Et år med kærlighed

I disse september-dage er det nøjagtigt et år siden vi fandt ud af at det lille 4-cellede æg i min livmoder havde sat sig fast og det betød jeg var gravid. Jeg var kraftigt overstimuleret og kunne kun ligge ned i to uger derefter. Men solen skinnede - en høj septembersol i de uger. Og solen skinnede i mit hjerte. Et hjerte der var fyldt med forventninger - men også ængstelse og angst - noget kunne jo gå galt.

Når jeg tænker tilbage på de september-dage, så triller tårerne. For de dage minder mig om den tid, fyldt med modstridende følelser, men mest af alt lettelse og forventning. Og den markerer på en eller anden måde også slutningen på min kamp mod barnløsheden. Selvom det er fantastisk at vi vandt over den, så bliver jeg nok også en gang imellem lidt vemodig ved tanken om de år. Lidt trist indeni over at jeg var så ked, så ked i så lang tid. At det en gang imellem føles som om jeg spildte tiden med at være ked af det.
Men mest af alt triller tårerne, fordi det, der startede i de solbeskinnede septemberdage, var begyndelsen til mit liv med lille, dyrebare Asbjørn. Det vidste jeg ikke dengang, og selvom jeg nød at være gravid og glædede mig helt vildt, så kunne jeg alligevel ikke helt forestille mig hvad der ville komme. Og hvordan det egentlig føles at elske sit eget barn.

Der er mange, der har sagt til mig at man bliver ekstra følelsesladet og sårbar når man er nybagt mor. Jeg ved ikke om jeg er mere følelsesladet eller har nemmere til tårer end førhen. Men faktum er at der ofte triller en tåre ned af min kind for øjeblikket. Når jeg minder mig selv om hvor heldige vi har været. Når Asbjørn slipper brystet og kigger op på mig med hans store, blå øjne og smiler forelsket til mig. Så kigger jeg på det lille, kære væsen og fælder en tåre. Af kærlighed til ham. Tænk, at man kan elske et lille menneske på små 7 kg så højt. Når han sover en lang lur eller som nu hvor han har sovet siden kl. 8 og sikkert ikke vågner før kl. 4-5 stykker i nat, så kan jeg sidde og savne ham. Og glæde mig til at han smiler sit lille tandløse smil til mig igen.

Jeg er så meget i min lille babyverden at jeg kan tage mig selv i at have lyst til at føde igen, være gravid igen, mærke liv i maven og have veer. Det sidste er sådan lidt halv-perverst masochistisk, for fødselssmerten er så helt utrolig intens og led at jeg aldrig har oplevet noget lignende.

Mine tanker går tit til alle de andre ex-lidelsesfæller derude. Både dem jeg kender IRL og dem jeg har mødt i den virtuelle verden. Den er forbandet, den barnløshed. Men måske er den så forbandet fordi man et eller andet sted i sin underbevidsthed ved at der er en god grund til at være ulykkelig. Fordi det at få et barn er helt igennem fantastisk.

Sol i september vil altid minde mig om Asbjørn som en spirende baby i min mave.