For 9 år siden kiggede min (daværende) kæreste (nuværende mand) og jeg på hinanden og blev enige om at vi var klar til børn. Det var i foråret 2006. Det blev starten på en rejse, som på så mange måder har formet mig, os og vores liv de sidste 9 år.
I dag bor der tre raske, søde, smukke og sunde børn hjemme hos os. Hold nu op en rejse vi har været på. Helt uvirkeligt og helt rigtigt på samme tid.
Jeg ved at rejsen er slut. Der mangler ikke nogen i vores familie. Vi er her alle sammen. Og jeg finder så meget ro og tilfredshed helt ned i min (lidt for muffin-agtige) mave over netop det. Og taknemmlighed over at det endelig, endelig er slut. Usikkerheden, skylden, sorgen, følelsen af stand-by, uretfærdigheden og magtesløsheden.
De sidste 8 måneder har været helt crazy. Crazy dejlige, hårde, intense og vilde. Det er vildt at have twins. Ikke så hårdt som jeg troede det ville blive. Men stort set hver eneste minut er fyldt op. Fra kl. 5.30 til 20.30-21. De første 6 måneder var de vildeste - og de sidste 2 måneder har været noget nemmere og nok også sjovere på mange måder. Amning, flaske og bekymringer om vægtstigning (de fleste ret ubegrundede) har fyldt en del i deres første levemåneder. Og når der er to babyer, der kan holde en vågen om natten, så starter natten tidligt for morens vedkommende. De sover nu efterhånden ret godt om natten - ofte kun med 1-2 opvågninger fra Magne i løbet af natten - Nanna sover igennem.
Tvillinger er en fantastisk gave. Ja. Men de er filme også meget arbejde. På mange planer. Der er (i hvert fald med det sæt jeg er tildelt) ALDRIG et roligt øjeblik til en kop kaffe. Jeg tror jeg kan tælle på een hånd de stunder jeg har kunne sætte mig i sofaen med en kop kaffe og en avis/blad/bog med sovende børn i vuggerne. Man er hele tiden igang med at opfylde andre menneskers behov. Babytwins har ikke i samme grad som deres brormand udvist synderlig gode søvnmønstre - især
Nanna er/har været en powernapper og det der med at synkronisere twins er altså ikke lige gået efter bogen, skulle jeg hilse og sige. Stor kontrast til storebror som var en ret god dagssover, og det har taget en del mentalt krudt at indse at det ikke altid handler om at kunne lære dem at sove længere lure.
Min barsel lakker mon enden. Vi har brugt 3 uger af den fælles barsel i Thailand. Og om lidt starter jeg på arbejde igen. Vemodigt og dejligt.
Vi har stadig nogle æg på frost i Jylland. Vi ved ikke helt om de skal bruges en dag. Men een ting er sikkert, HVIS de skal det, så bliver det ekstra flødeskum i familien - det er så uendeligt befriende at gå rundt med en grundfølelse af at vi er dem, vi skal være i denne familie.
Jeg har mange gange været ved at skrive indlæg til min blog. Men er kommet fra det og ærlig talt er den sparsomme tid typisk blevet brugt til andre ting. Jeg ved ikke helt hvad fremtiden for min blog er. Jeg føler at rejsen er endt. Og måske er det derfor også tid til at bloggen slutter her? Jeg ved det ikke. Det er for altid et vidnesbyrd over en af mit livs hårdeste kampe og indeholder noget vigtigt for mig. Men måske kommer der et indlæg i ny og næ - hvis jeg har noget på hjerte.
TAK for alle jeres kommentarer og tanker. Jeg bliver glad hver gang jeg kan se at der er rigtige mennesker, der følger lidt med.
torsdag den 16. april 2015
søndag den 24. august 2014
10. august 2014 kl. 16.37 og 16.49
... kom Magne og Nanna til verden efter 7 timers fødsel. Magne vejede 3200 gram og Nanna 2500 gram. De er selvfølgelig helt fantastiske og virkelig nuttede og egentlig relativt nemme babyer. Fødslen var hård - meget hårdere end fødslen af Asbjørn. Sandsynligvis fordi optakten til fødslen var som den var - manglende søvn i ekstrem grad og den der leverkløe fra helvede. Det betød at jeg bare var helt utrolig udmattet allerede inden igangsættelsen.
Heldigvis blev igangsættelsen ikke en langstrakt affære. Jordemoderen kunne prikke hul på vandet og jeg slap derfor med stikpiller og modning - jeg var allerede 4-5 cm åben. Og fødslen gik egentlig godt, de kom ud uden anden indgreb end ve-drop de sidste 10 minutter inden fødslen, og ud kom jo så verdens sødeste tvillinger.
Vi har desværre været indlagt på neonatal i 12 dage og kom først hjem i fredags. Begge kiddos tabte sig lige lovligt meget de første dage efter fødslen, og så blev det tunge skyts rullet ud med sondemad og madning hver 3. time. Grunden til at det endte med så mange dage, var at mælkeproduktionen ikke er kommet helt op på at dække begge børns behov og jeg har skulle amme-amme-amme og malke-malke-malke hver 3. time. Puh, jeg har grædt mange tårer over udsigten til ikke at kunne dække begge børns behov for mælk, men jeg er vist efterhånden ved at forlige mig med tanken om at vi kommer til at køre en eller anden form for kombination af amning og flaske. Lige pt. får de stadig mad hver 3. time - først ammes de, så får de lidt erstatning på et suppleringssystem og derefter malker jeg ud. Det er lidt et cirkus - og at dobbelt-amme er altså virkelig et crazy syn!
Så egentlig har det været en lidt hård start. Jeg synes virkelig jeg har kæmpet med amningen og på et tidspunkt under en af mine tudeture kom en sygeplejerske ind og vi fik os en snak. Hun sagde nogle ord, der gik rent ind "nu har du kæmpet så hårdt, nu er det tid til at du skal nyde dine børn". Og den ramte på mere end bare et plan. Nu har vi kæmpet så hårdt for at få de her tvillinger. De sidste 7 år har vi kæmpet for at få børn og NU er de her endelig. Jeg er TRÆT af at kæmpe. Det er tid til at nyde. Og fokusere på hvor heldige vi er. For det er vi filme.
Heldigvis blev igangsættelsen ikke en langstrakt affære. Jordemoderen kunne prikke hul på vandet og jeg slap derfor med stikpiller og modning - jeg var allerede 4-5 cm åben. Og fødslen gik egentlig godt, de kom ud uden anden indgreb end ve-drop de sidste 10 minutter inden fødslen, og ud kom jo så verdens sødeste tvillinger.
Vi har desværre været indlagt på neonatal i 12 dage og kom først hjem i fredags. Begge kiddos tabte sig lige lovligt meget de første dage efter fødslen, og så blev det tunge skyts rullet ud med sondemad og madning hver 3. time. Grunden til at det endte med så mange dage, var at mælkeproduktionen ikke er kommet helt op på at dække begge børns behov og jeg har skulle amme-amme-amme og malke-malke-malke hver 3. time. Puh, jeg har grædt mange tårer over udsigten til ikke at kunne dække begge børns behov for mælk, men jeg er vist efterhånden ved at forlige mig med tanken om at vi kommer til at køre en eller anden form for kombination af amning og flaske. Lige pt. får de stadig mad hver 3. time - først ammes de, så får de lidt erstatning på et suppleringssystem og derefter malker jeg ud. Det er lidt et cirkus - og at dobbelt-amme er altså virkelig et crazy syn!
Så egentlig har det været en lidt hård start. Jeg synes virkelig jeg har kæmpet med amningen og på et tidspunkt under en af mine tudeture kom en sygeplejerske ind og vi fik os en snak. Hun sagde nogle ord, der gik rent ind "nu har du kæmpet så hårdt, nu er det tid til at du skal nyde dine børn". Og den ramte på mere end bare et plan. Nu har vi kæmpet så hårdt for at få de her tvillinger. De sidste 7 år har vi kæmpet for at få børn og NU er de her endelig. Jeg er TRÆT af at kæmpe. Det er tid til at nyde. Og fokusere på hvor heldige vi er. For det er vi filme.
torsdag den 7. august 2014
37+2 - please find the exit
Vi har fået tid til igangsættelse. Det har været lidt et tovtrækkeri mellem forskellige læger, jordemødre og mig, den desperate gravide. Jeg stødte ind i en læge, der mente at fordi twins har det så godt i maven som de har, kunne vi godt vente med igangsættelse til 39+1. What??? Sagde damen hvis leverkløe fra helvede er blusset op igen og dermed ikke sover mere end 30 minutter af gangen. På en god nat får jeg sammenlagt 4 timers søvn. På en dårlig omkring 2,5 time. Fordelt på 30 minutters intervaller.
Jeg har hele tiden fået stillet i udsigt at igangsættelse ville være 38+0, men den her læge syntes åbenbart godt jeg kunne gå længere, for twins har jo bedst af selv at finde udgangen. Ja, tak, men jeg skal klare en fødsel på et ret så heftigt søvnunderskud! Så det har krævet en del snakken frem og tilbage. Det endte med at igangsættelsen blev "fremskyndet" til 38+0, og nu pga. levertal, der igen er på vej op og almindelig jamren fra min side, til 37+5. Det er lige om snart.
Jeg er så træt, så træt. Og desperat. Jeg tuder hver eneste aften når jeg ligger i 2-3 timer og prøver at falde i søvn. Jeg KAN ikke klare mere. Og jeg føler mig som verdens største pjevs samtidig med at jeg synes det er SÅ mærkeligt at der ikke er noget sundhedspersonale, der rigtig forholder sig til min bekymring om jeg vitterligt kan klare en fødsel i den her tilstand. De skal bare UD, de børn.
Jeg kæmper også en del med dårlig samvittighed. Overfor tvillingerne. For lige nu træden glæden, spændingen over at skulle møde dem, i baggrunden for at jeg glæder mig helt vanvittig meget til at slippe for denne kløe. Det er jo så langt ude ikke at glæde sig når de har været så ønsket så længe.
Men om en uge er alting sikkert glemt. Jeg VED at jeg har dem i mine arme om senest en uge. Måske allerede om 4 dage. 4 dage. Det SKAL jeg kunne klare.
Jeg har hele tiden fået stillet i udsigt at igangsættelse ville være 38+0, men den her læge syntes åbenbart godt jeg kunne gå længere, for twins har jo bedst af selv at finde udgangen. Ja, tak, men jeg skal klare en fødsel på et ret så heftigt søvnunderskud! Så det har krævet en del snakken frem og tilbage. Det endte med at igangsættelsen blev "fremskyndet" til 38+0, og nu pga. levertal, der igen er på vej op og almindelig jamren fra min side, til 37+5. Det er lige om snart.
Jeg er så træt, så træt. Og desperat. Jeg tuder hver eneste aften når jeg ligger i 2-3 timer og prøver at falde i søvn. Jeg KAN ikke klare mere. Og jeg føler mig som verdens største pjevs samtidig med at jeg synes det er SÅ mærkeligt at der ikke er noget sundhedspersonale, der rigtig forholder sig til min bekymring om jeg vitterligt kan klare en fødsel i den her tilstand. De skal bare UD, de børn.
Jeg kæmper også en del med dårlig samvittighed. Overfor tvillingerne. For lige nu træden glæden, spændingen over at skulle møde dem, i baggrunden for at jeg glæder mig helt vanvittig meget til at slippe for denne kløe. Det er jo så langt ude ikke at glæde sig når de har været så ønsket så længe.
Men om en uge er alting sikkert glemt. Jeg VED at jeg har dem i mine arme om senest en uge. Måske allerede om 4 dage. 4 dage. Det SKAL jeg kunne klare.
mandag den 21. juli 2014
34+6
Det var vist et lige lovligt optimistisk indlæg jeg postede der for en uges tid siden. For det er faktisk først her i fredags/lørdags at jeg reelt er holdt op med at klø non-stop og er begyndt at få min nattesøvn igen.
Hold nu k.æft det har været sindssygt, det der kløe. Jeg har tudet af desperation over ikke at kunne være i min krop og være så træt så træt. Jeg klør stadig ret vildt, men jeg kan sove! I op til 6-7 timer i løbet af en nat! Jeg skal stadig op 4-5 gange hver nat for at tisse, for at klø, på grund af ligamentsmerter (ok, hvad sker der lige for ligament-smerter så sent!?) - men jeg falder i søvn igen! Hurra!
Til gengæld har jeg så raget noget svangerskabsforgiftning til mig - ikke noget alarmerende endnu, men jeg skal da lige love for vi kommer paletten rundt. Forhøjet blodtryk og protein i urinen og almindelig smadrethed er åbenbart noget der bonger ud på svangerskabsforgiftnings-barometret.
Så mon ikke der alt i alt er basis for en igangsættelse bare lidt tidligere end 38 fulde uger? Det finder jeg ud en gang i næste uge. Jeg vil rigtig gerne vente til fulde 37 uger fordi så er de "til termin" og det vil jeg have det godt med. Det er d. 5-6. august. Om lidt over 2 uger. En evighed. Og samtidig lige om lidt - er vi overhovedet klar til at være en familie på 5?
Hold nu k.æft det har været sindssygt, det der kløe. Jeg har tudet af desperation over ikke at kunne være i min krop og være så træt så træt. Jeg klør stadig ret vildt, men jeg kan sove! I op til 6-7 timer i løbet af en nat! Jeg skal stadig op 4-5 gange hver nat for at tisse, for at klø, på grund af ligamentsmerter (ok, hvad sker der lige for ligament-smerter så sent!?) - men jeg falder i søvn igen! Hurra!
Til gengæld har jeg så raget noget svangerskabsforgiftning til mig - ikke noget alarmerende endnu, men jeg skal da lige love for vi kommer paletten rundt. Forhøjet blodtryk og protein i urinen og almindelig smadrethed er åbenbart noget der bonger ud på svangerskabsforgiftnings-barometret.
Så mon ikke der alt i alt er basis for en igangsættelse bare lidt tidligere end 38 fulde uger? Det finder jeg ud en gang i næste uge. Jeg vil rigtig gerne vente til fulde 37 uger fordi så er de "til termin" og det vil jeg have det godt med. Det er d. 5-6. august. Om lidt over 2 uger. En evighed. Og samtidig lige om lidt - er vi overhovedet klar til at være en familie på 5?
mandag den 14. juli 2014
33+6 kløehelvede tur/næsten retur
Phew, det har været en hård uge. Helt sindssyg hård, synes jeg. Hold nu k.æft hvor er sådan noget leverkløe for vildt! Jeg blev sat i behandling på grund af meget forhøjede levertal (leveren er stået pænt meget af på det her projekt) i torsdags, og det er bare blevet værre og værre siden i mandags. Har været helt desperat og sindssygt bange for at det der medicin ikke virkede. Men det ser ud som om at det så småt er begyndt at hjælpe. I hvert fald har jeg de sidste to nætter kunne sove mere end 3 timer i alt, og ikke måtte op og tage kolde bade, klø mig med børster, knive og andre fantasifulde løsninger.
Jamen, jeg har været så desperat. Hvordan filan kan man føde 2!! børn med et så massivt søvnunderskud? Jeg har tudet og tudet af desperation over ikke at kunne finde ro nogen steder på noget tidspunkt. Phew.
Jeg klør stadig som en sindssyg (i skrivende stund fodsåler) men jeg kan sove!! Og jeg klør mig ikke til blods. Så mon ikke de der special-piller virker bare en lille smule?
Hvis kløen bliver ved, tror jeg at jeg bliver sat igang lidt tidligere end de 38 fulde uger. Det gør mig ikke spor - jeg glæder mig virkelig til at denne graviditet er slut. Jeg synes edderhugme at en tvillingegraviditet er benhård. Og selvom jeg ved at twins ankomst betyder manglende søvn, så tænker jeg at det alligevel er bedre at have dem eksternt end internt. Jeg glæder mig til at få min krop (delvist) igen og kunne få lidt mere bevægelsesfrihed. Jeg troede aldrig jeg skulle føle sådan - jeg elskede at være gravid med Asbjørn, og havde det så godt hele vejen igennem. Den der søde ventetid... suk...
Jamen, jeg har været så desperat. Hvordan filan kan man føde 2!! børn med et så massivt søvnunderskud? Jeg har tudet og tudet af desperation over ikke at kunne finde ro nogen steder på noget tidspunkt. Phew.
Jeg klør stadig som en sindssyg (i skrivende stund fodsåler) men jeg kan sove!! Og jeg klør mig ikke til blods. Så mon ikke de der special-piller virker bare en lille smule?
Hvis kløen bliver ved, tror jeg at jeg bliver sat igang lidt tidligere end de 38 fulde uger. Det gør mig ikke spor - jeg glæder mig virkelig til at denne graviditet er slut. Jeg synes edderhugme at en tvillingegraviditet er benhård. Og selvom jeg ved at twins ankomst betyder manglende søvn, så tænker jeg at det alligevel er bedre at have dem eksternt end internt. Jeg glæder mig til at få min krop (delvist) igen og kunne få lidt mere bevægelsesfrihed. Jeg troede aldrig jeg skulle føle sådan - jeg elskede at være gravid med Asbjørn, og havde det så godt hele vejen igennem. Den der søde ventetid... suk...
fredag den 11. juli 2014
33+3 - og nu med leverkløe
Ok, jeg har hele tiden syntes at den her tvillingegraviditet har været lidt hård - især når jeg (fejlagtigt) har sammenlignet med den sidste for 5 år siden. Men det her, det tager sgu prisen. Graviditetsbetinget leverkløe. Min levertal er gået amok, og er med lægens ord " ret så meget forhøjede" så jeg er blevet sat på specialmedicin og venter nu på at det forhåbentlig hjælper. Startede med pillerne i går og der kan gå op til en uge før de har virkning. Shit mand, en uge. En hel uge! Jeg sover max 3-4 timer hver nat, og jeg synes bare det bliver værre og værre. Sådan en lever bliver åbenbart brugt til et eller andet, for hold nu op, jeg har det skidt.
Det er klart værst om natten - hvor jeg kan bruge op til 2 timer på at klø, tage koldt bad og klø lidt mere. Men jeg får også kløet igennem om dagen, især fødder, mave og hænder er værst. Phew, mand, der er lang tid til d. 11. august!
Det er klart værst om natten - hvor jeg kan bruge op til 2 timer på at klø, tage koldt bad og klø lidt mere. Men jeg får også kløet igennem om dagen, især fødder, mave og hænder er værst. Phew, mand, der er lang tid til d. 11. august!
torsdag den 3. juli 2014
32+2 puuuha
Det er så syret og så uvirkeligt at skrive det - sort på hvidt - at jeg er i 33. uge, 32 fulde uger. Det er nøjagtigt et år siden vi kom hjem fra New York og her sidder jeg så med 2!! babyer i maven. Det er på et eller andet plan stadig ikke rigtig gået op for mig.
32 fulde uger er en milepæl i følge jordemoder-veninden (som også skal være med til fødslen denne gang) og 34 fulde uger endnu bedre - der vil de ikke stoppe fødslen. Det er om under 14 dage. Tænk, at vi skulle nå så langt. Det var sgi ikke lige det, der lå i kortene der for et års tid siden.
Vi er så småt ved at være baby-klar - eller det vil sige det tøj, vi har, er vasket, dyner er fundet frem og en to-do liste skrevet. Jeg må indrømme at jeg er helt blank i forhold til de der forberedelser. Hvad skal man have klar? Altså andet end et par dyner og noget tøj, en pakke bleer og nogle ammeindlæg? En tvillinge-ammepude og nogle gylpeklude? Jeg har en fornemmelse at jeg brugte meget mere tid til forberedelser sidste gang, men jeg kan simpelthen ikke huske på hvad...
Hvis ikke de selv finder ud, bliver fødslen formentlig sat igang omkring d. 11. august. Det er om lidt over en måned. Crazy. På den ene side behøver de overhovedet ikke at komme før, for jeg vil gerne nyde vores tresomhed lidt endnu og nyde at jeg kan have benene oppe, men på den anden side må de sgu gerne snart komme, for shiiit manner, jeg er een stor jammer: vand i kroppen, sindssyg kløe især på fødder, mave og hænder, jeg sover helt utroligt råddent om natten - oppe omkring 4 gange og smerter i bækken og stadig masser af ligament smerter... und so weiter. Jeg har taget over 20 kg på, og det er altså meget når man starter på lidt under 60 kg. Der skal ingenting til før jeg får massive plukkeveer, bare en tur på Christania cyklen ned og aflevere poden giver plukkeveer resten af formiddagen. Gaaah!
32 fulde uger er en milepæl i følge jordemoder-veninden (som også skal være med til fødslen denne gang) og 34 fulde uger endnu bedre - der vil de ikke stoppe fødslen. Det er om under 14 dage. Tænk, at vi skulle nå så langt. Det var sgi ikke lige det, der lå i kortene der for et års tid siden.
Vi er så småt ved at være baby-klar - eller det vil sige det tøj, vi har, er vasket, dyner er fundet frem og en to-do liste skrevet. Jeg må indrømme at jeg er helt blank i forhold til de der forberedelser. Hvad skal man have klar? Altså andet end et par dyner og noget tøj, en pakke bleer og nogle ammeindlæg? En tvillinge-ammepude og nogle gylpeklude? Jeg har en fornemmelse at jeg brugte meget mere tid til forberedelser sidste gang, men jeg kan simpelthen ikke huske på hvad...
Hvis ikke de selv finder ud, bliver fødslen formentlig sat igang omkring d. 11. august. Det er om lidt over en måned. Crazy. På den ene side behøver de overhovedet ikke at komme før, for jeg vil gerne nyde vores tresomhed lidt endnu og nyde at jeg kan have benene oppe, men på den anden side må de sgu gerne snart komme, for shiiit manner, jeg er een stor jammer: vand i kroppen, sindssyg kløe især på fødder, mave og hænder, jeg sover helt utroligt råddent om natten - oppe omkring 4 gange og smerter i bækken og stadig masser af ligament smerter... und so weiter. Jeg har taget over 20 kg på, og det er altså meget når man starter på lidt under 60 kg. Der skal ingenting til før jeg får massive plukkeveer, bare en tur på Christania cyklen ned og aflevere poden giver plukkeveer resten af formiddagen. Gaaah!
Abonner på:
Opslag (Atom)