Fryseri

På trods af at Knock ikke er helt klar ;-) så er vi i fuld sving med vores første fryseforsøg ever. Det er ikke spået mange chancer hos mig, da vi kun har et enkelt lille æg på køl, og det er ikke (som jeg ellers troede) fra Asbjørn-omgangen. Men hold da op hvor er jeg overrasket over hvor nemt det er! Har indtil videre haft 3 scanninger, så står den på ægløsningssprøjte, æg op and that's it! Helt vildt nemt! Ærgerligt at vi ikke har en hel flok på køl, for det er da godt nok noget helt, helt andet end de dumme ægudtagninger.

For nogle uger siden var jeg bange for hvad det ville gøre ved mig, at starte i det her ræs igen. Indtil videre går det stille og roligt. Måske mest fordi jeg ikke rigtig har nogle forhåbninger til denne omgang fryseforsøg. Det føles nærmest mere som en oprydningsøvelse: vi skal ikke have æg liggende og flyde rundt omkring i byen.
Men det har da affødt samtaler om timing for at gå igang på privatklinikker. Og en granskning af økonomien, som desværre ikke siger ok til at gå igang med det samme. Og det er ærgerligt, for nu har vi ligesom taget hul på bylden, føler jeg. Der skal ligges 45.000 på een gang, og de skal lige skrabes sammen. Et bryllup og rejseri har ikke efterladt det store på kontoen.

Og den snak, altså økonomi og hvornår vi "rigtigt" går igang er træls. For med den kan jeg mærke at det begynder at køre i hovedet. Jeg har besluttet mig for at tænke at jeg bliver gravid til vinter, og derfor er der lang tid til og så behøver jeg ikke at gå og føle at jeg venter hele tiden.

Jeg er slet ikke bekymret for livet med to små børn. Jeg er mere bekymret for hvad et behandlingsforløb vil gøre ved mig og min evne til at være til stede i nuet, lige nu og her.

Men alt andet lige: hold da op hvor er det bare helt, helt anderledes at skulle lave barn nummer to. Mine tanker til jer, der stadig kæmper med nummer et.

At blive nogens kone...

... Er faktisk ret fedt! Vi holdt et brag af en bryllupsfest i lørdags, blev viet i en københavnsk park, vejret holdt, der var masser af boblevand, sæbebobler og glade mennesker -og solskin. Da vi cyklede i kortege til festen skinnede solen og bilerne dyttede og vennerne sang.
Vi lukkede festen kl. lidt i fem og tog hjem i en dejlig boble-brandert.

En af de første ting, vi har gjort som mand og kone er at tage en tur til Hvidovre Hospital og se til vores lille, ensomme fryseæg. Det var en mærkelig fornemmelse, og på en underlig måde nærmest hyggeligt. Det var jo der, Asbjørn er lavet. Fra at have været et sted forbundet med smerte, sorg og afsavn er det nu forvandlet til et sted, der bragte noget dejligt med sig. Personalet kunne godt huske os og var så glade for at vide at vi havde en lille Asbjørn.

Det er højst sandsynligt at vi når vores fryseforsøg inden sommerferien. Jeg tror overhovedet ikke på det, for vi har kun eet æg, og det skal lige overleve en optøning. Men det gør heller ikke noget, for der er ro i maven. En ro af nogle helt helt andre dimensioner i forhold til sidst. Og det gør en kæmpe verden til forskel.
Jeg tror vi bruger sommerferien på at snakke med et par privatklinikker, eventuelt også undersøger om det kan betale sig at tage til Malmø. Jeg har hørt at det skulle være billigere derovre. Nogle, der har hørt noget lignende?

(og noget helt andet - hvordan bliver man inviteret til fru p's blog?)

Fra det helt store til det helt nære

Asbjørn er syg i dag. 40,5 i feber, klynker og ligger lige nu på sofaen og småklynker i søvne. Med Bjørnen (hans bamse) og yndlingsbogen. Sjovt som rensning af tøj, bordplaner, jobinterviews og arbejdsmøder lige pludselig bliver lidt ligegyldige...

Og lige præcis dét er vel en af de fantastiske ting ved at være nogens forælder: at man formår at sætte tingene i perspektiv på grund af det der lille menneske man skal passe på.

Nairobi... Nairobi???

Vi går jo i tanker om at komme ud i verden, hjemme hos os. Nærmere betegnet New York. Det har vi sådan set gjort rigtig længe, eller dvs. siden i efteråret. Men der er ikke sket så meget på den front. Nu er jeg så blevet "headhuntet" til jobinterview til et job i Nairobi. Men altså. Selvom jeg ææælsker Afrika, så er der milevidt til forskel på New York og Nairobi!

Meget mærkeligt at skulle til jobinterview på et meget eftertragtet job som man ikke vil have...

Det er store spørgsmål, der kører lige for tiden. Job og børn. Og med en forestående bryllupsfest på lørdag og alt hvad det indebærer af forberedelser, så må jeg indrømme at jeg føler det lidt ligesom at være på en kæmpemæssig hoppepude. Det er dejligt, det kilder i maven, men det river mig med uden at jeg rigtig kommer op og stå på mine ben. Så jeg ligger der og vælter rundt et eller andet sted i hjørnet af den der kæmpe hoppepude, der er mit liv. Og griner. Og forundres. Og bare sejler med.

Og overvejer om vi skal til Nairobi. Det tror jeg nu ikke.

Sommerfuglevirvar i min sommermave

I dag foretog jeg et opkald. Som gav sommerfugle i maven. På den dejlige måde, men desværre var der også et par sommefugle, som jeg genkendte fra en svunden tid. De flaksede rundt en tankerække, der kørte inde i mig om timing, planlægning og "hvadnuhvis'er".

I dag har jeg nemlig fået min mens og vores plan er at forsøge os med det par fryseæg vi har liggende ude på Hvidovre Hospital.

Og selvom det er stort og spændende, så er det også en ambivalent følelse. Ja, vi vil meget gerne have en lillebrøster til Asbjørn. Og det må gerne være snart. Men det behøver det ikke at være. Hvis der går et halvt til et helt år, jamen så nyder vi bare Asbjørn imens. Der er en del mere på tålmodighedskontoen end der har været nogensinde i dette forløb. Ikke så mærkeligt. Og det giver en helt, helt anden ro i maven.

Det ambivalente ligger i at det alligevel ikke helt er lykkes mig at slippe taget helt af det helvede, jeg virkelig syntes det var at være i behandling. For SELVOM vi har god tid, så så jeg mig selv sidde, nærmest panik-agtigt, med kalenderen for at se hvornår der evt. ville være ÆO og om det kollidere med rejseri i slutningen af måneden. Og det gør det. Måske. Sandsynligvis. Hvilket betyder at det måske måske ikke bliver i denne cyklus ægget bliver lagt op (hvis det altså overlever noget optøning) og at det så hedder efter sommerferien - i august. Og så først derefter kan vi gå til det private - en gang i september. Og så start i oktober/november en gang. Eller hvad?

Kan i se det? Tankerækken? Som ikke er en s..kid anderledes end den var for 2 år siden? Følelsen af at leve i sin kalender, dele livet op i intervaller, tænke fremad fremad fremad? Det føles som kviksand, jeg skal KÆMPE for ikke at lade mig blive slugt op af. For sagen er jo, at går man igang, så har man et formål: et barn. Og jeg er vist en afslutter, en af dem der nok er lidt utålmodig når først jeg har sat mig et mål. Og skal vi nu ind i det univers igen? Et vente-univers, et univers, hvor det gælder et formål, nemlig lillebrøster?

Jeg kan mærke at det gælder om at holde fast i det vi har lige nu. Virkelig holde fast. For ikke at glæden ved det fantastiske liv vi har lige nu, falmer og kommer til at handle om det vi ikke har, nemlig lillebrøster. (hos os er hun en pige og hedder Ronja). For jeg VIL huske at elske mit liv og det vi har. Og IKKE fokusere på det vi ikke har.

Samtidig er der en lille spiral af dejlige tanker. Tænk nu hvis. Tænk nu hvis det, der ligger der og fryser ude på Hvidovre Hospital er vores 2. barn. Tænk, hvis jeg skal være gravid igen lige om snart. Tænk, hvis jeg skal opleve den lykke det er at få et lille nyfødt barn op på min mave. Køre rundt med Ronja i barnevognen, mens Asbjørn går ved siden af med mig i hånden? Sikke en ultimativ lykke at tænke på.

For et år siden...

Det var sådan en dag i går. Vi talte rigtig meget om "for et år siden på dette tidspunkt...". Vi var tilbage for et år siden, d. 31. maj, pinsedag. Solen skinnede, jeg havde den største mave i Københavnsområdet, solbriller og sommerfugle i maven. For det var for et år siden jeg blev sat igang. For et år siden bagte jeg rabarbercrumble, med det jeg siden hen indså var veer. Og for et år siden kl. 23.26 kom den smukkeste lille skabning ud af mig og blev lagt på mit bryst. Blå og rød og bittelille. Og vores. Efter al den venten kom han. Og det føltes som det mest naturlige i verden at han lå der. Jeg mindes at det første jeg sagde var "der var du jo". Det var den følelse jeg havde. Som om han var en manglende brik i mit liv, som jeg havde levet (mere eller mindre fint) uden, men da han lige pludselig bare var der, var det som om at det var det rigtigste i hele universet. At det var lige netop ham. Selvfølgelig var det ham.

I går fyldte han et år. Den lille dreng ved brystet. Som ikke er lille mere. Vi er på vej op i str. 92, så det siger vist lidt om størrelsen. Og som indtager verden på den der tumlingemåde, der er så fantastisk. Som om han tænker at hele verden er til for ham. På den gode måde. Han er så tilfreds med sit liv, det udstråler hele hans krop og alt hvad han gør. Han griner og fjoller, snakker, peger og undersøger. Og viser os hvad han kan. Vores lille, store dreng.
Vi har så meget kærlighed til ham, at det er helt utroligt at der er plads til det. Den varme, der sniger sig fra maven op i brystet når jeg ser på ham, når jeg kysser ham, når jeg går med ham i hånden. Det er så vildt. Og ikke til at forstå. Og da slet ikke for et år siden, hvor det lille klump menneske bare lå der med store øjne og så lidt overvældet ud.

Det varer ikke længe før han går, tror jeg. Han fik den klassiske Brio gåvogn i går, og han trampede rundt med den i hele lejligheden. I 2 timer. Han står nu uden støtte (selvom han ikke har lagt mærke til det).

Og så er han vores. Vores 1årige. Vores lille store dreng. Jeg har stadig svært ved at forstå at vi var så heldige. Og mine tanker går stadigvæk ofte til vores behandlingsforløb. Det var så svært og ensomt. Og jeg føler mig så heldig at vores historie fik en lykkelig udgang.
Måske fylder behandlingen også noget fordi vi har besluttet at tø vores æg op næste gang jeg får mens. Jeg tror jo ikke på de 2 snoldede æg vi har, men vi vil gerne igang. Det fortjener vist sit eget indlæg, for det er også lidt uvirkeligt.