Jeg ved ikke helt hvad der sker i mit hoved. Een ting er sikkert, fertilitetsbehandling er for mig blevet sådan et nærmest betændt område. Jeg skrev om det i forrige indlæg, og puh, hvor jeg bare kan mærke det helt fysisk i min krop.
Jeg har netop haft kontakt med klinikken for at få en samtale med dem om forløbet til sommer. Det er seriøst med bævende hjerte og galopperende puls, jeg ringer til dem. Hvorfor? Jeg kan ikke forklare det. De er VILDT søde derinde, og meget venlige når jeg ringer og vil rigtig gerne hjælpe. Men det er ligesom om min krop bare stritter og siger "vil-ikke-vil-ikke". Bevares, jeg kan godt håndtere det fysiske, selvom det også hænger mig langt ud af halsen at have fødderne i stigbøjlerne og ikke have mit underliv for mig selv. Men det er ikke det, der giver galopperende puls. Det er "hvis nu" scenarierne. Som kommer tættere og tættere på. For filan da, vi kan ikke blive ved. Men det SKAL vi, for jeg kan ikke give op. Jeg kan slet ikke overskue at skulle igennem den sorg-proces. Ikke nu. Måske om et par år. Bare ikke nu. Jeg magter det ikke.
Og så er det bare een stor usikkerhedsklump, der sidder der. Usikkerheder om næste gang, om timing (og ja, jeg forbander at være så langt fra den klinik, men ser ingen anden udvej lige nu - andet end at tage hjem og droppe der dersens udland). Det er så betændt for mig at når min søde kæreste siger om vi skal snakke om det (han vil gerne snakke om det praktiske) så orker jeg det ikke. Jeg siger "ej, skal vi ikke gøre det i morgen" eller "nej, jeg orker ikke at snakke om det". Og det er slet, slet ikke lig mig. Jeg plejer at elske at finde løsninger, når jeg har noget, jeg tumler med. For det lindrer. Det gør det bare ikke her, for løsningerne leder tættere på endnu en behandling med alt det råddenskab det fører med sig. Af skuffelser, af lidt for spændende scanninger, af ægdeling, af rugning.
Jeg forsøger ikke at tale det op til en større nedtur end det er, for konsekvensen af det, er jo at stoppe. Og det KAN jeg ikke.
Jeg er også nået dertil hvor jeg slet ikke kan forestille mig at jeg skulle blive gravid til sommer. Det er skidt, altså.
3 kommentarer:
Århh altså! Kæmpe krammer herfra! Nej det lyder virkelig ikke som dig at ville skyde det praktiske. Er du kommer nærmere om du skal undersøges derovre?
Gad godt lige at have haft et døgn i NY til at vende det hele! Stort fejl ikke at få det med.
Knus
City H
Åhh søde søde Sech. Jeg forstår dig så godt. Jeg er virkelig imponeret over hvor længe du har holdt dig åben uden der er gået brændt barn i den. For mit eget vedkommende må jeg indse, at jeg næsten ikke har været i stand til at tænke et barn mere af bare brændt barn angst. Jeg er så bange for at gå hen til den smerte igen. Her godt, dér ondt. Jeg bliver her.
Du er SÅ sej! Det ville simpelthen være overmenneskeligt, hvis ikke der begyndte at vise sig nogle lidt mindre optimale reaktionsmønstre. Jeg kan saftsusme godt forstå, at du bare gerne vil være fri for at forholde dig til det nogle gange.
Stort stort kram - og aftalen var, at jeg skulle gå i forvejen ikk? skal vi aftale, at jeg tager en positiv i juli og du i august?
Sender dig blot lige et stort cyber space kram!
Send en kommentar