mandag den 27. januar 2014

9+5 "så får man rigtig meget pizza"

Var til lægen i dag. Det var relativt begivenhedsløst. Det var ikke mange oplysninger, jeg ikke allerede havde googlet mig frem til, at min søde (pæne!) læge kunne fortælle mig. Han mente dog at vi skulle forberede os på at vi nok kom til at spise ret meget pizza til aftensmad. Ville ikke sige til ham at det får vi allerede alt for meget.

Vi snakkede lidt om sygemeldinger og risiko-graviditeter - og den kan jeg mærke jeg liiiige skal bearbejde lidt. Av, det der med at føde for tidligt, kejsersnit og den slags, det er jeg ikke helt klar til at face. Jeg havde virkelig en fantastisk fødsel med Asbjørn, og vil VILDT gerne opleve det igen - følelsen af en fødsel (ja, jeg ved jeg er en psykopat at høre på når det sådan står sort på hvidt). Og det med at føde alt for tidligt med to små preemies og en storebror på 5, det synes jeg altså lyder lige lovligt hårdt.

Man (de fleste) bliver åbenbart sygemeldt enten fra uge 24 eller 28. Shit, manner. Det er jo lige om lidt. Og så skal man aflaste sig selv, ligge ned (!! i så lang tid!!??) for at sikre at man ikke går i fødsel før tid. Hold da op.

Vi er begyndt at fortælle det rundt omkring - eller dvs. storebror-to-be fortæller det til alle han møder. Så er vi ligesom ude over det. Ret fint egentlig.

Jeg synes ikke jeg er nær så kvalm og nær så stinkende træt som jeg var for en til to uger siden. Lidt mærkeligt egentlig. Lidt tidligt at det skulle gå på retur, tænker jeg...? Den er der dog endnu, kvalmen og trætheden. Men ikke helt ligeså lammende som for to uger siden.

Nakkefold om et par uger. D. 13. februar. Kan mærke at det føles lidt mærkeligt, den her periode. Vi er afsluttet fra Fredericia og dermed ude af deres trygge hænder. Men læge, jordemoder og scanningsmennesker er ikke rigtig startet op endnu (kommer åbenbart til at rende ret så meget til kontrol) - så kunne ikke helt lade være med at tænke da jeg cyklede på arbejde i dag, at man lige pludselig er overladt helt til sig selv. Og så endda med TO guldklumper. Jeg ved jo at det er helt normalt og meget sundt, men altså. Man ville jo helst scannes hver dag for at se at alle havde det godt på deres pladser. Og så alligevel ikke.

Tusind, tusind tak for alle jeres tanker og hurraer. Det gør mig simpelthen så rørt. Og så er jeg virkelig VIRKELIG glad for at se at der er nogle, der finder ind til min blog om måske måske kan bruge den til et eller andet - trøst, følelsen af ikke at være alene i verden, eller bare god underholdning/adspredelse. Det synes jeg er så rart. Så tak, alle jer, der gider læse med!

onsdag den 22. januar 2014

9+0 vinke vinke

En sten på størrelse med en kampesten faldt fra vores hjerter igår. Og blev erstattet af ret så mange sommerfugle i maven.

Fredericia 11.36: Sygeplejersken kommer og henter os med alvorlig mine (hun kunne se hvor stinkende nervøs jeg så ud) "kom i bare med ind - så vi kan få det overstået!"
Ind på stuen, af med bukser og op med scanner. I en fart. Tror også lægen var ret klar til afklaring.
Lægen: "Jaa, se der, fint hjerteblink og foster".... roder lidt rundt med scanner "der er to".
Mig: "shit. To?"
Lægen: "Ja, se der er den ene, og der er den anden"...

Og så fortsatte seancen ellers med at måle to små blobber, høre to hjerter, alt imens manden og jeg skiftedes til at fnise og sige "hvor er det vildt, hvor er det dejligt, hvor er i seje".

Øh, that changes the situation en lille smule ing? Er ikke helt gået igang med obsessive tvillinge-gravid googling - den skal ligesom lige synke ind. En utrolig masse tanker om praktiske ting var det første vi snakkede om - hvad med vores fine, fine barnevogn som vi begge to har sådan et lidt irrationelt kærlighedsforhold til? Hvor skal bebserne sove. Und so weiter. Lidt prematurt, men lige i går fik den fuld gas.

Vi fortalte det til Asbjørn i går aftes og fejrede med fastelavnsboller. Hans reaktion var simpelthen den sødste. Han blev så glad og helt sindssygt stolt over at han skulle være storebror. Og brugte meget tid på at at forklare hvordan han skulle trøste babyerne. Men han troede ikke helt på det. Han spurgte 3 gange "ej, det er ikke rigtigt vel?". Og det (efter forældrenes bedømmelse - helt objektivt, selvfølgelig) første spørgsmål han havde var "hvordan er de kommet derind?". Nej, vi gik ikke igang med den lange snak om petriskåle og hormoner lige der. Han glædede sig sådan til at komme i børnehave og fortælle hans venner det. Og han havde ikke siddet i bussen i 30 sekunder, før den ene pædagog kom ud og skulle have bekræftet hvad barnet fortalte om mors mave.

I mit inderste ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde, juble eller krise. Eller jo, det ved jeg jo godt. Men en masse usikkerhed melder sig også, som helt sikkert ikke ville have meldt sig hvis der bare var en. Skæbnens ironi, er det. 10 ICSI behandlinger, 4 millioner bekymrede tanker om dårlige æg - og så ender det hele (forhåbentlig) i tvillinger. Hvor skørt er det lige?

mandag den 20. januar 2014

8+5 - nu med mindre kvalme

Vi tager en tur til Fredericia i morgen. Jeg vil rigtig gerne afsluttes derovre - og på en god måde, så vi håber og håber at tingene ser helt fine ud i morgen og at dette bliver sidste gang over storebælt.

Jeg har stadig svært ved at ryste lægens formulering ud af mig - hun var ellers meget sød og undskyldte bagefter - men som hun sagde, hun havde aldrig oplevet at det skulle være SÅ svært at scanne... men den sidder og gnaver og hygger sig sammen med tvivlen og pessimismen.

Håbet skrev på et tidspunkt at det er noget med at finde hende optimisten frem og støve hende af, og det tænker jeg virkelig meget over. Bevares, bekymringerne forsvinder jo ikke bare fra den ene dag til den anden, men jeg tror jeg skal øve mig i at smide de bekymringer og tænke positivt. Det tror jeg er godt for mig - jeg har jo tidligere været sådan, men alt det her behandling har altså på en eller anden måde pillet den der ubekymrethed ud af mig. Det er jeg nogle dage ret så ked af, men tænker også at den eneste, der kan ændre det, er mig.
Meeen. Tror lige jeg venter et par uger med at skyde det projekt igang - der har ligesom været lidt for meget, der har peget i andre retninger de sidste 3½ år på denne front.

Jeg tror der er noget om det der med at træthed giver mere kvalme. Den er i hvert fald aftaget lidt efter en meget begivenhedsløs weekend, hvor vi stort set har været indenfor hele weekenden. Prøver at lade være med at bekymre mig for meget over den manglende kvalme og lidt mindre træthed.
Ellers hiver det godt nok noget i understellet. Vågner stort set hver morgen/nat omkring 4.30 ved smerter dernede - det sidder i begge sider, og føles lidt som om der bliver revet lidt dernede. Måske er det ligament-smerter eller også er det livmoder og æggestokke, der kæmper om pladsen. Håber snart de æggestokke tager sig en slapper.

torsdag den 16. januar 2014

Tomgang version 2.014

Der er simpelthen intet, der fungerer i min krop i dag. Hjernen kører derudaf med 420 km i timen, tænker på små fostre, hjerter og størrelser. Betyder det at der er noget galt med fostret? Er det stort nok? Hvorfor kunne man ikke se noget - får min livmoder ikke plads til at vokse på grund af amokløbne æggestokke?

Samtidig har jeg fået besøg af hovedpinen/migrænen igen. Den har jeg ellers ikke set noget til siden november, og det bekymrer mig. Kommer den fordi jeg er ved at abortere? Fald i østrogen-niveau? Eller hvad sker der?
Og så endelig krydret med kvalme. Den der lav-intensitet kvalme, som normalt kan kvæles i lakridser, men ikke i dag. Synes at have læst et sted at kvalmen også kan forværres af bekymring. Ja, tak. Det er så her.

Jeg ved ikke om jeg glæder mig til på tirsdag. Er bange for at det bliver samme resultat som i forgårs. Puh, gad godt have noget vished. Og noget mad, jeg kunne overskue at spise. Og så gad jeg godt at der var een, der kom og lavede mit arbejde, så jeg lige kunne suse hjem under dynen og have lidt ondt af mig selv.

onsdag den 15. januar 2014

Gårsdagens scanning var ikke heeeelt efter bogen. Men som lægen sagde "der er ligesom ikke noget ved jer to, der bare kører lige efter bogen". Og det har damen jo ret i.

Det var en meget lang tur til Fredericia. Hold nu k-æft hvor var jeg nervøs. På den ærgerlige, ærgerlige måde. Vi kom heldigvis ind med det samme, bukserne af og ind med scanneren. Lægen møffede og møffede og så meget alvorlig ud. Første udmelding: "jeg kan ikke se noget..." stilhed og så "jeg er bange for det ikke ser godt ud".... F.uuuck. Jeg lå der på briksen og stirrede op i luften mens jeg følte jeg mærkede en sten laaaangsomt dale ned igennem min hals, brystkasse og lægge sig til rette i min mave. Lidt mere møffen og "altså jeg kan simpelthen ikke se noget - livmoderen er bagudbøjet og det er ikke til at se noget som helst. Jo vent, der er noget der, men den ser ikke stor nok ud...eller hvad?" Sygeplejersken vimsede rundt og pegede på skærmen og de målte lidt. "Joe, måske er det ok... 13.6 mm". Sygeplejersken tændte den anden skærm og udbrød (ret højt) JO!! Der er altså hjerteblink, kom herover og se, ligeså tydeligt! Manden kunne også se det, jeg så ind i en hel sort skærm. Og var forberedt på den værste nedtur. Sygeplejersken overtog scanneren og lægen kunne så også se blinket og råbte (ret højt) "JO DA". Den anden læge kom ind på stuen og kunne også se det der blink.
Meget mærkelig seance, og lægerne gik fra at være helt alvorlige til at være sådan lidt pjattede og joke med den der skærm... mens jeg bare lå på den der briks helt forstenet.

Så prøvede de at sætte lyd på - og sørme om der ikke var et hjerte, der slog.
Men seriøst, skærmen var HEL sort, så størrelsen var behæftet med noget usikkerhed. Den sidste måling de lavede vurderede den til 7+5, dvs. en dag mindre end beregnet. Men det mener de ikke vi kan bruge til særlig meget på grund af scanningens dårlige kvalitet.

De vil gerne se os igen næste tirsdag, så vi river da lige en hel dag ud af kalenderen og tager til Fredericia. Vi ligger som vi har redt, det er jeg godt klar over.

Så jeg aner simpelthen ikke om jeg skal grine eller græde. Mine æggestokke er kæmpestore og det er åbenbart dem, der skubber på livmoderen og gør at der er for meget væv at scanne igennem så de ikke ser livmoderen ordentligt. Og det betyder altså at man ikke kan se fosteret ordentligt. Lægerne syntes det "så fint ud" - men syntes ikke de ville afslutte os før der lå en lille blob og vinkede til os.

Så helt ærligt - selvom vi ikke er dømt ude endnu, så har jeg svært ved jubelscenerne. Der er ikke vished i mit hoved og jeg er bange for at hvis jeg bliver ved med at være gravid, så bliver det en rigtig bekymringsgraviditet. Øv!

Synes allerede symptomerne er ved at aftage lidt (altså minus trætheden, som er en konstant. Men det er jo også vinter).

Shit, manner. Så venter vi da bare til på tirsdag. Mere ventetid.

Og tak, de damer. For alle tankerne, det varmer altså virkelig helt utrolig meget, alle jeres tanker!



mandag den 13. januar 2014

7+5 og et døgn til scanning

Om et døgn plus en time skulle jeg meget gerne ligge med stængerne i stigbøjlerne i Fredericia. Jeg er så sindssygt nervøs - får hjertebanken bare af at skrive det. Jeg synes dagene har SNEGLET sig afsted og jeg glæder mig helt sindssygt til at få det overstået. Men shit, jeg er bange. Bange for den dårlige nyhed.
Og jeg ved jo godt at kommer den, så kommer den. Jeg kan ingenting gøre fra eller til. Enten er der et lille foster, der har det godt, eller også er der ikke. En scanning kan ikke ændre det faktum. Og selv hvis der er noget galt, så er det jo bedre at vide det end at gå rundt og bære på noget, der ikke er alligevel.
Men shit manner, jeg kan slet ikke bære tanken om at der ikke er liv. Og ja, jeg ved godt at træthed og kvalme er et godt tegn. Men jeg ved også at det desværre ikke er nok - sidst var jeg også stinkende træt og havde (vist nok?) også lidt småkvalme. Synes dog det er værre denne gang, men igen, symptomer kan jeg ikke rigtig bruge til noget på nuværende tidspunkt.

Åh, det føles som dagen før dommedag, det her.

fredag den 10. januar 2014

7+2 og tvangstanker om fisk og fastelavnsboller

Puh, synes godt nok jeg er kvalm i disse dage. Jeg kaster ikke op, men hvis ikke jeg stort set hele tiden kaster noget i hovedet, sidder der sådan en lav-intensitets kvalme og lurer hele tiden. I dag kan jeg slet ikke slippe tanken om fastelavnsboller med creme og hele svineriet. Og sushi. Uhm.
Jeg har læst mig frem til at træthed gør kvalmen værre, og jeg er helt sikker på at det IKKE gør det bedre at jeg er konstant træt, træt, træt. Jeg siger til mig selv hver aften at jeg skal i seng kl. 21, men i stedet falder jeg i søvn i sofaen (tæller de der timer man sover i sofaen egentlig?) og ligger først i min seng efter 22. Når jeg vågner om morgenen er jeg smadret.
Jeg er ikke verdens mest effektive medarbejder, sidder og stener foran computeren og forsøger ikke at fokusere på den dersens kvalme.

Jeg har taget 2 kilo på siden vi startede med den her behandling, en blanding af juleguf og så det her konstante spiseri. Og det er altså ikke gulerødder og spelt-kiks, der ryger ned. Jeg har lige fundet ud af stærke fyldte bolcher holder kvalmen lidt væk, men det er jo heller ikke ligefrem low-carb.

Er stadig sindssygt nervøs. Og kommer desværre til at google mig til alle mulige damer, der har oplevet MA til nakkefoldscanning og det betyder jo så at jeg har endnu en måned i det her vente-værelse til gode. Argh mand.

Scanning på tirsdag. Stadig 800 år til.

tirsdag den 7. januar 2014

6+6 og en uge til scanning

Nu har tiden så sneglet sig frem til en uge til scanning. Jeg både glæder mig helt usigeligt og er vildt bange. Tanker om alt det, der kan være gået galt og kan gå galt gør altså at jeg ikke rigtig nyder denne tid. Jeg husker mig selv som meget mindre bekymret da jeg var gravid med Asbjørn. Jeg tror virkelig det er den MA. Min krop tog virkelig fusen på mig - jeg havde simpelthen ingen anelse om at noget kunne være galt. Og det tror jeg bare sætter sine spor.

Tænk hvis der heller ikke er liv på tirsdag... jeg kan næsten ikke tænke tanken til ende - medicinsk abort, ventetid, scanninger og ægudtagninger. Jeg er SÅ klar til at være færdig med behandling. SÅ klar. Det går sådan helt ok, men jeg kan stadig mærke at der ikke skal så meget til for at vælte læsset. 3½ års behandling har virkelig sat sine spor.

De gode nyheder er at jeg har sådan lidt små-kvalme on and off - og især når jeg er sulten. Det betyder så også at jeg snacker ret vildt, og at hvis der er en baby i min livmoder, så ligger den i sukkerbad. Boller, kiks og lidt chokolade holder kvalmen i skak. Det betyder også at jeg har taget to kilo på siden ægudtagning - og det er altså ikke baby eller vand i kroppen. Det er en guf-delle.
Jeg er også uendelig træt - nogle dage mere end andre (og de dage jeg ikke er så træt giver også anledning til krise). I går sov jeg fra kl. 9.15 (første time på sofaen dog) til kl. 7.15 her til morgen. Og føler mig faktisk ikke udhvilet.

En uge. 7 dage. 168 timer. En evighed.

fredag den 3. januar 2014

6+2 - nu med kvalme

Tiden snegler sig simpelthen afsted. Der er 11 dage til scanning, og det føles som en evighed. Jeg har rigtig svært ved at slippe glæden løs, og synes bestemt ikke det er en dans på roser, det her. Vi er selvfølgelig lidt glade og en lille smule lettede, men jeg synes desværre ikke at det føles særlig meget anderledes end da vi gik og ventede på testdagen. Jeg er så sindssygt bange for at tage til Fredericia og få samme besked som vi fik sidst. Jeg ved slet ikke om jeg kan klare at komme igennem sådan et forløb igen.
Men følelsen af at være i limbo, den har ikke sluppet mig. Jeg føler mig sgu ikke særlig meget mindre i limbo end jeg har gjort de sidste 3½ år. Det bliver nok bedre efter en forhåbentlig god scanning d. 14., men jeg tror desværre at det er en af de ting, der er kommet med i bagagen i dette forløb - en grundlæggende bekymring hos mig, som jeg ikke havde for 5 år siden. Det er nok på den måde alt det her behandling har ændret mig mest - jeg er sgu ikke så ubekymret og optimistisk som jeg var for 5-6 år siden.

Oddsne er med os, det ved jeg. Chancen for baby er større end chancen for MA eller SA og den slags. Men jeg er 36 og abortprocenten er altså relativ høj i min alder.

11 dage, mand. Det ER jo en evighed.

Jeg ser meget gravid ud, så meget at jeg ikke kan have mine bukser på og SKAL have noget med elastik. Maven er ret svær at skjule, men jeg prøver med løse gevandter (som der ikke er mange af i min garderobe). Seriøst, den er stor. Og jeg har guffet så meget usundt i ferien, så noget af det er nok almindeligt julefedt.
Lidt lav-intensitet kvalme har også meldt sig på banen - det er ikke sådan vildt meget, men nok til at jeg har en lille-bitte smule madlede samtidig med jeg har lyst til at guffe pizza, chips og alt mulig andet meget usundt. Hvordan skal det dog ikke ende?

Jeg har slet ikke lyst til at fortælle det til nogen - og slet ikke før d. 14. Af en eller anden mærkelig årsag føler jeg det meget privat denne gang. I efteråret havde jeg lyst til at fortælle det - det har jeg slet ikke nu. Kan slet ikke overskue hvordan jeg skal sige det til familie og venner. Meget mærkeligt, egentlig.