeg har glemt hvorfor jeg stikker mig med den her kanyle". Det er nok desværre meningen med livet, der en gang imellem er genstand for fortrængning. Hm.
4. Sublimering. En kategori min kæreste mestrer til fulde. Det drejer sig om at kanalisere energien et andet sted hen. Ved f.eks. at arbejde som en hest. I følge Peter Thielst (som skriver om Freud i hans "Man bør tvivile om alt") er sublimering når "driften neutraliserer sit lystmål og stiller sig til rådighed for en række højere og mere kulturelle funktioner" (mon en biograf-tur tæller her?). Som sagt min dejlige mand er super god i denne kategori. Understøttes af udsagn som "Øv, hvor er det dumt og trist, men så må vi jo bare vente - vent lidt, jeg skal lige nå at lave et budget (for noget arbejdsrelateret)".
Hvordan er det lige jeg klarer mig i denne kategori? Hm. Vist ikke så super godt. Men prøver virkelig. Og i den sidste 1½ uge har min arbejdsplads nydt godt af dette forsøg. For jeg har nemlig mestret at arbejde som en hest og (næsten) ikke junke fertilitet. Og faktisk (næsten) ikke tænkt på vores situation. Eller i hvert fald kun lidt. Ok, måske ikke lidt, men ikke så meget som normalt. Og næææh, hvor er det dejligt!
Mit løfte til mig selv de næste x-antal måneder før stikkeriet går igang igen skal derfor være at øve mig i sublimering. Pleeease, dumme hjerne, forstår du det?

... Og en tak skal lyde...

Til jer medsøstre, som kærligt har sendt omsorgsfulde indlæg omkring min noget smertefulde tilstand, jeg berettede om i sidste uge. Det varmer utrolig meget - og føles rart at man ikke er helt alene i denne verden.
Efter et par opringninger til hospitalet og en ret så smertefuld dag, gik kramperne væk og hcg var faldet fra 1339 sidste mandag til 589 i fredags. Så skodungerne fra helvede er for alvor på vej ud i toilettet.

Ny blodprøve på fredag. Satser og håber på de er ude til den tid og hcg er i nul. Så skal jeg bare have fundet ud af hvor lang tid skal jeg vente - er det ikke 2 blødninger, jeg skal vente før vi kan komme igang igen, kære lidelsesfæller, som har prøvet det samme?

Og så en blogger-ting? Må jeg linke til jeres blogs, kære medkrigere?

Mærkedage

I denne tid er der en del mærkedage, der nærmer sig - eller netop er passeret.

For det første nærmer jeg mig endnu en årsdag. Snart går jeg ind i mit 31. år på denne jord. Det føles - mærkeligt. Mest tomt og ret mærkeligt. Er jeg virkelig 31? Men et eller andet sted i mig føles det også trist. Jeg skulle jo have været MOR når jeg var 31. Det bliver jeg ikke. Og jeg bliver ikke en gang gravid.
Egentlig var min 30 års fødselsdag ikke noget specielt glædeligt. Jeg var overvældet over den besked, vi havde fået i december om at det der med at lave børn hjemme på lagenerne, det kunne vi godt glemme. Og så var jeg travl og stresset med fuldtidsjob og et speciale, der blev skrevet på hver eneste weekend. Som gjorde at der ikke var særlig mange sjove weekender i den tid.

For det andet nærmer det sig årsdagen for første stik med Gonal-f. Vores første IVM forsøg udenfor nummer, imens vi ventede og ventede og ventede på Hvidovre og lægens henvisning, tog vi et gratis IVM forsøg på en privatklinik. Så årsdagen for første sprøjt af Gonal-f nærmer sig.
Minderne om det første sprøjt og de første spredte ben hos en fertilitetslæge bringer nok flere vemodige følelser end min kommende fødselsdag. For det første forsøg var jo fyldt med naiv glæde og forventning. Det var en Sech, der fuldt og fast troede at måsen bare skulle stikkes indenfor en fertilitetsklinik før der var bingo. Og det var en Sech, der var lykkeligt uvidende om hvor mange ting, der kan gå galt.

For det tredje nærmer vi os så desværre også første negative forsøg, som blev taget med tårer, men med en vis ro. Hvem sagde også at vi skulle også være så sindssyg heldige at få bingo i første hug?
Denne ro efter negative forsøg er nok desværre blevet erstattet af en vis desperation og håbløshed, når testen nu melder om en stadig tom livmoder (kan man kalde den for dødmoder?).

Vi har også netop passeret årsdagen for HSG undersøgelsen - ikke en særlig glædelig begivenhed Selvom jeg fik den der underlige og totalt åndssvage stolthedsfølelse over at lægen fortalte mig at mit indre var lige til en lærebog - det ér da åndssvagt at være stolt over hvordan ens indre organer ser ud - der er jo alligevel aldrig nogen der kigger på dem. Er der måske nogensinde nogen, der har sagt "hende x, hun er altså rigtig sød og klog og sjov og pæn - men KORS hvor har hun nogle grimme æggestokke"? Nej, vel?

Og når jeg så kigger tilbage på mit 30. år, så synes jeg det er utroligt at vi alligevel nåede igennem 5! forsøg (godt nok 4 korte og et langt). Det er meget. På trods af en specialeaflevering, arbejdsrejser og veeeeeeentetid. Men mit 30. år bliver nok mest husket på ventetiden. Og på den snigende modløshed, jeg har stiftet bekendtskab med. Modløshed? Håbløshed? Opgiven? MIG? Som heeele mit liv har fået af vide at jeg var hende "den glade", den "evigt positive". Jeg ved ikke om hende den glade og positive Sech døde ved 30? Det håber jeg ikke - jeg håber at hun bare er taget på en god, lang ferie (det ville jeg nok også have gjort, når man tænker på hvor kedelig Danmark egentlig er - især når det regner hele sommeren). Hun må gerne snart komme igen - og kan hun ikke tage en graviditet med? Hvis i ser hende, så sig det lige til hende.

Avavavavav...pis!

Var oppe tidligt i dag og sad på pinden kl. 8. Tog godt nok hjemmefra med ret voldsomme mens-agtige smerter, men tænkte at det der dokument, der skulle kommenteres på, altså skulle afsted.

Brugte de første to timer på at have ondt i maven - som en ordentlig gang mens, bare en tand værre. Til sidst var jeg blevet så hvid i hovedet at jeg må kaste mig ind til min chef, og bede om at snakke med hende. Der er ingen på mit arbejde, der ved vi laver børn i petriskåle, så det var lige noget af en bombe, jeg lod springe. Hun tog det meget, meget pænt og synes bare jeg skulle tage hjem i en fart og at vi da selvfølgelig måtte finde ud af om jeg havde for mange arbejdsopgaver, når nu også jeg havde det her. Det var virkelig en kæmpe lettelse at få det sagt. Har jo ikke sagt noget tidligere, fordi jeg 1. Naivt troede at jeg da ville blive gravid hurtigt; 2. Fordi jeg har været ansat på en midlertidig projektansættelse, som var tidsbegrænset; 3. Fordi jeg egentlig synes det er ret privat og ikke har lyst til spørgsmål og en hel arbejdsplads, der følger med i at min og kærestens arvemasse bliver afleveret på et hospital med jævne mellemrum.
Men altså - sikke en lettelse at sige det. Fik selvfølgelig bagefter dårlig samvittighed over ikke at have sagt det før. Men altså. Og måske også lidt dårlig samvittighed over at den her meddelelse kommer 14 dage efter min fastansættelse er gået igang.... Ehm.

Så jeg er hjemme på den skide sofa igen. Men et underliv der gør oooooondt! Skrid nu ud, skodunge, siger jeg bare!

Humøret har det lidt bedre i dag. Selvom jeg synes det er en sej kamp, det her. Men det hjalp på humøret at få det fortalt - og at min søde, søde veninde har sendt mig blomster, chokolade og en krammer. Selvom hun er af de der dumme fertile kvinder med en dejlig dreng på snart et år, så er hun bare guld værd i det her.

Det der med de fertile venner tror jeg lige jeg skal skrive en post om på et tidspunkt. Der var nogle tanker, der blev sat igang efter at knockmeup sendte linket på denne post og andre: http://tertia.typepad.com/so_close/2004/05/how_to_be_good_.html
Mere om det når de åndssvage smerter forsvinder...

Over and out

Slut prut finale. Tilbage til start (eller er det fængsel?). Kom igen.

Det var vist det, jeg fik med mig hjem fra dagens scanning. Som viste en tom livmoder, en tynd slimhinde og noget der ligner en ægløsning. Suuuuk. Og rigtig mange tårer.

Ifølge vores søde yndlingslæge sidder der nogle freak-celler et eller andet sted og producerer graviditetshormon. Og det er dem, der får hcg til at stige. Så det med skodungerne fra helvede viste sig at holde stik.
Hun kunne ikke udelukke at der sad noget udenfor livmoderen - det vil den næste tids blodprøver vise.

Jeg prøøøøøøver alt hvad jeg kan for at se det positive. Nemlig at jeg KAN blive gravid. Men i dag er det mest håløsheden der fylder. SÅ tæt på - og så alligevel ikke. Den der begyndende boblende lykkefølelse var liiiige ved at titte frem - for brutalt at blive massakreret af virkeligheden.

Fremtiden? Bringer først og fremmest en masse blodprøver for at følge hcg's crash mod 0. Og så en mens, som garanteret venter en menneskealder før den dukker op. Og så en lang behandling og nogle p-piller involveret så det store puslespil af mine arbejdsrejser og behandling kan gå op. Så næste forsøg kommer til at foregå om 400 år eller noget i den stil.

Er der nogen, der har et hul, jeg kan begrave mig selv i?

Status efter 3. blodprøve

... Ikke godt. Slet ikke godt. Hcg er steget, men kun fra 1100 til 1300, og den rare sygeplejerske var ikke ligeså munter i stemmen i dag. Piiiiiiis!

Hcg skal fordobles. Det har jeg lært er den magiske regel i det her. Og det har den dumme, dumme skodkrop altså ikke kunne mønstre. På trods af at jeg virkelig har givet den gode betingelser ved at ligge hjemme på sofaen (godt nok med snot i hele hovedet, men alligevel).
Åh, kan man google sig til en ny krop?

Vi skal til scanning i morgen - vores yndlingslæge mente at det var en god ide, men det lød ikke på sygeplejersken som om vi skulle forvente os det store. Så det vil sige at mine bange anelser om en abort sandsynligvis bliver til virkelighed. Så må det hellere blive før end senere - kom nu bare ud, skodunge, hvis du alligevel ikke gider være derinde!

Åh, hvor er det bare en rutsjebanetur, det her. Sidder med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg KAN snart ikke mere, altså. Det er bare lige tilbage til start igen. Og selvom man skal se på det positive, nemlig at jeg for første gang i det her har hcg i mit blod, så har vi lige præcis haft en hel uge i dag til at drømme. Drømme om den lille bløde baby, som skulle kalde min kæreste for far og mig for mor. Drømme om den der lille familie. Suk, hvor er det bare banalt - og helt utroligt at det skal være så sindssyg svært.

Så jeg er hjemme i sofaen igen. Sad igenem et 2 timers langt møde netop efter at have fået beskeden og tog hjem derefter. Min stakkels arbejdsgiver udbetaler troligt hver måned et ikke beskedent beløb ind på min konto i det håb at jeg LAVER noget for pengene. Men ærlig talt - de får ikke skyggen af den arbejdsindsats, jeg leverede for 2-3 år siden. Man får for pokker ikke løn for at sidde og surfe gravid-hjemmesider vel? Eller kigge lige ud i luften og tænke. Over alt andet end monitoreringssystemer og programudvikling.

Status på toiletbesøg nr. 1356

Blødningen er klart aftagende. Faktisk har der næsten ikke været frisk blod hverken i dag eller i går, kun meget lidt. Men puh, hvor kan man tilbringe sammenlagt mange timer på sit toilet.

Men altså stadig ikke rigtig nogle graviditetstegn - ret spændte bryster, en enkel aftens kvalme, der endte i et toiletbesøg med den forkerte ende nedad i kummen, men ellers intet. Ikke engang træthed eller signaler fra understellet. Og så er man vel ikke rigtig gravid, er man? Jeg går jo bare og venter på at den der abort skal vise sit grimme fjæs - det der med lykkelige graviditeter er vist ikke lige en af dem, vi fik bestilt herhjemme.

Vi fortsætter i ingenmandsland herhjemme - og holder vejret indtil næste forhindring - ny blodprøve i morgen. For filan, det er en gyser, det her!

Vi er med endnu - hcg på 1124

Og den rare sygeplejerske var slet ikke bekymret - selvom jeg ihærdigt prøvede at få hende til at blive det ved at løbe forskellige skræk-scenarier igennem med hende:

"Er hcg ikke alt for lavt?" - øh, nej, det er altså forskelligt fra kvinde til kvinde hvor højt det er. Det ser fint ud.
"Når jeg bløder så meget tror du så ikke det er en begyndende spontan abort?" - vi kan jo ikke love noget, men indtil videre ser det fint ud - så længe du ikke bløder som mens og/eller har smerter.

Og så videre. Men den rare sygeplejerske var meget tålmodig og svarede på alle mine spørgsmål.

Faktum er at vi stadig er inde i kampen. Juhuuu! Men vejret holdes dog lidt endnu. Næste forhindring er blodprøve på mandag og så at få mit åndssvage underliv til at STOPPE med at bløde!
Vi fik tid til scanning d. 21 - det bliver endnu en milepæl.

Uuuh, det er LIDT for spændende det her! De skodunger har BARE at blive derinde, altså!

Åh, det land som alle børn kender...

Ja, mens jeg ligger her i sofaen, med snotten rendende ud af mig og bare VENTER på at få lov at ringe og høre svaret på den næste blodprøve, drømmer jeg mig lige laaangt væk fra regnvejrsgrå København... til solen i Afrika, hvor aftenlyset bare falder på den der HELT specielle måde, som farver alt i en magisk tone. Åh, hvem der sad med en gin tonic i hånden og kiggede ud på et flodleje i Krugerparken i Sydafrika og ventede på at bøflerne og elefanterne kom for at drikke i aftensolen....
Eller kørte igennem en hvilken som helst stor eller lille by i det sydlige Afrika, hvor du møder mennesker, cykler, ladvogne, høns og mest af alt LIV overalt. Glade mennesker, der hilser på dig og smiler. Og generte børn, der griner til dig, når du smiler til dem.
Eller sad ved det indiske ocean og kiggede ud over det turkisblå vand...

Jeg ligger også og drømmer mig tilbage til den tid, hvor jeg boede og arbejdede i det sydlige Afrika - hvor jeg naivt gik og troede at jeg en dag da selvfølgelig skulle have nogle børn. Og de skulle opleve Afrika sammen med mig. Og slet, slet ikke havde forestillet mig at de børn skulle blive sådan en kamp, som de er blevet til. Så exit sol og varme, enter gråvejr og kulde. Og det underlige er at jeg har slet ikke lyst til at gå bytte - for man får ikke børn af at drømme, drikke gin tonics i Kruger parken eller gå gennem støvede gader i det sydlige Afrika - hjemme hos os får man dem (forhåbentlig) ved at cykle riiiigtig mange gange ud til Hvidovre hospital. I gråvejr og med hue på.

Hvordan man driver sig selv og sin kæreste til vanvid:

1. Start dagen med at sige "jeg er IKKE gravid. Det VED jeg. Jeg bløder for meget"

2. Gå i bad og kom ud af badet med ordene. "Åååh, jeg VIL bare være gravid, jeg VIIIIIL"

3. Når morgenmaden indtages under hyggelige forhold, evt. med tændte stearinlys og radioen kørende i baggrunden, udbryd: "mit hcg er ALT ALT for lavt til at det kan gå godt". Slut kommentaren af med det samme som i pkt. 2.

4. Under morgenmaden, henkastet sig "hvis nu jeg ER gravid, så bliver det til september. Kan du der?"

5. Når man kan se at kæresten er ved at være en smule træt af emnet sig "Tror du det er på grund af at jeg ikke tog det sidste Crinone? Jeg tror IKKE der er to - det er tallet alt for lavt til. Skal vi ringe til Hvidovre igen?"

Gentag pkt. 1 til 5 ca. hver 2. time, varier evt. ordvalg med følgende:

"Synes du ikke også jeg skal være gravid?"
"Jeg bløder altså ALT for meget. Skodunger!"
"Det er en abort. Det VED jeg"
"Tror du godt man kan bløde så meget her og få en rigtig blød baby ud af det?"
"Hvornår skal vi købe barnevogn? Kan du i weekenden?"

Rutsjebanekørsel - extreme

Ligger hjemme i min seng - IGEN - snotten har igen fået lov at overtage, og så kan man jo så ligge her og have dårlig samvittighed over alt det, man ikke når på arbejdet i dag.

Med en hel dag til rådighed, hvor regnen bare siler ned her i hovedstaden, har man jo også rigtig fin tid til at pleje alle bekymringerne. Og bruge en masse tid på at læse om aborter, graviditeter udenfor livmoderen, hcg-tal og diverse andre ting om graviditeter - og især om ting, der kan gå galt.

Sagen er at efter halvanden dag hvor jeg rent faktisk TROEDE på det - og endda tillod mig selv at beregne en mulig termin (og fandt ud af at jeg har rigtig godt styr på fertilitetsbehandling, hvad der sker med kroppen der, men er ret blank på terminsudregninger og hvad der sker med fostret i den første tid) og generelt tro på det. Ja, så har pessimismen og bekymringen fået lov at lege i går og i dag. Jeg har haft lidt brunligt udflåd siden mandag, og igår kom der så friskt blod. I mine øjne er det lig en abort, der er på trapperne. Koblet med at jeg fik ringet til Hvidovre og fået mit hcg-tal, som var på 409. Sekretæren syntes det var rigtig fint, men jeg er ikke tilfreds. Hcg er jo målt meget senere end normalt. Det er målt på 23. dagen for oplægning. Og så er det altså for lavt. Hvorfor er de ikke bekymrede ude på Hvidovre?

Imorgen står den så på endnu en blodprøve. Og gruer virkelig for svaret. Synes der er for mange tegn på at dette ikke går som det skal.

Så der er noget, der tyder på at rutsjebanen er på vej en ordentlig tur nedad. Og at jeg og kæresten hopper på fertilitetskarusellen igen. God knows when?

Øøøøh.... meget mærkeligt firma....?

Hjemkom fra kombineret jule- og skiferie hos familien i Norge i mandags. Julen var præget af kraftige tegn på mens - hovedpine, mens smerter - og da resten af familien var dampet hjem og det var kæresten og mig tilbage hos søsteren, begyndte jeg at bløde for fuld udblæsning. Stor var gråden og desperationen, efter ENDNU et mislykket forsøg. Jeg græd og græd og græd i et par dage, hvorefter en skitur i de norske fjelle, en god og våd nytårsaften repararerede lidt på humøret.

Mandag morgen stod den så på blodprøve på Hvidovre. Virkelig en sur tjans, når man vidste man bare skulle have det overstået. Kæresten tog med i solidaritet og blev bedt om at ringe, da jeg selv sad i møde.

Manden ringer så, på vej ud af døren, og får af vide "tillykke, testen er positiv" WHAT?? Han var selvfølgelig NOGET overrasket og forklarede at jeg altså havde blødt.
Jeg modtager så senere en sms fra ham - efter adskillelige opkaldsforsøg, som jeg jo ikke svarede på grund af møde - "de siger du er gravid". Min første indskydelse var "de har byttet min og en andens test om". Så jeg vælter hjem og tisser på en test - bragende positiv. Hm. Det er vist lidt en underdrivelse at sige at jeg var overrasket og helt rundt på gulvet. Jeg havde jo netop ikke tissetestet, da mens kom bragende. FLOOOT!

Fredag står den på endnu en blodprøve - for at sikre at alt er som det skal være på grund af blødningen. Og herhjemme holder vi lige vejret et par dage endnu.

Det er en meget mærkelig følelse at sidde med lige nu. Fra at have gået i de tanker der hed "det sker ikke for os" og tanker omkring adoption og hvad så når vi ikke har flere forsøg i det offentlige og så videre. Til erkendelsen af at et eller andet er gået rigtigt. Selv hvis dette ikke bliver til en blød baby, så KAN jeg blive gravid. Der ER hcg i mit blod. Det er første gang på 2 år. Efter noget der ligner 5 forsøg. 5 ægudtagninger, 5 ægoplægninger, 5 gange håb og så også 5 gange tårer. Tænk, hvis jeg så alligevel er graviiiiiid?

Min krop er mærkelig... og måske fyldt med børn?