10. august 2014 kl. 16.37 og 16.49

... kom Magne og Nanna til verden efter 7 timers fødsel. Magne vejede 3200 gram og Nanna 2500 gram. De er selvfølgelig helt fantastiske og virkelig nuttede og egentlig relativt nemme babyer. Fødslen var hård - meget hårdere end fødslen af Asbjørn. Sandsynligvis fordi optakten til fødslen var som den var - manglende søvn i ekstrem grad og den der leverkløe fra helvede. Det betød at jeg bare var helt utrolig udmattet allerede inden igangsættelsen.
Heldigvis blev igangsættelsen ikke en langstrakt affære. Jordemoderen kunne prikke hul på vandet og jeg slap derfor med stikpiller og modning - jeg var allerede 4-5 cm åben. Og fødslen gik egentlig godt, de kom ud uden anden indgreb end ve-drop de sidste 10 minutter inden fødslen, og ud kom jo så verdens sødeste tvillinger.

Vi har desværre været indlagt på neonatal i 12 dage og kom først hjem i fredags. Begge kiddos tabte sig lige lovligt meget de første dage efter fødslen, og så blev det tunge skyts rullet ud med sondemad og madning hver 3. time. Grunden til at det endte med så mange dage, var at mælkeproduktionen ikke er kommet helt op på at dække begge børns behov og jeg har skulle amme-amme-amme og malke-malke-malke hver 3. time. Puh, jeg har grædt mange tårer over udsigten til ikke at kunne dække begge børns behov for mælk, men jeg er vist efterhånden ved at forlige mig med tanken om at vi kommer til at køre en eller anden form for kombination af amning og flaske. Lige pt. får de stadig mad hver 3. time - først ammes de, så får de lidt erstatning på et suppleringssystem og derefter malker jeg ud. Det er lidt et cirkus - og at dobbelt-amme er altså virkelig et crazy syn!

Så egentlig har det været en lidt hård start. Jeg synes virkelig jeg har kæmpet med amningen og på et tidspunkt under en af mine tudeture kom en sygeplejerske ind og vi fik os en snak. Hun sagde nogle ord, der gik rent ind "nu har du kæmpet så hårdt, nu er det tid til at du skal nyde dine børn". Og den ramte på mere end bare et plan. Nu har vi kæmpet så hårdt for at få de her tvillinger. De sidste 7 år har vi kæmpet for at få børn og NU er de her endelig. Jeg er TRÆT af at kæmpe. Det er tid til at nyde. Og fokusere på hvor heldige vi er. For det er vi filme.

37+2 - please find the exit

Vi har fået tid til igangsættelse. Det har været lidt et tovtrækkeri mellem forskellige læger, jordemødre og mig, den desperate gravide. Jeg stødte ind i en læge, der mente at fordi twins har det så godt i maven som de har, kunne vi godt vente med igangsættelse til 39+1. What??? Sagde damen hvis leverkløe fra helvede er blusset op igen og dermed ikke sover mere end 30 minutter af gangen. På en god nat får jeg sammenlagt 4 timers søvn. På en dårlig omkring 2,5 time. Fordelt på 30 minutters intervaller.

Jeg har hele tiden fået stillet i udsigt at igangsættelse ville være 38+0, men den her læge syntes åbenbart godt jeg kunne gå længere, for twins har jo bedst af selv at finde udgangen. Ja, tak, men jeg skal klare en fødsel på et ret så heftigt søvnunderskud! Så det har krævet en del snakken frem og tilbage. Det endte med at igangsættelsen blev "fremskyndet" til 38+0, og nu pga. levertal, der igen er på vej op og almindelig jamren fra min side, til 37+5. Det er lige om snart.

Jeg er så træt, så træt. Og desperat. Jeg tuder hver eneste aften når jeg ligger i 2-3 timer og prøver at falde i søvn. Jeg KAN ikke klare mere. Og jeg føler mig som verdens største pjevs samtidig med at jeg synes det er SÅ mærkeligt at der ikke er noget sundhedspersonale, der rigtig forholder sig til min bekymring om jeg vitterligt kan klare en fødsel i den her tilstand. De skal bare UD, de børn.

Jeg kæmper også en del med dårlig samvittighed. Overfor tvillingerne. For lige nu træden glæden, spændingen over at skulle møde dem, i baggrunden for at jeg glæder mig helt vanvittig meget til at slippe for denne kløe. Det er jo så langt ude ikke at glæde sig når de har været så ønsket så længe.

Men om en uge er alting sikkert glemt. Jeg VED at jeg har dem i mine arme om senest en uge. Måske allerede om 4 dage. 4 dage. Det SKAL jeg kunne klare.