Som jeg vist har skrevet en del om, er hele det her forløb blevet sådan en hel råddenskab, der vokser inde i mig. Jeg får hjertebanken når jeg læser indlæg fra mine kære medbloggere om rugning og får helt ondt i maven over at tænke på at jeg kommer til at være der om et par måneder. I den fase. Måske, altså. Hvis der er æg og hvis kroppen samarbejder.
Imellem behandlingerne får tankerne ikke rigtig lov at fylde så meget. Hverdagen, you know. Og nok også et bevidst/ubevidst valg om ikke at pille ved såret.
Men det kan altså ikke være rigtig. At mit irationelle jeg skal have lov at styre det her. Det har jeg besluttet mig for her til morgen i toget. Nej, det skal IKKE have lov at tage over. Så nu prøver jeg en ny strategi. I stedet for at sky ilden, om man vil, så må jeg bekæmpe den.
Før Asbjørn husker jeg det som om at jeg ventede på hver behandling med spænding, længsel og frygt. Nu venter jeg ikke på dem med spænding mere. Kun med frygt. Den sidste behandling før Asbjørn var 8 måneder efter den foregående. Og jeg husker min mentale tilstand som... anderledes. Jeg husker at have tanker at hvis ikke det er nu, så går det nok. Så overlever jeg.
Sådan vil jeg have det igen.
Jeg vil derfor prøve at bruge bloggen til gode tanker fra nu af og den næste halvanden måned frem. Så here goes: (arj, kan i høre at det ikke liiiige kommer naturligt, det her?)
Vi har været igennem 4 ægoplægninger på projekt lillebrøster. Det aller første forsøg blev aflyst. Muligvis sædprøven. Anden forsøg var det fra helvede. Det som gjorde mig til en stor betændelsesklump med diverse indlæggelser. Adr. Så har vi haft 4 ægoplægninger siden da.
Juni 2011
August 2011
Januar 2012
April 2012
I følge min Asbjørn statistik skulle jeg være blevet gravid i april. Men hey, det er sgu da "kun" 4 ægoplægninger! Og der har jo været æg hver gang de sidste 4 gange. Og sidst var jeg jo nok en lille bitte smule gravid. En bitte smule.
Og (og det er her, det bliver svært - det er denne, jeg skal øve mig på) hvis ikke det bliver her til sommer, så er jeg stadig "kun" 35 og så prøver vi til jul igen. Jeg dør jo ikke hvis ikke jeg bliver gravid nu her, vel? Og ja, vi ville gerne have børn tæt på hinanden, men 5 års mellemrum er vel også ok, er det ikke? Det kan der jo godt ende med at gå.
Kom, så hjerne, lad os lige samarbejde her!
torsdag den 28. juni 2012
torsdag den 21. juni 2012
Berøringsangst
Jeg ved ikke helt hvad der sker i mit hoved. Een ting er sikkert, fertilitetsbehandling er for mig blevet sådan et nærmest betændt område. Jeg skrev om det i forrige indlæg, og puh, hvor jeg bare kan mærke det helt fysisk i min krop.
Jeg har netop haft kontakt med klinikken for at få en samtale med dem om forløbet til sommer. Det er seriøst med bævende hjerte og galopperende puls, jeg ringer til dem. Hvorfor? Jeg kan ikke forklare det. De er VILDT søde derinde, og meget venlige når jeg ringer og vil rigtig gerne hjælpe. Men det er ligesom om min krop bare stritter og siger "vil-ikke-vil-ikke". Bevares, jeg kan godt håndtere det fysiske, selvom det også hænger mig langt ud af halsen at have fødderne i stigbøjlerne og ikke have mit underliv for mig selv. Men det er ikke det, der giver galopperende puls. Det er "hvis nu" scenarierne. Som kommer tættere og tættere på. For filan da, vi kan ikke blive ved. Men det SKAL vi, for jeg kan ikke give op. Jeg kan slet ikke overskue at skulle igennem den sorg-proces. Ikke nu. Måske om et par år. Bare ikke nu. Jeg magter det ikke.
Og så er det bare een stor usikkerhedsklump, der sidder der. Usikkerheder om næste gang, om timing (og ja, jeg forbander at være så langt fra den klinik, men ser ingen anden udvej lige nu - andet end at tage hjem og droppe der dersens udland). Det er så betændt for mig at når min søde kæreste siger om vi skal snakke om det (han vil gerne snakke om det praktiske) så orker jeg det ikke. Jeg siger "ej, skal vi ikke gøre det i morgen" eller "nej, jeg orker ikke at snakke om det". Og det er slet, slet ikke lig mig. Jeg plejer at elske at finde løsninger, når jeg har noget, jeg tumler med. For det lindrer. Det gør det bare ikke her, for løsningerne leder tættere på endnu en behandling med alt det råddenskab det fører med sig. Af skuffelser, af lidt for spændende scanninger, af ægdeling, af rugning.
Jeg forsøger ikke at tale det op til en større nedtur end det er, for konsekvensen af det, er jo at stoppe. Og det KAN jeg ikke.
Jeg er også nået dertil hvor jeg slet ikke kan forestille mig at jeg skulle blive gravid til sommer. Det er skidt, altså.
Jeg har netop haft kontakt med klinikken for at få en samtale med dem om forløbet til sommer. Det er seriøst med bævende hjerte og galopperende puls, jeg ringer til dem. Hvorfor? Jeg kan ikke forklare det. De er VILDT søde derinde, og meget venlige når jeg ringer og vil rigtig gerne hjælpe. Men det er ligesom om min krop bare stritter og siger "vil-ikke-vil-ikke". Bevares, jeg kan godt håndtere det fysiske, selvom det også hænger mig langt ud af halsen at have fødderne i stigbøjlerne og ikke have mit underliv for mig selv. Men det er ikke det, der giver galopperende puls. Det er "hvis nu" scenarierne. Som kommer tættere og tættere på. For filan da, vi kan ikke blive ved. Men det SKAL vi, for jeg kan ikke give op. Jeg kan slet ikke overskue at skulle igennem den sorg-proces. Ikke nu. Måske om et par år. Bare ikke nu. Jeg magter det ikke.
Og så er det bare een stor usikkerhedsklump, der sidder der. Usikkerheder om næste gang, om timing (og ja, jeg forbander at være så langt fra den klinik, men ser ingen anden udvej lige nu - andet end at tage hjem og droppe der dersens udland). Det er så betændt for mig at når min søde kæreste siger om vi skal snakke om det (han vil gerne snakke om det praktiske) så orker jeg det ikke. Jeg siger "ej, skal vi ikke gøre det i morgen" eller "nej, jeg orker ikke at snakke om det". Og det er slet, slet ikke lig mig. Jeg plejer at elske at finde løsninger, når jeg har noget, jeg tumler med. For det lindrer. Det gør det bare ikke her, for løsningerne leder tættere på endnu en behandling med alt det råddenskab det fører med sig. Af skuffelser, af lidt for spændende scanninger, af ægdeling, af rugning.
Jeg forsøger ikke at tale det op til en større nedtur end det er, for konsekvensen af det, er jo at stoppe. Og det KAN jeg ikke.
Jeg er også nået dertil hvor jeg slet ikke kan forestille mig at jeg skulle blive gravid til sommer. Det er skidt, altså.
tirsdag den 12. juni 2012
Uafklarede spørgsmål
Det er sjovt, jeg går en lang bue uden om min blog når vi ikke er i behandling. Det er jeg egentlig ærgerlig over, og ville ønske jeg var bedre til også at bruge den til at alt det gode, der sker i vores liv. For lige nu bliver den sådan et betændt sår, der minder om smerte. Og en losseplads, hvor der læsses af. Hvilket er godt, men nogle gange orker jeg simpelthen ikke at prikke hul på bylden, alt det snask der kommer ud og forpester min hverdag.
Jeg har været igennem nogle undersøgelser herovre. Men det kører heller ikke bare på skinner - det er ligesom temaet for det her lillebrøster projekt, ik? For lægen herovre kan ikke forstå hvorfor jeg skal have lavet en hysteroskopi og vil ikke gøre det før hun har hørt fra lægen i Danmark. Hvilket jeg egentlig synes er helt ok. Men for h...vede hvor er jeg træt af manglende opfølgning - især den skriftlige. For jeg venter stadig på at de får samlet sig sammen til at skrive mig en mail med behandlingsforløb.
Så jeg ved ærlig talt ikke hvad der sker. Om vi når en tur i møllen til sommer. Og kan slet ikke overskue at tænke på hvis vi ikke gør. For f..anden altså!
Nå, det var det med de positive vibes:
Det her barn har netop overstået de 3 fødselsdage, hans forældre har holdt for ham. Tale om at overkompensere? Nej da!
Min kære mand har fået job, så hans barsel part 2 er slut og Asbjørn bliver passet af en babysitter, inden han skal starte i børnehave til september. Alt er godt og han er verdens sjoveste dreng. Han stiller omkring 459 spørgsmål i timen, om alt fra "hvad hedder den mand?" (tilfældig mand på gaden), "hvad laver eftermiddagen?" "Har x og y og z en tissekone/tissemand?" og bare sådan generelt spørgsmål om alt.
Jeg har været igennem nogle undersøgelser herovre. Men det kører heller ikke bare på skinner - det er ligesom temaet for det her lillebrøster projekt, ik? For lægen herovre kan ikke forstå hvorfor jeg skal have lavet en hysteroskopi og vil ikke gøre det før hun har hørt fra lægen i Danmark. Hvilket jeg egentlig synes er helt ok. Men for h...vede hvor er jeg træt af manglende opfølgning - især den skriftlige. For jeg venter stadig på at de får samlet sig sammen til at skrive mig en mail med behandlingsforløb.
Så jeg ved ærlig talt ikke hvad der sker. Om vi når en tur i møllen til sommer. Og kan slet ikke overskue at tænke på hvis vi ikke gør. For f..anden altså!
Nå, det var det med de positive vibes:
Det her barn har netop overstået de 3 fødselsdage, hans forældre har holdt for ham. Tale om at overkompensere? Nej da!
Min kære mand har fået job, så hans barsel part 2 er slut og Asbjørn bliver passet af en babysitter, inden han skal starte i børnehave til september. Alt er godt og han er verdens sjoveste dreng. Han stiller omkring 459 spørgsmål i timen, om alt fra "hvad hedder den mand?" (tilfældig mand på gaden), "hvad laver eftermiddagen?" "Har x og y og z en tissekone/tissemand?" og bare sådan generelt spørgsmål om alt.
Abonner på:
Opslag (Atom)