Om låsning af blog og lange behandlinger

Vi tager en tur til i møllen. Om en 3 ugers tid starter jeg nedregulering igen og så bliver det ÆU og ÆO (fandme!) omkring jul/nytår. Og så VIL jeg have en september-baby denne gang! Vi blev jo snydt for nogle år siden da ægget fra helvede satte sig i æggelederen i stedet for i livmoderen. Og den skal vi altså lave om på nu!

Vi har købt to forsøg til og været til samtale. De har ikke tænkt sig at gøre noget synderligt anderledes og er helt sikre på at "jeg da nok skal blive gravid". Det er jo dejligt, men jeg kan ikke bruge deres optimisme til så meget, synes jeg. For hvordan filan ved de det? Nå, men jeg synes egentlig det er et rart sted, 7 minutters cykeltur fra hjemmet (timet) og det gør det altså meget, meget nemt.

En del medbloggere låser deres blogs for tiden (Tommelise og Ønske må jeg inviteres?) og egentlig kan jeg godt se fordelene ved det. Man kan skrive mere privat og ingen bånd lægge på sig selv. Jeg ved jo at jeg en gang imellem forsøger at skrive mig lidt mere anonym end jeg egentlig har lyst til, og andre gange bare øser ud. Det er især tankerne om nogle gange at kunne skrive noget mere privat/ærligt om venner og familie, der frister til låsningen.
Så er der den anden grøft - go public. Fortælle hele sechens historie, om hverdagen og skrive helt åbent om alt og intet. Nogle blogs fungerer vildt godt sådan, synes jeg. Og nogle er interessante at læse og har mange læsere.

Men jeg har besluttet ikke at låse og heller ikke at gå offentligt sådan lige nu. Låsningen har klart sine fordele. Klart. Mit væsentligste argument for ikke at låse er hvor helt utroligt, sindssygt meget glæde jeg havde af de kære blogsøstre, der for nogle år siden huserede med deres fertilitetshistorier. Amoccas blog var den første jeg læste. Siden andre (ingen nævnt, ingen glemt) brugte jeg rigtig, rigtig meget en overgang. Til at spejle mig, til at få bugt med ensomheden, til at dele erfaringer. Det var så vigtigt for mig, det univers. Da jeg selv var så ked af det, og følte mig alene i verden. Så var der nogen ude på den anden side af skærmen. Som simultan-led eller som kendte det, følelserne og ensomheden.
Jeg har ingen forestillinger om at min blog er specielt velskrevet, speciel genial eller speciel interessant. Men jeg håber at min historie kan give andre det, som jeg selv fik da jeg sad i barnløshedens suppedas. En spejling, en beroligelse i at man ikke er alene.

Stilstand og opsparing

Det går sådan set ok herovre. Altså vi kæmper lidt med livet sådan generelt, min søster skal starte på kemoterapi og jeg synes det er så svært at være så langt væk fra hende at jeg ikke kan hjælpe til hverdag.
Lyspunktet er at jeg synes hun tackler det godt. Forstået på den måde at hun er klar over at det skal bearbejdes. Sammen med en masse andet hun også bør få bearbejdet. Og hun sætter ord på det. Noget hun ellers ikke har gjort i mange, mange år. Så jeg håber dette bliver lejligheden til at rydde op i hendes liv. Hun har en ubearbejdet sorg over min far og et barn hun mistede i 24. uge. Og nu det her. Så når hun siger at hun vil til psykolog, så jubler jeg lidt indeni.

Kæresten har fået målt sædcellerne igen. Han kunne simpelthen ikke finde ro før han fik vished om det der sædcelle-løb var kørt. Det er det ikke. Der var 900.000 i sidste prøve, som han afleverede i mandags, det er vist noget nær rekord. Så han er ikke steril. Og det er forsvarligt at køre videre. Så det gør vi. Sparer penge sammen (og ja, jeg synes det er SÅ klamt at nogle skal lave profit på mine fertilitetsproblemer!) og venter på en samtale for at få en ny behandling. Så hurtigt som muligt. Vi køber en pakke, dvs. vi topper op så vi i alt får 3 forsøg. Og så tager vi den derfra. Jeg er ked af at jeg ikke skal være gravid til sommer. Og at det hele i det hele taget har lidt lange udsigter. Jeg ville gerne have børn tæt på hinanden. Men bare vi får et barn til, så tager vi sgu det andet med.

Det fylder ikke helt så meget, som jeg troede det ville. Bevares, det er IKKE sjovt, det her ræs nummer to. Og det er som om man starter helt naivt på en frisk, mærkeligt. Som om man tror at NU bliver det bare nemt. Hvorfor skulle det det? Asbjørn kom først i 4. forsøg, hvorfor skulle lillebrøster ikke også vente på sig? Mærkeligt som hjernen tænker.