Mærkedage

I denne tid er der en del mærkedage, der nærmer sig - eller netop er passeret.

For det første nærmer jeg mig endnu en årsdag. Snart går jeg ind i mit 31. år på denne jord. Det føles - mærkeligt. Mest tomt og ret mærkeligt. Er jeg virkelig 31? Men et eller andet sted i mig føles det også trist. Jeg skulle jo have været MOR når jeg var 31. Det bliver jeg ikke. Og jeg bliver ikke en gang gravid.
Egentlig var min 30 års fødselsdag ikke noget specielt glædeligt. Jeg var overvældet over den besked, vi havde fået i december om at det der med at lave børn hjemme på lagenerne, det kunne vi godt glemme. Og så var jeg travl og stresset med fuldtidsjob og et speciale, der blev skrevet på hver eneste weekend. Som gjorde at der ikke var særlig mange sjove weekender i den tid.

For det andet nærmer det sig årsdagen for første stik med Gonal-f. Vores første IVM forsøg udenfor nummer, imens vi ventede og ventede og ventede på Hvidovre og lægens henvisning, tog vi et gratis IVM forsøg på en privatklinik. Så årsdagen for første sprøjt af Gonal-f nærmer sig.
Minderne om det første sprøjt og de første spredte ben hos en fertilitetslæge bringer nok flere vemodige følelser end min kommende fødselsdag. For det første forsøg var jo fyldt med naiv glæde og forventning. Det var en Sech, der fuldt og fast troede at måsen bare skulle stikkes indenfor en fertilitetsklinik før der var bingo. Og det var en Sech, der var lykkeligt uvidende om hvor mange ting, der kan gå galt.

For det tredje nærmer vi os så desværre også første negative forsøg, som blev taget med tårer, men med en vis ro. Hvem sagde også at vi skulle også være så sindssyg heldige at få bingo i første hug?
Denne ro efter negative forsøg er nok desværre blevet erstattet af en vis desperation og håbløshed, når testen nu melder om en stadig tom livmoder (kan man kalde den for dødmoder?).

Vi har også netop passeret årsdagen for HSG undersøgelsen - ikke en særlig glædelig begivenhed Selvom jeg fik den der underlige og totalt åndssvage stolthedsfølelse over at lægen fortalte mig at mit indre var lige til en lærebog - det ér da åndssvagt at være stolt over hvordan ens indre organer ser ud - der er jo alligevel aldrig nogen der kigger på dem. Er der måske nogensinde nogen, der har sagt "hende x, hun er altså rigtig sød og klog og sjov og pæn - men KORS hvor har hun nogle grimme æggestokke"? Nej, vel?

Og når jeg så kigger tilbage på mit 30. år, så synes jeg det er utroligt at vi alligevel nåede igennem 5! forsøg (godt nok 4 korte og et langt). Det er meget. På trods af en specialeaflevering, arbejdsrejser og veeeeeeentetid. Men mit 30. år bliver nok mest husket på ventetiden. Og på den snigende modløshed, jeg har stiftet bekendtskab med. Modløshed? Håbløshed? Opgiven? MIG? Som heeele mit liv har fået af vide at jeg var hende "den glade", den "evigt positive". Jeg ved ikke om hende den glade og positive Sech døde ved 30? Det håber jeg ikke - jeg håber at hun bare er taget på en god, lang ferie (det ville jeg nok også have gjort, når man tænker på hvor kedelig Danmark egentlig er - især når det regner hele sommeren). Hun må gerne snart komme igen - og kan hun ikke tage en graviditet med? Hvis i ser hende, så sig det lige til hende.