Det var med rystende fingre jeg tastede nummeret til Hvidovre i dag. Men bekymringerne blev gjort til skamme - hcg er steget til 7000-et-eller-andet, og det er jo ganske normalt højt på nuværende tidspunkt.
Det, koblet med en god nats søvn og intensiv internetlæsning på fænomenet har dæmpet bekymringerne noget. Faktisk så meget at jeg sagde nej tak til en ekstra scanning, sygeplejersken foreslog i telefonen (ok, vi er ikke helt parate til at aflyse Berlin-tur for at få en ekstra scanning).
Vi må vente til næste torsdag med at se hjerteblink, men så har det lille møgembryo altså også bare at vise sig på skærmen!
tirsdag den 23. september 2008
mandag den 22. september 2008
Bjørnetjeneste
Vi var på hospitalet i dag for at få en tidlig scanning. Det syntes vores yndlingslæge at vi skulle have da vi var inde hos hende for 14. dage side, da vi nu har den historie vi har. Hun havde godt nok sagt at vi MULIGVIS ville kunne se blommesæk og et lille, blinkende hjerte på den scanning, men det viste sig at det kunne vi ikke.
Vi var inde hos en ny læge, som først var meget forvirret over at jeg ikke var længere henne og hvad det nu var for en scanning. Hun forklarede ikke særlig meget, men sagde så at det jo ikke var meget man kunne se når jeg ikke var længere henne. Jeg blev selvfølgelig virkelig bekymret, da jeg overhovedet ikke kunne tolke hende - skal jeg være bekymret eller ej, spurgte jeg hende flere gange. Men det kunne hun ikke svare på, for det var jo stadig så tidligt.
Da vi var kommet ud, kunne jeg bare mærke at det her slet ikke var godt og bekymringerne satte sig øjeblikkeligt fast som en lille, hård knude lige i midt i maven. Så efter lidt snakken frem og tilbage med kæresten (som lidt syntes at der ikke var noget at bekymre sig om), måtte vi op og snakke med sekretæren og bede om en blodprøve. Lægen havde nemlig sagt at man jo kunne lave en BP for at se på om hcg steg som det skulle. Sekretæren var supersød og beroligede mig rigtig meget ved at sige at det altså var meget normalt, og at jeg da bare kunne hoppe ned og få taget en BP. Som sagt, så gjort. Og nu får vi så svaret på den i morgen.
Men puuuh, hvor er jeg bare bekymret i dag. Jeg har hele tiden haft sådan en god fornemmelse, men den er gradvist ved at forvandle sig til en knugende bekymring. Det MÅ bare ikke gå galt det her, så dør jeg simpelthen! Og den onde spiral starter så ved at jeg så bekymrer mig over at jeg bekymrer mig - hvad betyder nu det, er det min intuition der fortæller mig, at der er noget galt? Sådan kan man så få kørt sig selv helt op.
Puuuh, hvor er der lang tid til næste torsdag. Vi tager til Berlin på torsdag til mandag, så går tiden da med det. Og jeg håber virkelig at jeg kan slappe af og nyde det.
Det er godt nok svært at lave børn hjemme hos os - på alle mulige måder!
Vi var inde hos en ny læge, som først var meget forvirret over at jeg ikke var længere henne og hvad det nu var for en scanning. Hun forklarede ikke særlig meget, men sagde så at det jo ikke var meget man kunne se når jeg ikke var længere henne. Jeg blev selvfølgelig virkelig bekymret, da jeg overhovedet ikke kunne tolke hende - skal jeg være bekymret eller ej, spurgte jeg hende flere gange. Men det kunne hun ikke svare på, for det var jo stadig så tidligt.
Da vi var kommet ud, kunne jeg bare mærke at det her slet ikke var godt og bekymringerne satte sig øjeblikkeligt fast som en lille, hård knude lige i midt i maven. Så efter lidt snakken frem og tilbage med kæresten (som lidt syntes at der ikke var noget at bekymre sig om), måtte vi op og snakke med sekretæren og bede om en blodprøve. Lægen havde nemlig sagt at man jo kunne lave en BP for at se på om hcg steg som det skulle. Sekretæren var supersød og beroligede mig rigtig meget ved at sige at det altså var meget normalt, og at jeg da bare kunne hoppe ned og få taget en BP. Som sagt, så gjort. Og nu får vi så svaret på den i morgen.
Men puuuh, hvor er jeg bare bekymret i dag. Jeg har hele tiden haft sådan en god fornemmelse, men den er gradvist ved at forvandle sig til en knugende bekymring. Det MÅ bare ikke gå galt det her, så dør jeg simpelthen! Og den onde spiral starter så ved at jeg så bekymrer mig over at jeg bekymrer mig - hvad betyder nu det, er det min intuition der fortæller mig, at der er noget galt? Sådan kan man så få kørt sig selv helt op.
Puuuh, hvor er der lang tid til næste torsdag. Vi tager til Berlin på torsdag til mandag, så går tiden da med det. Og jeg håber virkelig at jeg kan slappe af og nyde det.
Det er godt nok svært at lave børn hjemme hos os - på alle mulige måder!
fredag den 19. september 2008
Trææææææt!
Det der med ingen symptomer, det er vist en sandhed med modifikationer. Jeg har godt nok hverken kvalme eller nogle andre voldsomme symptomer, men meget ømme kasser og er super træt hen på eftermiddagen. Puha, kunne simpelthen falde i søvn lige på stedet!
Er startet på arbejde, og det var utrolig dejligt at komme lidt væk hjemmefra og tænke andre tanker end lige om den lille skodunge nu har det godt nok. Og imens går dagene jo bare stille og roligt, i dag er jeg 5+3 og jeg tæller virkelig dagene - først til scanning på mandag, som er sådan en ekstra scanning, de tilbød os, og så til d. 2. oktober, hvor jeg skal scannes igen.
I næste uge tager vi en forlænget weekend til Berlin, så det slår lige 4 dage ihjel - og så er vi ved at være tæt på d. 2. oktober :-)
Som dagene går føles det mere og mere virkeligt. Jeg begynder så småt at tro på at den lille skodunge bliver hvor den skal. Men jeg må give knock ret - juhu-scener på dette tidspunkt er sgu for amatører!
Er startet på arbejde, og det var utrolig dejligt at komme lidt væk hjemmefra og tænke andre tanker end lige om den lille skodunge nu har det godt nok. Og imens går dagene jo bare stille og roligt, i dag er jeg 5+3 og jeg tæller virkelig dagene - først til scanning på mandag, som er sådan en ekstra scanning, de tilbød os, og så til d. 2. oktober, hvor jeg skal scannes igen.
I næste uge tager vi en forlænget weekend til Berlin, så det slår lige 4 dage ihjel - og så er vi ved at være tæt på d. 2. oktober :-)
Som dagene går føles det mere og mere virkeligt. Jeg begynder så småt at tro på at den lille skodunge bliver hvor den skal. Men jeg må give knock ret - juhu-scener på dette tidspunkt er sgu for amatører!
onsdag den 17. september 2008
Overhovedet ingen symptomer...
Jeg er stadig sygemeldt, men maven har kraftigt fortaget sig og siden søndag har jeg faktisk haft normal gangart og ikke haft brug for at ligge ned hele tiden. Min mave strutter stadig ret meget - den strutter længere ud end mine bryster, hvilket føles ret mærkeligt.
Men jeg er kraftigt på vej til normale tilstande, og jeg tror jeg i morgen så småt lister mig på arbejde. Det mest angst-provokerende lige nu er nok at jeg kan risikere at blive spurgt om jeg er gravid, da jeg jo som sagt ser noget oppustet ud. Men puuuh, hvor jeg altså trænger til at komme ud i verden og få tankerne væk fra alt det her!
Jeg har ingen symptomer, synes jeg. Jeg har ømme bryster og en gang imellem lidt mens-agtige smerter, men ikke noget at skrive hjem om. Jeg føler mig hverken specielt træt eller speciel kvalm, og de manglende symptomer bekymrer mig en smule. I det hele taget kan jeg mærke at jeg skal gøre mig rigtig umage for ikke at bekymre mig for meget. Jeg havde jo lovet mig selv at tænke gode tanker, for hvorfor pokker skulle det ikke gå?
Glæder mig utroligt til på mandag, hvor vi skal ind og scannes første gang. Men samtidig er jeg også nervøs. Tænk nu, hvis skærmen viser en tom livmoder. Jeg tør næsten ikke skrive det i angst for at det bliver en selvopfyldende profeti.
Gode tanker, gode tanker, kom til mig! Det SKAL lykkes det her - og hvorfor skulle det ikke også det?
Men jeg er kraftigt på vej til normale tilstande, og jeg tror jeg i morgen så småt lister mig på arbejde. Det mest angst-provokerende lige nu er nok at jeg kan risikere at blive spurgt om jeg er gravid, da jeg jo som sagt ser noget oppustet ud. Men puuuh, hvor jeg altså trænger til at komme ud i verden og få tankerne væk fra alt det her!
Jeg har ingen symptomer, synes jeg. Jeg har ømme bryster og en gang imellem lidt mens-agtige smerter, men ikke noget at skrive hjem om. Jeg føler mig hverken specielt træt eller speciel kvalm, og de manglende symptomer bekymrer mig en smule. I det hele taget kan jeg mærke at jeg skal gøre mig rigtig umage for ikke at bekymre mig for meget. Jeg havde jo lovet mig selv at tænke gode tanker, for hvorfor pokker skulle det ikke gå?
Glæder mig utroligt til på mandag, hvor vi skal ind og scannes første gang. Men samtidig er jeg også nervøs. Tænk nu, hvis skærmen viser en tom livmoder. Jeg tør næsten ikke skrive det i angst for at det bliver en selvopfyldende profeti.
Gode tanker, gode tanker, kom til mig! Det SKAL lykkes det her - og hvorfor skulle det ikke også det?
mandag den 15. september 2008
4+6
Jeg har grublet en del over hvordan man egentlig fandt ud af hvor langt man var henne. Men nordica.org's hjemmeside hjalp mig og afslørede så at jeg er 4+6. Det er jo ingenting. Jeg er jo nærmest ikke gravid. Og der er tre lysår til scanningen d. 2. oktober. Den scanning, som gerne skulle vise os hjertelyd og berolige os. Der er næsten 3 uger til. 3 uger hvor jeg skal gå og være bare en lille smule gravid, og tænk så hvis jeg så alligevel ikke er det...
Men fyfy - jeg har lovet mig selv at tænke positive tanker og selvfølgelig tro på at den er der. Der er bare så pokkers lang tid til d. 2. oktober...
Hvordan overlever man? Survival tips modtages med kyshånd!
Men fyfy - jeg har lovet mig selv at tænke positive tanker og selvfølgelig tro på at den er der. Der er bare så pokkers lang tid til d. 2. oktober...
Hvordan overlever man? Survival tips modtages med kyshånd!
søndag den 14. september 2008
En ny verden
Vi var til nogle gode venners bryllup i går. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle tage afsted, men det er virkelig gode venner, så jeg syntes det var svært at blive hjemme. Desuden er min overstimulering så småt på retur, så jeg blev enig med mig selv og kæresten at vi blæste på at jeg så meget gravid ud, og til bryllup kom jeg så.
Det var en dejlig dag, et rigtig dejligt bryllup med søde og dejlige glade mennesker. Det var også hårdt, fordi jeg har det bedst med at ligge ned, stadigvæk.
Men det var også en underlig dag. Til sådanne bryllupper er der altid et hav af gravide - og dette bryllup var ingen undtagelse. Men lige pludselig var jeg én af dem. Og netop fordi jeg ser meget gravid ud, så blev det bemærket af RIGTIG mange. Jeg er normalt ret slank, så mig med en kæmpe mave kan IKKE skjules i store gevandter og tørklæder. Derfor fik kæresten og jeg - naturligt nok - en del lykønskninger fra venner og familie. Og så de gyldne spørgsmål "hvor er langt er du henne?" og "hvornår skal det være?". Dén syntes jeg var rigtig svær at svare på. Jeg forsøgte at komme udenom ved at sige at jeg ser mere gravid ud end jeg er - men der var alligevel nogle der virkelig spurgte ind til det. Og så måtte jeg jo fortælle at jeg altså kun er 5 uger henne. Det var helt tydeligt at det ikke var alle, der helt kunne forstå at det kunne have sin rigtighed.
Min søde kæreste bemærkede det under en samtale, hvor det også handlede om min mave at det var underligt at være en del af den snak nu. Jeg tror faktisk at han var vild med det. Han gik i hvert fald rundt hele aftenen og aede mig på min oppustede mave.
Jeg synes derimod ikke det var så rart. Jeg følte at folk ikke syntes jeg virkede glad "nok" og syntes nok det var underligt at jeg ikke kunne svare på om jeg glædede mig og hvad med arbejde og rejser og det ene og det andet. Det eneste jeg kunne svare var jo "øh, det har jeg ikke tænkt over endnu". Ret underligt at være i den position, de skulle BARE vide hvor planlagt den her graviditet er.
Men mest af alt syntes jeg ikke det var så rart, fordi jeg jo altså ikke ER særlig gravid endnu, og det ville have været rart at kunne have det lidt for sig selv og de nærmeste i noget tid. Der var også pige med som er gode venner med en kollega - som er jeg er leder for - så det synes jeg heller ikke var så rart.
Jeg fandt også ud af at jeg slet ikke er parat til at være med i den der klub endnu. Den der klub, hvor gravide kvinder taler om termin, plukveer, træthed, kvalme og baby-størrelser. Det er jeg slet ikke klar til, og når kvinderne snakker til mig om det, kan jeg se mig selv udefra, sådan en lille smule fraværende smile pænt. Det kommer nok på et tidspunkt.
Men. Vi tager det hele med, og hvis det går galt, så må vi jo bare sige det. Det er bare underligt som den her graviditet er meget offentlig allerede. Jeg håber VIRKELIG af hele mit hjerte at den bliver siddende.
Det var en dejlig dag, et rigtig dejligt bryllup med søde og dejlige glade mennesker. Det var også hårdt, fordi jeg har det bedst med at ligge ned, stadigvæk.
Men det var også en underlig dag. Til sådanne bryllupper er der altid et hav af gravide - og dette bryllup var ingen undtagelse. Men lige pludselig var jeg én af dem. Og netop fordi jeg ser meget gravid ud, så blev det bemærket af RIGTIG mange. Jeg er normalt ret slank, så mig med en kæmpe mave kan IKKE skjules i store gevandter og tørklæder. Derfor fik kæresten og jeg - naturligt nok - en del lykønskninger fra venner og familie. Og så de gyldne spørgsmål "hvor er langt er du henne?" og "hvornår skal det være?". Dén syntes jeg var rigtig svær at svare på. Jeg forsøgte at komme udenom ved at sige at jeg ser mere gravid ud end jeg er - men der var alligevel nogle der virkelig spurgte ind til det. Og så måtte jeg jo fortælle at jeg altså kun er 5 uger henne. Det var helt tydeligt at det ikke var alle, der helt kunne forstå at det kunne have sin rigtighed.
Min søde kæreste bemærkede det under en samtale, hvor det også handlede om min mave at det var underligt at være en del af den snak nu. Jeg tror faktisk at han var vild med det. Han gik i hvert fald rundt hele aftenen og aede mig på min oppustede mave.
Jeg synes derimod ikke det var så rart. Jeg følte at folk ikke syntes jeg virkede glad "nok" og syntes nok det var underligt at jeg ikke kunne svare på om jeg glædede mig og hvad med arbejde og rejser og det ene og det andet. Det eneste jeg kunne svare var jo "øh, det har jeg ikke tænkt over endnu". Ret underligt at være i den position, de skulle BARE vide hvor planlagt den her graviditet er.
Men mest af alt syntes jeg ikke det var så rart, fordi jeg jo altså ikke ER særlig gravid endnu, og det ville have været rart at kunne have det lidt for sig selv og de nærmeste i noget tid. Der var også pige med som er gode venner med en kollega - som er jeg er leder for - så det synes jeg heller ikke var så rart.
Jeg fandt også ud af at jeg slet ikke er parat til at være med i den der klub endnu. Den der klub, hvor gravide kvinder taler om termin, plukveer, træthed, kvalme og baby-størrelser. Det er jeg slet ikke klar til, og når kvinderne snakker til mig om det, kan jeg se mig selv udefra, sådan en lille smule fraværende smile pænt. Det kommer nok på et tidspunkt.
Men. Vi tager det hele med, og hvis det går galt, så må vi jo bare sige det. Det er bare underligt som den her graviditet er meget offentlig allerede. Jeg håber VIRKELIG af hele mit hjerte at den bliver siddende.
lørdag den 13. september 2008
Septembersol og små og store mirakler
Mens septembersolen skinner ind af vinduet og sender det smukkeste lys ind i vores stue, opdager jeg at et lille mirakel er sket her i blogland - og såmænd også IRL. Måske er det hormonerne, måske er det bare alle de mange følelser, der igennem så lang tid har været delt her i den her pudsige virtuelle verden, der får rørte og glade tårer til at trille ned af kinderne på mig.
Det, der for nogen er en hel naturlig ting, virker for os andre fuldstændig uvirkeligt og noget som aldrig sker. Statistikkerne vender tommelfingeren nedad, de hjemlige forsøg er empirien, som med al tydelighed viser at statistikkerne taler sandt. Indtil lige pludselig en dag - så sker miraklet.
Jeg er egentlig overhovedet ikke overtroisk eller tror på det der med at man bare skal slappe af og så går det hele, for der er simpelthen så mange eksempler på at der IKKE sker noget ved at gøre dette. Det gør intet andet end at give alle os bekymrede, kede af det og tænkende mennesker dårlig samvittighed.
Men lige pludselig en dag, så skinner solen og så ændrer tilværelsen sig med et trylleslag. Det er lige præcis det, der gør det så fantastisk at være i live. Og det, der giver mod og styrke til at kæmpe videre.
Det, der for nogen er en hel naturlig ting, virker for os andre fuldstændig uvirkeligt og noget som aldrig sker. Statistikkerne vender tommelfingeren nedad, de hjemlige forsøg er empirien, som med al tydelighed viser at statistikkerne taler sandt. Indtil lige pludselig en dag - så sker miraklet.
Jeg er egentlig overhovedet ikke overtroisk eller tror på det der med at man bare skal slappe af og så går det hele, for der er simpelthen så mange eksempler på at der IKKE sker noget ved at gøre dette. Det gør intet andet end at give alle os bekymrede, kede af det og tænkende mennesker dårlig samvittighed.
Men lige pludselig en dag, så skinner solen og så ændrer tilværelsen sig med et trylleslag. Det er lige præcis det, der gør det så fantastisk at være i live. Og det, der giver mod og styrke til at kæmpe videre.
torsdag den 11. september 2008
Den sgu go' nok!
Hcg på 133, i den pæne ende af normalen. Jeg er simpelthen gravid! Det er stadig lidt uvirkeligt og vi hænger stadig ikke i gardinerne herhjemme hos os. Men der bliver dog givet nogle high-fives og generelt er der en ret opløftet stemning hjemme hos os i dag.
Men vi er begge enige om at der er lang vej endnu, førend den lille skodunge kommer ud til os. Der er mange sten på vejen endnu, og de første par måneder er intet jo sikkert endnu. Men for filan da, hvor er det utrolig dejligt at vide at det altså på en eller anden måde godt kan lykkes!
Mor og søster og to veninder har fået det afvide og er helt utrolig søde og glade på vores vegne. Det er simpelthen så dejligt at der er nogen, der holder så meget af en at de kan glæde sig så meget på vores vegne.
Er stadig ret overstimuleret, hvilket dagens scanning også beviste. Der sejler en masse væske rundt i æggestokke (en del follikler på 3-4 cm, vand i bughule og mellem tarmene, så jeg kan ikke så meget andet end at ligge på sofaen og se videofilm og kede mig. Lægen mente at der sagtens kunne gå et par uger i den her tilstand og var helt sikker på at jeg heller ikke skulle på arbejde i næste uge. Æv. Men vi tager det hele med, for det ser ud som om der kommer en lille øgleunge ud af det her!
Men vi er begge enige om at der er lang vej endnu, førend den lille skodunge kommer ud til os. Der er mange sten på vejen endnu, og de første par måneder er intet jo sikkert endnu. Men for filan da, hvor er det utrolig dejligt at vide at det altså på en eller anden måde godt kan lykkes!
Mor og søster og to veninder har fået det afvide og er helt utrolig søde og glade på vores vegne. Det er simpelthen så dejligt at der er nogen, der holder så meget af en at de kan glæde sig så meget på vores vegne.
Er stadig ret overstimuleret, hvilket dagens scanning også beviste. Der sejler en masse væske rundt i æggestokke (en del follikler på 3-4 cm, vand i bughule og mellem tarmene, så jeg kan ikke så meget andet end at ligge på sofaen og se videofilm og kede mig. Lægen mente at der sagtens kunne gå et par uger i den her tilstand og var helt sikker på at jeg heller ikke skulle på arbejde i næste uge. Æv. Men vi tager det hele med, for det ser ud som om der kommer en lille øgleunge ud af det her!
onsdag den 10. september 2008
En hval på sofaen
Vi har stadig ikke helt fattet at den nok er god nok herhjemme, den der graviditet. Og for mit vedkommende er det hele også lidt overskygget af den her overstimulering. For filan da hvor gør det nas! Jeg kan absolut ingenting, hver gang jeg skal rejse mig fra sofaen er det en kamp, og hele min mave er så oppustet at det ser helt grotesk ud.
Det er helt utroligt frustrerende ikke at kunne noget som helst - ikke en gang sidde ved et bord og besvare mails fra arbejdet - men bare ligge ned som en strandet hval. Det er svært at sove om natten fordi maven ligger og trykker på lungerne - mens kæresten så ligger ved siden af og snorker...
Puh, hvor er jeg pjevs i dag - det skal gå væk nuuuuuu!
Vi skal til bryllup lørdag og jeg tvivler på at jeg kommer med. Tuuud.
Men. Hvis BP i morgen siger jeg stadig er gravid så må jeg ligge og tænke på det hele lørdagen i stedet for :-)
Det er helt utroligt frustrerende ikke at kunne noget som helst - ikke en gang sidde ved et bord og besvare mails fra arbejdet - men bare ligge ned som en strandet hval. Det er svært at sove om natten fordi maven ligger og trykker på lungerne - mens kæresten så ligger ved siden af og snorker...
Puh, hvor er jeg pjevs i dag - det skal gå væk nuuuuuu!
Vi skal til bryllup lørdag og jeg tvivler på at jeg kommer med. Tuuud.
Men. Hvis BP i morgen siger jeg stadig er gravid så må jeg ligge og tænke på det hele lørdagen i stedet for :-)
tirsdag den 9. september 2008
Så er hcg ræset startet
Sygeplejersken siger hcg er på 57, det er på 13. dagen for ægudtagning. På min-mave.dk er den nedre grænse for hcg på 14. dagen på 17 og middelværdien på 48. Så det er vel ok? Så er jeg jo over middelværdien, tænker jeg. Og det endda en dag før.
Men puuuha, januar måneds spænding omkring hcg værdier og blodprøver i en uendelighed kommer lige op til overfladen her hos mig. Sygeplejersken syntes det så fint ud, og mente at vi ville få et fint tal torsdag. For filan da hvor er der lang tid til torsdag!
Men vi TROR på det herhjemme (selvom jeg er lidt skuffet over at det ikke var 467) for det SKAL sgu være os nu!
Men puuuha, januar måneds spænding omkring hcg værdier og blodprøver i en uendelighed kommer lige op til overfladen her hos mig. Sygeplejersken syntes det så fint ud, og mente at vi ville få et fint tal torsdag. For filan da hvor er der lang tid til torsdag!
Men vi TROR på det herhjemme (selvom jeg er lidt skuffet over at det ikke var 467) for det SKAL sgu være os nu!
Overstimuleret... og en lille smule gravid
Var en tur på hospitalet i går og kom igen ind til vores søde yndlingslæge (hvor er vi heldige hver gang, altså) som så helt glad og forventningsfuld ud da hun så min mave. "Jamen, du er da gravid" udbrød hun og begyndte at snakke om hvordan hcg'en man får med ÆL sprøjten kan gøre en en smule overstimuleret og det er hcg'en der igen laver det samme trick med mig nu - men nu er ÆL sprøjten bare ude af kroppen.
Så blev jeg scannet og der kunne vi så se på skærmen hvor meget vand, der lå imellem tarme og nogle follikler på 3-4 cm fyldt med vand. Aaaav. Hun kunne også se en tyk slimhinde - den så jeg så ikke selv.
Så lægen var helt overbevist om at jeg er gravid, mens kæresten og jeg sad og så lidt mistroisk på hende. Men den må vel være god nok når hun siger det, og ovenikøbet siger at hun ikke ville give os falske forhåbninger, hvis hun ikke var sikker. Hm. Mærkelig fornemmelse.
Vi fik taget en blodprøve og svaret på den kommer i eftermiddag. Så det der med smugtestningen - det sørgede Hvidovre for!
Har det meget mærkeligt i kroppen og i hovedet. På den ene side kom det faktisk ikke som den store overraskelse, jeg har hele tiden haft en god fornemmelse med det her forsøg. Meget mærkeligt og meget irrationelt, for jeg tror i virkeligheden ikke på at man kan "tænke" sig til en graviditet, og jeg HADER de der kommentarer med at folk bare skal tænke på noget andet, så skal de nok blive gravide. Yeah right. Så det var faktisk ikke en kæmpe overraskelse.
På den anden side havde jeg jo forberedt mig på nedturen - taget fri torsdag og har regnet ned til minuttet på næste forsøg.
Så det er ikke sådan en jubel-juhu fornemmelse, der sidder i kroppen. Nu skal vi først have hcg tallet. Så skal det være højt. Så skal vi scannes i uge 7-8 (skal man ikke?). Så er der nakkefoldscanningen. Så skal den blive siddende i cirka 36 uger ialt og så skal det barn der kommer ud jo også gerne være sundt og velskabt.
Har også stadig svært ved at forstå og fatte at det er MIG der er gravid nu. At det var (håbehåbe) min tur nu. At JEG skal rende rundt med en stor mave. Tror ikke det er helt sevet ind - for det virker stadig meget uvirkeligt at jeg skal være sådan en der er gravid.
Hm. Måske er det bare sådan det er, der for enden af tunnellen?
Så blev jeg scannet og der kunne vi så se på skærmen hvor meget vand, der lå imellem tarme og nogle follikler på 3-4 cm fyldt med vand. Aaaav. Hun kunne også se en tyk slimhinde - den så jeg så ikke selv.
Så lægen var helt overbevist om at jeg er gravid, mens kæresten og jeg sad og så lidt mistroisk på hende. Men den må vel være god nok når hun siger det, og ovenikøbet siger at hun ikke ville give os falske forhåbninger, hvis hun ikke var sikker. Hm. Mærkelig fornemmelse.
Vi fik taget en blodprøve og svaret på den kommer i eftermiddag. Så det der med smugtestningen - det sørgede Hvidovre for!
Har det meget mærkeligt i kroppen og i hovedet. På den ene side kom det faktisk ikke som den store overraskelse, jeg har hele tiden haft en god fornemmelse med det her forsøg. Meget mærkeligt og meget irrationelt, for jeg tror i virkeligheden ikke på at man kan "tænke" sig til en graviditet, og jeg HADER de der kommentarer med at folk bare skal tænke på noget andet, så skal de nok blive gravide. Yeah right. Så det var faktisk ikke en kæmpe overraskelse.
På den anden side havde jeg jo forberedt mig på nedturen - taget fri torsdag og har regnet ned til minuttet på næste forsøg.
Så det er ikke sådan en jubel-juhu fornemmelse, der sidder i kroppen. Nu skal vi først have hcg tallet. Så skal det være højt. Så skal vi scannes i uge 7-8 (skal man ikke?). Så er der nakkefoldscanningen. Så skal den blive siddende i cirka 36 uger ialt og så skal det barn der kommer ud jo også gerne være sundt og velskabt.
Har også stadig svært ved at forstå og fatte at det er MIG der er gravid nu. At det var (håbehåbe) min tur nu. At JEG skal rende rundt med en stor mave. Tror ikke det er helt sevet ind - for det virker stadig meget uvirkeligt at jeg skal være sådan en der er gravid.
Hm. Måske er det bare sådan det er, der for enden af tunnellen?
mandag den 8. september 2008
New look: slugt-en-vandmelon
Alting er jo faktisk gået rigtig fint i det her forsøg. Ok, lige et par dage med avs i understellet og bevægelsesbesvær, men jeg var jo allerede oppe på cyklen 4 dage efter ÆU, så jeg synes faktisk det er gået rigtig godt... Indtil i fredags, hvor min mave helt umotiveret og på forunderlig vis hævede som en bolledej til dobbelt størrelse. Sad til heldagsmøde, og måtte diskret åbne bukserne, men det blev bare værre og værre. Lørdag lignede jeg en, der havde slugt en vandmelon - altså en hel en - og det er bare blevet værre og værre. I går søndag var vi til barnedåb og jeg så simpelthen så gravid ud og kunne se folks øjne søge ned på min mave ved flere lejligheder, ligesom for at åbne op for noget.
I dag vågnede jeg med slemme smerter og var ved at besvime under morgenmaden af smerter. Av for sa...t..an!
Heldigvis ville Hvidovre godt se os i dag, så måske kan der gøres et eller andet. Synes det er meget, meget mærkeligt - for man bliver da normalt overstimuleret lige efter ÆO og ikke en hel uge til ti dage efter ÆO!!?? Eller hvad? Sekretæren derinde mindede mig om at det jo KAN være tegn på noget godt, og vores yndlingslæge stod åbenbart i baggrunden og regnede frem og tilbage og mente at det såmænd sagtens kunne være fordi jeg var gravid. Men vi holder lige den lidt endnu - og ser hvad de siger derinde i dag.
Men puuuh, hvor er det altså besværligt at lave børn hjemme hos os!
Mine rare medbloggere spørger til smugtestning - men det bliver der ikke noget af. Jeg har udviklet en form for testing-fobi, så jeg venter pænt på BP torsdag. Kan næsten ikke holde ud at se på en negativ test og så bagefter skulle have negativt blodprøvesvar. Det er ligesom at sprede sorgerne ud på flere dage, synes jeg. Så jeg tager en tudetur torsdag, og håååååber det ikke bliver nødvendigt.
Udover at gå rundt og ligne en gravid i 5. måned, klarede vi barnedåben overraskende godt, synes jeg. Ja, det var nærmest hyggeligt, og jeg kunne godt klare alle de børn og babyer, der var rundt omkring mig. Heldigvis var mine to nevøer der også, og det er bare dejligt at kunne sidde med mindstemand på skødet og lade lidt som om han også er lidt min.
I dag vågnede jeg med slemme smerter og var ved at besvime under morgenmaden af smerter. Av for sa...t..an!
Heldigvis ville Hvidovre godt se os i dag, så måske kan der gøres et eller andet. Synes det er meget, meget mærkeligt - for man bliver da normalt overstimuleret lige efter ÆO og ikke en hel uge til ti dage efter ÆO!!?? Eller hvad? Sekretæren derinde mindede mig om at det jo KAN være tegn på noget godt, og vores yndlingslæge stod åbenbart i baggrunden og regnede frem og tilbage og mente at det såmænd sagtens kunne være fordi jeg var gravid. Men vi holder lige den lidt endnu - og ser hvad de siger derinde i dag.
Men puuuh, hvor er det altså besværligt at lave børn hjemme hos os!
Mine rare medbloggere spørger til smugtestning - men det bliver der ikke noget af. Jeg har udviklet en form for testing-fobi, så jeg venter pænt på BP torsdag. Kan næsten ikke holde ud at se på en negativ test og så bagefter skulle have negativt blodprøvesvar. Det er ligesom at sprede sorgerne ud på flere dage, synes jeg. Så jeg tager en tudetur torsdag, og håååååber det ikke bliver nødvendigt.
Udover at gå rundt og ligne en gravid i 5. måned, klarede vi barnedåben overraskende godt, synes jeg. Ja, det var nærmest hyggeligt, og jeg kunne godt klare alle de børn og babyer, der var rundt omkring mig. Heldigvis var mine to nevøer der også, og det er bare dejligt at kunne sidde med mindstemand på skødet og lade lidt som om han også er lidt min.
tirsdag den 2. september 2008
Forresten...
...Så synes jeg at vores kolonihavehus er for fint til ikke at komme på nettet...
Sjovt som to totale haveignoranter kan holde så meget af et lille træhus - men det ER altså også bare Københavns hyggeligste kolonihavehus!
Tik tak... tik tak
Puh, dagene går langsomt for tiden. Vi er kun nået til tirsdag, der er ikke engang gået en uge siden ÆO, og jeg er allerede gået i tolkemode. Det begyndte sådan set søndag, hvor jeg fik mens-smerter, som jeg så har haft lidt frem og tilbage her de sidste par dage. Min forstand siger mig jo at det er Crinonen, der driller, for det GØR den jo - den giver alle de der tegn, som man alligevel ikke kan bruge til noget som helst. Men maven vil gerne lade som om at det er fordi der sker en masse i min livmoder i disse dage. Så for det meste lader jeg bare maven bestemme, for den kan tids nok blive hevet ud af det søde liv af realiteterne.
Kroppen er sådan nogenlunde tilbage til dens gamle jeg. Jeg har fået en topmave lige midt på maven, men det tilskriver jeg ømme æggestokke og den mængde guf, der blev kørt ned omkring ÆU/ÆO. Og så er jeg bare mega-træt for tiden. Går HELT kold kl. 21 og kunne sagtens tage en morfar her midt på dagen.
Nu skal tiden bare gå. I dag får jeg besøg af nevøerne og deres mor og i morgen skal vi i Zoologisk Have. Ikke fordi jeg holder specielt af Zoo, men søs vil gerne have den ældste nevø ud og kigge på dyr. Så afsted, det må vi.
Ellers intet nyt fra rugeland... Blodprøvedagen, som i øvrigt meget dramatisk er 9/11, ligger langt ude i fremtiden. Men det er jo faktisk ikke set før i verdenshistorien at tiden ikke går, så der er ikke andet at gøre at holde vejret og vente.
Abonner på:
Opslag (Atom)