Åh, hvor jeg inderligt, inderligt hader denne tid, som vi netop har sat vores fødder ind i. Inden ægudtagning kan jeg godt abstrahere fra hele cirkusset - der er trods alt ingen ubehag andet et par stik i maven et par gange om dagen. Men ÆU er altså bare ikke nogen wellness oplevelse når man producerer mange æg. For Jensen da, det gør nas. I dag ekstra nas, fordi de har trukket æggene en smule, og taget dem ud lidt større end de plejer - ud fra teorien om at æggene ikke har været modne nok tidligere (ikke et ord om at de så har været 7. forsøg om at finde ud af det - mere om bitterhed længere nede).
Men det værste, det allermeste rådne er ikke for mig den fysiske smerte. Det er den magtesløshed, den følelse af at være overladt til tilfældigheder og en fremmed hånds arbejde, der afgør om vi skal endnu en tur i helvede eller om vi skal opleve den ultimative lykke. Laboranter, læger over Fætter BR på Nørrebro afgør dette. Bevares, så også noget arvemateriale.
Men hvor jeg H-A-D-E-R det her! De sværeste dage er fra nu og til på torsdag, hvor vi kommer til at sidde med skælvende hjerter fra 8.30-9.00. Åh, for helvede hvor har vi prøvet det for meget.
Det fine er at de rent faktisk har trukket æggene, så de var større end de tidligere har været. Til gengæld var der så "kun" 5 æg ud. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om det. Måske er jeg faktisk helt ok med det, især fordi beslutningen er taget - at dette var den allersidste tur på denne klinik. Det er jeg lettet over - og en lille smule trist og vred på mig selv over at vi har været for længe om at træffe beslutningen.
Hvad fremtiden bringer ved vi ikke helt. Vi har haft en meget opløftende telefonsamtale med IVF Syds Lone Pedersen, som grundigt gik igennem vores forløb og kom med mange, mange gode input til hvad de ville gøre anderledes. Det var på een gang utrolig opløftende og en smulle trist - trist fordi jeg er ked af at jeg ikke for lang tid siden lyttede til min mavefornemmelse og skiftede klinik. Det har affødt lange snakke mellem manden og mig om hvordan vi har tacklet dette forløb. Vi er enige om at vi ikke har været gode nok til at reagere på mavefornemmelser og har ladet os styre af "rationelle" argumenter, som min mand så fint kalder det. Bottom line er at jeg allerede sidste jul var træt af dem derinde, og jeg ikke har sat foden ned og sagt at jeg VILLE skifte klinik - måske også fordi jeg selv har været i tvivl om det reelt ville ændre noget. Men jeg er sikker nu. Jeg tror ikke på at vores nuværede klinik kan lave en baby til os, men efter telefonsamtalen har jeg en god tro på at andre måske kan gøre det. Så beslutningen er taget. Det bliver IVF Syd, der får vores 50.000 kroner på et tidspunkt. Og så er det store spørgsmål så bare hvornår dette bliver. Det er vi ikke helt afklarede omkring og kræver vist at vi er hjemme i vores vante omgivelser og mærker ordentligt efter. Jeg har uendelig meget brug for SJOV og FERIE. Det er bare ikke ferie at være i Danmark i 14 dage i December. Jeg har brug for at lade batterierne op med manden og musen og brug for at få mere sjov på kontoen til at opveje sorg og bekymringer om fremtiden. Omvendt kan jeg slet ikke klare tanken om endnu mere ventetid. For en ferie - til Mexico i februar, som har været på dagsordenen længe - koster jo på feriekontoen og dermed udsætter nye forsøg.
For helvede altså.
Det underlige er at jeg faktisk allerede har afskrevet dette forsøg. Hvor absurd er det lige.
tirsdag den 25. december 2012
mandag den 17. december 2012
Opregulering +7
Scanning på 4. dagen, slimhinde og æggestokke så fine ud, næste scanning i morgen på 8. opreguleringsdag.
Det er ikke meget jeg mærker til underlivet med de her 200 enheder Gonal f, så er spændt på den ærgerlige måde på hvordan det ser ud i morgen.
Og så er jeg mere og mere afklaret med at det er sidste omgang på denne klinik. Og vi er faktisk begge to lidt lettede over at beslutningen er taget. Jeg tror egentlig valget falder på Trianglen, men må indrømme at jeg er blevet lidt mere lun på IVF Syd også efter at have hørt endnu flere tale rigtig godt om den klinik.
Men havde den mærkeligste drøm den anden dag hvor jeg fødte og var spontant gravid 5 igen (højgravid endda) 5 minutter efter fødslen. Det er et SIKKERT tegn på tvillinger. Eller noget.
Humøret er ok, og for første gang i lang tid føler jeg at det ikke ville være verdens undergang hvis ikke det blev denne gang, for så er der i det mindste noget nyt i vente i form af nye øjne på forløbet (indsæt selv psyko jeg har været i behandling i alt, alt for lang tid smiley).
Det er ikke meget jeg mærker til underlivet med de her 200 enheder Gonal f, så er spændt på den ærgerlige måde på hvordan det ser ud i morgen.
Og så er jeg mere og mere afklaret med at det er sidste omgang på denne klinik. Og vi er faktisk begge to lidt lettede over at beslutningen er taget. Jeg tror egentlig valget falder på Trianglen, men må indrømme at jeg er blevet lidt mere lun på IVF Syd også efter at have hørt endnu flere tale rigtig godt om den klinik.
Men havde den mærkeligste drøm den anden dag hvor jeg fødte og var spontant gravid 5 igen (højgravid endda) 5 minutter efter fødslen. Det er et SIKKERT tegn på tvillinger. Eller noget.
Humøret er ok, og for første gang i lang tid føler jeg at det ikke ville være verdens undergang hvis ikke det blev denne gang, for så er der i det mindste noget nyt i vente i form af nye øjne på forløbet (indsæt selv psyko jeg har været i behandling i alt, alt for lang tid smiley).
Opregulering +7
Scanning på 4. dagen, slimhinde og æggestokke så fine ud, næste scanning i morgen på 8. opreguleringsdag.
Det er ikke meget jeg mærker til underlivet med de her 200 enheder Gonal f, så er spændt på den ærgerlige måde på hvordan det ser ud i morgen.
Og så er jeg mere og mere afklaret med at det er sidste omgang på denne klinik. Og vi er faktisk begge to lidt lettede over at beslutningen er taget. Jeg tror egentlig valget falder på Trianglen, men må indrømme at jeg er blevet lidt mere lun på IVF Syd også efter at have hørt endnu flere tale rigtig godt om den klinik.
Men havde den mærkeligste drøm den anden dag hvor jeg fødte og var spontant gravid 5 igen (højgravid endda) 5 minutter efter fødslen. Det er et SIKKERT tegn på tvillinger. Eller noget.
Humøret er ok, og for første gang i lang tid føler jeg at det ikke ville være verdens undergang hvis ikke det blev denne gang, for så er der i det mindste noget nyt i vente i form af nye øjne på forløbet (indsæt selv psyko jeg har været i behandling i alt, alt for lang tid smiley).
Det er ikke meget jeg mærker til underlivet med de her 200 enheder Gonal f, så er spændt på den ærgerlige måde på hvordan det ser ud i morgen.
Og så er jeg mere og mere afklaret med at det er sidste omgang på denne klinik. Og vi er faktisk begge to lidt lettede over at beslutningen er taget. Jeg tror egentlig valget falder på Trianglen, men må indrømme at jeg er blevet lidt mere lun på IVF Syd også efter at have hørt endnu flere tale rigtig godt om den klinik.
Men havde den mærkeligste drøm den anden dag hvor jeg fødte og var spontant gravid 5 igen (højgravid endda) 5 minutter efter fødslen. Det er et SIKKERT tegn på tvillinger. Eller noget.
Humøret er ok, og for første gang i lang tid føler jeg at det ikke ville være verdens undergang hvis ikke det blev denne gang, for så er der i det mindste noget nyt i vente i form af nye øjne på forløbet (indsæt selv psyko jeg har været i behandling i alt, alt for lang tid smiley).
fredag den 7. december 2012
Mens ankommet, klar til næste kemiske produkt
Så kom mens med fuld skrue, egentlig en lettelse efter den der freak-blødning midt i p-pille cyklus. Alt føles helt normalt, og jeg bilder mig ind at min krop er mere i balance på grund af vores spis dig gravid kur (selvom vi dog ikke har været heeelt hellige hver eneste dag).
På mandag starter jeg Gonal-f 200 enheder. Scanning på næste fredag.
Jeg prøver med alle mine mentale kræfter (som jeg skulle hilse og sige virkelig svinger i styrke i disse tider) at lade være at tænke alt for meget over om jeg har en god følelse af det her forsøg eller ej, for ærlig talt så er det bare så opslidende for mig. Jeg ved at jo tættere på ægudtagning vi kommer, jo mere bange, nervøs, bitter og helt igennem stresset bliver jeg. Men det er der jo nok omkring 3 uger til, så det ville være rigtig, rigtg fint bare at glemme det lidt.
Imens juler vi for livet løs. Vi har haft juletræ siden 30. november, og Asbjørn har brugt utrolig mange timer på at pynte det træ - og ompynte det og i det hele taget lege med vores julepynt. Han har virkelig købt konceptet i år. Vi ser Bamses julerejse på computeren og nissen kommer hver nat og laver lidt ballade og lægger en gave. I går havde han pakket æblejuicen ind i gavepapir og den anden dag havde han glemt sin nissehue og spist grød. Det er ret hyggeligt, for han æder det virkelig råt!
På mandag starter jeg Gonal-f 200 enheder. Scanning på næste fredag.
Jeg prøver med alle mine mentale kræfter (som jeg skulle hilse og sige virkelig svinger i styrke i disse tider) at lade være at tænke alt for meget over om jeg har en god følelse af det her forsøg eller ej, for ærlig talt så er det bare så opslidende for mig. Jeg ved at jo tættere på ægudtagning vi kommer, jo mere bange, nervøs, bitter og helt igennem stresset bliver jeg. Men det er der jo nok omkring 3 uger til, så det ville være rigtig, rigtg fint bare at glemme det lidt.
Imens juler vi for livet løs. Vi har haft juletræ siden 30. november, og Asbjørn har brugt utrolig mange timer på at pynte det træ - og ompynte det og i det hele taget lege med vores julepynt. Han har virkelig købt konceptet i år. Vi ser Bamses julerejse på computeren og nissen kommer hver nat og laver lidt ballade og lægger en gave. I går havde han pakket æblejuicen ind i gavepapir og den anden dag havde han glemt sin nissehue og spist grød. Det er ret hyggeligt, for han æder det virkelig råt!
onsdag den 5. december 2012
December-stikninger
Sidste p-pille spist mandag og først omgang Suprefact injiceret i maveskindet mandag.
Venter på mens efter p-pille stop, men den her cyklus har været mærkelig - havde en ret så heftig blødning midt i cyklussen (med sådan noget meget mærkeligt snask der kom med ud - I'll spare you the details) på en enkelt dag, så håber ikke systemet er helt fucket up af de p-piller - som jeg i øvrigt hader hader hader - de giver mig den ondeste, ondeste hovedpine.
Scanning på klinikken d. 14. Jeg ser virkelig frem til at afslutte det her forløb med den klinik og har det rigtig godt med beslutningen. Ikke på den der børnefornærmede måde, for jeg synes vi har fået fin, fin behandling på mange måder. Men jeg trænger til at vi gør noget nyt, noget andet. Og har i virkeligheden haft det sådan i et stykke tid, men ikke rigtig fået rykket på det, fordi det involverer så mange andre store beslutninger. Men det er det rigtige.
Og det syge i det her er at jeg kan mærke at jeg inden i mig selv tænker "når vi skifter klinik" og ikke "hvis vi skifter klinik" - hvilket er ret sigende synes jeg. Ok, så er der lige den vanvittige-røg-ud-af-ørerne skøre gamle kone, der virkelig tror på Knocks optimistiske "guderne er med os og der kommer til at være lige langt mellem vores børn når du bliver gravid 46 dage før min termin (ikke at der er nogen, der tæller. Fnis)". Hvis det sker bliver jeg nødt til at hoppe i havnen og råbe "JA DER ER EN GUUUUUD" eller noget i den stil, for det ville simpelthen være for hekse-overtroisk-mærkeligt.
Afgang til kongeriget i næste uge. Let the obsessing begin!
Venter på mens efter p-pille stop, men den her cyklus har været mærkelig - havde en ret så heftig blødning midt i cyklussen (med sådan noget meget mærkeligt snask der kom med ud - I'll spare you the details) på en enkelt dag, så håber ikke systemet er helt fucket up af de p-piller - som jeg i øvrigt hader hader hader - de giver mig den ondeste, ondeste hovedpine.
Scanning på klinikken d. 14. Jeg ser virkelig frem til at afslutte det her forløb med den klinik og har det rigtig godt med beslutningen. Ikke på den der børnefornærmede måde, for jeg synes vi har fået fin, fin behandling på mange måder. Men jeg trænger til at vi gør noget nyt, noget andet. Og har i virkeligheden haft det sådan i et stykke tid, men ikke rigtig fået rykket på det, fordi det involverer så mange andre store beslutninger. Men det er det rigtige.
Og det syge i det her er at jeg kan mærke at jeg inden i mig selv tænker "når vi skifter klinik" og ikke "hvis vi skifter klinik" - hvilket er ret sigende synes jeg. Ok, så er der lige den vanvittige-røg-ud-af-ørerne skøre gamle kone, der virkelig tror på Knocks optimistiske "guderne er med os og der kommer til at være lige langt mellem vores børn når du bliver gravid 46 dage før min termin (ikke at der er nogen, der tæller. Fnis)". Hvis det sker bliver jeg nødt til at hoppe i havnen og råbe "JA DER ER EN GUUUUUD" eller noget i den stil, for det ville simpelthen være for hekse-overtroisk-mærkeligt.
Afgang til kongeriget i næste uge. Let the obsessing begin!
tirsdag den 27. november 2012
Beslutninger part II
Vi har besluttet at det næste forsøg er vores sidste på klinikken. Jeg håber håber håber inderligt at det får en lykkelig udgang. Hvis ikke, så skifter vi klinik, med alt hvad det indebærer af flytten frem og - måske især - tilbage. Det er en tung beslutning, men det er den rigtige. Vi er ikke færdige med at drømme om en baby.
Men puh, det ER en tung beslutning. For karrieremæssigt og familiemæssigt lukker vi nogle ting ned, som kunne være blevet rigtig, rigtig gode. Og især jeg begrænser min karrierebane væsentligt med dette, hvilket jeg synes er ærgerligt. Men der er ikke noget at gøre. Hvis ikke jeg bliver gravid denne gang, så må det være sådan. Den skal lige sluges, for pis mand, man bliver ikke færdig med at bo i denne by på 1½-2 år. Føler kun at vi har taget en lille-bitte musse-bid af æblet, som strutter og funkler så fint lige ude foran vinduet.
8. forsøg skydes igang med nedregulering på søndag. Jeg ved sgu ikke rigtig om jeg tror på det denne gang, men et eller andet sted gør jeg jo nok. Men det er sgu svært at finde kampgejsten til endnu en tur i møllen.
Jeg bliver så trist helt ned i maven over at tænke på hvor meget jeg synes vi har "spildt" de sidste to år af vores liv på at være kede af det, drømme, sætte os op til noget, for at blive skuffede gang på gang. Men jeg kan heller ikke se hvad vi ellers skulle have gjort. Men det gør sgu nas at tænke på - at vores liv på så mange måder er præget af det savn og af at anstrenge sig for at få det bedste ud af lige her og nu.
Men puh, det ER en tung beslutning. For karrieremæssigt og familiemæssigt lukker vi nogle ting ned, som kunne være blevet rigtig, rigtig gode. Og især jeg begrænser min karrierebane væsentligt med dette, hvilket jeg synes er ærgerligt. Men der er ikke noget at gøre. Hvis ikke jeg bliver gravid denne gang, så må det være sådan. Den skal lige sluges, for pis mand, man bliver ikke færdig med at bo i denne by på 1½-2 år. Føler kun at vi har taget en lille-bitte musse-bid af æblet, som strutter og funkler så fint lige ude foran vinduet.
8. forsøg skydes igang med nedregulering på søndag. Jeg ved sgu ikke rigtig om jeg tror på det denne gang, men et eller andet sted gør jeg jo nok. Men det er sgu svært at finde kampgejsten til endnu en tur i møllen.
Jeg bliver så trist helt ned i maven over at tænke på hvor meget jeg synes vi har "spildt" de sidste to år af vores liv på at være kede af det, drømme, sætte os op til noget, for at blive skuffede gang på gang. Men jeg kan heller ikke se hvad vi ellers skulle have gjort. Men det gør sgu nas at tænke på - at vores liv på så mange måder er præget af det savn og af at anstrenge sig for at få det bedste ud af lige her og nu.
tirsdag den 6. november 2012
Bønneuniverset
Ok, det her er det vildeste "se-hvor-sund-jeg-er" indlæg. For hold da op, hvor er vi gode til at spise os... tja, nok ikke gravide, men lidt-mere-fertile herhjemme. Vi er så hellige og så sunde og har i fællesskab erklæret hvedemel, pasta og kartofler som ondskab i dens reneste form. Den holdningsændring (og altså jeg er ikke mere hellig end at jeg glæder mig til at jeg en dag bliver gravid og kan spise lidt mere sukker og brød) betyder faktisk ret meget, så meget at jeg sad og fik så dårlig samvittighed da jeg den anden dag spiste et stykke - gyyyys! - hvedebolle på en restaurant.
Jeg har tabt 2½ kilo og er nede på 60 kg, og min str. 38 passer bare så godt igen. Det er sgu fedt! Det, at manden også er helt med på ideen gør at det er noget nemmere, synes jeg. Vi spiser bønner i stedet for ris, vi spiser masser af grønt og masser af nødder (ikke ligefrem fedtfattigt, men missionen er egentlig heller ikke at tabe os) og en del æg. Det er svært at holde det 110%, især når vi har gæster eller er ude, men det er også ok, selvom det så er sværere at komme tilbage til regimet igen - for jeg skal da ærligt indrømme at jeg ville ønske jeg kunne fråde i bagels, muffins, chokoladekage og is. Jeg ser frem til aftenens kop kaffe og et stykke mørk chokolade hver dag. Det føles bare helt rigtigt, især fordi vi GØR noget. Jeg er slet, slet ikke sikker på at det gør mine æg bedre eller min mands sædkvalitet bedre, men vi GØR sgu noget.
Nå, ja og så løber jeg 25 minutter på nu-er-mine-lunger-ved-at-blive-flået-ud måden 2-3 gange om ugen. Er oppe på at løbe 4.5 kilometer på de 25 minutter.Jeg sagde det jo, super-helligt indlæg, det her!
Tiden nærmer sig hvor jeg skal igang med p-piller og nedregulering derefter. Første scanning på klinikken i denne omgang er d. 14. december. Om lidt over en måned. Jeg bliver mere og mere afklaret med at vi ikke kan fortsætte vores langdistance-behandlinger ret meget længere. Efter jul - og eventuel negativ test - må vi tage den store "hvad skal vi gøre" tur. Jeg kan mærke at jeg er mere afklaret end manden min, som leger med flere kreative løsninger end jeg. For vi er jo skide glade for at være her hvor vi er, lige nu. I verdens fedeste by. Hvis den dog bare kunne ligge lige der hvor Roskilde ligger nu, så ville alting bare være meget lettere.
Jeg har tabt 2½ kilo og er nede på 60 kg, og min str. 38 passer bare så godt igen. Det er sgu fedt! Det, at manden også er helt med på ideen gør at det er noget nemmere, synes jeg. Vi spiser bønner i stedet for ris, vi spiser masser af grønt og masser af nødder (ikke ligefrem fedtfattigt, men missionen er egentlig heller ikke at tabe os) og en del æg. Det er svært at holde det 110%, især når vi har gæster eller er ude, men det er også ok, selvom det så er sværere at komme tilbage til regimet igen - for jeg skal da ærligt indrømme at jeg ville ønske jeg kunne fråde i bagels, muffins, chokoladekage og is. Jeg ser frem til aftenens kop kaffe og et stykke mørk chokolade hver dag. Det føles bare helt rigtigt, især fordi vi GØR noget. Jeg er slet, slet ikke sikker på at det gør mine æg bedre eller min mands sædkvalitet bedre, men vi GØR sgu noget.
Nå, ja og så løber jeg 25 minutter på nu-er-mine-lunger-ved-at-blive-flået-ud måden 2-3 gange om ugen. Er oppe på at løbe 4.5 kilometer på de 25 minutter.Jeg sagde det jo, super-helligt indlæg, det her!
Tiden nærmer sig hvor jeg skal igang med p-piller og nedregulering derefter. Første scanning på klinikken i denne omgang er d. 14. december. Om lidt over en måned. Jeg bliver mere og mere afklaret med at vi ikke kan fortsætte vores langdistance-behandlinger ret meget længere. Efter jul - og eventuel negativ test - må vi tage den store "hvad skal vi gøre" tur. Jeg kan mærke at jeg er mere afklaret end manden min, som leger med flere kreative løsninger end jeg. For vi er jo skide glade for at være her hvor vi er, lige nu. I verdens fedeste by. Hvis den dog bare kunne ligge lige der hvor Roskilde ligger nu, så ville alting bare være meget lettere.
tirsdag den 16. oktober 2012
Stakkels blog
Kære Blog,
Det er ikke meget opmærksomhed du får i disse tider. Der er flere årsager. Den ene er at jeg går igennem perioder hvor jeg ikke helt ved hvad jeg vil med dig. Skal du være min ventil - som du har været så længe - eller skal du også være en stemningsrapport fra mit liv her og nu, som jo byder på meget andet end nedture og fertilitetsbehandling? Du ender tit med at være det første, en ventil, og til tider kan du føles lidt som et betændt sår, som jeg en gang imellem tager plastret af for at se hvordan det har det. Det trives fint, det betændte sår, skulle jeg hilse og sige. Men det ved du jo alt om. Du hører jo på alt mit jammer.
Og måske netop fordi du tit bliver en beretning og nedtur, skuffelser og knuste drømme, går jeg også i perioder en lang bue udenom dig. Det må du egentlig undskylde. Du fortjener bedre, du har - og er - en god lytter og har været rigtig tålmodig med mig.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om den her strategi - at du bare får al lortet, om man vil. For når jeg læser i dig, så ser det ud som om at mit liv bare er en lang jammerdal, og det er det faktisk ikke. Lige nu skinner solen, New York er stadig fantastisk, vores familie har det godt og jeg har den dejligste, skæggeste, gladeste, mest omgængelige søde, kloge dreng i verden. Som HVER eneste dag giver mig - og min søde mand - helt ubeskriveligt meget glæde, grin og smil. Hold kæft, han er dejlig. Og pisse sjov.
Men af en eller anden grund, så bliver det dig, kære blog, som skal høre al jammeren og være skraldespand for alt det, der lige under overfladen skaber sorg, forvirring og en smule bitterhed. Stakkels dig. Jeg vil lige tænke over om du også en gang imellem skal have lidt solstrålehistorier fra den del af mit liv der ikke handler om den åndssvage baby, der.
Hvordan det går? Ej, tak fordi du spørger. Jamen, det går sgu ok. Helt ærligt, det gør det. Hele projektet er stadig meget sårbart. Jeg kan ikke snakke særlig meget om det uden at komme til at græde. Græde over skuffelserne, over volden på min krop, og usikkerheden og "forhåndssorgen" over hvis ikke jeg får den baby.
Men underligt nok, så tror jeg stadig lidt på det. I mine tanker har jeg stadig en barsel at se frem til. En lille baby med stofblenumse. Som siger røøø og gylper. Og som august er kommet på afstand, begynder jeg at fæste min lid til december. Og hvis ikke december, så bliver det måske i 2013 at det sker. De forjættede to streger. Men jeg prøver ikke at dvæle alt for meget ved fremtiden, for den gør også av. For tænk nu hvis...
Men for filan det trækker tænder ud. Også på parforholdet. Vi er begge tyndslidte, og det går altså bare ud over den måde vi taler til hinanden og det vi gør for hinanden. Jeg ved ikke helt hvorfor. Når jeg er i mit bitre hjørne er det er hemmeligt sted indeni mig der synes min mand er dum, fordi han udsætter mig for det her. Hvilket er så hjernedødt åndssvagt, for der er sgu meget der tyder på at mine æg heller ikke er præmie-materiale og jeg sgu nok heller ikke er den mest fertile kvinde i universet. Heldigvis får Bitre-Betina ikke lov at komme til længe af gangen. For helvede altså. Ingen af os kan jo gøre for det, vel blog?
Min mand havde en uges "ferie" mellem to FN kontrakter, så efter ret så kraftig opfordring læste han "Spis dig Gravid" bogen, som jeg har læst lidt i og forsøgt at tænke ind i mit liv, uden dog at være særlig konsekvent. Mest af alt fordi det klare signal fra klinikken hele tiden har været at vi bare skal leve som vi plejer, æg og sæd ser fint ud, der er ikke noget vi kan gøre. Vi er begge helt normalvægtige, spiser helt normalt sundt (og til tider mindre sundt) og rører os (dog ikke så meget som vi burde). Jeg passer en 38 uden problemer, min mand er næsten 2 meter høj og nærmest tynd. Så masser af gode undskyldninger for at vi da i hvert fald ikke skulle gøre noget anderledes.
Men min mand er ikke typen, der gør ting halvt. Så da han havde kværnet hele bogen igennem, gik han ned og købte ind. Bønner og grønt og kød og nu står den på spis-dig-gravid kost herhjemme. Det betyder at vi ikke spiser hverken ris, kartofler eller pasta - hvilket min mand ELSKER. Ingen sukker, ingen havregryn, intet brød, intet kage (auch!) og et stykke mørk chokolade til kaffen hver aften.
Og shit mand, jeg har optur over det! Det er 400.000 gange nemmere når man er to om det, og jeg er mæt til langt ud på formiddagen af min morgenmad, som består af græsk yougurt med nødder og et stykke frugt, to æg og en kop kaffe. Jeg craver ikke sukker mere, men skal ikke sige mig fri for at sende lange blikke efter de fantastiske blueberry muffins hos min lokale kaffepusher.
Men jeg tror på det. Bevares, vi kommer sgu ikke til at spise os gravide herhjemme, men hvis det kan gøre sæd og æg lidt mere samarbejdsvillige, så tager vi det med! Og det hjælper så meget at vi gør det begge to, min mand fortæller entusiastisk om insulin-niveauer og blodsukker og vi kalder spaghetti for gift og ren ondskab og griner ret meget af det.
Og mest af alt, så gør vi noget. Vi GØR noget. Sammen. Det kan mærkes synes jeg.
Det har stået på i 3 uger nu, og ingen revolutioner forventes sådan i morgen, men underligt nok har jeg både haft ægløsning (som jeg kan mærke ved de vildeste smerter ala "nu går jeg ud og kaster op på kontor-toilettet") og menustration, som vel at mærke ikke meget længe har været så kraftig som denne.
Tænk hvis der kunne komme styr på min cyklus, som jo er gået bananas de sidste 2 år i behandling. Fra at have været helt ok, dog lang.
Nå, kære blog. Nu er det sengetid. Tak fordi du lyttede. Jeg skal nok være sødere ved dig, du fortjener faktisk en god behandling med alt det, du har lagt gigabytes til.
Kærlig hilsen
Sechen
Det er ikke meget opmærksomhed du får i disse tider. Der er flere årsager. Den ene er at jeg går igennem perioder hvor jeg ikke helt ved hvad jeg vil med dig. Skal du være min ventil - som du har været så længe - eller skal du også være en stemningsrapport fra mit liv her og nu, som jo byder på meget andet end nedture og fertilitetsbehandling? Du ender tit med at være det første, en ventil, og til tider kan du føles lidt som et betændt sår, som jeg en gang imellem tager plastret af for at se hvordan det har det. Det trives fint, det betændte sår, skulle jeg hilse og sige. Men det ved du jo alt om. Du hører jo på alt mit jammer.
Og måske netop fordi du tit bliver en beretning og nedtur, skuffelser og knuste drømme, går jeg også i perioder en lang bue udenom dig. Det må du egentlig undskylde. Du fortjener bedre, du har - og er - en god lytter og har været rigtig tålmodig med mig.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om den her strategi - at du bare får al lortet, om man vil. For når jeg læser i dig, så ser det ud som om at mit liv bare er en lang jammerdal, og det er det faktisk ikke. Lige nu skinner solen, New York er stadig fantastisk, vores familie har det godt og jeg har den dejligste, skæggeste, gladeste, mest omgængelige søde, kloge dreng i verden. Som HVER eneste dag giver mig - og min søde mand - helt ubeskriveligt meget glæde, grin og smil. Hold kæft, han er dejlig. Og pisse sjov.
Men af en eller anden grund, så bliver det dig, kære blog, som skal høre al jammeren og være skraldespand for alt det, der lige under overfladen skaber sorg, forvirring og en smule bitterhed. Stakkels dig. Jeg vil lige tænke over om du også en gang imellem skal have lidt solstrålehistorier fra den del af mit liv der ikke handler om den åndssvage baby, der.
Hvordan det går? Ej, tak fordi du spørger. Jamen, det går sgu ok. Helt ærligt, det gør det. Hele projektet er stadig meget sårbart. Jeg kan ikke snakke særlig meget om det uden at komme til at græde. Græde over skuffelserne, over volden på min krop, og usikkerheden og "forhåndssorgen" over hvis ikke jeg får den baby.
Men underligt nok, så tror jeg stadig lidt på det. I mine tanker har jeg stadig en barsel at se frem til. En lille baby med stofblenumse. Som siger røøø og gylper. Og som august er kommet på afstand, begynder jeg at fæste min lid til december. Og hvis ikke december, så bliver det måske i 2013 at det sker. De forjættede to streger. Men jeg prøver ikke at dvæle alt for meget ved fremtiden, for den gør også av. For tænk nu hvis...
Men for filan det trækker tænder ud. Også på parforholdet. Vi er begge tyndslidte, og det går altså bare ud over den måde vi taler til hinanden og det vi gør for hinanden. Jeg ved ikke helt hvorfor. Når jeg er i mit bitre hjørne er det er hemmeligt sted indeni mig der synes min mand er dum, fordi han udsætter mig for det her. Hvilket er så hjernedødt åndssvagt, for der er sgu meget der tyder på at mine æg heller ikke er præmie-materiale og jeg sgu nok heller ikke er den mest fertile kvinde i universet. Heldigvis får Bitre-Betina ikke lov at komme til længe af gangen. For helvede altså. Ingen af os kan jo gøre for det, vel blog?
Min mand havde en uges "ferie" mellem to FN kontrakter, så efter ret så kraftig opfordring læste han "Spis dig Gravid" bogen, som jeg har læst lidt i og forsøgt at tænke ind i mit liv, uden dog at være særlig konsekvent. Mest af alt fordi det klare signal fra klinikken hele tiden har været at vi bare skal leve som vi plejer, æg og sæd ser fint ud, der er ikke noget vi kan gøre. Vi er begge helt normalvægtige, spiser helt normalt sundt (og til tider mindre sundt) og rører os (dog ikke så meget som vi burde). Jeg passer en 38 uden problemer, min mand er næsten 2 meter høj og nærmest tynd. Så masser af gode undskyldninger for at vi da i hvert fald ikke skulle gøre noget anderledes.
Men min mand er ikke typen, der gør ting halvt. Så da han havde kværnet hele bogen igennem, gik han ned og købte ind. Bønner og grønt og kød og nu står den på spis-dig-gravid kost herhjemme. Det betyder at vi ikke spiser hverken ris, kartofler eller pasta - hvilket min mand ELSKER. Ingen sukker, ingen havregryn, intet brød, intet kage (auch!) og et stykke mørk chokolade til kaffen hver aften.
Og shit mand, jeg har optur over det! Det er 400.000 gange nemmere når man er to om det, og jeg er mæt til langt ud på formiddagen af min morgenmad, som består af græsk yougurt med nødder og et stykke frugt, to æg og en kop kaffe. Jeg craver ikke sukker mere, men skal ikke sige mig fri for at sende lange blikke efter de fantastiske blueberry muffins hos min lokale kaffepusher.
Men jeg tror på det. Bevares, vi kommer sgu ikke til at spise os gravide herhjemme, men hvis det kan gøre sæd og æg lidt mere samarbejdsvillige, så tager vi det med! Og det hjælper så meget at vi gør det begge to, min mand fortæller entusiastisk om insulin-niveauer og blodsukker og vi kalder spaghetti for gift og ren ondskab og griner ret meget af det.
Og mest af alt, så gør vi noget. Vi GØR noget. Sammen. Det kan mærkes synes jeg.
Det har stået på i 3 uger nu, og ingen revolutioner forventes sådan i morgen, men underligt nok har jeg både haft ægløsning (som jeg kan mærke ved de vildeste smerter ala "nu går jeg ud og kaster op på kontor-toilettet") og menustration, som vel at mærke ikke meget længe har været så kraftig som denne.
Tænk hvis der kunne komme styr på min cyklus, som jo er gået bananas de sidste 2 år i behandling. Fra at have været helt ok, dog lang.
Nå, kære blog. Nu er det sengetid. Tak fordi du lyttede. Jeg skal nok være sødere ved dig, du fortjener faktisk en god behandling med alt det, du har lagt gigabytes til.
Kærlig hilsen
Sechen
onsdag den 22. august 2012
Optur nedtur tur retur
Ja, der har været stille herinde. På grund af dårlig internet forbindelse i vores kolonihave og utrolig lidt tid foran computeren, men måske i virkeligheden mest af alt fordi jeg ikke orker. Jeg orker ikke at sætte ord på endnu en lang nedtur i rækken af nedture, dette projekt har bragt med sig. Jeg orker næsten ikke at sætte ord på tankerne om usikkerheden om vi gør det rigtige på den ene og den anden måde og sætte ord på tankerne om hvad pokker vi egentlig skal gøre med det her projekt baby.
Den korte version er at jeg fik taget 10 æg ud, at jeg havde en god fornemmelse med forsøget, at jeg har været mega overstimuleret (dog ikke på den farlige måde) og dermed invalideret af smerter og en mave, der lignede en gravids i 4 måned. Og at æggene ikke delte sig og der dermed ikke var æg til oplægning to dage efter ÆU.
Ren lammelse hos os begge. Snak med lægen, som ringede samme aften kl. 20 og fortalte med overbevisning i stemmen at han bestemt ikke har opgivet og at han stadig mener det er et spørgsmål om NÅR og ikke HVIS at jeg bliver gravid. Han har vendt journalen med 3 andre læger og laboratoriet og er fast overbevist om at det skal lykkes. Han mener mine æg er for umodne når de kommer ud.
Vi gik ham på klingen og ville have klart svar: er det her håbløst og hans klare svar er nej. Så er det svært for mig at give op, selvom jeg er træt træt træt træt ind til benet af fysiske og psykiske smerter. Fuck, det er hårdt, det her.
Vi er i tænkeboks. Med hvordan vi skal arrangere os ud af det hele. Det kommer nok til at have konsekvenser for vores udenlandseventyr. Hvordan ved vi ikke helt. Vi ved faktisk utroligt lidt. Men vi ved at vi ikke er klar til at sige farvel til drømmen.
So here we are. Jeg har brændt min intuition, som jeg ikke kan stole på. Og sendt hadske tanker til gud og allah og hvad de hedder alle sammen. Og dyrket min indre Bitre Betina fra Birkerød. Jeg ved vi finder energien og modet til at fortsætte. Hvad fanden er alternativet?
Den korte version er at jeg fik taget 10 æg ud, at jeg havde en god fornemmelse med forsøget, at jeg har været mega overstimuleret (dog ikke på den farlige måde) og dermed invalideret af smerter og en mave, der lignede en gravids i 4 måned. Og at æggene ikke delte sig og der dermed ikke var æg til oplægning to dage efter ÆU.
Ren lammelse hos os begge. Snak med lægen, som ringede samme aften kl. 20 og fortalte med overbevisning i stemmen at han bestemt ikke har opgivet og at han stadig mener det er et spørgsmål om NÅR og ikke HVIS at jeg bliver gravid. Han har vendt journalen med 3 andre læger og laboratoriet og er fast overbevist om at det skal lykkes. Han mener mine æg er for umodne når de kommer ud.
Vi gik ham på klingen og ville have klart svar: er det her håbløst og hans klare svar er nej. Så er det svært for mig at give op, selvom jeg er træt træt træt træt ind til benet af fysiske og psykiske smerter. Fuck, det er hårdt, det her.
Vi er i tænkeboks. Med hvordan vi skal arrangere os ud af det hele. Det kommer nok til at have konsekvenser for vores udenlandseventyr. Hvordan ved vi ikke helt. Vi ved faktisk utroligt lidt. Men vi ved at vi ikke er klar til at sige farvel til drømmen.
So here we are. Jeg har brændt min intuition, som jeg ikke kan stole på. Og sendt hadske tanker til gud og allah og hvad de hedder alle sammen. Og dyrket min indre Bitre Betina fra Birkerød. Jeg ved vi finder energien og modet til at fortsætte. Hvad fanden er alternativet?
søndag den 5. august 2012
Det knager og bobler
Vi er på stimulationsdag 7 i dag, 300 enheder Gonal-f og første dag med ekstra hcg - i form af et enkelt klik Ovitrelle. Det er godt nok märkeligt at skulle tage ägløsningsprøjte OG Suprefact, men ok, de virkede overbevisende da de fortalte mig at Ovitrelle kunne forbedre kvaliteten på äggene. Og der sker ting og sager i mit underliv, jeg føler allerede nu at der er godt gang i æggene.
Ved scanning i fredags var äggene små - 8 mm men der var MANGE. Som i rigtig mange. Som i man kan bekymre sig om overstimulering og aflysning mange. Altså ikke at lägen sagde noget om det, men jeg kan så gå og tänke de tanker.
Men ellers er jeg underlig fortrøstningsfuld. Ikke at jeg bilder mig ind at jeg skal väre gravid. Bare sådan med lidt färre bekymringer om dårlige scanninger og den slags. Märkeligt.
Näste scanning på onsdag, stimulationsdag 10.
Ved scanning i fredags var äggene små - 8 mm men der var MANGE. Som i rigtig mange. Som i man kan bekymre sig om overstimulering og aflysning mange. Altså ikke at lägen sagde noget om det, men jeg kan så gå og tänke de tanker.
Men ellers er jeg underlig fortrøstningsfuld. Ikke at jeg bilder mig ind at jeg skal väre gravid. Bare sådan med lidt färre bekymringer om dårlige scanninger og den slags. Märkeligt.
Näste scanning på onsdag, stimulationsdag 10.
søndag den 29. juli 2012
Opregulering minus en
Ankomst til kongeriget fredag morgen kl. 6 (og ja, man bliver jetlagged, når man er 3 og har sovet 2½ time i løbet af en nat... argh). Fredag formiddag stod den på hysteroskopi - jeg havde veninden med og havde parkeret mand og barn i en seng på Vesterbro. Jeg sad i venteværelset og prøvede at forklare min veninde kort hvad mine bekymringer var og fortalte hende skråsikkert om min intiution om at der intet var i min livmoder, men at det var æggene, den var galt med. For ligesom at få hende opdateret på det hele.
Ind til undersøgelse, og det var en rigtig positiv oplevelse. Lægen havde kigget på mine papirer, sagde han, og han kunne godt se at nu skulle det altså være nu. Og at 50% af dem, der får foretaget sådan en hysteroskopi bliver gravide bagefter. Men altså at man jo ikke kan regne med noget. Tak. Det er faktisk rart at snakke med læger, der ikke er jubel-optimister, men realistiske.
Nå, men so much for kvindelig intution. Jeg have filme en sammenvoksning i livmoderen, et slags gardin, der sad fra den ene side til den anden. Ikke noget alvorligt, og kan stamme fra fødsel, fra infektion eller fra alt muligt andet. Jeg så den sågar på skærmen, og den blev fjernet med det samme. Mens jeg så til. Så nu VED jeg at livmoderen er klar. Og det sjove er, at selvom min intuition så tog røven på mig, så er jeg nærmest positiv...
Det var i det hele taget en god oplevelse på klinikken, og jeg må indrømme at alle mine frustrationer over den klink blegner lidt når jeg er der. For de tager rent faktisk det, jeg siger alvorligt. Efter hysteroskopien kom jeg ind til en af de andre læger (og det passede mig faktisk fint ikke at få den gode "guru" - der er et par stykker af de andre, som jeg føler giver sig mere tid) og han kiggede på det, og hørte på mig da jeg fortalte om mine bekymringer om æggene. Han slog op i journalen og syntes at æggene havde set fine ud, men ja, de var lang tid om at komme, og ja, vi skal prøve noget andet. Så selvom de ikke virker synderligt alarmerede over de æg, så tager de mine bekymringer alvorligt.
Er faktisk kommet frem til at det, der stresser mig mest er at komme ind til forskellige læger når jeg skal scannes i opreguleringen, det er der, jeg føler at det hele går lidt stærkt.
I morgen starter jeg opregulering, 300 enheder Gonal-f (lige dele uha spændende og lige dele av farligt) og skal have noget hcg støtte fra 6. dagen. Hvad end det så er.
Prøver at tænke gode tanker. Om hvorfor ikke. Om om det ikke også bare er nu, jeg bliver gravid. Så ville der være nøjagtigt 4 år imellem mine børn, og er det ikke bare i september, jeg bliver gravid? Er min krop ikke bare sådan? Prøver og er endnu ikke røget i hullet. Men et par dårlige scanninger skal nok få armene ned...
Næste scanning fredag. Spændende. For jensen, da, det SKAL være nu!
Ind til undersøgelse, og det var en rigtig positiv oplevelse. Lægen havde kigget på mine papirer, sagde han, og han kunne godt se at nu skulle det altså være nu. Og at 50% af dem, der får foretaget sådan en hysteroskopi bliver gravide bagefter. Men altså at man jo ikke kan regne med noget. Tak. Det er faktisk rart at snakke med læger, der ikke er jubel-optimister, men realistiske.
Nå, men so much for kvindelig intution. Jeg have filme en sammenvoksning i livmoderen, et slags gardin, der sad fra den ene side til den anden. Ikke noget alvorligt, og kan stamme fra fødsel, fra infektion eller fra alt muligt andet. Jeg så den sågar på skærmen, og den blev fjernet med det samme. Mens jeg så til. Så nu VED jeg at livmoderen er klar. Og det sjove er, at selvom min intuition så tog røven på mig, så er jeg nærmest positiv...
Det var i det hele taget en god oplevelse på klinikken, og jeg må indrømme at alle mine frustrationer over den klink blegner lidt når jeg er der. For de tager rent faktisk det, jeg siger alvorligt. Efter hysteroskopien kom jeg ind til en af de andre læger (og det passede mig faktisk fint ikke at få den gode "guru" - der er et par stykker af de andre, som jeg føler giver sig mere tid) og han kiggede på det, og hørte på mig da jeg fortalte om mine bekymringer om æggene. Han slog op i journalen og syntes at æggene havde set fine ud, men ja, de var lang tid om at komme, og ja, vi skal prøve noget andet. Så selvom de ikke virker synderligt alarmerede over de æg, så tager de mine bekymringer alvorligt.
Er faktisk kommet frem til at det, der stresser mig mest er at komme ind til forskellige læger når jeg skal scannes i opreguleringen, det er der, jeg føler at det hele går lidt stærkt.
I morgen starter jeg opregulering, 300 enheder Gonal-f (lige dele uha spændende og lige dele av farligt) og skal have noget hcg støtte fra 6. dagen. Hvad end det så er.
Prøver at tænke gode tanker. Om hvorfor ikke. Om om det ikke også bare er nu, jeg bliver gravid. Så ville der være nøjagtigt 4 år imellem mine børn, og er det ikke bare i september, jeg bliver gravid? Er min krop ikke bare sådan? Prøver og er endnu ikke røget i hullet. Men et par dårlige scanninger skal nok få armene ned...
Næste scanning fredag. Spændende. For jensen, da, det SKAL være nu!
tirsdag den 17. juli 2012
Hvorfor ikke...?
Sad i subwayen i morges og tænkte "hvorfor skulle det ikke lykkes. Det gør det jo for så mange". Sådan en fin følelse, der lige kom - og suste videre igen.
Dejligt.
Hvorfor skulle det ikke lykkes? Lægerne har ikke opgivet os endnu. Måske skal der bare maaange forsøg til denne gang. Måske er jeg den største jubelidiot nord for Ækvator. Måske er jeg bare en bangebuks, der ikke tør se virkeligheden i øjnene.
Lørdag starter jeg nedregulering. Men kan mærke at fertilitets-følsomheden allerede er rykket ind. Det går mest ud over min stakkels søde mand. Som så gerne vil, men som bare slet ikke er oppe på beatet med det al teknikken på samme måde.
Dejligt.
Hvorfor skulle det ikke lykkes? Lægerne har ikke opgivet os endnu. Måske skal der bare maaange forsøg til denne gang. Måske er jeg den største jubelidiot nord for Ækvator. Måske er jeg bare en bangebuks, der ikke tør se virkeligheden i øjnene.
Lørdag starter jeg nedregulering. Men kan mærke at fertilitets-følsomheden allerede er rykket ind. Det går mest ud over min stakkels søde mand. Som så gerne vil, men som bare slet ikke er oppe på beatet med det al teknikken på samme måde.
mandag den 16. juli 2012
Good ol' fertilitetsobsessing
Måtte lige tage mig en google-rundtur her i weekenden for at holde liv i mit fertilitetsobsessing-projekt. Jeg ved stadig ikke helt om jeg "tør" foreslå Gonal f. Tænk nu hvis der ikke er æg til oplægning?
Har også gået og tygget lidt på hvorfor det er livmoderen, der skal undersøges, når det nu - i mit hoved - er æggene, der er det svage led, altså de 2-cellede æg til oplægning. Jeg har undret mig over hvorfor de ikke har målt mit FSH og er kommet frem til følgende (I love you, google):
Har også gået og tygget lidt på hvorfor det er livmoderen, der skal undersøges, når det nu - i mit hoved - er æggene, der er det svage led, altså de 2-cellede æg til oplægning. Jeg har undret mig over hvorfor de ikke har målt mit FSH og er kommet frem til følgende (I love you, google):
- Klinikken ved jeg har PCO. Det kan de se på scanninger, og de siger at ægkvaliteten er fin nok når de tager dem ud og befrugter dem. En FSH måling vil måle æggenes kvalitet og om man har mange eller få æg i æggestokkene. På Trianglens hjemmeside kan man også læse at en ultralydsscanning også kan give indikation på det sidste. Scanninger er vist ikke lige det, der mangler her, og de viser jo mange æg på æggestokkene.
- Så kunne man måle FSH for at se om det er ægdonation vi er ude i, om vi skal droppe mine æg helt. Men klinikken er - modsat mig - ret overbevist om at mine æg er fine (og det her jeg ville ØNSKE de var bedre til at kommunikere, for HVORFOR synes de det, for jensen da?!). Så det er vel derfor de ikke mener FSH er nødvendigt at måle? Jeg vil dog bede dem om at måle det her på næste fredag. Bare fordi.
- Indikationer på dårlig ægkvalitet er mange fragmenter og indikation på reduceret mængde æg/begyndende overgangsalder er også kortere cykli. Det ville være synd at sige at jeg ryger i den kategori - jeg har ALT for lange cykli efterhånden.
- Og som en lille fodnote til de længere cykli og flere PCO-agtige symptomer i løbet af de sidste år, tror jeg (manglende) motion kan være svaret. Jeg cyklede meget mere i Danmark, og rørte mig derved mere. Insulinresistensen blive mindsket hvis man dyrker motion, og jeg får simpelthen for lidt herovre. Det kunne godt forklare noget af forskellen i de længere cykli herovre (det, og så alt det lort, jeg fylder min krop med af hormoner.
- Menopur ER det som mange foreslår. Det har gode resultater. Så det er ikke mærkeligt at klinikken fortsætter med det. Men spørgsmålet er stadig åbent - skal, skal ikke?
Men jeg VIL altså have mere information om hvorfor de æg ikke deler sig mere. Og et bud på hvad der kan gøres ved det. Så jeg forbereder mig på samtalen i næste uge (gisp, det er i næste uge!). Til tænderne. Og øver øver øver mig i positive tanker. For filan da, hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?
Mit googleri fik mig også over i IVF i USA. Det er jo psykopat dyrt. Og man kan vælge køn på sit embryo. Det tror jeg, jeg synes er lidt klamt. Jeg er sikker i min sag. Jeg vil IKKE i behandling herovre. Og jeg er ret sikker på at min (ja, det er jo vores, men dejlige mand er ikke heeelt i samme gear med det her) plan er følgende:
August 2012: Hysteroskopi, lang ICSI behandling på nuværende klinik. Samtale med potentiel ny klinik.
December 2012: Lang ICSI behandling på nuværende klinik.
April 2013 (hvis muligt på langdistancen): Skift til ny klinik, køb 3-pak (og salg af bedstemor)
September-Oktober 2013: Ny klinik 2. forsøg. Familien tilbage til Danmark
Jeg fylder 36 i januar. Bevares, det er ikke "gammelt" i det her show, især ikke i projekt lillebrøster, når man sammenligner med andre i behandling. Men det er ligemeget, hvis min krop er ved at stå af fertilitetsmæssigt. Så er statistikker om hvornår kvinder gennemsnitligt bliver infertile ikke interessante. Og selvom jeg godt kan vente, så er det min allerstørste bekymring. At min krop står af.
Min googling bragte mig også til ægdonation i Grækenland. Men av, der er jeg ikke endnu.
Se. Et eller andet er der sket i mit hoved. For jeg er gået igang med planer og se fremad. Det er et sundhedstegn herfra!
fredag den 13. juli 2012
Medicinskift - tør man mon?
Fertilitetstankerne er stadig ikke på sommerferie, og jeg tror første skridt i "skal der ske noget andet" i det her forløb er en samtale med Trianglen når vi er hjemme her til sommer. Jeg er ret sikker på at vi lander på 2 forsøg der hvor vi er nu, og hvis der stadig ikke er gevinst (God forbid!!), så tror jeg vi skifter. Og det betyder nok en pause og hjem efter 2 år, det vil sige næste september. Vi tager lige et skridt af gangen og ser om det ikke er ok i maven. Bagkanten er helt klart september næste år, hvis ikke der er baby i maven. For mig. Og manden min er ret indstillet på at det er mig, der bestemmer i det her.
Næste september er jeg 36½, og selvom Knock skriver meget venligt at jeg stadig er "ung", så synes jeg ikke vi har råd til at vente mere. Jeg kan godt vente, selvom jeg bestemt ikke synes det er fedt. Men jeg er ikke sikker på min krop vil blive ved med at samarbejde i al evighed.
Men man skal jo ikke bruge pauser til at lade tankerne flyve og smide bekymringerne væk, så jeg bruger fint en masse energi på at tænke på hvad jeg skal gøre i forbindelse med den her behandling, der kommer om lidt.
Og tankerne kredser om Menopur versus Gonal F. Jeg tør næsten ikke tage diskussionen op med lægerne, for jeg er så bange for at foreslå et medicin-skift og så var det alligevel ikke det, der skulle til. Men jeg kan ikke finde ud af om jeg har lyst til at foreslå en anden medicin - ja, for de (lægerne) er åbenbart ikke fremme i skoene på det. Eller også er de og "glemmer" at forklare en semi-professionel patient hvorfor de gør som de gør - og det er i virkeligheden mit største ankepunkt med den klinik. For jeg tror faktisk de gør deres arbejde ordentligt og laver jo masser af babyer. De mangler bare at lave vores, altså!
Fakta Gonal-f: Asbjørn (og graviditeten udenfor livmoderen før Asbjørn) er lavet på Gonal-f. Asbjørn er produktet af 2 fine 4-cellede æg (ja, ok ing? En af dem, så!). Gangen før (GUL fra helvede) var der 6 og 3 celler.
I projekt lillebrøster har vi prøvet Gonal-f 1 gang, det var i første forsøg, hvor der ikke var æg til oplægning.
Fakta Menopur: Prøvede Menopur på kort behandling på Hvidovre uden gevinst (pre-Asbjørn). På nuværende klinik har vi prøvet Menopur 5 gange, med 4 gange ægoplægning. Eneste gang Menopur ikke producerede æg til oplægning var ægudtagningen fra helvede i januar 2011, der førte til infektion.
Siden infektionen har Menopur produceret 1-3 æg til oplægning, men stort set alle har været 2-cellede. Der har (vist nok) været et 3-cellet imellem, og et 4-cellet, men ellers er det 2-cellede. Ingen gevinst. Det er dog lidt uklart for mig om sidste gang her i maj var en snert af en graviditet, der producerede utydelige streger på testen og forsinkede menustration. Eller om det var ÆL sprøjten.
Jeg VED jeg ikke er den eneste professionelle patient out there. Så hvad siger i, damer? Kører vi på med Menopur eller skal vi prøve (uha hjertebanken.... utryghed!) Gonal-f?
Fakta er i hvert fald også at der skal nogle ret voldsomme mængder Menopur til at producere æg, men måske er det alligevel det, der er vejen frem. Og de siger jo at der er en lillebitte smule bedre resultater med Menopur til "bøvlede" æg... Omvendt er Gonal-f jo måske årsagen til Asbjørn?
Næste september er jeg 36½, og selvom Knock skriver meget venligt at jeg stadig er "ung", så synes jeg ikke vi har råd til at vente mere. Jeg kan godt vente, selvom jeg bestemt ikke synes det er fedt. Men jeg er ikke sikker på min krop vil blive ved med at samarbejde i al evighed.
Men man skal jo ikke bruge pauser til at lade tankerne flyve og smide bekymringerne væk, så jeg bruger fint en masse energi på at tænke på hvad jeg skal gøre i forbindelse med den her behandling, der kommer om lidt.
Og tankerne kredser om Menopur versus Gonal F. Jeg tør næsten ikke tage diskussionen op med lægerne, for jeg er så bange for at foreslå et medicin-skift og så var det alligevel ikke det, der skulle til. Men jeg kan ikke finde ud af om jeg har lyst til at foreslå en anden medicin - ja, for de (lægerne) er åbenbart ikke fremme i skoene på det. Eller også er de og "glemmer" at forklare en semi-professionel patient hvorfor de gør som de gør - og det er i virkeligheden mit største ankepunkt med den klinik. For jeg tror faktisk de gør deres arbejde ordentligt og laver jo masser af babyer. De mangler bare at lave vores, altså!
Fakta Gonal-f: Asbjørn (og graviditeten udenfor livmoderen før Asbjørn) er lavet på Gonal-f. Asbjørn er produktet af 2 fine 4-cellede æg (ja, ok ing? En af dem, så!). Gangen før (GUL fra helvede) var der 6 og 3 celler.
I projekt lillebrøster har vi prøvet Gonal-f 1 gang, det var i første forsøg, hvor der ikke var æg til oplægning.
Fakta Menopur: Prøvede Menopur på kort behandling på Hvidovre uden gevinst (pre-Asbjørn). På nuværende klinik har vi prøvet Menopur 5 gange, med 4 gange ægoplægning. Eneste gang Menopur ikke producerede æg til oplægning var ægudtagningen fra helvede i januar 2011, der førte til infektion.
Siden infektionen har Menopur produceret 1-3 æg til oplægning, men stort set alle har været 2-cellede. Der har (vist nok) været et 3-cellet imellem, og et 4-cellet, men ellers er det 2-cellede. Ingen gevinst. Det er dog lidt uklart for mig om sidste gang her i maj var en snert af en graviditet, der producerede utydelige streger på testen og forsinkede menustration. Eller om det var ÆL sprøjten.
Jeg VED jeg ikke er den eneste professionelle patient out there. Så hvad siger i, damer? Kører vi på med Menopur eller skal vi prøve (uha hjertebanken.... utryghed!) Gonal-f?
Fakta er i hvert fald også at der skal nogle ret voldsomme mængder Menopur til at producere æg, men måske er det alligevel det, der er vejen frem. Og de siger jo at der er en lillebitte smule bedre resultater med Menopur til "bøvlede" æg... Omvendt er Gonal-f jo måske årsagen til Asbjørn?
fredag den 6. juli 2012
Fredag
Dagen i går gik lidt i ged, jeg fik sovset mig selv ind i fertilitetsmøllen, hvilket betød at jeg måtte stoppe op på et tidspunkt i løbet af dagen og bede min mand (som arbejder i samme bygning - hæ!) om at møde mig til en kop kaffe. Hvorefter jeg sad i 20 minuter og talte non-stop, småtudede og var sådan lidt sure-mokke, som jeg godt kan være når jeg er ked af det. Den stakkels mand blev lidt rundt på gulvet og vidste ikke helt hvad han skulle stille op.
Hans tilgang til det her forløb er meget anderledes end mit. Af mange årsager. Han er et menneske, der er utrolig god til at være i nuet. Han brokker sig ALDRIG, han er ALTID positiv (og ja, noglegange kan man godt blive træt træt træt af sådan en tilgang) og han tror virkelig på det nok skal gå. Han er også typen, der gør een ting helt. Da vi tog herover var han meget fokuseret på at nu tog vi to år og så vi hvad der skete. Hvor min tilgang er en anden. Jeg brokker mig væsentlig mere end ham, jeg er ikke helt sikker på at det her nok skal gå, og jeg har meget mere brug for at mærke efter igennem processen. Allerede inden vi tog afsted, stillede jeg spørgsmålstegn ved "vi skal være her i to år" præmissen, netop med projekt baby i baghovedet, men vi var begge enige om at den tog vi som det kommer.
Alt det her betyder at han ikke tænker fremad. Han tænker ikke "hvad nu hvis det her forsøg heller ikke går - hvor lang tid kan vi så blive ved på denne måde". Han tænker ikke over næste skridt i behandlingen, og det havde vi en god snak om. Jeg har simpelthen brug for at han kommer mere på banen, for jeg er ved at være ret papirstynd i det her.
Vi fik også en snak om ny klinik og hvad det har af betydning at vi er herovre. Sagen er at vi jo (*host host*) får behandlingerne gratis på klinikken. Så vores udgifter er til flybilletter og medicin. Hvis vi både skal lægge 50.000 spir for behandling, 20.000 kroner for flybilletter og medicin per gang, så bliver det svært at få råd til. Så det er simpelthen også inde over.
USA behandlinger er ikke en mulighed. Det koster 15.000 USD per forsøg. Det kan sagtens være vi skal have mere end et forsøg, og så er det lige pludselig 30.000 USD. Eller 45.000. Det er jo svimlende summer.
Da vi tog beslutningen om at sige ja til det her job havde vi 2 behandlinger inden afgang foran os. Og vi troede jo på det. Hvis det er det, der skal til, så tager vi hjem. Men vi sover nok liiige på den en nat eller to, eftersom vi knap har været her et år, og Asbjørn er lige faldet til og helt ærligt, det ER bare lidt omstændigt at flytte sig selv og familien over på den anden side af atlanten. Og igen, hvis det er det, der skal til, så må vi gøre det. Det er bare ikke lige en beslutning vi kan tage overnight, føler jeg.
Der er en del af mig, der føler at vi "burde" have blevet hjemme, hvor vi var tætte på behandlingssteder og kunne have givet den fuld skrald med behandlinger når det passede os. Men jeg ved ikke om det bare er på grund af baby-blues jeg har det sådan.
Hans tilgang til det her forløb er meget anderledes end mit. Af mange årsager. Han er et menneske, der er utrolig god til at være i nuet. Han brokker sig ALDRIG, han er ALTID positiv (og ja, noglegange kan man godt blive træt træt træt af sådan en tilgang) og han tror virkelig på det nok skal gå. Han er også typen, der gør een ting helt. Da vi tog herover var han meget fokuseret på at nu tog vi to år og så vi hvad der skete. Hvor min tilgang er en anden. Jeg brokker mig væsentlig mere end ham, jeg er ikke helt sikker på at det her nok skal gå, og jeg har meget mere brug for at mærke efter igennem processen. Allerede inden vi tog afsted, stillede jeg spørgsmålstegn ved "vi skal være her i to år" præmissen, netop med projekt baby i baghovedet, men vi var begge enige om at den tog vi som det kommer.
Alt det her betyder at han ikke tænker fremad. Han tænker ikke "hvad nu hvis det her forsøg heller ikke går - hvor lang tid kan vi så blive ved på denne måde". Han tænker ikke over næste skridt i behandlingen, og det havde vi en god snak om. Jeg har simpelthen brug for at han kommer mere på banen, for jeg er ved at være ret papirstynd i det her.
Vi fik også en snak om ny klinik og hvad det har af betydning at vi er herovre. Sagen er at vi jo (*host host*) får behandlingerne gratis på klinikken. Så vores udgifter er til flybilletter og medicin. Hvis vi både skal lægge 50.000 spir for behandling, 20.000 kroner for flybilletter og medicin per gang, så bliver det svært at få råd til. Så det er simpelthen også inde over.
USA behandlinger er ikke en mulighed. Det koster 15.000 USD per forsøg. Det kan sagtens være vi skal have mere end et forsøg, og så er det lige pludselig 30.000 USD. Eller 45.000. Det er jo svimlende summer.
Da vi tog beslutningen om at sige ja til det her job havde vi 2 behandlinger inden afgang foran os. Og vi troede jo på det. Hvis det er det, der skal til, så tager vi hjem. Men vi sover nok liiige på den en nat eller to, eftersom vi knap har været her et år, og Asbjørn er lige faldet til og helt ærligt, det ER bare lidt omstændigt at flytte sig selv og familien over på den anden side af atlanten. Og igen, hvis det er det, der skal til, så må vi gøre det. Det er bare ikke lige en beslutning vi kan tage overnight, føler jeg.
Der er en del af mig, der føler at vi "burde" have blevet hjemme, hvor vi var tætte på behandlingssteder og kunne have givet den fuld skrald med behandlinger når det passede os. Men jeg ved ikke om det bare er på grund af baby-blues jeg har det sådan.
torsdag den 5. juli 2012
Menopur is my friend... eller hvad?
Jeg har lige siddet og kigget på vores noget fimsede statistik. Det er lige som om at det bare er gået ned af bakke efter hver eneste forsøg. Vi startede med 4-cellede til oplægning, og sidst havde vi eet sølle 2-cellet.
Hver gang har jeg fået Menopur. Undtaget første gang, hvor der ikke var æg til oplægning. Der kørte jeg Gonal-f.
De har været ret klare i mælet om at de troede på Menopur. Men hvorfor egentlig? Æggene er da ikke noget at råbe hurra for?Asbjørn er lavet på Gonal-f.
Jeg er lidt i syv sind omkring hvorvidt jeg skal foreslå ændringer på behandlingen. På den ene side har jeg lyst til det - og kan jo se at Maria har haft stort, stort held med det. På den anden side går jeg ud fra at de ved bedst og at de tænker sig om. Især fordi vi jo er en stor underskudsforretning for dem. Så rent økonomisk er de jo vældig interesserede i at gøre mig gravid. Skulle man tro. Men omvendt synes jeg bare godt det kunne være tid til at gøre noget anderledes.
Jeg har tid til en hysteroskopi d. 27. juli. Derefter (vil jeg tro?) lægges der en behandlingsplan. Jeg nedregulerer så jeg er klar til opregulering når der er blevet lagt en plan. Jeg tror personligt ikke på der er noget at se i min livmoder. Jeg tror det er æggene, der ødelægger festen gang på gang. Herregud, de der skravl af 2-cellede, der bliver lagt op, er der da ikke meget spas ved.
Og så tror jeg jeg er ved at være moden til en snak med Trianglen. Bare lige for at høre om de ville gøre noget anderledes. Selvom det har nogle ret så heftige økonomiske konsekvenser for os hvis vi ender med at skifte klinik. Avs.
Bliver ægkvaliteten dårligere med årene? Og er der så bare ikke noget at gøre ved det?
PS. Mit forsøg på at bevare troen har det lidt hårdt. Altså, det er godt nok noget skravl, vi producerer herhjemme af æg. Der er jo ingen der kommer over 4 celler, og 2 celler er mere almindeligt for os, det er sgu da ikke særlig opløftende.
Hver gang har jeg fået Menopur. Undtaget første gang, hvor der ikke var æg til oplægning. Der kørte jeg Gonal-f.
De har været ret klare i mælet om at de troede på Menopur. Men hvorfor egentlig? Æggene er da ikke noget at råbe hurra for?Asbjørn er lavet på Gonal-f.
Jeg er lidt i syv sind omkring hvorvidt jeg skal foreslå ændringer på behandlingen. På den ene side har jeg lyst til det - og kan jo se at Maria har haft stort, stort held med det. På den anden side går jeg ud fra at de ved bedst og at de tænker sig om. Især fordi vi jo er en stor underskudsforretning for dem. Så rent økonomisk er de jo vældig interesserede i at gøre mig gravid. Skulle man tro. Men omvendt synes jeg bare godt det kunne være tid til at gøre noget anderledes.
Jeg har tid til en hysteroskopi d. 27. juli. Derefter (vil jeg tro?) lægges der en behandlingsplan. Jeg nedregulerer så jeg er klar til opregulering når der er blevet lagt en plan. Jeg tror personligt ikke på der er noget at se i min livmoder. Jeg tror det er æggene, der ødelægger festen gang på gang. Herregud, de der skravl af 2-cellede, der bliver lagt op, er der da ikke meget spas ved.
Og så tror jeg jeg er ved at være moden til en snak med Trianglen. Bare lige for at høre om de ville gøre noget anderledes. Selvom det har nogle ret så heftige økonomiske konsekvenser for os hvis vi ender med at skifte klinik. Avs.
Bliver ægkvaliteten dårligere med årene? Og er der så bare ikke noget at gøre ved det?
PS. Mit forsøg på at bevare troen har det lidt hårdt. Altså, det er godt nok noget skravl, vi producerer herhjemme af æg. Der er jo ingen der kommer over 4 celler, og 2 celler er mere almindeligt for os, det er sgu da ikke særlig opløftende.
torsdag den 28. juni 2012
Et tankeeksperiment
Som jeg vist har skrevet en del om, er hele det her forløb blevet sådan en hel råddenskab, der vokser inde i mig. Jeg får hjertebanken når jeg læser indlæg fra mine kære medbloggere om rugning og får helt ondt i maven over at tænke på at jeg kommer til at være der om et par måneder. I den fase. Måske, altså. Hvis der er æg og hvis kroppen samarbejder.
Imellem behandlingerne får tankerne ikke rigtig lov at fylde så meget. Hverdagen, you know. Og nok også et bevidst/ubevidst valg om ikke at pille ved såret.
Men det kan altså ikke være rigtig. At mit irationelle jeg skal have lov at styre det her. Det har jeg besluttet mig for her til morgen i toget. Nej, det skal IKKE have lov at tage over. Så nu prøver jeg en ny strategi. I stedet for at sky ilden, om man vil, så må jeg bekæmpe den.
Før Asbjørn husker jeg det som om at jeg ventede på hver behandling med spænding, længsel og frygt. Nu venter jeg ikke på dem med spænding mere. Kun med frygt. Den sidste behandling før Asbjørn var 8 måneder efter den foregående. Og jeg husker min mentale tilstand som... anderledes. Jeg husker at have tanker at hvis ikke det er nu, så går det nok. Så overlever jeg.
Sådan vil jeg have det igen.
Jeg vil derfor prøve at bruge bloggen til gode tanker fra nu af og den næste halvanden måned frem. Så here goes: (arj, kan i høre at det ikke liiiige kommer naturligt, det her?)
Vi har været igennem 4 ægoplægninger på projekt lillebrøster. Det aller første forsøg blev aflyst. Muligvis sædprøven. Anden forsøg var det fra helvede. Det som gjorde mig til en stor betændelsesklump med diverse indlæggelser. Adr. Så har vi haft 4 ægoplægninger siden da.
Juni 2011
August 2011
Januar 2012
April 2012
I følge min Asbjørn statistik skulle jeg være blevet gravid i april. Men hey, det er sgu da "kun" 4 ægoplægninger! Og der har jo været æg hver gang de sidste 4 gange. Og sidst var jeg jo nok en lille bitte smule gravid. En bitte smule.
Og (og det er her, det bliver svært - det er denne, jeg skal øve mig på) hvis ikke det bliver her til sommer, så er jeg stadig "kun" 35 og så prøver vi til jul igen. Jeg dør jo ikke hvis ikke jeg bliver gravid nu her, vel? Og ja, vi ville gerne have børn tæt på hinanden, men 5 års mellemrum er vel også ok, er det ikke? Det kan der jo godt ende med at gå.
Kom, så hjerne, lad os lige samarbejde her!
Imellem behandlingerne får tankerne ikke rigtig lov at fylde så meget. Hverdagen, you know. Og nok også et bevidst/ubevidst valg om ikke at pille ved såret.
Men det kan altså ikke være rigtig. At mit irationelle jeg skal have lov at styre det her. Det har jeg besluttet mig for her til morgen i toget. Nej, det skal IKKE have lov at tage over. Så nu prøver jeg en ny strategi. I stedet for at sky ilden, om man vil, så må jeg bekæmpe den.
Før Asbjørn husker jeg det som om at jeg ventede på hver behandling med spænding, længsel og frygt. Nu venter jeg ikke på dem med spænding mere. Kun med frygt. Den sidste behandling før Asbjørn var 8 måneder efter den foregående. Og jeg husker min mentale tilstand som... anderledes. Jeg husker at have tanker at hvis ikke det er nu, så går det nok. Så overlever jeg.
Sådan vil jeg have det igen.
Jeg vil derfor prøve at bruge bloggen til gode tanker fra nu af og den næste halvanden måned frem. Så here goes: (arj, kan i høre at det ikke liiiige kommer naturligt, det her?)
Vi har været igennem 4 ægoplægninger på projekt lillebrøster. Det aller første forsøg blev aflyst. Muligvis sædprøven. Anden forsøg var det fra helvede. Det som gjorde mig til en stor betændelsesklump med diverse indlæggelser. Adr. Så har vi haft 4 ægoplægninger siden da.
Juni 2011
August 2011
Januar 2012
April 2012
I følge min Asbjørn statistik skulle jeg være blevet gravid i april. Men hey, det er sgu da "kun" 4 ægoplægninger! Og der har jo været æg hver gang de sidste 4 gange. Og sidst var jeg jo nok en lille bitte smule gravid. En bitte smule.
Og (og det er her, det bliver svært - det er denne, jeg skal øve mig på) hvis ikke det bliver her til sommer, så er jeg stadig "kun" 35 og så prøver vi til jul igen. Jeg dør jo ikke hvis ikke jeg bliver gravid nu her, vel? Og ja, vi ville gerne have børn tæt på hinanden, men 5 års mellemrum er vel også ok, er det ikke? Det kan der jo godt ende med at gå.
Kom, så hjerne, lad os lige samarbejde her!
torsdag den 21. juni 2012
Berøringsangst
Jeg ved ikke helt hvad der sker i mit hoved. Een ting er sikkert, fertilitetsbehandling er for mig blevet sådan et nærmest betændt område. Jeg skrev om det i forrige indlæg, og puh, hvor jeg bare kan mærke det helt fysisk i min krop.
Jeg har netop haft kontakt med klinikken for at få en samtale med dem om forløbet til sommer. Det er seriøst med bævende hjerte og galopperende puls, jeg ringer til dem. Hvorfor? Jeg kan ikke forklare det. De er VILDT søde derinde, og meget venlige når jeg ringer og vil rigtig gerne hjælpe. Men det er ligesom om min krop bare stritter og siger "vil-ikke-vil-ikke". Bevares, jeg kan godt håndtere det fysiske, selvom det også hænger mig langt ud af halsen at have fødderne i stigbøjlerne og ikke have mit underliv for mig selv. Men det er ikke det, der giver galopperende puls. Det er "hvis nu" scenarierne. Som kommer tættere og tættere på. For filan da, vi kan ikke blive ved. Men det SKAL vi, for jeg kan ikke give op. Jeg kan slet ikke overskue at skulle igennem den sorg-proces. Ikke nu. Måske om et par år. Bare ikke nu. Jeg magter det ikke.
Og så er det bare een stor usikkerhedsklump, der sidder der. Usikkerheder om næste gang, om timing (og ja, jeg forbander at være så langt fra den klinik, men ser ingen anden udvej lige nu - andet end at tage hjem og droppe der dersens udland). Det er så betændt for mig at når min søde kæreste siger om vi skal snakke om det (han vil gerne snakke om det praktiske) så orker jeg det ikke. Jeg siger "ej, skal vi ikke gøre det i morgen" eller "nej, jeg orker ikke at snakke om det". Og det er slet, slet ikke lig mig. Jeg plejer at elske at finde løsninger, når jeg har noget, jeg tumler med. For det lindrer. Det gør det bare ikke her, for løsningerne leder tættere på endnu en behandling med alt det råddenskab det fører med sig. Af skuffelser, af lidt for spændende scanninger, af ægdeling, af rugning.
Jeg forsøger ikke at tale det op til en større nedtur end det er, for konsekvensen af det, er jo at stoppe. Og det KAN jeg ikke.
Jeg er også nået dertil hvor jeg slet ikke kan forestille mig at jeg skulle blive gravid til sommer. Det er skidt, altså.
Jeg har netop haft kontakt med klinikken for at få en samtale med dem om forløbet til sommer. Det er seriøst med bævende hjerte og galopperende puls, jeg ringer til dem. Hvorfor? Jeg kan ikke forklare det. De er VILDT søde derinde, og meget venlige når jeg ringer og vil rigtig gerne hjælpe. Men det er ligesom om min krop bare stritter og siger "vil-ikke-vil-ikke". Bevares, jeg kan godt håndtere det fysiske, selvom det også hænger mig langt ud af halsen at have fødderne i stigbøjlerne og ikke have mit underliv for mig selv. Men det er ikke det, der giver galopperende puls. Det er "hvis nu" scenarierne. Som kommer tættere og tættere på. For filan da, vi kan ikke blive ved. Men det SKAL vi, for jeg kan ikke give op. Jeg kan slet ikke overskue at skulle igennem den sorg-proces. Ikke nu. Måske om et par år. Bare ikke nu. Jeg magter det ikke.
Og så er det bare een stor usikkerhedsklump, der sidder der. Usikkerheder om næste gang, om timing (og ja, jeg forbander at være så langt fra den klinik, men ser ingen anden udvej lige nu - andet end at tage hjem og droppe der dersens udland). Det er så betændt for mig at når min søde kæreste siger om vi skal snakke om det (han vil gerne snakke om det praktiske) så orker jeg det ikke. Jeg siger "ej, skal vi ikke gøre det i morgen" eller "nej, jeg orker ikke at snakke om det". Og det er slet, slet ikke lig mig. Jeg plejer at elske at finde løsninger, når jeg har noget, jeg tumler med. For det lindrer. Det gør det bare ikke her, for løsningerne leder tættere på endnu en behandling med alt det råddenskab det fører med sig. Af skuffelser, af lidt for spændende scanninger, af ægdeling, af rugning.
Jeg forsøger ikke at tale det op til en større nedtur end det er, for konsekvensen af det, er jo at stoppe. Og det KAN jeg ikke.
Jeg er også nået dertil hvor jeg slet ikke kan forestille mig at jeg skulle blive gravid til sommer. Det er skidt, altså.
tirsdag den 12. juni 2012
Uafklarede spørgsmål
Det er sjovt, jeg går en lang bue uden om min blog når vi ikke er i behandling. Det er jeg egentlig ærgerlig over, og ville ønske jeg var bedre til også at bruge den til at alt det gode, der sker i vores liv. For lige nu bliver den sådan et betændt sår, der minder om smerte. Og en losseplads, hvor der læsses af. Hvilket er godt, men nogle gange orker jeg simpelthen ikke at prikke hul på bylden, alt det snask der kommer ud og forpester min hverdag.
Jeg har været igennem nogle undersøgelser herovre. Men det kører heller ikke bare på skinner - det er ligesom temaet for det her lillebrøster projekt, ik? For lægen herovre kan ikke forstå hvorfor jeg skal have lavet en hysteroskopi og vil ikke gøre det før hun har hørt fra lægen i Danmark. Hvilket jeg egentlig synes er helt ok. Men for h...vede hvor er jeg træt af manglende opfølgning - især den skriftlige. For jeg venter stadig på at de får samlet sig sammen til at skrive mig en mail med behandlingsforløb.
Så jeg ved ærlig talt ikke hvad der sker. Om vi når en tur i møllen til sommer. Og kan slet ikke overskue at tænke på hvis vi ikke gør. For f..anden altså!
Nå, det var det med de positive vibes:
Det her barn har netop overstået de 3 fødselsdage, hans forældre har holdt for ham. Tale om at overkompensere? Nej da!
Min kære mand har fået job, så hans barsel part 2 er slut og Asbjørn bliver passet af en babysitter, inden han skal starte i børnehave til september. Alt er godt og han er verdens sjoveste dreng. Han stiller omkring 459 spørgsmål i timen, om alt fra "hvad hedder den mand?" (tilfældig mand på gaden), "hvad laver eftermiddagen?" "Har x og y og z en tissekone/tissemand?" og bare sådan generelt spørgsmål om alt.
Jeg har været igennem nogle undersøgelser herovre. Men det kører heller ikke bare på skinner - det er ligesom temaet for det her lillebrøster projekt, ik? For lægen herovre kan ikke forstå hvorfor jeg skal have lavet en hysteroskopi og vil ikke gøre det før hun har hørt fra lægen i Danmark. Hvilket jeg egentlig synes er helt ok. Men for h...vede hvor er jeg træt af manglende opfølgning - især den skriftlige. For jeg venter stadig på at de får samlet sig sammen til at skrive mig en mail med behandlingsforløb.
Så jeg ved ærlig talt ikke hvad der sker. Om vi når en tur i møllen til sommer. Og kan slet ikke overskue at tænke på hvis vi ikke gør. For f..anden altså!
Nå, det var det med de positive vibes:
Det her barn har netop overstået de 3 fødselsdage, hans forældre har holdt for ham. Tale om at overkompensere? Nej da!
Min kære mand har fået job, så hans barsel part 2 er slut og Asbjørn bliver passet af en babysitter, inden han skal starte i børnehave til september. Alt er godt og han er verdens sjoveste dreng. Han stiller omkring 459 spørgsmål i timen, om alt fra "hvad hedder den mand?" (tilfældig mand på gaden), "hvad laver eftermiddagen?" "Har x og y og z en tissekone/tissemand?" og bare sådan generelt spørgsmål om alt.
onsdag den 23. maj 2012
Rådhuspladsen - AKA mit underliv
Lægen i Danmark mente jo at jeg skulle have undersøgt min livmoder lidt nærmere før næste omgang, og den proces er jeg så gået igang med.
Var til gynækolog, som nu har sendt mig videre til undersøgelser hos en special-læge. I dag skal jeg have foretaget en form for scanning af livmoderen - jeg har ret meget på fornemmelsen at det er en HSU, som jeg også fik i tidernes morgen inden vi overhovedet kom i behandling. Lægen herovre ville ikke starte med en hysteroskopi før vi havde lavet nogle lidt mindre indgribende undersøgelser først.
Det passer mig nu egentlig fint, men er selvfølgelig lidt bekymret over om de i Danmark vil synes det er nok til at gå videre med min behandling. Det er jo det forbandede i det her, vi er mere pressede end hvis vi var i Danmark, for vi SKAL have det timet med sommerferie. Det SKAL bare lykkes.
Så op på briksen med mig igen. Jeg føler på mange måder det er svært at holde mit underliv bare en lille smule "helligt" eftersom der konstant er fremmede mennesker, der piller ved det (på det ikke-fede måde, vel at mærke).
Er egentlig over den værste skuffelse. Og må indrømme at tiden imellem behandlinger er ok, fordi der er lidt mere ro på følelserne, selvom det ikke rykker ved at det stadig er at vente. Og jeg skal ikke snakke meget om det hele før jeg stortuder og bare synes verden er så uretfærdig. Tyndslidt, ja. Men tør simpelthen ikke smide håndklædet i ringen.
Var til gynækolog, som nu har sendt mig videre til undersøgelser hos en special-læge. I dag skal jeg have foretaget en form for scanning af livmoderen - jeg har ret meget på fornemmelsen at det er en HSU, som jeg også fik i tidernes morgen inden vi overhovedet kom i behandling. Lægen herovre ville ikke starte med en hysteroskopi før vi havde lavet nogle lidt mindre indgribende undersøgelser først.
Det passer mig nu egentlig fint, men er selvfølgelig lidt bekymret over om de i Danmark vil synes det er nok til at gå videre med min behandling. Det er jo det forbandede i det her, vi er mere pressede end hvis vi var i Danmark, for vi SKAL have det timet med sommerferie. Det SKAL bare lykkes.
Så op på briksen med mig igen. Jeg føler på mange måder det er svært at holde mit underliv bare en lille smule "helligt" eftersom der konstant er fremmede mennesker, der piller ved det (på det ikke-fede måde, vel at mærke).
Er egentlig over den værste skuffelse. Og må indrømme at tiden imellem behandlinger er ok, fordi der er lidt mere ro på følelserne, selvom det ikke rykker ved at det stadig er at vente. Og jeg skal ikke snakke meget om det hele før jeg stortuder og bare synes verden er så uretfærdig. Tyndslidt, ja. Men tør simpelthen ikke smide håndklædet i ringen.
tirsdag den 15. maj 2012
Puuuh altså
Jeg fik snakket med lægen igår om fremtiden, hvad der nu skal ske. Han var ret klar i mælet - han forstår ikke hvorfor jeg ikke bliver gravid. Det er pæne æg, det burde lykkes. Jeg prøvede at foreslå at det måske var sædkvaliteten eller æggene, men det mente han ikke. Han var faktisk ret klar.
Han mener at der kan være noget inde i livmoderen, der forhindrer ægget i at sætte sig fast, så han vil have at jeg får lavet en kikkertundersøgelse af livmoderen for derved at tjekke om der sidder en polyp eller andet, der gør at ægget ikke sætter sig fast.
På en måde er jeg glad for beskeden, for jeg føler at vi bliver taget alvorligt, og at lægen tænker over hvad der kan gøres. Og hvis der nu er noget inde i livmoderen, som eks. en polyp, så skal den jo bare væk så jeg kan blive gravid. Og jeg tager for fanden da den hysteroskopi, hvis det er det, der skal til. Men puuh, hvor kan jeg ikke overskue det lige nu, at skulle til en læge herovre, få lavet sådan en undersøgelse (vist noget med bedøvelse und alles) og så leve i uvisheden om næste gang. Hvornår vi kan komme igang, og om det nogensinde lykkes. For helvede altså.
Han mener at der kan være noget inde i livmoderen, der forhindrer ægget i at sætte sig fast, så han vil have at jeg får lavet en kikkertundersøgelse af livmoderen for derved at tjekke om der sidder en polyp eller andet, der gør at ægget ikke sætter sig fast.
På en måde er jeg glad for beskeden, for jeg føler at vi bliver taget alvorligt, og at lægen tænker over hvad der kan gøres. Og hvis der nu er noget inde i livmoderen, som eks. en polyp, så skal den jo bare væk så jeg kan blive gravid. Og jeg tager for fanden da den hysteroskopi, hvis det er det, der skal til. Men puuh, hvor kan jeg ikke overskue det lige nu, at skulle til en læge herovre, få lavet sådan en undersøgelse (vist noget med bedøvelse und alles) og så leve i uvisheden om næste gang. Hvornår vi kan komme igang, og om det nogensinde lykkes. For helvede altså.
mandag den 14. maj 2012
Så sluttede festen
Lørdag aften kom den første smule blod på papiret og søndag morgen mens for fuld skrue. Negativ test søndag morgen, så det har enten været ÆL sprøjten eller noget, der er gået til grunde igen.
For f..anden da for en rutsjetur, jeg må jo indrømme at jeg gik rundt og troede bare en lille bitte smule på det, håbede alt hvad jeg havde lært, men vi vidste jo også godt at sådan en test jo helst skal være ret så positiv før noget er bare en lille smule sikkert.
Puh, det er det her der er allersværest - at være i den tilstand af håb og desperation.
Nu skal vi snakke med klinikken i dag, og efter at have slikket sår i weekenden tror jeg vi er klar til en ny omgang. Men det bliver sejere og sejere og jeg er ved at være mør på alle måder. Men jeg har slet ikke modet til at sige stop, så vi fortsætter.
Fåårk hvor jeg hader det her!
For f..anden da for en rutsjetur, jeg må jo indrømme at jeg gik rundt og troede bare en lille bitte smule på det, håbede alt hvad jeg havde lært, men vi vidste jo også godt at sådan en test jo helst skal være ret så positiv før noget er bare en lille smule sikkert.
Puh, det er det her der er allersværest - at være i den tilstand af håb og desperation.
Nu skal vi snakke med klinikken i dag, og efter at have slikket sår i weekenden tror jeg vi er klar til en ny omgang. Men det bliver sejere og sejere og jeg er ved at være mør på alle måder. Men jeg har slet ikke modet til at sige stop, så vi fortsætter.
Fåårk hvor jeg hader det her!
fredag den 11. maj 2012
Øv
Testen i morges var ligeså svag som den i går morges, faktisk var den nok svagere. For f...nden da! Jeg har klassiske mens symptomer, ondt i hovedet, træt og temmelig modløs.
Vi vidste det jo godt i går. Meen den der irrationelle del af ens hjerne kommer til at spille en et puds nogle gange. Så jeg kom til at tro på det lidt. Og googlede mig frem til alle de mennesker, der har haft svage tests. Men helt ærligt, så bliver det her ikke til en blød baby, det ved jeg jo godt. Men jeg vil bare så gerne have at virkeligheden var anderledes, så derfor lades jeg som om.
Vi tester i weekenden også, men vi er altså på 4+6, der skal man kunne mønstre en streg, der kan ses.
Øv altså hvor er det surt, det her lorteforløb!
Vi vidste det jo godt i går. Meen den der irrationelle del af ens hjerne kommer til at spille en et puds nogle gange. Så jeg kom til at tro på det lidt. Og googlede mig frem til alle de mennesker, der har haft svage tests. Men helt ærligt, så bliver det her ikke til en blød baby, det ved jeg jo godt. Men jeg vil bare så gerne have at virkeligheden var anderledes, så derfor lades jeg som om.
Vi tester i weekenden også, men vi er altså på 4+6, der skal man kunne mønstre en streg, der kan ses.
Øv altså hvor er det surt, det her lorteforløb!
torsdag den 10. maj 2012
Testdag og halmstrå
Jeg har hele natten drømt om graviditet, at jeg tog en test og at den var positiv. Og har sovet uroligt og hver gang vågnet op og tænkt "var det noget jeg drømte eller var det virkelighed". Da vi vågnede i morges turde jeg simpelthen ikke gå ud til den test. Puuuh, det hele vendte sig i mig. For sagen er at dumme mig lige har brugt et par dage på at gå i al hemmelighed at tro lidt på det. Mine bryster er da også ømme, ik? Og der er ikke skyggen af mens og selvom ovitrelle sprøjten lige skal ud af kroppen, så plejer jeg jo på dette tidspunkt at have fået mens... og blablabla. Halmstrå, som er fundet og klynget sig til.
Imens lå Asbjørn inde imellem os og fortalte røverhistorier om tog og brandbiler og kontroltårne og jeg havde bare sådan lyst til at stoppe tiden lige dér, hvor jeg kunne lade som om jeg da også var gravid, i øvrigt.
Men boblen sprang, for testen blev taget og den var ikke positiv. Der var en lillebitte svag streg som efter 7-10 minutter er rimelig pæn, men vi ved det godt. Vi ved godt at jeg ikke er gravid, at der kan være 1000 årsager til at den streg ser sådan ud efter noget tid. Vi er på 16. dagen efter ÆO og en god, sund graviditet skal mønstre en klar streg, ikke en fimset en alt for sent.
Men suk. Denne process er jo så fyldt med irrationalitet og stærke ønsker. Så man lader lidt som om, ik? Googler lidt ved morgenmaden (og bliver ikke klogere af det) og bliver enige om at vi nok må købe et test til og prøve i morgen.
Men min hjerne ved godt at det heller ikke blev denne gang. Men vi leger lige lidt videre, i hvert fald til i morgen. For gider egentlig ikke proppe min krop med Crinone når det ikke er nødvendigt.
Imens lå Asbjørn inde imellem os og fortalte røverhistorier om tog og brandbiler og kontroltårne og jeg havde bare sådan lyst til at stoppe tiden lige dér, hvor jeg kunne lade som om jeg da også var gravid, i øvrigt.
Men boblen sprang, for testen blev taget og den var ikke positiv. Der var en lillebitte svag streg som efter 7-10 minutter er rimelig pæn, men vi ved det godt. Vi ved godt at jeg ikke er gravid, at der kan være 1000 årsager til at den streg ser sådan ud efter noget tid. Vi er på 16. dagen efter ÆO og en god, sund graviditet skal mønstre en klar streg, ikke en fimset en alt for sent.
Men suk. Denne process er jo så fyldt med irrationalitet og stærke ønsker. Så man lader lidt som om, ik? Googler lidt ved morgenmaden (og bliver ikke klogere af det) og bliver enige om at vi nok må købe et test til og prøve i morgen.
Men min hjerne ved godt at det heller ikke blev denne gang. Men vi leger lige lidt videre, i hvert fald til i morgen. For gider egentlig ikke proppe min krop med Crinone når det ikke er nødvendigt.
mandag den 7. maj 2012
Status på 14. dagen efter ÆO
Ingen test før på torsdag, da jeg har fået Ovitrelle efter ÆO, den sidste halve sprøjte sidste mandag.
- Ingen mens - endnu. Men godt med mens-murren i underlivet. Den kommer historisk 12-13 dage efter ÆU og dermed ovitrellen, så det kan man ikke regne med
- Overstimulering stort set forsvindet. Stadig ballon-mave, men slet, slet ikke på sidste uges niveau
- Masser af ked-af-det hed hos både mig og manden. Min kære mand tager det ikke let efterhånden, hvilket både er rart (når altså nu det skal være) og også ret øv at han også går og er ked af det og modløs.
- Som følge af ovenstående, ikke rigtigt det store håb at mønstre. Snak om næste gang og hvad pokker vi skal gøre og hvad det her har af konsekvenser. Hvor mange flere behandlinger kan vi overskue? Tror vi overhovedet på det? Donorsæd? Rart med snak, men også pisse hårdt. For vi HAR ikke held med det her projekt og det påvirker os begge to. Og når min mand siger at han snart synes vi sådan generelt trænger til noget medvind, så er det altså fordi det er rigtigt, han er bestemt ikke en, der dvæler ved fiaskoer og negative ting.
... og nej, man kan ikke afskrive noget før jeg har tisset på en pind, det ved jeg godt. Men altså what are the odds... eet enkelt 2-cellet og en overstimulering, der er pænt meget på retur. Hvis der var hcg i min livmoder ville denne overstimulering jo gå amok, som da jeg var gravid med Asbjørn.
Og jeg gider ikke tisse på noget før torsdag. Torsdag er reserveret til råddent humør og nedtur. Jeg gider ikke trække det ud over flere dage. Selvom jeg alligevel ikke heeelt kan sige mig fri for at klæbe mig til halmstået...
Åh, hvor ville jeg sådan ønske alt det her var overstået og vi havde vished og ro i vores hoveder om hvad fremtiden bringer.
torsdag den 3. maj 2012
Dillemma
I dag synes jeg at overstimuleringen har aftaget bare en lille smule. Jeg kan godt spise en almindelig portion mad og det ser ud som om - og føles som om - maven er mindre oppustet. Og det er jo godt... eller hvad...
Egentlig går jeg i mit stille sind og håber at den bliver værre. For det gjorde den jo med Asbjørn, og hvis min overstimulering bliver værre, så er det fordi kroppen selv har overtaget hcg produktionen, og så er jeg måske en lille bitte smule gravid. Det er jo på en måde et ret sygt dillemma. Jeg sidder her og håber på at blive endnu dårligere end jeg er nu.
Selvom jeg skrev at vi ikke rigtig tror på det denne gang (hvorfor skulle vi også det med så mange negative forsøg bag os) så er det jo ikke helt rigtigt, vel? Jeg VIL jo gerne tro på det. Og i al hemmelighed har jeg også regnet terminen ud og tænkt alle "tænk nu hvis overstimulering er fordi jeg er gravid". Men åh, jeg er bare sikker på Nemesis kommer efter os med den store kølle til at banke os i hovedet med.
Fik jeg sagt at jeg HADER rugeperioden? Som i virkelig hader?
Egentlig går jeg i mit stille sind og håber at den bliver værre. For det gjorde den jo med Asbjørn, og hvis min overstimulering bliver værre, så er det fordi kroppen selv har overtaget hcg produktionen, og så er jeg måske en lille bitte smule gravid. Det er jo på en måde et ret sygt dillemma. Jeg sidder her og håber på at blive endnu dårligere end jeg er nu.
Selvom jeg skrev at vi ikke rigtig tror på det denne gang (hvorfor skulle vi også det med så mange negative forsøg bag os) så er det jo ikke helt rigtigt, vel? Jeg VIL jo gerne tro på det. Og i al hemmelighed har jeg også regnet terminen ud og tænkt alle "tænk nu hvis overstimulering er fordi jeg er gravid". Men åh, jeg er bare sikker på Nemesis kommer efter os med den store kølle til at banke os i hovedet med.
Fik jeg sagt at jeg HADER rugeperioden? Som i virkelig hader?
onsdag den 2. maj 2012
Hvorfor er det lige man bliver ved...
... når maven ser sådan ud sådan cirka hver gang jeg ruger på æg?
Jeg ser ud som jeg gjorde da jeg var omkring halvvejs med Asbjørn. Og ja, som jeg så ud i starten af den graviditet, hvor jeg også var tonse-overstimuleret.
Ja, det gør pænt ondt. Og 3 gange Ovitrelle har bestemt ikke gjort det hverken smukkere eller mindre smertefuldt. For f...anden , jeg forstår ikke helt hvor vi får modet/energien/dumheden til at fortsætte det her...
Jeg tror ikke rigtig på den. Ikke fordi jeg er symptomfri, sådan en gang overstimulering overdøver jo alt hvad der kan minde om symptomer. Men mest bare fordi what are the odds med eet sølle 2-cellet æg?
Men men. Der er jo ikke slut endnu, og tit kører jeg også "jeg tror ikke på det" stilen for at beskytte mig selv. Om det hjælper? Overhovedet ikke. Faldet, skuffelsen og de bitre tanker efter negativt forsøg forsvinder ikke.
Hader hader hader denne rugeperiode. Hader den!
Ja, det gør pænt ondt. Og 3 gange Ovitrelle har bestemt ikke gjort det hverken smukkere eller mindre smertefuldt. For f...anden , jeg forstår ikke helt hvor vi får modet/energien/dumheden til at fortsætte det her...
Jeg tror ikke rigtig på den. Ikke fordi jeg er symptomfri, sådan en gang overstimulering overdøver jo alt hvad der kan minde om symptomer. Men mest bare fordi what are the odds med eet sølle 2-cellet æg?
Men men. Der er jo ikke slut endnu, og tit kører jeg også "jeg tror ikke på det" stilen for at beskytte mig selv. Om det hjælper? Overhovedet ikke. Faldet, skuffelsen og de bitre tanker efter negativt forsøg forsvinder ikke.
Hader hader hader denne rugeperiode. Hader den!
mandag den 30. april 2012
Det klassiske mønster
Arj, hvor er jeg træt af det her mønster, det er næsten helt trivielt at det er det SAMME og SAMME og SAMME der sker hver gang vi er igennem et forsøg.
Først kæmpe stress om ægudvikling. Så ok ægudtagning, dernæst halvdårligt materiale til ægoplægning. Så smerter, smerter, smerter og gigantisk oppustethed, grænsende til overstimulering (denne gang hjulpet godt på vej af ekstra ovitrelle). Rugning i en uge med ok mod, og så en uge efter ÆO modløsheden. Følelsen af at den ikke er der.
Så følger der en uge af nedtur, surhed, tristhed og følelsen af at det aldrig, aldrig, aldrig lykkes. For at kulminere i en negativ test eller mens før tid.
Denne gang bliver det nok ikke mens før tid pga. Ovitrellen (eller hvad ved jeg?) men ellers er vi med i det samme mønster. Dog en noget mere oppustet udgave netop på grund af Ovitrellen. Det eneste, der kan trøste mig i dag er at snartgravid vist er lidt mere end snart gravid. Det er så dejligt når det lykkes nogen, der kæmpe og giver os andre lidt håb for at det måske også lykkes for os.
Argh, hvor er jeg uendelig træt af det her! Vil jo for fanden bare have et barn! Det er åbenbart for meget at bede om. F...uck!
Først kæmpe stress om ægudvikling. Så ok ægudtagning, dernæst halvdårligt materiale til ægoplægning. Så smerter, smerter, smerter og gigantisk oppustethed, grænsende til overstimulering (denne gang hjulpet godt på vej af ekstra ovitrelle). Rugning i en uge med ok mod, og så en uge efter ÆO modløsheden. Følelsen af at den ikke er der.
Så følger der en uge af nedtur, surhed, tristhed og følelsen af at det aldrig, aldrig, aldrig lykkes. For at kulminere i en negativ test eller mens før tid.
Denne gang bliver det nok ikke mens før tid pga. Ovitrellen (eller hvad ved jeg?) men ellers er vi med i det samme mønster. Dog en noget mere oppustet udgave netop på grund af Ovitrellen. Det eneste, der kan trøste mig i dag er at snartgravid vist er lidt mere end snart gravid. Det er så dejligt når det lykkes nogen, der kæmpe og giver os andre lidt håb for at det måske også lykkes for os.
Argh, hvor er jeg uendelig træt af det her! Vil jo for fanden bare have et barn! Det er åbenbart for meget at bede om. F...uck!
torsdag den 26. april 2012
Status på 6. tur i ICSI møllen
Netop hjemkommet fra 13 dage i DK og endelig sidder jeg foran en computer i ro og mag og kan opdatere bloggen. Puh, det er en blandet fornøjelse at skulle hjem på denne måde hver 4. måned.
Behandlingsstatus?
12.04 Scanning på Nordica, 7. stimulationsdag (ja, jeg ved godt det hedder CFC, men det hedder altså bare Nordica hos os). Direkte fra lufthavn. Massivt jetlag og vat i hovedet.
En masse æg på venstre æggestok, men små, omkring 8.5 mm. Et par stykker lidt større på højre, blandt andet et på 15 mm. Mærkeligt rodet billede og hvorfor filan vokser æggene ikke mere? Lægen turde ikke sætte mig op i dosis (vi kører allerde 300 enheder, så fint med mig).
Nyt stykke information: Man har åbenbart brug for mere hormon jo flere forsøg man har været igennem. Den havde jeg sgu ikke hørt før!
18.04. Næste scanning, 13. stimulationsdag. Igen dårligt billede. En masse æg på venstre, men stadig kun omkring 10-11 mm. Et stort på højre, 23 mm og et par stykker på 15 mm. Lægen mente at de skulle ud snart, dem på venstre troede hun ikke på, og vi skulle fange, dem der så var. Av av, det lignede en ÆU med omkring 3!! æg.
P...is og l...ort. Og lidt mere af det.
21.04. ÆU. 7 æg ud (stor glædelig overraskelse). Ude af klinikken efter en halv time og kunne sidde på cafe og drikke en kop kaffe og spise en bolle med mand, svoger og Asbjørn. Stor succes! Rigtig god ægudtagning.
23.04. ÆO. Ingen telefon ringer mellem 8.30 og 9.00. Men kun et æg befrugtet og delt. Op med det og god snak med læge og sygeplejerske om situationen. De ved ikke hvorfor der ikke sker mere med æg og sædceller "sådan er det bare nogle gange" er beskeden. På en måde opløftende, på en anden måde også super frustrerende. De virker ikke som om de har behov for at ændre på noget, hvilket lige dele frustrerer mig og beroliger mig.
Mental status?
Tjaa. Det har været endnu en rutsjebanetur i behandlingsmøllen. Vi føler lidt at det er et op ad bakke projekt, det her. I modsætning til før Asbjørn, så er der ingen forsøg der kører efter bogen, og vi sidder konstant med hjertet i halsen.
Ægudtagning var en positiv overraskelse, fordi vi troede det kunne ville blive til 3 æg. Men 1 æg op og udviklet er jo ikke imponerende, og derfor må jeg indrømme at min tro ikke er den største. Helt ærligt, hvis det her bliver til noget, svarer det jo til at Jesus ikke er den eneste, der kan gå på vandet.
Og så er det bare ikke de bedste betingelser at være i Danmark på. En kold april måned, en ked-af-det dreng som bare vil HJEEEM og ikke særlig gode muligheder for at lave sjove, inspirerende og energi-givende ting når det er 10 grader udenfor og gråt og regn. Vi bruger vores tid og penge på at tage til kolde Danmark, når vi kunne tage til Mexico, Caribien og andre eksotiske steder. Hvis altså vi var lidt mere fertile. Vi er jo her i New York, og det med hele tiden at skulle hjem, gør også at vi ikke på samme måde "lander" herovre. Med hvad der hører af netværk, nye venner, arbejde og oplevelser.
Men vi er også enige om at vi ikke har andet valg. Det er nu eller aldrig.
Så jeg kigger fremad. Mod 7. forsøg til juli. Der skal andre boller på suppen. Vi må have en donorsnak og jeg er ved at være klar til at prøve den model næste gang.
Behandlingsstatus?
12.04 Scanning på Nordica, 7. stimulationsdag (ja, jeg ved godt det hedder CFC, men det hedder altså bare Nordica hos os). Direkte fra lufthavn. Massivt jetlag og vat i hovedet.
En masse æg på venstre æggestok, men små, omkring 8.5 mm. Et par stykker lidt større på højre, blandt andet et på 15 mm. Mærkeligt rodet billede og hvorfor filan vokser æggene ikke mere? Lægen turde ikke sætte mig op i dosis (vi kører allerde 300 enheder, så fint med mig).
Nyt stykke information: Man har åbenbart brug for mere hormon jo flere forsøg man har været igennem. Den havde jeg sgu ikke hørt før!
18.04. Næste scanning, 13. stimulationsdag. Igen dårligt billede. En masse æg på venstre, men stadig kun omkring 10-11 mm. Et stort på højre, 23 mm og et par stykker på 15 mm. Lægen mente at de skulle ud snart, dem på venstre troede hun ikke på, og vi skulle fange, dem der så var. Av av, det lignede en ÆU med omkring 3!! æg.
P...is og l...ort. Og lidt mere af det.
21.04. ÆU. 7 æg ud (stor glædelig overraskelse). Ude af klinikken efter en halv time og kunne sidde på cafe og drikke en kop kaffe og spise en bolle med mand, svoger og Asbjørn. Stor succes! Rigtig god ægudtagning.
23.04. ÆO. Ingen telefon ringer mellem 8.30 og 9.00. Men kun et æg befrugtet og delt. Op med det og god snak med læge og sygeplejerske om situationen. De ved ikke hvorfor der ikke sker mere med æg og sædceller "sådan er det bare nogle gange" er beskeden. På en måde opløftende, på en anden måde også super frustrerende. De virker ikke som om de har behov for at ændre på noget, hvilket lige dele frustrerer mig og beroliger mig.
Mental status?
Tjaa. Det har været endnu en rutsjebanetur i behandlingsmøllen. Vi føler lidt at det er et op ad bakke projekt, det her. I modsætning til før Asbjørn, så er der ingen forsøg der kører efter bogen, og vi sidder konstant med hjertet i halsen.
Ægudtagning var en positiv overraskelse, fordi vi troede det kunne ville blive til 3 æg. Men 1 æg op og udviklet er jo ikke imponerende, og derfor må jeg indrømme at min tro ikke er den største. Helt ærligt, hvis det her bliver til noget, svarer det jo til at Jesus ikke er den eneste, der kan gå på vandet.
Og så er det bare ikke de bedste betingelser at være i Danmark på. En kold april måned, en ked-af-det dreng som bare vil HJEEEM og ikke særlig gode muligheder for at lave sjove, inspirerende og energi-givende ting når det er 10 grader udenfor og gråt og regn. Vi bruger vores tid og penge på at tage til kolde Danmark, når vi kunne tage til Mexico, Caribien og andre eksotiske steder. Hvis altså vi var lidt mere fertile. Vi er jo her i New York, og det med hele tiden at skulle hjem, gør også at vi ikke på samme måde "lander" herovre. Med hvad der hører af netværk, nye venner, arbejde og oplevelser.
Men vi er også enige om at vi ikke har andet valg. Det er nu eller aldrig.
Så jeg kigger fremad. Mod 7. forsøg til juli. Der skal andre boller på suppen. Vi må have en donorsnak og jeg er ved at være klar til at prøve den model næste gang.
onsdag den 11. april 2012
Så kører behandlingsbussen
... Eller flyet. Afgang til DK i eftermiddag, scanning på klinikken i morgen efter 6 dage med 300 enheder Menopur. Jeg synes jeg kan mærke at jeg er oppustet, og lige nu tager jeg det som et godt tegn efter sidste gangs manglende ægudvikling på 225 enheder. En overstimulering spøger i baghovedet, men så længe der er æg til oplægning, så tager jeg sgu en overstimulering med.
Egentlig har vi ikke lyst til at tage til Danmark lige nu, vi har haft mange gæster her i foråret og ville egentlig allerhelst bare nyde foråret her og vores hverdag, og ikke endnu en gang bryde hverdagen op. Men det skal vi nu, og hvis nu helvede fryser over og der er to torsdage i en uge og jeg bliver gravid, så er det jo det værd.
Og imens kan jeg glæde mig over alt det gode, jeg skal i Danmark:
Egentlig har vi ikke lyst til at tage til Danmark lige nu, vi har haft mange gæster her i foråret og ville egentlig allerhelst bare nyde foråret her og vores hverdag, og ikke endnu en gang bryde hverdagen op. Men det skal vi nu, og hvis nu helvede fryser over og der er to torsdage i en uge og jeg bliver gravid, så er det jo det værd.
Og imens kan jeg glæde mig over alt det gode, jeg skal i Danmark:
- Hr. Skæg koncert med Asbjørn og manden min
- Kaffe med bedsteveninde 1 og 2. Åååh, det bliver godt.
- Skoindkøb til Asbjørn i den lækreste skobutik i verden (eller i hvert fald på Nørrebro)
- Hygge med familien
- Tur i svømmehallen
- Masser af grin og snak med venner
- Hansen flødeis og Johan Bulow lakridser
- Kolonihaven og leg i sandkassen
- Bif og middag mens Asbjørn passes
Det skal nok blive godt. Og for jensen, da, vi tager en bebs-to-be med hjem d. 25!
tirsdag den 3. april 2012
18 dage med nedregulering
Nedregulering startede d. 17. marts, og jeg kører således på 18. dagen med Suprefact. Jeg starter på Menopur på fredag og så scanning på næste torsdag. Vildt at det er lige om lidt, det virker meget fjernt. Måske også fordi hverdagen herovre jo netop ikke er fyldt med ægudtagninger og scanninger.
Jeg har lige ligget syg med en ordentlig forkølelse, som slog benene væk under både Asbjørn og jeg, 4 dage i sengen er bare alt, alt for meget for mit temperament. Og straks fertilitetsobsesser jeg: har det nogle konsekvenser for min krop, for min livmoderslimhinde, for mine æg og så videre og så videre...
Lige for tiden er min søster og hendes familie på besøg, så der er gang i huset, og Asbjørn har en fest med sine to fætre. Hold da op, i sådan en flerbørnsfamilie er der bare meget at se til!
Jeg er stadig fortrøstningsfuld og positiv - det skal nok blive banket ud af kroppen når vi når tættere på ÆU og ÆO - bare tanken giver mig hjertebanken og ængstelighedsfølelse i kroppen. Puh, hvor gad jeg godt et mirakel. Men jeg ved efterhånden også at det er et mirakel, der skal til. 5 omgange og ikke skyggen af en graviditet. Det ER op ad bakke det her projekt.
Jeg har lige ligget syg med en ordentlig forkølelse, som slog benene væk under både Asbjørn og jeg, 4 dage i sengen er bare alt, alt for meget for mit temperament. Og straks fertilitetsobsesser jeg: har det nogle konsekvenser for min krop, for min livmoderslimhinde, for mine æg og så videre og så videre...
Lige for tiden er min søster og hendes familie på besøg, så der er gang i huset, og Asbjørn har en fest med sine to fætre. Hold da op, i sådan en flerbørnsfamilie er der bare meget at se til!
Jeg er stadig fortrøstningsfuld og positiv - det skal nok blive banket ud af kroppen når vi når tættere på ÆU og ÆO - bare tanken giver mig hjertebanken og ængstelighedsfølelse i kroppen. Puh, hvor gad jeg godt et mirakel. Men jeg ved efterhånden også at det er et mirakel, der skal til. 5 omgange og ikke skyggen af en graviditet. Det ER op ad bakke det her projekt.
tirsdag den 20. marts 2012
Så stikkes der
Nedregulering igang efter 21 p-piller og mens ankommet i dag. Altså meget dårligt kan man sige om p-piller (blandt andet at de forhindrer en i at blive gravid - how ironic is that?), men de gør lige processen tanden mindre stressende for mig, fordi jeg ikke skal obsesse over hvornår mens nu kommer.
Opregulering starter i starten af april, omkring d. 4. og så afgang til DK d. 11. Vi kører 300 enheder Menopur og jeg håååååber sådan at min søde mands teori om at det er "bare" er DET, der skal til for at der er bingo, holder.
Opregulering starter i starten af april, omkring d. 4. og så afgang til DK d. 11. Vi kører 300 enheder Menopur og jeg håååååber sådan at min søde mands teori om at det er "bare" er DET, der skal til for at der er bingo, holder.
onsdag den 14. marts 2012
Hæ!
Ja, man er jo så småt gået igang med at fertilitetsobsesse, der er jo også kun 5 dage til nedregulering. Suuuk, det bliver en lang omgang.
Nåmen, jeg har jo i et par omgange nu været sikker på at den der PCO, at det er den, der er skyld i at æggene ikke sætter sig fast - på trods af af lægerne siger det ikke har nogen betydning. Og så googler man jo når man obsesser, ik? Og se hvad jeg fandt - det er endda på skrift:
"PCOS-ægkvalitet?PCO-æggestokke indeholder rigtig mange fine æg. De behøver bare hjælp til at nå frem til modning og ægløsning. Herefter er ægkvaliteten og graviditetschancerne ikke nedsat når man har PCOS.
Og så lige 2 positive mere:
PCOS-æg holder ægkvaliteten længere op i alderen.
PCOS-kvinder kommer senere i overgangsalderen. "
Det er fra www.pcoinfo.dk
Og det er den slags der lige skal til for at jeg obsesser en anelse mindre. Der er ikke noget galt med æggene!
Næste store skridt for os er donor-diskussionen, og den kommer tættere på... mere om det en anden dag.
Nåmen, jeg har jo i et par omgange nu været sikker på at den der PCO, at det er den, der er skyld i at æggene ikke sætter sig fast - på trods af af lægerne siger det ikke har nogen betydning. Og så googler man jo når man obsesser, ik? Og se hvad jeg fandt - det er endda på skrift:
"PCOS-ægkvalitet?PCO-æggestokke indeholder rigtig mange fine æg. De behøver bare hjælp til at nå frem til modning og ægløsning. Herefter er ægkvaliteten og graviditetschancerne ikke nedsat når man har PCOS.
Og så lige 2 positive mere:
PCOS-æg holder ægkvaliteten længere op i alderen.
PCOS-kvinder kommer senere i overgangsalderen. "
Det er fra www.pcoinfo.dk
Og det er den slags der lige skal til for at jeg obsesser en anelse mindre. Der er ikke noget galt med æggene!
Næste store skridt for os er donor-diskussionen, og den kommer tættere på... mere om det en anden dag.
mandag den 12. marts 2012
Nedreguleringsnedtælling
Om lidt under en uge starter jeg nedregulering. Og om halvanden måned ligger jeg med stængerne i vejret til endnu en ægudtagning i den endeløse række af disse. Jeg kan mærke at jeg allerede bliver en smule nervøs. Sidst gik der jo lidt fisk i selve opreguleringen, jeg fik 225 enheder, og skulle op på 300 for at få gang i æggene, efter lang tid. Jeg kan mærke at den der nervøsitet så småt haler ind på mig. Går det nu, som det skal denne gang? Er æggene gode nok og er det mon denne gang, der er vores lykkens gang? For 14 dage siden var jeg positiv og tænkte, ja hvorfor skulle det ikke være nu? Men vores historie lægger jo ikke ligefrem op til at den er i kassen denne gang.
Det er lige præcis det her, jeg synes er det aller-aller hårdeste ved behandlingen og det at være i denne proces. At denne proces er fyldt med dårlige tanker og længsel efter noget, vi måske aldrig lykkes med. Og det fylder mig med negativ energi, jeg kan mærke at det kommer bare ved at skrive det.
For der er bare intet "juhu nu skal vi endelig i behandling igen" over det mere. Det er mere sådan en tung pligt fyldt med bekymringer. Så ville nogle måske sige at det ikke var det værd og at vi burde give op. Men det er vi ikke klar til. Jeg er bare SÅ dårlig til at kaste håndklæder i ringe, sådan generelt. Og det er både godt og skidt. For nogle gange skal man vælge sine kampe og fokusere på det man har, det man kan, i stedet for alt det man ikke har, og alt det man ikke kan. Jeg er ikke altid god til at sige "NU er det slut og NU vil vi ikke mere"... man ved jo aldrig hvad der gemmer sig om hjørnet.
En gang imellem rammer det mig, forhåndsblues over at det ikke kommer til at ske, at lillebrøster forbliver en drøm. Og jeg forestiller mig hvordan det vil være om 40 år når jeg er gammel og tænker tilbage. Vemodigt, tror jeg det vil være. Og måske vil jeg stadig også være lidt bitter... jeg ved det ikke. Men jeg er også bevidst om at jeg har en drøm, som nok også bliver mere rosenrød med årerne. Jeg DRØMMER sådan om en baby, om en barsel, om hele det univers. Men der er også en lille realistisk stemme i mig, der siger at det jo IKKE bliver det samme med en 2er. Det ser man jo ALLE steder. 2eren er bare ikke lige så magisk som 1eren. Og det trøster mig lidt.
Imens forsøger jeg at glæde mig over det barn, jeg har. Som er så glad, så glad, og så skide sjov. Når han kører på sin løbecykel i fuld fart og SKRÅLER "skæg med bogstaver" sangen, og folk vender sig og griner af ham i vores park, fordi det lyder så skægt at han synger så højt - og så på et andet sprog for dem.
Det er lige præcis det her, jeg synes er det aller-aller hårdeste ved behandlingen og det at være i denne proces. At denne proces er fyldt med dårlige tanker og længsel efter noget, vi måske aldrig lykkes med. Og det fylder mig med negativ energi, jeg kan mærke at det kommer bare ved at skrive det.
For der er bare intet "juhu nu skal vi endelig i behandling igen" over det mere. Det er mere sådan en tung pligt fyldt med bekymringer. Så ville nogle måske sige at det ikke var det værd og at vi burde give op. Men det er vi ikke klar til. Jeg er bare SÅ dårlig til at kaste håndklæder i ringe, sådan generelt. Og det er både godt og skidt. For nogle gange skal man vælge sine kampe og fokusere på det man har, det man kan, i stedet for alt det man ikke har, og alt det man ikke kan. Jeg er ikke altid god til at sige "NU er det slut og NU vil vi ikke mere"... man ved jo aldrig hvad der gemmer sig om hjørnet.
En gang imellem rammer det mig, forhåndsblues over at det ikke kommer til at ske, at lillebrøster forbliver en drøm. Og jeg forestiller mig hvordan det vil være om 40 år når jeg er gammel og tænker tilbage. Vemodigt, tror jeg det vil være. Og måske vil jeg stadig også være lidt bitter... jeg ved det ikke. Men jeg er også bevidst om at jeg har en drøm, som nok også bliver mere rosenrød med årerne. Jeg DRØMMER sådan om en baby, om en barsel, om hele det univers. Men der er også en lille realistisk stemme i mig, der siger at det jo IKKE bliver det samme med en 2er. Det ser man jo ALLE steder. 2eren er bare ikke lige så magisk som 1eren. Og det trøster mig lidt.
Imens forsøger jeg at glæde mig over det barn, jeg har. Som er så glad, så glad, og så skide sjov. Når han kører på sin løbecykel i fuld fart og SKRÅLER "skæg med bogstaver" sangen, og folk vender sig og griner af ham i vores park, fordi det lyder så skægt at han synger så højt - og så på et andet sprog for dem.
tirsdag den 21. februar 2012
Næsten halvvejs
(Blogger driller mig - skulle have været nederst, men i stedet bliver billedet i starten af indlægget. Min søde mus, den lille bi - billedet er fra i efteråret)
Første p-pille pakning spist, mens kommet og gået, og næste pakning skal sluges fra torsdag af. Torsdag om 3 uger starter jeg så nedregulering, den bliver lidt forlænget på grund af timing, så nedregulering i 2½ uge cirka, og så opregulering i starten af april, ÆU i midten af april.
Alt er timet og tilrettelagt.
På trods af dette er forsøg nummer 100, stresser jeg stadig helt sindssygt over alle små skridt i denne proces. I går skulle jeg snakke med klinikken om medicin-forsendelse fra klinikken via min mor til os, og fik helt ondt i hovedet over om jeg havde fået alle detaljer med, om det hele nu går, om alle ved hvad de skal, om det er det rigtige medicin og så videre og så videre... Jeg undres stadig over at jeg ikke er mere cool omkring det. Men det er jeg bare overhovedet ikke. Der er INGEN der skal forstyrre mig når jeg taler i telefon med klinikken, eller når jeg skriver en mail til dem. Går helt kold, hvis Asbjørn spørger mig om noget eller insisterer på et eller andet - hvad han har en tendens til når jeg er meget fokuseret....
Jeg er mentalt klar til næste omgang, og er kommet op fra hullet fra sidste gang. Vi SKAL bare prøve med alt hvad vi har i os. Ellers bliver jeg bitter, og jeg arbejder ret meget med den bitterhed. Jeg har lidt svært ved andres lillesøskende generelt, og synes et eller andet sted bare at det er så uretfærdigt at folk bare bliver gravide og laver lillesøskende. Jeg er pisse-misundelig. Og de sociale konventioner siger at misundelse er en grim ting. Jeg kan mærke at den hæmmer, og at jeg stadig har en følelse af ikke at være med i en eftertragtet klub. Det har helt klart ikke de samme dimensioner som pre-Asbjørn, men den sidder derinde et sted. Vi har nogle bekendte herovre, og "moren" (til to, selvfølgelig) har den her irriterende feature at hun konstant fortæller hvor hååårdt det er at have to børn, og at have et barn er bare piece of cake. Den rammer mig hver gang. For det første fordi jeg hader at blive diskvalificeret på den måde og få at vide at det bare er så nemt, så nemt at have et barn (nu synes vi så faktisk ikke det er så svært eller hårdt og har egentlig aldrig syntes det, men altså alligevel). Og for det andet fordi den der lillebrøster også bare bliver viftet foran mig som en klud, hvor der står "nå, i har nu KUN et barn, hva?".
Har i øvrigt tænkt en del på formuleringen "kun at have et barn" - den bruger alle, inklusiv mig selv. "Har i flere børn?" "Nej vi har KUN Asbjørn". Han er sgu da ikke "KUN"! Han er da alt!
Apropos Asbjørn. Arjmen altså. Næsten-3-årige er da alt, alt for sjove! Han siger simpelthen så mange herlige ting hver eneste dag. Når han fortæller sine bamser at de ikke må kaste med ting, at de skal sove, at de skal vente (med at spise til alle sidder ved bordet) og når han fortæller tilfældige folk i elevatoren (på dansk, selvfølgelig) at vi har været til fastelarm og slået tønden af katten. Og at han slog meget, meget hårdt og det sagde BLAM! Og at han var tiny bee (et spil på tablet'en). Hold nu op, hvor jeg bare elsker det lille menneske!
fredag den 27. januar 2012
Ny omgang
Vi er vist ovre den værste skuffelse og ked-af-det-hed. Jeg ved sgu ikke helt om jeg skal kalde det sorg, det er sådan et voldsomt ord. Men på en eller anden måde er det en sorg for mig. Det er en drøm, der ikke bliver til virkelighed - måske. Det er svært for mig at sluge, og jeg bakser en del med angsten for at blive bitter.
Jeg synes ikke jeg er specielt utaknemmelig generelt, men jeg må indrømme at det her børneshow, det gør det svært ikke bare at være en lille smule utaknemmelig, eller vred over at det ikke bliver som jeg vil have det. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at sammenligne vores situation med andres, som jo spytter børn ud højre og venste. Min søde mand tænker slet ikke sådan og kan ikke forstå jeg sammenligner. Men jeg kan altså ikke helt lade være.
Vi har bestilt flybilletter hjem til midt i april. Marts kunne ikke rigtig lade sig gøre, min mor kommer og hendes billet kan ikke refunderes. Så en måned fra eller til, hvad gør det. Jeg glæder mig også rigtig meget til hendes besøg, så det er egentlig helt ok.
I går tog jeg den første p-pille, vi kører to omgange p-piller og så nedregulering. Jeg har det lidt dobbelt med p-pillerne, jeg ved ikke helt om jeg synes det er en god ide at proppe endnu flere hormoner ind i min krop, men det styrer cyklus og gør det hele forudsigeligt, så det må vi tage med. Samtidig kan jeg ikke helt finde ud af om jeg tror p-pillerne mindsker chancen for succes, men det er bare min egen lommefilosofi.
Men i hvert fald er næste tur i møllen i midten af april. Det er der 3 måneder til, og det er helt ok.
Jeg synes ikke jeg er specielt utaknemmelig generelt, men jeg må indrømme at det her børneshow, det gør det svært ikke bare at være en lille smule utaknemmelig, eller vred over at det ikke bliver som jeg vil have det. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at sammenligne vores situation med andres, som jo spytter børn ud højre og venste. Min søde mand tænker slet ikke sådan og kan ikke forstå jeg sammenligner. Men jeg kan altså ikke helt lade være.
Vi har bestilt flybilletter hjem til midt i april. Marts kunne ikke rigtig lade sig gøre, min mor kommer og hendes billet kan ikke refunderes. Så en måned fra eller til, hvad gør det. Jeg glæder mig også rigtig meget til hendes besøg, så det er egentlig helt ok.
I går tog jeg den første p-pille, vi kører to omgange p-piller og så nedregulering. Jeg har det lidt dobbelt med p-pillerne, jeg ved ikke helt om jeg synes det er en god ide at proppe endnu flere hormoner ind i min krop, men det styrer cyklus og gør det hele forudsigeligt, så det må vi tage med. Samtidig kan jeg ikke helt finde ud af om jeg tror p-pillerne mindsker chancen for succes, men det er bare min egen lommefilosofi.
Men i hvert fald er næste tur i møllen i midten af april. Det er der 3 måneder til, og det er helt ok.
onsdag den 18. januar 2012
Een åndssvag streg
Jeg tror jeg er ovre den værste nedtur. Jeg var jo ikke overrasket over at se en fed kontrolstreg her til morgen, Asbjørn deltog begejstret i seancen og synes den var så fiin den ene røde streg. Det tager ligesom lidt af tungheden af at han bare er fuld af glæde, spas og jo slet, slet ikke ser det her som verdens undergang. De sidste 4 dage har vi brugt rigtig meget tid på at lege med ham, min mand og jeg. Mest af alt fordi det føles rigtigt at suge alt ind af ham vi kan, når nu det her er så hårdt og tungt.
Vi snakkede med lægen i dag på telefonen. Vi havde forberedt nogle spørgsmål og spurgte ham også om han mente der var noget at arbejde med med vores arvemateriale. Og han er ikke speciel pessimistisk. Han siger at jeg har produceret fine æg de sidste par gange og at der ikke er noget i vejen med sædcellerne, dem de kan finde. At æggene er lidt sløve, ved han ikke hvorfor. Men han er bestemt frisk på at prøve igen, og vi kan godt gå igang til en omgang i marts måned. Så det gør vi altså. Skider på at formuen bliver ædt op og tager en tur til. Det kan jeg mærke er godt for mig, følelsen af at vi gør noget.
Vi har aftalt at vi giver den et par omgange endnu, og så tager vi en donordiskussion. Og at vi bruger de penge, der skal til, og så må drømmen om nyt køkken, sommerhus og den slags materialistiske fornøjelser vente. Vi vil ikke stå om 3 år og være bitre fordi vi ikke gjorde alt hvad vi kunne.
Så jeg starter på p-piller, nedregulering om 3 uger og opregulering efter mens, med 300 IU Menopur og så til Danmark en gang i starten af marts. Det er det rigtige at gøre, selvom det gør ondt at se bank-kontoen svinde gevaldigt ind.
Jeg ved ikke om vi er vanvittige, tåbelige eller naive. Men vi har ikke helt opgivet håbet om en lillebrøster. Vi er der simpelthen ikke endnu.
Vi snakkede med lægen i dag på telefonen. Vi havde forberedt nogle spørgsmål og spurgte ham også om han mente der var noget at arbejde med med vores arvemateriale. Og han er ikke speciel pessimistisk. Han siger at jeg har produceret fine æg de sidste par gange og at der ikke er noget i vejen med sædcellerne, dem de kan finde. At æggene er lidt sløve, ved han ikke hvorfor. Men han er bestemt frisk på at prøve igen, og vi kan godt gå igang til en omgang i marts måned. Så det gør vi altså. Skider på at formuen bliver ædt op og tager en tur til. Det kan jeg mærke er godt for mig, følelsen af at vi gør noget.
Vi har aftalt at vi giver den et par omgange endnu, og så tager vi en donordiskussion. Og at vi bruger de penge, der skal til, og så må drømmen om nyt køkken, sommerhus og den slags materialistiske fornøjelser vente. Vi vil ikke stå om 3 år og være bitre fordi vi ikke gjorde alt hvad vi kunne.
Så jeg starter på p-piller, nedregulering om 3 uger og opregulering efter mens, med 300 IU Menopur og så til Danmark en gang i starten af marts. Det er det rigtige at gøre, selvom det gør ondt at se bank-kontoen svinde gevaldigt ind.
Jeg ved ikke om vi er vanvittige, tåbelige eller naive. Men vi har ikke helt opgivet håbet om en lillebrøster. Vi er der simpelthen ikke endnu.
tirsdag den 17. januar 2012
Der er langt ned
Puh, jeg synes vi falder langt ned i denne omgang. Måske fordi vi egentlig syntes det var et af de bedste forsøg med hensyn til æg. Og så 3 skud i bøssen. Måske bare fordi det var 5. gang, og det virker som rigtig meget.
Måske også fordi de dumme tanker og crinone-snasket allerede startede fredag. Det fortsætter i øvrigt, blandet med en smule frisk blod. I morges var der frisk blod på crinonen. Men overraskende nok kom der ikke full-on mens i går. Det er vel altid et eller andet sted positivt, jeg var allerede ved at gå i små-panik over at mensen kom så tidligt efter ægløsning, det er jo ikke et godt tegn.
Men puh, jeg synes den er hård. Måske også fordi det bare er skide besværligt når vi er så langt væk fra behandlingsstedet. Vi snakkede en del om netop det i går. Da vi traf beslutningen om at tage herover havde vi stadig 2 forsøg inden vi tog afsted. Og nu dette 3. forsøg, så vi troede jo nok at 3 forsøg mere, så ville den være der. Men der skal åbenbart mere til. Og det er her, det begynder at blive besværligt. For der er mange lang-distance behandlinger.
Men puh, hvor er jeg glad for denne blog. Og for mine "pennevenner" herinde, for der var altså lige nogle gode ord, der satte donor-diskussionen lidt i perspektiv. Det er jo for filan helt rigtigt, mine børn skal ikke være en kopi af mig! De skal være sig selv. Jeg kan mærke at bare ved at læse de kommentarer, så bliver jeg lidt mere afklaret om donor-tingen.
Skriver i morgen når jeg tudende kigger på den lede kontrolstreg.
Måske også fordi de dumme tanker og crinone-snasket allerede startede fredag. Det fortsætter i øvrigt, blandet med en smule frisk blod. I morges var der frisk blod på crinonen. Men overraskende nok kom der ikke full-on mens i går. Det er vel altid et eller andet sted positivt, jeg var allerede ved at gå i små-panik over at mensen kom så tidligt efter ægløsning, det er jo ikke et godt tegn.
Men puh, jeg synes den er hård. Måske også fordi det bare er skide besværligt når vi er så langt væk fra behandlingsstedet. Vi snakkede en del om netop det i går. Da vi traf beslutningen om at tage herover havde vi stadig 2 forsøg inden vi tog afsted. Og nu dette 3. forsøg, så vi troede jo nok at 3 forsøg mere, så ville den være der. Men der skal åbenbart mere til. Og det er her, det begynder at blive besværligt. For der er mange lang-distance behandlinger.
Men puh, hvor er jeg glad for denne blog. Og for mine "pennevenner" herinde, for der var altså lige nogle gode ord, der satte donor-diskussionen lidt i perspektiv. Det er jo for filan helt rigtigt, mine børn skal ikke være en kopi af mig! De skal være sig selv. Jeg kan mærke at bare ved at læse de kommentarer, så bliver jeg lidt mere afklaret om donor-tingen.
Skriver i morgen når jeg tudende kigger på den lede kontrolstreg.
mandag den 16. januar 2012
Jeg hader hader hader min intuition
Fredag eftermiddag begyndte jeg at få den klassiske før-mens hovedpine. Og fredag aften vidste jeg bare at det ikke var denne gang. Lørdag morgen vågnede jeg op med den samme hovedpine og lidt brunt snask (beklager detaljerne!) på Crinonen. Det fortsatte hele lørdagen og søndagen, gode, store klumper af brunt crinone og en lille smule frisk blod. Det kan tages med et trusseindlæg, men kombineret med hovedpinen, så ved jeg godt hvad det betyder.
Så det har været en dum weekend. Åh, hvor er jeg helt usandsynlig træt af den her situation. tre æg, for fanden! TRE! Og ingen af dem bliver til noget. Tankerne kredser og kredser om æggenes kvalitet, om donorsæd og om slimhinder og hvad fanden der er galt med den krop jeg har.
Det gør det heller ikke nemmere at vi er 8000 km fra vores behandlingssted. Og at priserne på IVF i USA er - gys! - 10.000 USD per forsøg plus medicin. Hvor er det sindssygt.
Men det betyder at vi i udgangspunktet skal vente til sommer. Vi har (desværre, på en måde) pakket hele vores forår med besøg fra Danmark. Og det gør mig så ked af det, at vi skal vente hele 6 måneder på næste forsøg.
Vi fik heldigvis en god snak søndag morgen om det hele. Og min gode, seje, problemløsende mand foreslog at vi aflyste et af besøgene (min mor) og tog hjem i stedet. Tog en tur til i møllen.
Sagen er at vi er klar på flere forsøg. For der var mange æg, og vi tror at løsningen er en noget større dosis Menopur end tidligere. Der var 14 æg og fire der var befrugtede. Det er det bedste i lillebrøster-omgangen. Så vi tror at det kan være løsningen. Så vi prøver igen.
Det blev også til en snak om donorsæd. Jeg ved ikke hvordan jeg har det med det. Før Asbjørn var jeg mere åben overfor det. Jeg er bange for om det kommer til at påvirke især min mand. Han er mere åben overfor det, men det kræver en del snak før vi er helt der. Som han siger "hvis valget er mellem slet ikke at få en 2er og så en donor-2er, så vil jeg have et barn. Lige meget hvad".
Det sjove er at jeg jo godt ved at det, der gør vi elsker Asbjørn så sindssygt meget, er at han er vores ansvar, at vi følger hvert et skridt han tager, hver eneste lille udvikling. Og så alligevel. Tænk nu hvis jeg synes Asbjørn er pænere end donor-lillebrøster? Sødere, klogere? Tænk især hvis min mand gør? Er det fjollet? Jeg ved det ikke.
Nu tager jeg den lorte-test på onsdag og så ringer vi til klinikken og hører hvad de foreslår. Men jeg tror vi vælger en tur til marts, for selvom det tærer på formuen når vi kun har en indkomst, så er det altså det vigtigste i verden, lige nu.
Og jeg ved godt at det ikke er ovre endnu, og at man godt kan bløde ogogog, men det ER slut, det VED jeg bare.
Pis.
Så det har været en dum weekend. Åh, hvor er jeg helt usandsynlig træt af den her situation. tre æg, for fanden! TRE! Og ingen af dem bliver til noget. Tankerne kredser og kredser om æggenes kvalitet, om donorsæd og om slimhinder og hvad fanden der er galt med den krop jeg har.
Det gør det heller ikke nemmere at vi er 8000 km fra vores behandlingssted. Og at priserne på IVF i USA er - gys! - 10.000 USD per forsøg plus medicin. Hvor er det sindssygt.
Men det betyder at vi i udgangspunktet skal vente til sommer. Vi har (desværre, på en måde) pakket hele vores forår med besøg fra Danmark. Og det gør mig så ked af det, at vi skal vente hele 6 måneder på næste forsøg.
Vi fik heldigvis en god snak søndag morgen om det hele. Og min gode, seje, problemløsende mand foreslog at vi aflyste et af besøgene (min mor) og tog hjem i stedet. Tog en tur til i møllen.
Sagen er at vi er klar på flere forsøg. For der var mange æg, og vi tror at løsningen er en noget større dosis Menopur end tidligere. Der var 14 æg og fire der var befrugtede. Det er det bedste i lillebrøster-omgangen. Så vi tror at det kan være løsningen. Så vi prøver igen.
Det blev også til en snak om donorsæd. Jeg ved ikke hvordan jeg har det med det. Før Asbjørn var jeg mere åben overfor det. Jeg er bange for om det kommer til at påvirke især min mand. Han er mere åben overfor det, men det kræver en del snak før vi er helt der. Som han siger "hvis valget er mellem slet ikke at få en 2er og så en donor-2er, så vil jeg have et barn. Lige meget hvad".
Det sjove er at jeg jo godt ved at det, der gør vi elsker Asbjørn så sindssygt meget, er at han er vores ansvar, at vi følger hvert et skridt han tager, hver eneste lille udvikling. Og så alligevel. Tænk nu hvis jeg synes Asbjørn er pænere end donor-lillebrøster? Sødere, klogere? Tænk især hvis min mand gør? Er det fjollet? Jeg ved det ikke.
Nu tager jeg den lorte-test på onsdag og så ringer vi til klinikken og hører hvad de foreslår. Men jeg tror vi vælger en tur til marts, for selvom det tærer på formuen når vi kun har en indkomst, så er det altså det vigtigste i verden, lige nu.
Og jeg ved godt at det ikke er ovre endnu, og at man godt kan bløde ogogog, men det ER slut, det VED jeg bare.
Pis.
fredag den 13. januar 2012
Skyd mig
Jeg er stadig i det helt store obessing mode. Det SKAL bare være den her gang! Det skal det bare. Jeg kører rundt i gravid-ikke gravid tanker og kan slet ikke samle mig. Så skyd mig dog og få det overstået - det er da ikke til at holde ud!
Men den sædvanlige nærmen-sig testdag mistro er også stille og roligt begyndt at snige sig ind... Især fordi jeg jo i min vanvid har gennemlæst min og 400 andre blogs og hjemmesider og kan se at mit eget forløb med Asbjørn jo startede med en ret så seriøs overstimulering, som sparkede ind næsten en uge før testdag. I dag har vi fredag, onsdag må der testes og min maver har det bedre end den har haft det meget længe. Efter ÆU var jeg sindssygt øm om lignede en, der var gravid i 5 måned, svært ved at ligge ned - den sædvanlige omgang efter en høst. Men nu er maven stille og roligt ved at lægge sig igen og jeg er tilbage til mere normal mave-størrelse.
Så jeg går og ønsker mig en overstimulering. For det kunne være et tegn. Eller bare et eller andet dernedefra. Andet end Crinone-snask.
Arj, kan slet ikke holde tanken ud, tænk hvis den er negativ... pispispis. Den SKAL bare være positiv. Det skal den bare.
Men den sædvanlige nærmen-sig testdag mistro er også stille og roligt begyndt at snige sig ind... Især fordi jeg jo i min vanvid har gennemlæst min og 400 andre blogs og hjemmesider og kan se at mit eget forløb med Asbjørn jo startede med en ret så seriøs overstimulering, som sparkede ind næsten en uge før testdag. I dag har vi fredag, onsdag må der testes og min maver har det bedre end den har haft det meget længe. Efter ÆU var jeg sindssygt øm om lignede en, der var gravid i 5 måned, svært ved at ligge ned - den sædvanlige omgang efter en høst. Men nu er maven stille og roligt ved at lægge sig igen og jeg er tilbage til mere normal mave-størrelse.
Så jeg går og ønsker mig en overstimulering. For det kunne være et tegn. Eller bare et eller andet dernedefra. Andet end Crinone-snask.
Arj, kan slet ikke holde tanken ud, tænk hvis den er negativ... pispispis. Den SKAL bare være positiv. Det skal den bare.
onsdag den 11. januar 2012
Obsessing
Jeg er gået fuldstændig i selvsving. Jeg skal vist tilbage til 2007 for en lignende grad af vanvid i forbindelse med et forsøg. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi det er så mange forsøg og så lang tid der er gået i denne mølle, at jeg bare HÅBER HÅBER HÅBER at det endelig er vores tur igen. Måske er det det.
Faktum er i hvert fald at det fylder utrolig meget i mit hoved, det der foregår i mit underliv. Jeg læser på nettet om symptomer, selvom jeg VED at man intet, absolut intet, kan regne med på dette tidspunkt. Det er vildt så irrationel ens (læs: MIN) hjerne egentlig er. Jeg ved jo godt hvad jeg skal. Jeg skal læne mig tilbage og vente til i næste uge og tage den test. Jeg både glæder mig som et lille barn og gruer for det. Jeg tænker at jeg må forberede mig selv på fiaskoen, men er der slet ikke endnu. Jeg tror faktisk på det. Og den er så farlig, så farlig. For når troen stikker sit lille, naive hoved frem for alvor, så er der også den store risiko for den ultimative tudetur, den ultimative fiasko og den tunge, tunge sindstilstand efter en negativ test.
Hvor hjernedødt er det lige at bruge tid på at google ivf-symptomer, når man har gjort det 378.000 gange i tidernes morgen? Det bringer mig ind på fordums tids netsider såsom min-mave.dk og den slags. Puh, det minder mig om en tung tid.
7 dage til testning. Fik (vistnok) af vide jeg skulle teste d. 18. Og hvordan skal man så tage den? Om morgenen med risiko for at tude hele morgenen og ikke komme på arbejde til tiden? Eller måske bare om aftenen når Musen er i seng...? Har allerede sommerfugle i maven. Skøre hoved.
Faktum er i hvert fald at det fylder utrolig meget i mit hoved, det der foregår i mit underliv. Jeg læser på nettet om symptomer, selvom jeg VED at man intet, absolut intet, kan regne med på dette tidspunkt. Det er vildt så irrationel ens (læs: MIN) hjerne egentlig er. Jeg ved jo godt hvad jeg skal. Jeg skal læne mig tilbage og vente til i næste uge og tage den test. Jeg både glæder mig som et lille barn og gruer for det. Jeg tænker at jeg må forberede mig selv på fiaskoen, men er der slet ikke endnu. Jeg tror faktisk på det. Og den er så farlig, så farlig. For når troen stikker sit lille, naive hoved frem for alvor, så er der også den store risiko for den ultimative tudetur, den ultimative fiasko og den tunge, tunge sindstilstand efter en negativ test.
Hvor hjernedødt er det lige at bruge tid på at google ivf-symptomer, når man har gjort det 378.000 gange i tidernes morgen? Det bringer mig ind på fordums tids netsider såsom min-mave.dk og den slags. Puh, det minder mig om en tung tid.
7 dage til testning. Fik (vistnok) af vide jeg skulle teste d. 18. Og hvordan skal man så tage den? Om morgenen med risiko for at tude hele morgenen og ikke komme på arbejde til tiden? Eller måske bare om aftenen når Musen er i seng...? Har allerede sommerfugle i maven. Skøre hoved.
mandag den 9. januar 2012
Rugning version 5
Vi er netop hjemmkommet fra 17 hektiske, dejlige, smertefulde og lidt for spændende dage i Danmark. Vi kom hjem lørdag aften sent med 3!! æg i min livmoder. En hjemrejse, der blev udskudt af et noget uberegneligt underliv.
Det har været en lidt sej omgang, denne 5. omgang i manegen.
Vi kom hjem d. 23. om morgenen, 9. stimulationsdag på 225 enheder. Lidt mere end jeg plejer at få. Der var en del æg på omkring 11 mm, det er jo ikke meget så langt henne i stimulationen. Ny tid d. 27. viste stort set ingen udvikling på æggene, de var omkring den samme størrelse og der var lidt færre. Jeg blev sat op til 300 enheder, og scannet d. 30. Lidt for spændende. Her viste det sig at æggene var begyndt at vokse og lægen fastsatte ægudtagning til d. 3. 14 æg kom ud, det gjorde pænt nas denne gang (er begyndt at tage ÆU uden morfin, fordi jeg bliver så sindssyg dårlig af den) men det var høsten værd. To dage efter var der 4 æg der havde overlevet og delt sig, og sammen med lægen besluttede vi at få 3 op. 2 2-cellede og 1 3-cellet.
Der skulle altså lidt mere menopur til at få gang i ægproduktionen. Og min altid optimistiske mand er meget positiv over for dette forsøg. Jeg ved ikke helt hvor jeg selv er. På een måde optimistisk fordi der var æg og fordi det ikke blev aflyst, som lægen ellers sagde var risikoen når æggene ikke voksede. DET havde ikke været til at bære. Men vi må konstatere at vi ikke producerer fantastisk arvemateriale, min mand og jeg. Vores kombi er bare ikke særlig sprængfarlig. Jeg ved at vi HAR haft succes een gang (og hvilken succes) men 2-cellede er bare ikke rigtig noget at prale af, og jeg sidder med sådan en mistanke om at det er æggene, den er gal med. Altså at det ikke er livmoderens slimhinde eller noget i den stil. Men at æggene bare ikke er gode nok til at blive til levedygtige børn.
Det vil tiden vise. Om halvanden uge tisser jeg på en pind og vi finder ud af om 5. gang er lykkens gang.
Det har været en lidt sej omgang, denne 5. omgang i manegen.
Vi kom hjem d. 23. om morgenen, 9. stimulationsdag på 225 enheder. Lidt mere end jeg plejer at få. Der var en del æg på omkring 11 mm, det er jo ikke meget så langt henne i stimulationen. Ny tid d. 27. viste stort set ingen udvikling på æggene, de var omkring den samme størrelse og der var lidt færre. Jeg blev sat op til 300 enheder, og scannet d. 30. Lidt for spændende. Her viste det sig at æggene var begyndt at vokse og lægen fastsatte ægudtagning til d. 3. 14 æg kom ud, det gjorde pænt nas denne gang (er begyndt at tage ÆU uden morfin, fordi jeg bliver så sindssyg dårlig af den) men det var høsten værd. To dage efter var der 4 æg der havde overlevet og delt sig, og sammen med lægen besluttede vi at få 3 op. 2 2-cellede og 1 3-cellet.
Der skulle altså lidt mere menopur til at få gang i ægproduktionen. Og min altid optimistiske mand er meget positiv over for dette forsøg. Jeg ved ikke helt hvor jeg selv er. På een måde optimistisk fordi der var æg og fordi det ikke blev aflyst, som lægen ellers sagde var risikoen når æggene ikke voksede. DET havde ikke været til at bære. Men vi må konstatere at vi ikke producerer fantastisk arvemateriale, min mand og jeg. Vores kombi er bare ikke særlig sprængfarlig. Jeg ved at vi HAR haft succes een gang (og hvilken succes) men 2-cellede er bare ikke rigtig noget at prale af, og jeg sidder med sådan en mistanke om at det er æggene, den er gal med. Altså at det ikke er livmoderens slimhinde eller noget i den stil. Men at æggene bare ikke er gode nok til at blive til levedygtige børn.
Det vil tiden vise. Om halvanden uge tisser jeg på en pind og vi finder ud af om 5. gang er lykkens gang.
Abonner på:
Opslag (Atom)