Det er noget tid siden, det er blevet til et indlæg her på bloggen. Mange ting og mange tanker, og da denne blog jo mest er blevet brugt til barnløshed og børn, har jeg ikke kunne finde ordene, der passede til bloggen.
De er her i dag. Efter 1½ måned med suprefact-indsprøjtninger, scanninger og ægudtagning (from hell), 15 æg ud og to forventningsfulde mennesker, der sidder ved telefonen i morges, fik vi beskeden at INGEN af æggene var befrugtede og at der derfor ikke var æg til oplægning.
Hvor f.anden kom den fra??? Vi har aldrig prøvet at der ikke var æg til oplægning, og jeg fik mig virkelig et chok. Det satte gang i angsten. Angsten for at Asbjørn var DET skud vi havde i kassen. At han skal være enebarn og at alle mine forestillinger om lillebrøster var udtryk for hovmod og manglende taknemmelighed for det, vi er blevet skænket. Shit, et chok det her er.
For det viser sig nemlig at de ikke kunne finde brugbare sædceller i sædprøven. Bevares, vi har altid vidst at det var det "svage" led, men der har altid kunne findes nogle. Men sådan skulle det ikke være denne gang. Så farvel 17.500 gode, danske kroner. Og dét er det mindste af det hele.
Kæresten (som vel egentlig er manden, eftersom vi jo faktisk er gift) er helt slået ud. Helt færdig er han. Han er vred på sig selv over at han drak kaffe, at han ikke har taget vitaminer, at han ikke har passet på sig selv, at han ikke lavede prøven om da han godt nok så at den ikke lige så super ud (det kan han åbenbart set på den...). Og har dårlig samvittighed overfor mig, som grænser til en overstimulation. Pis.
Som i pispispis.
Altså. Vi har jo Asbjørn. Som bare render rundt og griner mens vi snakker om det her. Om at vi må lægge skråsikkerheden på hylden og indstille os på at lillebrøster er et måske-projekt. Av, at skrive det. For det var virkelig ikke sådan jeg havde det med det for 2 dage siden. I mit hoved har lillebrøster været et spørgsmål om tid. Og tålmodighed. Og selvfølgelig et lille måske. Men det er ikke det, der har fyldt. Det gør det nu. For vi må jo seriøst forholde os til virkeligheden. Når laboranten snakker donorsæd, så er det jo fordi den er gal.
Og barnløshedens onde tvilling (søskendeløsheden) viser sit grimme ansigt her på sådan en grå onsdag.
(Og så er der alt det andet. Med min dejlige søster. And life in general. Tak for tankerne, kære blog-venner)
