Beslutninger part II

Vi har besluttet at det næste forsøg er vores sidste på klinikken. Jeg håber håber håber inderligt at det får en lykkelig udgang. Hvis ikke, så skifter vi klinik, med alt hvad det indebærer af flytten frem og - måske især - tilbage. Det er en tung beslutning, men det er den rigtige. Vi er ikke færdige med at drømme om en baby.

Men puh, det ER en tung beslutning. For karrieremæssigt og familiemæssigt lukker vi nogle ting ned, som kunne være blevet rigtig, rigtig gode. Og især jeg begrænser min karrierebane væsentligt med dette, hvilket jeg synes er ærgerligt. Men der er ikke noget at gøre. Hvis ikke jeg bliver gravid denne gang, så må det være sådan. Den skal lige sluges, for pis mand, man bliver ikke færdig med at bo i denne by på 1½-2 år. Føler kun at vi har taget en lille-bitte musse-bid af æblet, som strutter og funkler så fint lige ude foran vinduet.

8. forsøg skydes igang med nedregulering på søndag. Jeg ved sgu ikke rigtig om jeg tror på det denne gang, men et eller andet sted gør jeg jo nok. Men det er sgu svært at finde kampgejsten til endnu en tur i møllen.

Jeg bliver så trist helt ned i maven over at tænke på hvor meget jeg synes vi har "spildt" de sidste to år af vores liv på at være kede af det, drømme, sætte os op til noget, for at blive skuffede gang på gang. Men jeg kan heller ikke se hvad vi ellers skulle have gjort. Men det gør sgu nas at tænke på - at vores liv på så mange måder er præget af det savn og af at anstrenge sig for at få det bedste ud af lige her og nu.

Bønneuniverset

Ok, det her er det vildeste "se-hvor-sund-jeg-er" indlæg. For hold da op, hvor er vi gode til at spise os... tja, nok ikke gravide, men lidt-mere-fertile herhjemme. Vi er så hellige og så sunde og har i fællesskab erklæret hvedemel, pasta og kartofler som ondskab i dens reneste form. Den holdningsændring (og altså jeg er ikke mere hellig end at jeg glæder mig til at jeg en dag bliver gravid og kan spise lidt mere sukker og brød) betyder faktisk ret meget, så meget at jeg sad og fik så dårlig samvittighed da jeg den anden dag spiste et stykke - gyyyys! - hvedebolle på en restaurant.

Jeg har tabt 2½ kilo og er nede på 60 kg, og min str. 38 passer bare så godt igen. Det er sgu fedt! Det, at manden også er helt med på ideen gør at det er noget nemmere, synes jeg. Vi spiser bønner i stedet for ris, vi spiser masser af grønt og masser af nødder (ikke ligefrem fedtfattigt, men missionen er egentlig heller ikke at tabe os) og en del æg. Det er svært at holde det 110%, især når vi har gæster eller er ude, men det er også ok, selvom det så er sværere at komme tilbage til regimet igen - for jeg skal da ærligt indrømme at jeg ville ønske jeg kunne fråde i bagels, muffins, chokoladekage og is. Jeg ser frem til aftenens kop kaffe og et stykke mørk chokolade hver dag. Det føles bare helt rigtigt, især fordi vi GØR noget. Jeg er slet, slet ikke sikker på at det gør mine æg bedre eller min mands sædkvalitet bedre, men vi GØR sgu noget.
Nå, ja og så løber jeg 25 minutter på nu-er-mine-lunger-ved-at-blive-flået-ud måden 2-3 gange om ugen. Er oppe på at løbe 4.5 kilometer på de 25 minutter.Jeg sagde det jo, super-helligt indlæg, det her!

Tiden nærmer sig hvor jeg skal igang med p-piller og nedregulering derefter. Første scanning på klinikken i denne omgang er d. 14. december. Om lidt over en måned. Jeg bliver mere og mere afklaret med at vi ikke kan fortsætte vores langdistance-behandlinger ret meget længere. Efter jul - og eventuel negativ test - må vi tage den store "hvad skal vi gøre" tur. Jeg kan mærke at jeg er mere afklaret end manden min, som leger med flere kreative løsninger end jeg. For vi er jo skide glade for at være her hvor vi er, lige nu. I verdens fedeste by. Hvis den dog bare kunne ligge lige der hvor Roskilde ligger nu, så ville alting bare være meget lettere.