Så kom mens efter en tre ugers tid på p-piller. Dejligt at den kom så hurtigt. Men mindre dejligt er det at kæresten ringer til Hvidovre, som jo stadig strejker og beskeden er at vi ikke kan meldes til, da der er strejke. Hvis strejken når at stoppe inden 15. maj, der er 21. dagen, kan vi højest sandsynligt komme til. Men men. Nu er alle bekymringerne jo så startet her hos mig. For hvad nu hvis der er 1 milliard der ringer, og de bliver nødt til at afvise nogen? Og hvad nu hvis de ikke når at stoppe strejken? Åh, jeg kan næsten ikke bære det her venteri og alle de bekymringer og datoer og det ene og det andet. Som om vi ikke ventede nok i forvejen, så kommer der lige en dum strejke ind over. Og jeg VED godt jeg ikke er den eneste, der bliver ramt. Vi har bare intet fertilitetsaction haft andet end det rigtig skod-agtige siden december. Det er altså 5 måneder siden.
Så nu kan jeg så bruge de næste 14 dage på at bekymre mig. Og DET var jo ikke planen. Planen var jo opladning til det store, gyldne, fjerde forsøg (ja altså 6. hvis man tæller de der dumme IVMer men dem tror jeg bare vi glemmer alt om), som jeg har sat alle mine penge på. Stjernerne står sikkert helt rigtigt, det er forår og det var altså bare NU!
Hvidovre foreslog så kæresten at det måske kunne komme på tale med en kort behandling inden sommerferien. Men det skal jeg lige mærke efter hvad min mavefornemmelse siger til. Det har jo sine fordele: 1. Det er kort; 2. Det kan nåes inden sommerferien (sandsynligvis); 3. Der har jo været æg og alt det der før. Men det var altså med den lange jeg blev en lille smule gravid. Første gang lang behandling og et eller andet monster satte sig jo fast. Selvom det jo ikke rigtig var noget vi kunne bruge til særlig meget andet end at få et indgående kendskab til Hvidovres forskellige afdelinger.
Åh, altså. Nu gik det lige så godt og nu alle de bekymringer.
Kæresten, som må siges at være særdeles velkvalificeret til politiske analyser af denne slags givet hans, skal vi sige, usædvanlig stærke samfundsengagement og baggrund i den politiske verden, siger fra førerbunkeren at strejken fortsætter, og at den sandsynligvis gør det i noget tid endnu. Noget med at BUPLs afstemingsresultat ligger klart d. 13. maj og hvis de går ind i strejken, kommer regeringsindgrebet måske hurtigere. Men d. 13. maj, altså! Det kan jeg ikke bruge til noget! Jeg skal scannes d. 15. maj, for filan!
Samtidig kan jeg blive helt gønlyseblå indeni over at den strejke i første omgang er der. Giv nu den sundhedssektor nogle ordentlige vilkår at arbejde under!
Oveni det hele har veninden født den lækreste lille bløde baby og sendt billeder til langbortistan til mig, og uuuuh, hvor gør det avs når vi selv kæmper den her kamp som aldrig ser ud som om den vil ende.
Hold da op hvor er jeg negativ i dag! Trænger vist til at komme hjem til det danske forår og få et kys af kæresten og et strejf af den danske sol, som ikke er helt så anmasende som på disse breddegrader.
lørdag den 26. april 2008
mandag den 21. april 2008
Tør man?
Den har siddet i mig i et lille stykke tid. Måske er det fordi det "snart" (om en måneds tid) er fertilitetscirkus-tid igen. Men den tumler stadig lidt inde i mit hoved, og jeg kæmper lidt med den, og er bange for at lukke den ud. For jeg ved ikke om jeg tør. Jeg er bange for konsekvenserne, for skuffelserne, for nemesis.
I det her forløb har jeg faktisk mest været pessimist. For det meste siger jeg højt "hvorfor skulle det lige lykkedes denne gang?" - det er ikke altid jeg tænker det - noglegange har jeg været lidt optimistisk. Men mest har jeg været pessimist. For at gardere mig mod skuffelserne, som jeg alligevel ikke tager særlig let på. Måske er det noget med at jeg ikke synes det er fedt "at tage fejl", at være på "taberholdet". Dem, der troede det lykkedes, og så gjorde det det ikke alligevel. Måske har jeg også været lidt pessimist, fordi jeg ikke altid syntes mine omgivelser gav mig den "credit" at det faktisk er helt sindssyg hårdt det her. Jeg tror mange i mine omgivelser er vant til at Sechen, det er hende der kan klare det hele - med en hånd. Jeg tror en del i vores omgangskreds har set mig som hende den glade, den positive, hende med succes. Jeg tror det er lidt anderledes nu. Jeg tror alligevel det er gået op for i hvert fald de tætteste at jeg er sat fuldstændig til tælling i det her forløb. Når de konstant kan se og høre mig græde og beklage mig, så tror jeg der er sket noget.
Tilbage til skuffelserne. Dem har jeg garderet mig imod ved at tænke højt at det nok ikke lykkedes denne gang. Men måske er det foråret (som jeg dog ikke oplever helt på samme måde her på den sydlige halvkugle), måske er det noget andet. Måske er det det faktum, at selvom jeg har garderet mig med pessimismen, så har jeg stadig været på taberholdet. Og måske er det tid til en ny strategi. Ikke fordi jeg bliver mere gravid af det. Men måske kan det give lidt ro i det ellers så prøvede sind.
I hvert fald - og nu skriver jeg det højt - er jeg i fuld sving med at øve mig i at tro på det. Jeg øver mig i at sige og tænke "det lykkes sgu". Og jeg tror det bliver næste gang. For det er jo lang behandling, og det rakte jo alligevel til en graviditet udenfor livmoderen. Og det er 4. ICSI - nu MÅ det da snart være. Hvorfor skulle det ikke være?
Og ja, det er farligt, farligt. For chancen for at det ikke lykkes, som de andre gange, er jo helt klart til stede. Men de er jo positive, lægerne. Og det går jo hver gang godt indtil æggene kommer op. Måske HAR vi bare været uheldige, som Helle yndligslæge mener?
Jeg kommer hjem fra Afrika d. 1. maj. Og jeg har besluttet mig at maj og juni skal stå i forkælelsens tegn. Jeg vil ikke arbejde for længe, jeg vil bestille tid til massage, zoneterapi (nogen med erfaringer med det?), spise sund mad, gå ture med kæresten, få vokset bikinilinje (av),måske starte til yoga, i det hele taget nyde foråret, kæresten, vennerne og den måske kommende graviditet. Som gerne skulle være en realitet i starten af juli.
Uuuh, er det lidt for farligt at tro på det og italesætte troen?
I det her forløb har jeg faktisk mest været pessimist. For det meste siger jeg højt "hvorfor skulle det lige lykkedes denne gang?" - det er ikke altid jeg tænker det - noglegange har jeg været lidt optimistisk. Men mest har jeg været pessimist. For at gardere mig mod skuffelserne, som jeg alligevel ikke tager særlig let på. Måske er det noget med at jeg ikke synes det er fedt "at tage fejl", at være på "taberholdet". Dem, der troede det lykkedes, og så gjorde det det ikke alligevel. Måske har jeg også været lidt pessimist, fordi jeg ikke altid syntes mine omgivelser gav mig den "credit" at det faktisk er helt sindssyg hårdt det her. Jeg tror mange i mine omgivelser er vant til at Sechen, det er hende der kan klare det hele - med en hånd. Jeg tror en del i vores omgangskreds har set mig som hende den glade, den positive, hende med succes. Jeg tror det er lidt anderledes nu. Jeg tror alligevel det er gået op for i hvert fald de tætteste at jeg er sat fuldstændig til tælling i det her forløb. Når de konstant kan se og høre mig græde og beklage mig, så tror jeg der er sket noget.
Tilbage til skuffelserne. Dem har jeg garderet mig imod ved at tænke højt at det nok ikke lykkedes denne gang. Men måske er det foråret (som jeg dog ikke oplever helt på samme måde her på den sydlige halvkugle), måske er det noget andet. Måske er det det faktum, at selvom jeg har garderet mig med pessimismen, så har jeg stadig været på taberholdet. Og måske er det tid til en ny strategi. Ikke fordi jeg bliver mere gravid af det. Men måske kan det give lidt ro i det ellers så prøvede sind.
I hvert fald - og nu skriver jeg det højt - er jeg i fuld sving med at øve mig i at tro på det. Jeg øver mig i at sige og tænke "det lykkes sgu". Og jeg tror det bliver næste gang. For det er jo lang behandling, og det rakte jo alligevel til en graviditet udenfor livmoderen. Og det er 4. ICSI - nu MÅ det da snart være. Hvorfor skulle det ikke være?
Og ja, det er farligt, farligt. For chancen for at det ikke lykkes, som de andre gange, er jo helt klart til stede. Men de er jo positive, lægerne. Og det går jo hver gang godt indtil æggene kommer op. Måske HAR vi bare været uheldige, som Helle yndligslæge mener?
Jeg kommer hjem fra Afrika d. 1. maj. Og jeg har besluttet mig at maj og juni skal stå i forkælelsens tegn. Jeg vil ikke arbejde for længe, jeg vil bestille tid til massage, zoneterapi (nogen med erfaringer med det?), spise sund mad, gå ture med kæresten, få vokset bikinilinje (av),måske starte til yoga, i det hele taget nyde foråret, kæresten, vennerne og den måske kommende graviditet. Som gerne skulle være en realitet i starten af juli.
Uuuh, er det lidt for farligt at tro på det og italesætte troen?
tirsdag den 15. april 2008
Mit GULe mareridt
Sådan så tallene ud - måske kan andre i fremtidige situationer bruge dette til noget. Om ikke andet kan jeg bruge det til at forsikre mig selv om at det altså ER synd for os:
Hcg
07.01.08 409
11.01.08 1135
14.01.08 1300
18.01.08 569
25.01.08 911
28.01.08 1425
01.02.08 1401
04.02.08 12xx
08.02.08 672
25.02.08 51
03.03.08 36
17.03.08 21
31.03.08 15
11.04.08 under 3
Til disse datoer skal der så lægges de ekstra-besøg til scanninger og samtaler vi har haft i 2008. Og så kommer vi samlet op på ca. 20 gange på Hvidovre i år.
Hcg
07.01.08 409
11.01.08 1135
14.01.08 1300
18.01.08 569
25.01.08 911
28.01.08 1425
01.02.08 1401
04.02.08 12xx
08.02.08 672
25.02.08 51
03.03.08 36
17.03.08 21
31.03.08 15
11.04.08 under 3
Til disse datoer skal der så lægges de ekstra-besøg til scanninger og samtaler vi har haft i 2008. Og så kommer vi samlet op på ca. 20 gange på Hvidovre i år.
Juhuuu!
Fredagens tur til blodprøve-land skulle vise sig at være den sidste i denne omgang. Så et lille, underligt juhu er vist på sin plads. Underligt fordi jeg faktisk fejrer at jeg ikke teknisk set er gravid mere. Og det koblet med at jeg for øjeblikket spiser p-piller skulle vist gøre at der ikke er nogen risiko for at jeg skulle blive gravid inden for den næste stykke tid.
Havde ellers joket med nogle veninder aftenen før om man måske fik sådan en lille sølvnål til jakken når man havde været på Hvidovre for blodprøvetagning 25. gange? Ligesom sådan en slags sølvbryllupsnål? Men sådan en blev det jo så heldigvis ikke til.
Så nu kan vi for alvor lægge den her graviditet udenfor livmoderen bag os. Og kigge lidt fremad. Selvom det er skræmmende. For derude i fremtiden ligger potentielle nye skuffelser. Nu havde jeg lige lært at leve med den her. Men der er ikke noget at gøre - jeg MÅ udsætte mig selv for dem. For jeg er jo ikke færdig med at prøve. Vi skal SGU ha' den åndssvage skodunge!
Havde ellers joket med nogle veninder aftenen før om man måske fik sådan en lille sølvnål til jakken når man havde været på Hvidovre for blodprøvetagning 25. gange? Ligesom sådan en slags sølvbryllupsnål? Men sådan en blev det jo så heldigvis ikke til.
Så nu kan vi for alvor lægge den her graviditet udenfor livmoderen bag os. Og kigge lidt fremad. Selvom det er skræmmende. For derude i fremtiden ligger potentielle nye skuffelser. Nu havde jeg lige lært at leve med den her. Men der er ikke noget at gøre - jeg MÅ udsætte mig selv for dem. For jeg er jo ikke færdig med at prøve. Vi skal SGU ha' den åndssvage skodunge!
onsdag den 9. april 2008
Hcg still going strong
Der har været lidt stille i sechestolen her de sidste par uger. Har haft besøg (på arbejdet) af 20 folk fra vores udesystem, så den har stået på arbejde fra kl. 8 til 21 i næsten to uger i træk. Jeg har stået for et et-uges kursus for alle disse kære mennesker, og det har godt nok været hårdt. Og sjovt og lærerigt.
Som overskriften lyder så er der stadig liv i min blodprøve hobby. Vi trak endnu en blodprøve, da hcg d. 31.03 var 15. 15! Hvad sker der altså! Nu har kroppen været en måned om at gå fra 51 til 15. Jamen altså HVAD sker der? Masser af spørgsmål, men ingen svar.
Og så kom der lige lidt fertility-action på drengen i sidste uge også. For pludselig kom der noget, der til forveksling lignede mens. Først blev jeg lidt irriteret over min krop, men besluttede mig for at jeg nok hellere måtte ringe til Hvidovre. Og de var helt sikre - det var mens. Og efter en del telefonopkald frem og tilbage (og nogle ret komiske situationer, hvor jeg måtte ud på et toilet og ringe til Hvidovre midt i forskellie præsentationer) blev udfaldet så at jeg har fået en stribe p-piller, som jeg skal guffe, så have en blødning og derefter kan gå igang med lang behandling. Grunden til dette er at man således kan styre min cyklus, som jo ellers er lidt lang (33-35 dage) og p-pillerne skulle gerne afkorte dette tidsrum en smule. Meget, meget mærkeligt at skulle spise p-piller. Dels fordi dette blev arrangeret over telefonen ad flere omgange midt i at jeg stod som kursusleder og dels fordi jeg altså synes det er meget, meget mærkeligt at spise p-piller. Øøøh? Vi vil gerne være gravide herhjemme? Meen jeg ved jo godt at det på mange måder er godt, for det betyder at vi lige med hiv og sving kan nå en omgang fertilitetshalløj inden sommerferien. Og underligt at skulle forholde sig til et nyt blodprøvesvar i juli måned. Det vil så være et halvt år efter sidste omgang.
Indrømmet. Jeg er ikke så vild med at fylde min krop med alle mulige hormoner, så de her p-piller har forårsaget en del spekulationer. Hvordan kan kroppen vide at den ene måned skal den IKKE lave æg til almindelig brug, og den næste måned må den godt? Kommer mens overhovedet som den skal?
Med p-pillerne liggende ude på badeværelset melder tankerne sig om næste gang, og på den måde er nedtællingen (desværre) begyndt. Jeg er ret tvivlende. Hvorfor skulle det lige gå denne gang? Det tog faktisk 5 omgange før der var noget, der lignede en graviditet. Som stadig ikke rigtig gælder. Skal jeg så vente 5 omgange til? Sandsynligheden er der.
Jeg prøver at holde fast i håbet. Men det er så farligt, det håb. For med det kommer tankerne om sparkedragter, pludren i en vugge, barnevogne og en dejlig, dejlig tyk mave. Og jeg kan ikke holde de tanker ud. De kvæler mig og suger mig ned, ned, ned i den store, sorte afgrund hvor hele mit liv handler om det jeg ikke kan få, i stedet for det jeg har. Og dernede er der altså ikke særlig rart at leve.
IRL bliver folk gravide til højre og venstre. Troede snart ikke jeg havde flere venner, der kunne blive gravide. Men folk BLIVER VED. Kan de dog ikke STOPPE? Min gamle veninde er lige op over og kunne glad fortælle om hvordan det var at cykle med en højgravid mave (de startede med baby-projekt 1½ år efter os). Og jeg kan NÆSTEN ikke holde det ud. Al den tilfredshed - ja, det er jo nærmest lykke. Suk. Jeg mangler stadig redskaber til at tackle alle de graviditeter på en god måde. For de gør mig altså en smule socialt handicappet.
Og så til dagens gode nyhed. Blev moster for anden gang i formiddags. Til endnu en lille dreng, som efter sigende ligner sin storebror til forveksling, hvilket er et godt tegn, for storebror er virkelig godt lavet. Glæder mig til at møde lillebror, selvom der er lang tid til, da han jo bor lidt langt væk fra sin eneste og bedste moster.
Som overskriften lyder så er der stadig liv i min blodprøve hobby. Vi trak endnu en blodprøve, da hcg d. 31.03 var 15. 15! Hvad sker der altså! Nu har kroppen været en måned om at gå fra 51 til 15. Jamen altså HVAD sker der? Masser af spørgsmål, men ingen svar.
Og så kom der lige lidt fertility-action på drengen i sidste uge også. For pludselig kom der noget, der til forveksling lignede mens. Først blev jeg lidt irriteret over min krop, men besluttede mig for at jeg nok hellere måtte ringe til Hvidovre. Og de var helt sikre - det var mens. Og efter en del telefonopkald frem og tilbage (og nogle ret komiske situationer, hvor jeg måtte ud på et toilet og ringe til Hvidovre midt i forskellie præsentationer) blev udfaldet så at jeg har fået en stribe p-piller, som jeg skal guffe, så have en blødning og derefter kan gå igang med lang behandling. Grunden til dette er at man således kan styre min cyklus, som jo ellers er lidt lang (33-35 dage) og p-pillerne skulle gerne afkorte dette tidsrum en smule. Meget, meget mærkeligt at skulle spise p-piller. Dels fordi dette blev arrangeret over telefonen ad flere omgange midt i at jeg stod som kursusleder og dels fordi jeg altså synes det er meget, meget mærkeligt at spise p-piller. Øøøh? Vi vil gerne være gravide herhjemme? Meen jeg ved jo godt at det på mange måder er godt, for det betyder at vi lige med hiv og sving kan nå en omgang fertilitetshalløj inden sommerferien. Og underligt at skulle forholde sig til et nyt blodprøvesvar i juli måned. Det vil så være et halvt år efter sidste omgang.
Indrømmet. Jeg er ikke så vild med at fylde min krop med alle mulige hormoner, så de her p-piller har forårsaget en del spekulationer. Hvordan kan kroppen vide at den ene måned skal den IKKE lave æg til almindelig brug, og den næste måned må den godt? Kommer mens overhovedet som den skal?
Med p-pillerne liggende ude på badeværelset melder tankerne sig om næste gang, og på den måde er nedtællingen (desværre) begyndt. Jeg er ret tvivlende. Hvorfor skulle det lige gå denne gang? Det tog faktisk 5 omgange før der var noget, der lignede en graviditet. Som stadig ikke rigtig gælder. Skal jeg så vente 5 omgange til? Sandsynligheden er der.
Jeg prøver at holde fast i håbet. Men det er så farligt, det håb. For med det kommer tankerne om sparkedragter, pludren i en vugge, barnevogne og en dejlig, dejlig tyk mave. Og jeg kan ikke holde de tanker ud. De kvæler mig og suger mig ned, ned, ned i den store, sorte afgrund hvor hele mit liv handler om det jeg ikke kan få, i stedet for det jeg har. Og dernede er der altså ikke særlig rart at leve.
IRL bliver folk gravide til højre og venstre. Troede snart ikke jeg havde flere venner, der kunne blive gravide. Men folk BLIVER VED. Kan de dog ikke STOPPE? Min gamle veninde er lige op over og kunne glad fortælle om hvordan det var at cykle med en højgravid mave (de startede med baby-projekt 1½ år efter os). Og jeg kan NÆSTEN ikke holde det ud. Al den tilfredshed - ja, det er jo nærmest lykke. Suk. Jeg mangler stadig redskaber til at tackle alle de graviditeter på en god måde. For de gør mig altså en smule socialt handicappet.
Og så til dagens gode nyhed. Blev moster for anden gang i formiddags. Til endnu en lille dreng, som efter sigende ligner sin storebror til forveksling, hvilket er et godt tegn, for storebror er virkelig godt lavet. Glæder mig til at møde lillebror, selvom der er lang tid til, da han jo bor lidt langt væk fra sin eneste og bedste moster.
Abonner på:
Opslag (Atom)