Den der lillebrøster

Vi var til samtale på klinikken for et par uger siden. Efter den her tur frem og tilbage til Riget og tilbage igen, havde vi begge - og nok især mig - et stort behov for at snakke med lægen og fortælle om forløbet og give udtryk for at vi har behov for at blive holdt godt og grundigt i hånden når vi en gang når helvede fryser over kan gå igang igen med behandling. Vi snakkede en del om hvad det egentlig var vi ville have ud af en samtale, for egentlig har vi tillid til at de er professionelle og gør det bedste for os, og vi jo nok alligevel ikke ville få "guruen" til at undsige sine læger. Og bevares, det er vel folk, der har prøvet ægudtagninger før, der huserer på den klinik. Men alligevel, give udtryk for at det har været en mere end almindelig træls start på 2011 og at den ægudtagning vil vi altså ikke udsættes for sådan en omgang igen.

Så en tid blev booket og min dejlige mand havde tilmed skrevet ned i stikordsform hvad han gerne ville sige når vi var der. Så lidt bevæbnet var vi da.

Men Kalashnikov'erne blev ret hurtigt sænket og stillet væk. For jeg skal da love for at de tog sagen alvorligt. Det viser sig at lægen (altså ham der guruen) kun har oplevet en sådan infektion 4 gange i hans karriere (efter hans udssagn - han kunne tilmed navnene på dem, der havde været udsat for det). Og at det bliver taget meget, meget alvorligt. Der er ikke sket noget med mine æggestokke, men jeg MÅ ikke få en infektion igen, for alt for mange infektioner af denne slags gør mig simpelthen steril. Gys.

Så når vi nu engang går igang igen, bliver det tunge skyts kørt frem. Der er kun to læger på klinikken, der må behandle mig, reglerne (hos dem?) siger at det skal være en læge med over 1000(!) ægudtagninger i bæltet, der behandler. Og jeg skal scannes hver anden dag fra opregulering til blodprøve, have antibiotika profylaktisk og i det hele taget følges meget, meget tæt. De vil prøve med forskellige ting undervejs, dyrke æggene på en speciel måde, og i det hele taget hedder den special treatment for os. Lægen var MEGET opsat på at jeg SKAL blive gravid. Og det er jo dejligt. Det gjorde heller ikke stemningen dårligere at resten af behandlingerne - indtil jeg er gravid eller vi selv vælger at stoppe er "on the house". Ingen betaling fra nu af. Forklaringen var at de kommer til at bruge mange ressourcer og lægge mange potentielle tillægsydelser på vores behandling, og at de vil have frie hænder til at gøre som de vil uden at skulle spørge os og vores pengepung om råd.

Det sidste har været genstand for en del fortolkning hjemme hos os. Vi er jo begge lidt skeptiske for hele "lave-penge-på-dårlig-fertilitet" konceptet og der er heller ikke nogen tvivl om at han driver en virksomhed. At han skal tjene penge. Men vi er til gengæld heller ikke i tvivl om han rent faktisk mener det og at der er en vis faglig stolthed involveret. Det virkede oprigtigt sådan. Derudover bekræfter det vores fornemmelse af at et eller andet gik galt med en ægudtagning. Og måske er det en måde at vende en rigtig dårlig historie til noget godt. Det er bedre at smide nogle penge efter os og bevare et godt rygte end at lade os gå rundt og mukke - eller endnu værre: klage over behandlingen.

Vi er begge to ret sikre på at hvis vi valgte at klage, så ville vi tabe en sådan sag. Vi har slet ikke overvejet det, for jeg har slet ikke lyst til at bruge en masse negativ energi på noget, som jeg overhovedet ikke bliver gravid på. Det ville altid blive os mod deres professionelle vurdering, og ud fra hvad lægerne på Riget siger, så er der altid en risiko for infektion ved et invasivt indgreb som dette.

Så derfor er vi faktisk fint tilfredse. Og sjovt nok er vores tillid til dem intakt. Vi tror faktisk på dem. At de vitterligt gerne vil gøre mig gravid.

Men altså. Jeg har indstillet mig på at lillebrøster er et op-ad-bakke projekt. Og at drømmen om to børn tæt på hinanden, den nok ikke går i opfyldelse. Det går nok, så længe vi bare få en baby på et tidspunkt.

Imens venter vi. På at jeg bliver rigtig frisk. I weekenden tager vi herhen og lader batterierne op. Asbjørn tager til sin mormor og fofar, og en dag bliver det vel forår, jeg bliver rask, træerne ude for vinduet springer ud og vi kan starte igen. For vil er ikke færdige med at drømme om den lillebrøster.

Apropos Asbjørn, så er han begyndt at sige så mange ord. Det er så sjovt. Bommerfuu (sommerfugl), traktor, bil, masser af dyr, Babbe (Bamse), ik sove, siiiin (rosin), hoppe, mor, far, mommo (mormor), fofar, dør og alt muligt andet. Hans forældre synes han er syg dygtig og vi bliver ikke mindre glad for den dreng, jo ældre han bliver. Der er stadig stunder, hvor jeg tager mig i at sidde og stirre på det lille søde væsen, fuldstændig overbevist om at han må være noget af det dejligste på denne jord.

Riget - my home away from home

Måtte en tur forbi Riget i går - endnu en gang. Har stadig smerter i understellet, og koblet med generelt øvhed i hele kroppen og småsygdom, måtte jeg altså til lægen. Som sendte mig videre igen igen.

Så jeg fik lov at bruge en eftermiddag på Riget med en håndfuld læger, der ikke rigtig kunne blive enige om hvad de skulle gøre ved mig. En foreslog indlæggelse, IV og hele pakken igenigen, mens en anden syntes vi skulle se tiden an. Selveste professoren blev tilkaldt og fik det sidste ord: hjem i seng, hold øje med feber, forværring af smerter og sæt dig selv på en pencillin-kur, hvis du får det dårligere...
De er bange for at det er infektionen, der ikke er helt væk, og jeg må indrømme at jeg var lige ved at tude, da de sagde det og for 117. gang skulle undersøge mig dernede. Jeg ligger og spænder helt vildt, fordi det bare gør så ondt. Og det gør det ikke ligefrem nemmere.
For helvede, hvor er jeg træt af at være syg, afkræftet og pjevset. Jeg snakker SÅ meget om mit underliv og har fokus på hver en lille smerte eller uregelmæssighed i min krop.

Det trøster mig ikke at min læge aldrig har oplevet en sådan infektion efter ægudtagning før. Eller at klinik-guruen har prøvet det 4 gange i hans 30-årige karriere. Mere om det i et andet indlæg - vi har nemlig været til en laaang samtale med klinikken, og jeg skal love for de tager det alvorligt og giver os de bedste muligheder for at få os en lillebrøster. Men hun er godt nok langt væk lige nu.

På vej op til overfladen

Nå, sidste kapitel var ikke skrevet i min jammerhistorie, så den kommer her. Mest af alt fordi jeg har et enormt behov for at få skrevet det ned - for min egen skyld.

Efter mit dramatiske stunt og indlæggelse for et par uger siden, kom jeg hjem med en masse smertestillende og besked om at tage det med ro indtil æggestokkene havde det bedre og smerterne var aftagende. Men torsdag startede jeg med feber, som bare fortsatte med at køre op og ned - jeg svingede fra 37,5 til 39,4 alt efter hvornår jeg havde taget smertestillende. Og jeg havde det bare virkelig dårligt. Som en ordentlig gang influenza. Det var jo ikke så mærkeligt, for min søde kæreste havde haft en omgang i forbindelse med min indlæggelse.
I weekenden sov jeg ad h-til. Svedte så meget at jeg måtte skifte sengetøj, ligge mig på håndklæder og jeg vågnede 1 gang i timen. Mandag var min fødselsdag, og jeg lå på en madras i stuen hele dagen og havde det skidt, skidt, skidt. Vi endte med at spise rester og jeg gik i seng kvart over otte.
Tirsdag havde jeg det ligeså dårligt og tanken strejfede mig at jeg nok måtte til lægen, da den der influenza ikke rigtig gik væk. Onsdag gjorde jeg alvor af det, efter at have sovet forfærdeligt, vågnet en gang hver halve time, og svedt svedt. Min temperatur var stadig svingende helt vildt.

Min søde læge tog mig meget alvorligt. Jeg havde tårnhøje infektionstal, så jeg blev sendt direkte til Riget igen, hvor de kunne konstatere at jeg havde en infektion. Torsdag blev jeg så scannet på ultralydsklinikken (dejligt sted med en masse gravide og så mig, der lignede døden fra Lübeck - dér kunne jeg godt have undværet at være!). Scanningsdamen konstaterede en kraftig infektion i æggestokke og andre steder i underlivet. Av av av. Jeg har ikke haft skyggen af en influenza men altså en svær infektion! Jeg fik lov at tilbringe 3 dage på hospitalet og jeg er endelig endelig i bedring. Ingen feber, ikke alt for mange smerter og jeg kan mærke at NU vender det.
Jeg er stadig sygemeldt og er det nok ugen ud.

Denne omgang har sat en masse tanker igang omkring hvor meget det her fertilitetsbehandling definerer mit og vores liv. Jeg vil egentlig gerne have et nyt job, men det er svært når man er i behandling og ikke ved hvornår man lige tager 3 ugers sygemelding. Eller hvornår man bliver gravid. Karriere i udlandet er lige nu ikke en mulighed, ikke før jeg evt. bliver gravid. Og rent fagligt kommer man jo ikke særlig langt når man er så meget sygemeldt.

Og igen har dette forløb mindet mig om at lillebrøster er et måskeprojekt. Det var det ikke i sommers da vi startede. Lægerne er ret sikre på at mine æggestokke ikke tager skade af det her, men tænk nu hvis? Det er ikke til at bære.
Behandling er skudt lidt ud i fremtiden. Vi venter en cyklus og ser hvordan motivationen er. Imens sparer vi sammen, og dét er jeg godt nok også træt af! Det er en dyr fornøjelse, det her! Og der er andre ting, vi giver afkald på.

Og hvorfor fik jeg så den infektion? Det aner lægerne ikke. Men der er booket tid på klinikken, for nu vil vil have snakket den ægudtagning igennem. Hvad gik galt? Og så vil vi holdes i hånden HELE tiden i næste forløb. Og have den BEDSTE læge til at tage æg ud. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om klinikken, de var virkelig søde da jeg ringede og fortalte dem om vores status. Men jeg kan ikke lade være at tænke at sådan noget jo aldrig skete for os på Hvidovre... Argh. Jeg ved det ikke og orker ikke at være vred over noget som sandsynligvis ikke er nogens skyld.

Venteri

Jeg er helt mør. Jeg er træt træt træt af at have ondt, at have fokus på min krop og på mit underliv, på behandlinger, på opsparing og tælleri - hvornår mon jeg kunne blive gravid.

Jeg har nu været hjemme i over en uge, og der er ikke udsigt til at jeg skal på arbejde lige med det samme. Jeg har så også scoret endnu en influenza, og det gør heller ikke situationen mere festlig.

Det har bare ramt mig, det her, som det store wake-up call. At det bare ER sindssygt hårdt at være i behandling. At man bliver træt og mør. Af at det fylder og gør ondt og griber ind i ens liv som det gør. Jeg indrømmer det. Jeg havde glemt det. Det var fejet væk af babylykke og glæde over vores lille skattemus og alt det, han har givet vores liv. Men det er tilbage nu, alt det svære. Og jeg er begyndt at synes at folk, der bliver gravide på en måned er åndssvage.
Økonomien i det fylder også lidt. Vi sparer sammen og tænker ud i fremtiden, hvis ikke jeg bliver gravid i de næste to forsøg, som vi har betalt for, så skal vi have sparet op så vi kan gå igang med 3 til. Og det er altså mange penge. Det kan sagtens lade sig gøre, men der er andre ting, vi må give afkald på, og lige nu føles det bare enormt surt. Men ok, alt føles ret surt lige nu og jeg kæmper for at snappe ud af min jammerdal.

Efter lidt snak frem og tilbage tror jeg vi ender på at udskyde næste behandling, som egentlig skulle starte på tirsdag med nedregulering. Men jeg kan næsten ikke overskue at tænke på at skulle igang igen. Min krop er fyldt med smertestillende medicin, jeg har intet overskud, og jeg tror ikke det er det bedste udgangspunkt. Men samtidig er jeg SÅ træt af at skulle vente endnu en måned, for derefter at skulle i lang behandling og få taget æg ud i april måned. I april! Der er jo 100 år til det!