Kan godt mærke at kapaciteten ikke kører helt på fuld kraft herhjemme - bliver hurtigt træt og mister hurtigt overblikket, hvilket jeg ellers ikke synes jeg gør normalt.
I går knækkede filmen, da jeg fik afvide at min barselsvikar er sprunget fra i sidste øjeblik og der var ikke andre kandidater, der var lige i øjet under ansættelsen. Jeg jokede på arbejdet med at min barsel måske så var aflyst, men kunne godt se på min leder at det ikke var særlig sjovt... Ups. Har bange anelser om at det kommer til at påvirke min barsel, da jeg ikke tror de får fundet en inden næste uge, hvor jeg går på barsel. Har bare overhovedet ikke lyst til at forholde mig til job når jeg først er gået på barsel, omvendt har jeg ikke lyst til at alt sejler og dermed svigte "mine folk" i de varme lande som jeg trods alt har ansvaret for og har arbejdet sammen med for at få programmerne til at køre. Not an easy task!
Oveni kom så en indkaldelse til et job-interview i New York d. 13. april - et job, jeg søgte for næsten 1½ år siden! Lang historie om et udvælgelsesforløb og en skriftlig eksamen, der er ret hardcore (tog jeg sidste år med en graviditet udenfor livmoderen), og jobbet er virkelig guf for sådan en som mig. Såe hvad gør man så med sådan et luksusproblem? Jeg er ikke meget for at rejse inden fødsel, og det var også min egen læges udmelding, da jeg konfererede med ham. Omvendt - hvor fedt er det at tage til New York med en lille-bitte prut - og hvad med pasning mens jeg bliver job-interviewet? Skal far så med - og kan økonomien overskue det når nu den står på ny lejlighed om lige om lidt?
Og sidst, men ikke mindst - er vi overhovedet på vej til New York lige nu? Til syge arbejdstider i FN-systemet samtidig med at vi har en lille-bitte en? Og hvad hvis vi ikke er, var det så "once-in-a-lifetime" chancen i det system?
Argh - mange ting at overskue på een gang! Måske skulle jeg bare grave mig ned sammen med tulipanløgene og blive der til en gang i starten af maj... Kan i hvert fald mærke at det lige er lidt for mange ting at overskue på en gang for mig lige nu. Vil faktisk hellere bare forholde mig til babysokker og syning af dynebetræk.
tirsdag den 24. marts 2009
lørdag den 21. marts 2009
Et helt almindeligt liv?
Tiden går stille og roligt herovre hos os. Den ene dag afløser den anden, der tælles ned til overtagelse af vores nye hjem 1. april, til barsel 3. april og så selvfølgelig til d. 17. maj hvor vores lille Asbjørn kommer ud til os. Der sker kort sagt mange spændende ting i vores liv for tiden, og vi er bare glade helt nede i maven. Min søde kæreste siger mindst en gang om dagen at han er lykkelig hver gang han kigger på min store mave.
I går faldt snakken igen på hvor heldige vi har været. Og hvor underligt fjernt al smerten er. Sært som mennesket er i stand til at tilpasse sig forskellige situationer. Så vi blev enige om at måske er vores liv bare blevet helt, helt almindeligt. Vi snakker om maling, om indkøb af stofbleer, mål på skabe og opvaskemaskiner. Og det føles helt utrolig dejligt.
Asbjørn vokser og vokser. Jordemoder og læge skønner ham til at være lidt større end gennemsnittet, og jeg skal også love for at han møffer rundt til den store guldmedalje. Især højre sides ribben får en ordentlig omgang og toppen af livmoderen er RET øm. Avav, altså. Men det er så ubeskrivelig dejligt at få de regelmæssige spark og føle hans møffen rundt, for jeg bliver konstant mindet om at han er virkelig. Han findes, og han er vores. Båndene til ham er knyttet for længst, underligt som man kan holde af et menneske, man aldrig har set.
Vi samler udstyr i stor stil. Det meste er lånte sager som vi får af venner og familie, og så er de ting, der skal købes. Det er så hyggeligt at kigge på små babysokker (og tak for rådet til Qvinden!) og købe bitte-små joggingbukser og huer, et tæppe enkelte legesager (vist mere for hans mors skyld end for hans) og så er der indkøbt stof til det helt store syprojekt, som starter lige om lidt :-)
Der er 2 arbejdsuger til barsel. Og jeg glæder mig. Den store overdragelsesuge skal lige overståes, med folk der kommer fra de varme lande plus min vikar, og det forventer jeg bliver en smule hårdt. Men når det er overstået står den på ny lejlighed og Abjørn-forberedelser og bøger på sofaen. Fedt forår ik?
I går faldt snakken igen på hvor heldige vi har været. Og hvor underligt fjernt al smerten er. Sært som mennesket er i stand til at tilpasse sig forskellige situationer. Så vi blev enige om at måske er vores liv bare blevet helt, helt almindeligt. Vi snakker om maling, om indkøb af stofbleer, mål på skabe og opvaskemaskiner. Og det føles helt utrolig dejligt.
Asbjørn vokser og vokser. Jordemoder og læge skønner ham til at være lidt større end gennemsnittet, og jeg skal også love for at han møffer rundt til den store guldmedalje. Især højre sides ribben får en ordentlig omgang og toppen af livmoderen er RET øm. Avav, altså. Men det er så ubeskrivelig dejligt at få de regelmæssige spark og føle hans møffen rundt, for jeg bliver konstant mindet om at han er virkelig. Han findes, og han er vores. Båndene til ham er knyttet for længst, underligt som man kan holde af et menneske, man aldrig har set.
Vi samler udstyr i stor stil. Det meste er lånte sager som vi får af venner og familie, og så er de ting, der skal købes. Det er så hyggeligt at kigge på små babysokker (og tak for rådet til Qvinden!) og købe bitte-små joggingbukser og huer, et tæppe enkelte legesager (vist mere for hans mors skyld end for hans) og så er der indkøbt stof til det helt store syprojekt, som starter lige om lidt :-)
Der er 2 arbejdsuger til barsel. Og jeg glæder mig. Den store overdragelsesuge skal lige overståes, med folk der kommer fra de varme lande plus min vikar, og det forventer jeg bliver en smule hårdt. Men når det er overstået står den på ny lejlighed og Abjørn-forberedelser og bøger på sofaen. Fedt forår ik?
Abonner på:
Opslag (Atom)