Det er noget tid siden, det er blevet til et indlæg her på bloggen. Mange ting og mange tanker, og da denne blog jo mest er blevet brugt til barnløshed og børn, har jeg ikke kunne finde ordene, der passede til bloggen.
De er her i dag. Efter 1½ måned med suprefact-indsprøjtninger, scanninger og ægudtagning (from hell), 15 æg ud og to forventningsfulde mennesker, der sidder ved telefonen i morges, fik vi beskeden at INGEN af æggene var befrugtede og at der derfor ikke var æg til oplægning.
Hvor f.anden kom den fra??? Vi har aldrig prøvet at der ikke var æg til oplægning, og jeg fik mig virkelig et chok. Det satte gang i angsten. Angsten for at Asbjørn var DET skud vi havde i kassen. At han skal være enebarn og at alle mine forestillinger om lillebrøster var udtryk for hovmod og manglende taknemmelighed for det, vi er blevet skænket. Shit, et chok det her er.
For det viser sig nemlig at de ikke kunne finde brugbare sædceller i sædprøven. Bevares, vi har altid vidst at det var det "svage" led, men der har altid kunne findes nogle. Men sådan skulle det ikke være denne gang. Så farvel 17.500 gode, danske kroner. Og dét er det mindste af det hele.
Kæresten (som vel egentlig er manden, eftersom vi jo faktisk er gift) er helt slået ud. Helt færdig er han. Han er vred på sig selv over at han drak kaffe, at han ikke har taget vitaminer, at han ikke har passet på sig selv, at han ikke lavede prøven om da han godt nok så at den ikke lige så super ud (det kan han åbenbart set på den...). Og har dårlig samvittighed overfor mig, som grænser til en overstimulation. Pis.
Som i pispispis.
Altså. Vi har jo Asbjørn. Som bare render rundt og griner mens vi snakker om det her. Om at vi må lægge skråsikkerheden på hylden og indstille os på at lillebrøster er et måske-projekt. Av, at skrive det. For det var virkelig ikke sådan jeg havde det med det for 2 dage siden. I mit hoved har lillebrøster været et spørgsmål om tid. Og tålmodighed. Og selvfølgelig et lille måske. Men det er ikke det, der har fyldt. Det gør det nu. For vi må jo seriøst forholde os til virkeligheden. Når laboranten snakker donorsæd, så er det jo fordi den er gal.
Og barnløshedens onde tvilling (søskendeløsheden) viser sit grimme ansigt her på sådan en grå onsdag.
(Og så er der alt det andet. Med min dejlige søster. And life in general. Tak for tankerne, kære blog-venner)
9 kommentarer:
Læser lige med her og må bare lige kommentere.
For et år siden stod min mand og jeg med beskeden om, at sandsynligheden for at vi kunne blive forældre med hans sæd var nærmest ikke-eksisterende - til trods for, at han allerede er far til to på 7 og 10 år. Vi skulle tage stilling til donor, og det var rigtig hårdt. Efter yderligere udredning på Rigshospitalet fandt man ud af, at han danner antistoffer og sæden bare skulle oprenses. Det skete på Hvidovre, og vi blev gravide i første ICSI-forsøg og fik yderligere 5 befrugtede æg i fryseren. Nu venter vi i spænding på at vores lille mirakel kommer ud til os.
Tænkte bare om I er blevet undersøgt for antistoffer...
De bedste hilsner
Maria
Uhh ja det rammer værst når man ikke forventer det. Hvor er det bare træls. Og stakkels din mand (og dig self.) hos os er det jo mig der er noget "galt med" og det er hårdt at leve med den skyldfølelse der desværre medfølger. Men altså, det er jo lykkes 1 gang - så mon ikke det kan lykkes igen... Det tror jeg på!
for helvede da også, det kommer som et chock når man aldrig har haft DET problem før, det prøvede vi også... øv altså.
Som Happy skriver så skal det nok lykkes igen, men ja søskendeløsheden er faktisk også slem - IKKE at sammenligne med barnløsheden, men alle de gamle følelser kan altså godt komme frem igen. Øv... ja jeg kender det alt for godt.
For fanden altså... Det er jeg godt nok ked af at læse. Efter så mange hormoner, ventetid og ikke-sjov ægudtagning er det næsten ikke til at holde ud. Jeg forstår godt I er i chok, når det aldrig er sket før. Det er virkelig noget møg. Jeg føler med din mand - og med dig, fordi du har gennemgået det lange forløb. I må være gode ved jer selv og hinanden den næste tid. Jeg kan, naturligt nok, ikke helt sætte mig ind i ønsket om barn nummer to. Og så alligevel, så forstår jeg godt, at ønsket kan være meget stort - for nu er det jo lykkes én gang, så hvorfor ikke igen? Jeg håber ikke I mister troen på mirakler, for hvem ved...
Av for katten.. Det var da en grim overraskelse. Kan godt følge, at det må være noget af et chok, for ja tanken er jo, at når det er lykkes en gang, så kan det også lykkes igen, bare man er tålmodig nok. Jeg håber, at det vil vise sig, det også kan lade sig gøre. En masse tanker til dig (også mht. din søster - håber hun efter omstændighederne har det ok?)
Knus Håbet
Av for pokker! Sender et kæmpe kram til både dig og manden.
Tænker på dig - jer.
Åh hvilken skuffelse, Sech. Hvilket gigantisk antiklimaks. Uf! Jeg er rigtig ked af det på jeres vegne. Også lidt på mine egne vegne - det er jo meningen at den der 2'er skal komme rimeligt nemt, ikke? Ingen æg til oplægning er virkelig et skræk-scenarie for mig.
Er det ikke mærkeligt, at man kan have kæmpet sådan en BIB-kamp og så alligevel have en eller anden sær forestilling om, at der ikke bliver nogen kamp anden gang. Det er som om man er totalt nulstillet med de bitre erfaringer og starter som newbie barbie igen. Er det fordi man bilder sig ind at man har besejret bib-monsteret endegyldigt med den første graviditet?
Jeg synes faktisk også at økonomien i det er ubehagelig. Det er sindssygt at man bliver afkrævet 17.000 for ingenting. Det er uanstændigt. Og hvad der er knald-uanstændigt er, at nogen skal have en forretning ud af det. Fair nok så, at vi skal betale for behandling, men jeg vil meget gerne betale staten for omkostningerne ved min behandling i stedet for at mine fertilitetsproblemer skal være nogens cash cow.
Jeg håber du er rimeligt ok. Det lyder som om det er rigtig hårdt ovre i Sech-land for tiden.
Hvordan går det i sechestolen? Jeg håber I er kommet bare en lille bitte smule ovenpå siden den grimme oplevelse. Tanker fra Tommelise
Send en kommentar