Nu har tiden så sneglet sig frem til en uge til scanning. Jeg både glæder mig helt usigeligt og er vildt bange. Tanker om alt det, der kan være gået galt og kan gå galt gør altså at jeg ikke rigtig nyder denne tid. Jeg husker mig selv som meget mindre bekymret da jeg var gravid med Asbjørn. Jeg tror virkelig det er den MA. Min krop tog virkelig fusen på mig - jeg havde simpelthen ingen anelse om at noget kunne være galt. Og det tror jeg bare sætter sine spor.
Tænk hvis der heller ikke er liv på tirsdag... jeg kan næsten ikke tænke tanken til ende - medicinsk abort, ventetid, scanninger og ægudtagninger. Jeg er SÅ klar til at være færdig med behandling. SÅ klar. Det går sådan helt ok, men jeg kan stadig mærke at der ikke skal så meget til for at vælte læsset. 3½ års behandling har virkelig sat sine spor.
De gode nyheder er at jeg har sådan lidt små-kvalme on and off - og især når jeg er sulten. Det betyder så også at jeg snacker ret vildt, og at hvis der er en baby i min livmoder, så ligger den i sukkerbad. Boller, kiks og lidt chokolade holder kvalmen i skak. Det betyder også at jeg har taget to kilo på siden ægudtagning - og det er altså ikke baby eller vand i kroppen. Det er en guf-delle.
Jeg er også uendelig træt - nogle dage mere end andre (og de dage jeg ikke er så træt giver også anledning til krise). I går sov jeg fra kl. 9.15 (første time på sofaen dog) til kl. 7.15 her til morgen. Og føler mig faktisk ikke udhvilet.
En uge. 7 dage. 168 timer. En evighed.
1 kommentar:
Åh... sikken en evighed.... men det lyder som så gode tegn. Jeg krydser fingerne for at I endelig får opfyldt jeres store ønske og lange kamp.
Man må gerne have hemmeligheder lidt endnu, det er vigtigere at passe på sig selv.
Send en kommentar