I dag siger graviditetskalenderen 24+4. Det er så vildt at tænke på at Asbjørn kommer ud til os om 16 uger. 16 uger! Det er (næsten) lige om lidt.
Den unge mand i min mave er en rigtig karate-kid. Han mosler rigtig meget, og op til mange gange om dagen må jeg stoppe op og lige tage mig på maven og mærke efter hans (til tider temmelig insisterende) bevægelser. Det er simpelthen så hyggeligt og det er svært ikke at komme til at smile, når det sker. Og tankerne har det følgende med at vandre, eksempelvis hvis man er til møde og den lille mand kaster sig rundt inden i en.
Jeg kan efterhånden godt forstå at mange gravide kvinder taler om de her bevægelser og spark. For med al hans aktivitet, så bliver det hele også meget mere virkeligt, og det er svært ikke at komme til at holde af sådan et lille menneske, der er liiige deromme bagved maveskindet. Alle forestillingerne om hvordan det bliver, hvordan han ser ud, hvad han er for et lille menneske - det er bare så dejligt at gå og tænke på og gør mig glad helt nede i maven. Så det begynder at gå op for mig at kærligheden til vores lille barn ikke begynder ved fødslen - men længe før.
Jeg tænker tit på de første uger - helt ind til NF scanningen og måske i virkeligheden også senere - hvordan maj måned blev omtalt meget mere som "hvis alt går godt" - tvivlen og usikkerheden fyldte noget. Jeg tror jeg har bekymret mig over min kvote de sidste 2-3 år, for jeg synes ikke den fylder særlig meget mere, bekymringen. Jeg synes faktisk at det langt overvejende er den boblende jubel, der er tilbage. Som eksempelvis når han sparker. Eller som når lægen (som han gjorde i dag) fandt hjertelyd og vi kunne høre sønnikes hjerte hamre derudaf.
Vi er endnu ikke begyndt på udstyrs-shopping. En barnevogn er indkøbt, vi låner en vugge, køber en venindes tremmeseng og har arvet en flyttekasse fyldt med tøj fra nevøerne. Det var så hyggeligt at kigge på alle de små stykker tøj, og huske hvor søde nevøerne var i det, og samtidig tænke på at nu skal Asbjørn have det på. Lidt skal der suppleres op med, men mest på grund af mit eget behov for at købe babytøj.
Men måske er udstyrs-shoppingen også lidt hæmmet af vores boligsituation, hvor vi ikke helt ved hvor vi bor henne 1. maj. Det ser nu ud som om at det ordner sig - vi har netop budt på en 146 kvm lejlighed til en god pris og med en rigtig god beliggenhed centralt i København. Og ryger det på plads, så ved jeg allerede hvilket et af værelserne, der skal være børneværelse - plus der er plads til de tvillinger, som min søde kæreste er SIKKER på vi får næste gang.
torsdag den 29. januar 2009
søndag den 11. januar 2009
Karatetræning og barnevogn
Asbjørns far dyrker karate, og jeg tror Asbjørn er i fuld sving med at komme i træning til at tæske sin far om en 20-21 år. For der er godt nok nogen inde i min mave, der sparker løs! Af og til har jeg ham mistænkt for også at slå et par kolbøtter af og til. Det er utrolig dejligt at kunne mærke ham, og det stort set hver dag han gør sin mor opmærksom på at han altså er der endnu.
Vægten siger her i dag 22+0 +4 kg. Jeg mener at have læst et sted at her omkring har man taget cirka halvdelen af det, der kommer på, på. Og det håber jeg holder stik, for så holder jeg mig på omkring +10 kg, og så er det vel ikke så hårdt at komme af med det igen...?
I går blev barnevognen bestilt. Den er sponseret af den kommende Mormor, og ser nogenlunde sådan her ud (se ovenfor). Den er brun med lyse kanter og meget fin - og lang, hvilket er en stor fordel, når man har to lange forældre. Det var min første tur i en baby-butik for at købe noget, og jeg må indrømme at jeg stadig ikke helt føler mig hjemme i det der baby-købe-udstyrs univers. Og er i øvrigt rigtig møg-irriteret over Odders barnevognskatalog som i deres 25 siders katalog har eet billede af een mand - det ham, der producerer barnevognen. Ellers er det kvinder i solskin, på cafe og i skoven. Som hverken har rander under øjnene eller ser det mindste træt ud. Arrgh!
Mændene skal da også ud og gå med barnevognen - det er vel også vigtigt for dem at vælge barnevogn! Synes virkelig det er sådan nogle ting, der er med til at reproducere traditionelle kønsroller og det er bare ærgerligt, synes jeg.
Nå, men fin er barnevognen, og jeg glæder mig vildt til at skulle trille rundt med den med en blød baby nede i.
lørdag den 3. januar 2009
Vær velkommen 2009
2008 er definitivt lagt bag os, og vi har allerede taget hul på 2009. Så selvom det er lidt forsinket, synes jeg at sechestolen fortjener en lille statusrapport her på randen af det nye år.
I de sidste mange år har julen været noget underligt noget for mig. I de tre år jeg boede under solens varme gik julen mest med ferier til eksotiske rejsemål. De sidste to jul'er har været tunge og triste. Og fyldt af alt det jeg ikke havde - en baby i maven, børn. Når man er en del af en familie med børn, så fylder de naturligvis meget i julen, og det skal de også. Men selvom jeg har nydt mine elskede nevøer, så har de også hele tiden været en konstant reminder om det, jeg ikke havde.
Julen 2007 var et mindre helvede. Jeg skulle teste 28.12 og allerede juleaftensdag startede hovedpinen og bekymringerne og "det bliver aldrig mig" tankerne, som åd mig totalt op og ikke gav lov til at jeg kunne nyde julen. D. 27.12 begyndte jeg at bløde og brugte en hel dag hos min søster på at græde og græde og græde.
Januar 2008 var bare en forfærdelig måned. Den korte, forbigående lykke over en positiv blodprøve blev hurtigt forvandlet til en af de hårdeste prøvelser, jeg har måtte gå igennem i nyere tid. Og det blev ved og ved og ved. Og da det var slut kom strejken.
I de 9 måneder vi ventede fra december 2007 til behandlingsopstart august 2008 var på mange måder skelsættende for mig i BIB-forløbet. For i al den ventetid øvede jeg mig ALT hvad jeg kunne på at leve her og nu og ikke i fremtiden. Og prøvede alt hvad jeg kunne ikke at blive bitter. Det var en stor kamp for mig, og svært. For hvor har jeg hadet folks lykke, især deres maver, deres små nybagte familier (og kan mærke den sidder der lidt endnu, distancen til den der eventyr-lykke stemning som en del går rundt med).
2008 var også året hvor jeg accepterede at jeg ikke kan alt. Jeg kan ikke overkomme alt. Jeg rummer også "onde" tanker og følelser, jeg har også "forbudte" følelser som misundelse og vekslende evne til at glæde mig på andres vegne. Og det har været befriende for mig at indse. Og give mig selv lov til en gang imellem ikke at være store frk. overskud.
4. ICSI forsøg var lykkens gang. Og sjovt nok det forsøg hvor jeg var MEST parat til en fiasko. Jeg nægter at tro på at de to ting hænger sammen. Og gud, hvor er jeg lykkelig og taknemmelig for at jeg ikke behøvede at gå igennem den fiasko.
De måneder, der er gået fra september til nu, har også forandret mig. Jeg er blevet gladere, mere overskudsagtig, mere social og kan bedre støtte op om andre nær mig der har det svært. Det er dejligt at mærke at noget af "det gamle" er kommet tilbage igen.
Men jeg har ikke glemt. Jeg har ikke glemt de mange dage med tårer, de svære tanker, følelser af at være den eneste i verden, ingen der forstår. Og følelsen af at fremtiden bare ser mørk og tung ud.
Og jeg har lært en masse. Om mig selv, om at tackle sorg, om min dejlige kæreste, om at tackle svære følelser forskelligt, om at livet ikke altid er retfærdigt, og jeg er blevet meget, meget bedre til at sætte mig ind i andre menneskers sorg, netop på grund af min egen sorg.
Jeg tænker meget på det at være barnløs. Og jeg har ikke lyst til at glemme. For det har også gjort mig stærkere og bedre til at håndtere mange ting. I dag har vi 2 par i vores vennekreds som har begivet sig ud i samme cirkus som os, og jeg håber sådan de vil blive ved med at bruge os. For jeg tror ikke "BIB" følelsen rigtig går væk nogensinde. Og det behøver den heller ikke. Så længe den er på sin rette hylde.
2009. Bare at tænke på det, tygge på ordet, på tallene giver mig sommerfugle i maven. Jeg går rundt med en romantisk drøm om solskinsdage og udsprungne blomster - og mig, min kæreste og vores Asbjørn i en barnevogn. Om at se ham smile første gang, om at mærke hans varme babyhud, om at høre ham skrige (og det er jeg sikker på vi nok skal komme til!). Om at rejse sydpå næste efterår alle tre og bare være sammen, om at købe en lejlighed, om at holde fri, om....det hele!
Puuuh, hvor jeg glæder mig til 2009!
I de sidste mange år har julen været noget underligt noget for mig. I de tre år jeg boede under solens varme gik julen mest med ferier til eksotiske rejsemål. De sidste to jul'er har været tunge og triste. Og fyldt af alt det jeg ikke havde - en baby i maven, børn. Når man er en del af en familie med børn, så fylder de naturligvis meget i julen, og det skal de også. Men selvom jeg har nydt mine elskede nevøer, så har de også hele tiden været en konstant reminder om det, jeg ikke havde.
Julen 2007 var et mindre helvede. Jeg skulle teste 28.12 og allerede juleaftensdag startede hovedpinen og bekymringerne og "det bliver aldrig mig" tankerne, som åd mig totalt op og ikke gav lov til at jeg kunne nyde julen. D. 27.12 begyndte jeg at bløde og brugte en hel dag hos min søster på at græde og græde og græde.
Januar 2008 var bare en forfærdelig måned. Den korte, forbigående lykke over en positiv blodprøve blev hurtigt forvandlet til en af de hårdeste prøvelser, jeg har måtte gå igennem i nyere tid. Og det blev ved og ved og ved. Og da det var slut kom strejken.
I de 9 måneder vi ventede fra december 2007 til behandlingsopstart august 2008 var på mange måder skelsættende for mig i BIB-forløbet. For i al den ventetid øvede jeg mig ALT hvad jeg kunne på at leve her og nu og ikke i fremtiden. Og prøvede alt hvad jeg kunne ikke at blive bitter. Det var en stor kamp for mig, og svært. For hvor har jeg hadet folks lykke, især deres maver, deres små nybagte familier (og kan mærke den sidder der lidt endnu, distancen til den der eventyr-lykke stemning som en del går rundt med).
2008 var også året hvor jeg accepterede at jeg ikke kan alt. Jeg kan ikke overkomme alt. Jeg rummer også "onde" tanker og følelser, jeg har også "forbudte" følelser som misundelse og vekslende evne til at glæde mig på andres vegne. Og det har været befriende for mig at indse. Og give mig selv lov til en gang imellem ikke at være store frk. overskud.
4. ICSI forsøg var lykkens gang. Og sjovt nok det forsøg hvor jeg var MEST parat til en fiasko. Jeg nægter at tro på at de to ting hænger sammen. Og gud, hvor er jeg lykkelig og taknemmelig for at jeg ikke behøvede at gå igennem den fiasko.
De måneder, der er gået fra september til nu, har også forandret mig. Jeg er blevet gladere, mere overskudsagtig, mere social og kan bedre støtte op om andre nær mig der har det svært. Det er dejligt at mærke at noget af "det gamle" er kommet tilbage igen.
Men jeg har ikke glemt. Jeg har ikke glemt de mange dage med tårer, de svære tanker, følelser af at være den eneste i verden, ingen der forstår. Og følelsen af at fremtiden bare ser mørk og tung ud.
Og jeg har lært en masse. Om mig selv, om at tackle sorg, om min dejlige kæreste, om at tackle svære følelser forskelligt, om at livet ikke altid er retfærdigt, og jeg er blevet meget, meget bedre til at sætte mig ind i andre menneskers sorg, netop på grund af min egen sorg.
Jeg tænker meget på det at være barnløs. Og jeg har ikke lyst til at glemme. For det har også gjort mig stærkere og bedre til at håndtere mange ting. I dag har vi 2 par i vores vennekreds som har begivet sig ud i samme cirkus som os, og jeg håber sådan de vil blive ved med at bruge os. For jeg tror ikke "BIB" følelsen rigtig går væk nogensinde. Og det behøver den heller ikke. Så længe den er på sin rette hylde.
2009. Bare at tænke på det, tygge på ordet, på tallene giver mig sommerfugle i maven. Jeg går rundt med en romantisk drøm om solskinsdage og udsprungne blomster - og mig, min kæreste og vores Asbjørn i en barnevogn. Om at se ham smile første gang, om at mærke hans varme babyhud, om at høre ham skrige (og det er jeg sikker på vi nok skal komme til!). Om at rejse sydpå næste efterår alle tre og bare være sammen, om at købe en lejlighed, om at holde fri, om....det hele!
Puuuh, hvor jeg glæder mig til 2009!
fredag den 2. januar 2009
MD scanning 20+5
Det er lang tid siden jeg har fået opdateret min lille stol herinde. Dagene inden jul gik med hygge, æbleskiver, julebagning og en del arbejde. Jeg har et arbejde, hvor jeg er ansvarlig for at "mit" budget bliver brugt til tiden, så jeg havde lige en del beslutninger, der skulle tage sammen med "mine" medarbejdere. Det var noooget hektisk!
Men jul blev det, og den blev holdt i et sneklædt norsk landskab hos søsteren og familien. Min søster har to dejlige drenge på næsten 3 år og en på 9 måneder. Og en sød mand - og et meget kaotisk hjem. Så for min søde kæreste og jeg var det 8 dejlige dage i det norske, men det var nu rart at komme hjem til vores eget lille ordede hjem uden at falde i børnelegetøj og tørre snotnæser.
D. 17. var vi til jordemoder og fik hørt lille krøl (som nu har et rigtigt navn) hjerte. Det bankede derudaf og afbødede en smule af den nervøsitet, jeg havde oparbejdet i december måned. Og en lille uges tid før jul blev jeg for alvor klar over at der var nogen der sparkede mig i maven - indefra. En utrolig dejlig fornemmelse og meget, meget hyggeligt. Vi glæder os begge til at den kommende farmand også kan mærke det.
I dag var så den store MD-scanningsdag, som jeg har gået og gruet for. Den gav mig faktisk et lille tudeflip i juledagene - det første i denne graviditet - for jeg var så bange, så bange for at der skulle være sket noget.
Men lille krøl har det rigtig, rigtig godt. Ingen misdannelser, så vidt vides og den rigtige størrelse her 20+5. Og sørme om lille krøl ikke er en dreng! Det kom ikke som den store overraskelse, da vi for sjov har kaldt ham for ham de sidste par måneder, siden min kæreste på en pirat-scanning foretaget af veninden mente han kunne se en lille tap. Og den blev så bekræftet i dag.
Vores søn. Vores dreng. Vores Asbjørn. Hvor er det fantastisk! Hjemme hos os er vi meget, meget lettede og taknemmelige for at vi skulle få lov at opleve det her. Og neeej, hvor jeg glææææder mig til maj!
Men jul blev det, og den blev holdt i et sneklædt norsk landskab hos søsteren og familien. Min søster har to dejlige drenge på næsten 3 år og en på 9 måneder. Og en sød mand - og et meget kaotisk hjem. Så for min søde kæreste og jeg var det 8 dejlige dage i det norske, men det var nu rart at komme hjem til vores eget lille ordede hjem uden at falde i børnelegetøj og tørre snotnæser.
D. 17. var vi til jordemoder og fik hørt lille krøl (som nu har et rigtigt navn) hjerte. Det bankede derudaf og afbødede en smule af den nervøsitet, jeg havde oparbejdet i december måned. Og en lille uges tid før jul blev jeg for alvor klar over at der var nogen der sparkede mig i maven - indefra. En utrolig dejlig fornemmelse og meget, meget hyggeligt. Vi glæder os begge til at den kommende farmand også kan mærke det.
I dag var så den store MD-scanningsdag, som jeg har gået og gruet for. Den gav mig faktisk et lille tudeflip i juledagene - det første i denne graviditet - for jeg var så bange, så bange for at der skulle være sket noget.
Men lille krøl har det rigtig, rigtig godt. Ingen misdannelser, så vidt vides og den rigtige størrelse her 20+5. Og sørme om lille krøl ikke er en dreng! Det kom ikke som den store overraskelse, da vi for sjov har kaldt ham for ham de sidste par måneder, siden min kæreste på en pirat-scanning foretaget af veninden mente han kunne se en lille tap. Og den blev så bekræftet i dag.
Vores søn. Vores dreng. Vores Asbjørn. Hvor er det fantastisk! Hjemme hos os er vi meget, meget lettede og taknemmelige for at vi skulle få lov at opleve det her. Og neeej, hvor jeg glææææder mig til maj!
Abonner på:
Opslag (Atom)