En ørn er flyttet ind

Vi ved ikke helt hvad der er sket herhjemme. Vi var i svømmehallen i sidste uge og jeg tror måske jeg har fået en forkert baby med hjem... Vores meget sovende og omgængelige dreng er ihvertfald blevet lidt borte. Asbjørn har besluttet sig for at det at sove er overvurderet. Fra at have været super nem at putte både aften og dag, traver jeg rundt som en anden idiot om dagen for at få ham til at sove - for at han vågner 30 min efter. Og aftnerne - hvor vi ellers var begyndt at få succes med at putte ham i hans seng - en slags putteritual - er afløst af en SKRIGENDE baby der overhovedet IKKE vil sove. Han skriger og skriger og det er tydeligt at det er et "jeg gider pænt ikke sove, nu havde vi det lige så sjovt" skrig. Han skriger lige meget om han ligger i sin seng eller på armen. Og det lugter rigtig meget af overtræthed og en alt for nysgerrig dreng, der ikke gider gå glip af festen... Suk suk suk. Vi holder ved - for han skal ikke ammes i søvn eller sidde som en tudebaby på armen resten af aftenen. Men av altså.
Men det betyder at han ryger i kassen omkring kl. 19 og det synes jeg egentlig er lidt tidligt.

Og det hele bider sig selv i halen. For hans ellers så dejlig lange lure på 2x2-2½ time er afløst af klatlure og en überovertræt baby sidst på dagen. Men gider han sove? NEJ! Jeg har den sidste uge gået en laaang tur der om eftermiddagen for at få ham til at sove. Men selvom han er så træt, så træt (stive øjne, der en gang imellem lukker i) ligger han og gryyyer sig igennem kirkegården, parken, Kvickly og hvor vi ellers når på sådan en tur.

Ørnen som vi nu har boende er en natørn. Som starter med ørnehylet - en slags sang - omkring kl. 1 om natten. Og så kan man give ørnen lidt at spise, men ellers synger ørnen videre stort set hele natten afbrudt af 2 timers søvn-intervaller. Det virker ikke som om han gider sove, men han er træt og så begynder han at brokke sig. Og hans mor og far får ikke sovet meget.
Ørnen bliver så afløst af småsur nathane omkrking kl. 5, som galer og synes at NU må dagen da starte. En stakket frist er det at stikke et bryst i hovedet på hanen, for en halv time senere galer den igen.
Heldigvis står far op med hanen, så mor lige får en time til. Men altså. Hvad filan gør man med sådan en træls sovemønster? Underligt er det i hvert fald, for han har jo indtil nu været super god til at sove. Og var helt oppe på at sove fra 20-05. Men akak, slut med det...

Han har jo fået to tænder, måske spøger de stadigvæk, men så længe? Og de er jo brudt frem, tænderne.

Hvis nogen har set en lille tilfreds, godt sovende dreng i Frederiksberg svømmehal, så gi lige lyd - det kan være vores!

En opdatering fra babyland

Tiden banker derudaf herovre i babyland. Den ene dag tager den anden, Asbjørn har fået en tand, han bliver bare dejligere og dejligere for hver eneste dag, der går. Og jeg ELSKER at være hans mor, jeg ELSKER at være på barsel og jeg ELSKER Asbjørn i stumper og stykker.

Jeg er vist det man kan kalde lykkelig. Jeg har aldrig troet på lykke som det der helt store sus, at lykke er en tilstand af eufori. For mig er lykke lige præcis at gå en tur igennem parken på en solbeskinnet september tirsdag, men en glad og pludrende (til tider råbende) lille dreng i barnevognen, efter at mødregruppen har været på besøg, der er blevet drukket rigelige mængder af kaffe og indtaget muffins og snakket baby, mænd, karriere og grinet af mærkelige legetøjsdimser, der til forveksling ligner t-i-s-s-e-m-æ-n-d.

Åh, hvor det bare bobler inde i mig for tiden!

Har et indlæg i ærmet om ønskebørn, og børn der ikke er ønsket. Om paradokser i at nogle (os inkl.) går igennem ild og vand for at få et barn, mens andre bliver ulykkelige ved at finde ud af at de er gravide. Om at kæmpe for et barn og kæmpe for ikke at få et...

det er lidt krypitsk det her... Men måske får jeg taget mig sammen og skrevet om det på et tidspunkt.

Imens skal min blog prydes med et billede af den dejligste dreng i verden.

Et år med kærlighed

I disse september-dage er det nøjagtigt et år siden vi fandt ud af at det lille 4-cellede æg i min livmoder havde sat sig fast og det betød jeg var gravid. Jeg var kraftigt overstimuleret og kunne kun ligge ned i to uger derefter. Men solen skinnede - en høj septembersol i de uger. Og solen skinnede i mit hjerte. Et hjerte der var fyldt med forventninger - men også ængstelse og angst - noget kunne jo gå galt.

Når jeg tænker tilbage på de september-dage, så triller tårerne. For de dage minder mig om den tid, fyldt med modstridende følelser, men mest af alt lettelse og forventning. Og den markerer på en eller anden måde også slutningen på min kamp mod barnløsheden. Selvom det er fantastisk at vi vandt over den, så bliver jeg nok også en gang imellem lidt vemodig ved tanken om de år. Lidt trist indeni over at jeg var så ked, så ked i så lang tid. At det en gang imellem føles som om jeg spildte tiden med at være ked af det.
Men mest af alt triller tårerne, fordi det, der startede i de solbeskinnede septemberdage, var begyndelsen til mit liv med lille, dyrebare Asbjørn. Det vidste jeg ikke dengang, og selvom jeg nød at være gravid og glædede mig helt vildt, så kunne jeg alligevel ikke helt forestille mig hvad der ville komme. Og hvordan det egentlig føles at elske sit eget barn.

Der er mange, der har sagt til mig at man bliver ekstra følelsesladet og sårbar når man er nybagt mor. Jeg ved ikke om jeg er mere følelsesladet eller har nemmere til tårer end førhen. Men faktum er at der ofte triller en tåre ned af min kind for øjeblikket. Når jeg minder mig selv om hvor heldige vi har været. Når Asbjørn slipper brystet og kigger op på mig med hans store, blå øjne og smiler forelsket til mig. Så kigger jeg på det lille, kære væsen og fælder en tåre. Af kærlighed til ham. Tænk, at man kan elske et lille menneske på små 7 kg så højt. Når han sover en lang lur eller som nu hvor han har sovet siden kl. 8 og sikkert ikke vågner før kl. 4-5 stykker i nat, så kan jeg sidde og savne ham. Og glæde mig til at han smiler sit lille tandløse smil til mig igen.

Jeg er så meget i min lille babyverden at jeg kan tage mig selv i at have lyst til at føde igen, være gravid igen, mærke liv i maven og have veer. Det sidste er sådan lidt halv-perverst masochistisk, for fødselssmerten er så helt utrolig intens og led at jeg aldrig har oplevet noget lignende.

Mine tanker går tit til alle de andre ex-lidelsesfæller derude. Både dem jeg kender IRL og dem jeg har mødt i den virtuelle verden. Den er forbandet, den barnløshed. Men måske er den så forbandet fordi man et eller andet sted i sin underbevidsthed ved at der er en god grund til at være ulykkelig. Fordi det at få et barn er helt igennem fantastisk.

Sol i september vil altid minde mig om Asbjørn som en spirende baby i min mave.