Sygdom og pjevseri i Sechestolen

Ligger i sofaen med uldtæpper, urtete og har ondt, ondt, ondt af mig selv.

1. Fordi jeg er syyyyg. Ondt i halsen, ondt i kroppen og stresset på arbejdet. Jeg har omkring en milliard deadlines, en chef der står på nakken af mig for at få klaret de sidste opgaver inden jul, så dumme, ufornuftige mig slææber mig på arbejde hver dag selvom jeg er syg og selvom jeg skal passe på mig selv.

2. Fordi jeg ruger og ruger og ruger og min dumme krop ingen signaler sender. Alle andre i den virtuelle verden tester positivt for tiden - og så tænker dumme, irationelle mig, at så er der nok ikke flere positive tests tilbage til mig når vi når til d. 28.12. Rent statistisk kan alle jo ikke stå med de der forjættede positive tests - nogle skal jo få de lede negative. Og hvem siger at det ikke skal være mig?

3. Fordi hvis testen d. 28. er negativ skal vi vente helt til marts. Fordi min dumme mens bruger 34 dage om at komme - og der sidder jeg i det sydlige Afrika. Øøøøv.

Synes altså det snart er min tur til at stå af den her karussel!

Hallooo.... er der nogen?

Ja, jeg ved godt at jeg ikke er den flittigste blogger i blogland. Men jeg har også funderet over noget - det er sjovere at skrive blog, hvis man har en fornemmelse af at nogen læser den. Hvordan får man læsere egentlig? Følger jo lidt med hos andre, som måske nok skriver lidt mindre "hamster-agtigt" end mig, men hvordan filan gør de?

Ps. Hamster-agtigt refererer til en "hamsterblog", et udtryk en god ven har om en blog, hvor mennesker skriver om deres hamster, deres cykeltur på arbejde, en god middag med veninden og andre meget dagligdags ting. Med det vil han vist sige at mange blogs er totalt uinteressante for stort set alle andre end den, der har skrevet det...

Mærkelig optimisme

Hm. Efter 28 dage med næsespray, Gonal-f (som herhjemme er blevet omdøbt Gonøf - så er det ligesom lidt sjovere at tage) og ægudtagning igår, er jeg underlig optimistisk.
Kæresten afleverede den bedste sædprøve til dato (bliver spændende at se HVOR god den er, da han jo ikke ligefrem brillierer med en rigtig sprængfarlig cocktail) og færre æg ud end normalt, PLUS at jeg er et menneske i dag. Til forskel for de andre to ICSI ægudtagninger, hvor jeg en uge efter har haft super ondt. I dag kan jeg:

1. Gå på toilettet uden at tude - noget, jeg ellers ikke før har kunne efter ægudtagning
2. Kunne gå oprejst hele dagen i går og idag
3. Være i mine bukser
4. Tro på det??

Ja, det sidste punkt kommer faktisk lidt uventet. Har jo ellers været rigtig god til at forsøge at tage forskud på skuffelserne ved ikke rigtig at tro på det i tidligere forsøg. Måske som en slags forsvarsmekanisme "så bliver jeg ikke så skuffet når jeg får en negativ BP" - det hjælper ikke. Måske er det fordi jeg tænker at det ikke kan blive værre end sidst. Eller måske er det bare fordi jeg tror på det...? Meget mærkelig fornemmelse.

Nu skal der jo selvfølgelig lige være æg til oplægning i morgen og de skal lige have delt sig som Mor her synes de skal, men alligevel.

Ventetid

Mange kvinder i min alder bliver introduceret til ”den søde ventetid”. F.eks mange af mine veninder og venner i omgangskredsen, som lige for tiden har en tendens til at være gravide og føde børn til højre og venstre. Når man går i fertilitetsbehandling er ventetid noget helt andet. For mig er ventetid noget fælt. Det er lidt ligesom at stå i kø i Netto – bortset fra at det er omkring en milliard gange værre. Men den der fornemmelse når man står i Netto kl. 17 en tirsdag eftermiddag sammen med alle de andre der skal have flåede tomater og toiletpapir – fornemmelsen af at spilde tiden. Forskellene er dog mange. I Netto tager det som regel max. 10 minutter. Og du ved at når du stiller dig i køen, så er det langt, langt de fleste gange at du kommer til. Det lykkes rent faktisk at komme hen til en kasse, der er åben og komme hjem med de flåede tomater. Hvis altså ikke man har glemt pungen, men der er en ret stor sandsynlighed. Jeg vil sige at ud af 100 gange jeg er i Netto, er der måske 1 ud af 100, hvor jeg har glemt min pung derhjemme (ja, jeg er lidt glemsom, så det sker en gang imellem) og måske 1 ud af 50 gange man kommer hen til kassen for at finde ud af at den er lukket. Ok, nogle gange har de ikke lige økologisk persille, men så må man jo bare tage den konventionelle, det er ikke sådan helt forfærdeligt. Og hvis kassen er lukket, så er der nok en anden der er åben. Det betyder måske spildte 2 minutter, surt, hvis man helst bare vil hjem efter arbejde. Men pyt. Ventetiden i køen er kedelig. Men hvis man hører radio på sin mobiltelefon, så går tiden hurtigt.
Med fertilitetsbehandling er det noget anderledes. Siden vi startede i behandling, har jeg ventet mange måneder. Først på at komme til behandling, så på mens, så på at få taget æg ud, så på at få lagt dem op, på blodprøve, på næste mens og om igen. Det drejer sig om mange måneder. Og man kan ikke høre P3 non-stop i 2 måneder som i køen i Netto. Den går ikke. Især ikke på arbejdet. Man har heller ikke lige så gode odds for at kassen er åben, om man så må sige. Procenterne for at en enkelt behandling lykkes, ligger omkring 30%. Det ville svare til at kassen var lukket, man havde glemt sin pung, eller der ikke var flåede tomater 2 ud af 3 gange man var i Netto. Nedtur. Jeg tror Netto seriøst ville skulle overveje hvordan de kørte deres biks, hvis det var tilfældet. Og hvis nu det er helt forfærdeligt kan man jo gå i en anden Netto, eller måske gå i Irma, hvor køen ikke på samme måde er et issue.
Og det med køer. Hverken i Netto eller Irma er der særlig stor chance for at folk bare springer over i køen helt uhæmmet. Det er der i det her show. Venner og bekendte der har prøvet i 2-3-4 måneder bliver gravide og ”springer” dermed over i den virtuelle kø, der nogengange eksisterer i mit hoved.
Men det med at gå i Irma eller holde på sin plads i køen, det kan man bare ikke rigtig i det her fertilitets-helvede. Det er ligesom om man venter og venter og venter, og man ved ikke en gang om man nogensinde kommer til at holde op med at vente. Og imens man venter, så går dagene og ugerne af ens korte liv her på jorden, og det er bare om at nyde det mens det er her. Men hvad nu hvis man ikke rigtig kan nyde det, fordi man bare ønsker sig så inderligt at man ikke stod i den dumme kø. Og hvad nu hvis køen slet ikke fører nogen vegne? Hvis man står i en død kø, der aldrig nogensinde vil give mig den lille Bjørg som jeg så inderligt ønsker mig?

Vores historie

Vores historie begynder marts 2006. Vi har ikke rigtig besluttet os for for alvor at gå i gang med projekt ”børn”, men ikke-beslutningen betyder at der ikke er nogen form for prævention inde i billedet. April 2006 beslutter vi os for for alvor at starte. August 2006 er nok første gang jeg sådan for alvor begynder at overveje om noget kunne være galt. Det er også første gang jeg prøver en graviditetstest. Vi er på ferie, og selvom jeg nok godt ved jeg ikke er gravid, skal det lige prøves. Jeg får en forsmag på hvad det vil sige at stå måned efter måned med en negativ test. Vi snakker lidt om muligheden for at det måske ikke går så nemt som man kunne ønske sig – især fordi kæresten har haft ”tortius testis” som 4 årig. Dette betyder at de to testikler begynder at dreje sig om hinanden og dermed ”kvæler” sædledere og dermed den fremtidige sædproduktion. Oveni det er jeg selv resultatet af over 10 års venten for mine forældre, så tanken er ikke helt fremmed.
I september kommer mens som sædvanlig til tiden – og jeg proklamerer ved aftensmaden en aften at hvis den ikke er kommet i oktober, går jeg til lægen. Kæresten er med på dette og vi aftaler at vi begge vil blive undersøgt hvis ikke der er sket noget.
Og så oktober – endnu en negativ test – surprise. Lægebesøg i starten af november – alle prøver indenfor normalen. Kæresten tager samtidig den første sædprøve, 14 dage efter viser prøven ”stærk nedsat sædkvalitet”. Laboratoriet beder om en ekstra prøve – standardprocedure. Kæresten viser sig at være relativ konsistent – 400.000 sædceller per ml. Til sammenligning beregnes normal sædkvalitet som værende over 40 mio. sædceller pr. ml. - 100 gange så mange som kæresten har. Ifølge prøven anses det som helt uden for statistisk signifikans at han nogensinde kan gøre mig gravid hjemme i dobbeltsengen.
Til at starte med tager vi det begge ret stille og roligt. Men som dagene går og jeg får undersøgt på nettet hvad det rent faktisk betyder, begynder det at gå op for mig hvilken situation vi står i. December 2006 er en rigtig lorte-måned. Tanken om at vi måske aldrig får bio-børn begynder at melde sig.
Ved et tilfælde ser jeg i min evige surfen rundt på nettet at en privatklinik i København tilbyder gratis IVM forsøg – reagensglasbehandling med meget lidt hormon stimulans. Vi melder os til, kommer til samtale og får lov til at deltage i forsøget. Vild jubel! Tænk, om en måned kan jeg være gravid. Og disse forsøg betyder at vi kan ”bruge” ventetiden til vi kan komme i behandling på Hvidovre til rent faktisk at forsøge at blive gravide! Gratis! Fantastisk!
Første forsøg – hele molevitten, akupunktur og masser af håb. Tanken om at ”hvorfor skulle det ikke være os, der er heldige i første forsøg” fylder meget. Alt går godt, 13 æg ud, godt nok kun eet der har delt sig til oplægning, men det har ingen fragmenter og er rigtig fint. Højt humør. 14 dage efter står jeg med en negativ prøve. Hvorfor? Alt var som det skulle være? Nå, op på hesten igen. Troen på det stadig nogenlunde intakt. 2. IVM forsøg. Igen efter bogen. 14 æg ud, 3 brugbare, denne gang 2 æg op. Igen troen på det – med to æg burde chancerne jo være bedre ikke? Og 14 dage senere – igen skuffelse. Nu begynder tvivlen at nage et sted. Heldigvis kommer vi til på Hvidovre lige efter dette forsøg og på den måde er ventetiden ikke så lang. Første forsøg på Hvidovre i maj 2007. Kort behandling i en periode, der også indebærer en specialeaflevering, men jeg vælger at tro på at der skal mere til for at mindske vores chancer end at jeg skriver speciale færdig. Det gode er jo at jeg så ikke går på arbejde som jeg ellers gør normalt. Igen mange æg ud – 15 stk cirka, 3 befrugtede, to op, fine æg på 3 og 4 celler og bedste score. Håbehåbehåbe i 14 dage. Og av, igen skuffelse. Ikke skyggen af to streger. Nu begynder det at blive rigtig svært. For det første skal vi vente til august – dvs. hele 2 cykluser før vi kan komme i gang igen. For det andet – nu har vi været igennem 3 forsøg – hvorfor sker der ikke noget? Sommeren 2007 er lang, synes jeg. Bare det snart bliver august. Igen, samme historie. Kort behandling, mange æg ud, 2 æg befrugtede og brugbare 4 og 5-cellet, igen højeste score, og smak! Negativ test igenigenigen. Den sidste tur er rigtig svær. Jeg græder og græder og græder og kan næsten ikke hænge sammen. Vi kommer nærmere og nærmere den tunge del af statistikken, dem som ikke kommer ud af fertilitetsbehandlingen med et barn. Hvorfor? Når det hele ser godt ud, hvorfor sker der så ikke noget? Hvorfor deler de sig ikke mere end de gør? Hvorfor er der aldrig nogen til fryseren? Det er utroligt som man kan tænke og gruble og bekymre sig om noget, man overhovedet ikke er den mindste smule herre over...

Sløs, tant og fjas

Ja, efter at have inviteret folk og fæ i sechestolen, ser det ud som om den har været ganske tom i ret lang tid. Det skyldes egentlig ikke god vilje eller manglende lyst eller behov for at komme af med tanker om vores situation.
Den glade årsag er simpelthen at jeg har været ude af landet i næsten 6 uger - først 3 uger på ferie I USA, i det, som kæresten så poetisk kaldte "bilens eget land" (han glemte vist at Gud oprindeligt var blandet ind i den talemåde, men ok) og så 3 uger i det land som alle børn kender :-) med arbejdet.
Dejligt at være lidt væk hjemmefra - det sender tankerne lidt på flugt, og giver en rar distance til hele det her cirkus. Ikke at der ikke også er dage langt væk hjemmefra hvor jeg har tudet og været ked af det. Men alligevel - det at se den store verden gør mig opmærksom på at der heldigvis også er andet i mit liv end barnløshed.

Nu er jeg så tilbage i det kolde nord. Den første sne er dalet her i København og stearinlysene er tændt. Så hvis jeg stadig har nogle medbloggere med, så har jeg altså lagt et par indlæg på, skrevet på et lille, varmt hotelværelse på det afrikanske kontinent.

Ja, og tak til jer der har hilst mig velkommen i blogland - jeg mangler stadig at finde ud af hvordan man kommunikerer i denne verden, så det er ikke ond vilje, hvis i ikke hører noget fra mig.

Velkommen i sechestolen

Så blev det min tur til at bevæge mig ind i blogland. I snart et år har jeg kredset om tanken om at oprette en såkaldt "Hamsterblog" som en af mine gode venner kalder denne type blog: En blog, der sandsynligvis ikke er særlig interessant for særlig mange andre end bloggeren selv, en blog, hvor mere eller mindre trivielle tanker og oplevelser fra hverdagen deles med det store, rare internet.
Min blog kommer fortrinsvis til at handle om min og kærestens kamp imod det, der så smukt kaldes "ufrivillig barnløshed". Ikke fordi jeg ikke har andet i hovedet, men mest fordi dette fylder desværre utrolig meget i vores liv hjemme hos os. Og erfaringen er for mig at det ikke altid er nemt at komme af med tanker og bekymringer og sorger til venner og familie - måske fordi det kan være svært at forstå, hvad det vil sige at være "ufrivillig barnløs" og gå igennem det behandlingscirkus, der følger med denne kamp.

Måske bliver dette også en "hamsterblog". Men jeg har valgt at kalde for den Sechestolen, fordi jeg håber der trods alt er andre end mig, der kan bruge mine skriverier til noget - sætte sig til rette i den virtuelle sækkestol og læse lidt om livets gang på godt og ondt. Måske kan nogen i samme situation kigge ind og huske på at de ikke er helt alene i verden - at der desværre er mange kvinder og mænd i den børneduelige alder, som ikke bare sprøjter børn ud til højre og venstre. Og netop følelsen af at være alene i verden med denne sorg, som det jo er, har for mig været noget af det sværeste at tackle.
Heldigvis er gode venner og familie godt at have og de hjælper mig igennem, når det føles som om nogen har trykket på mit livs standby knap, hvor jeg permanent sidder i den store, triste ventesal, og jeg og kæresten har desværre siddet her alt for længe. Men tankerne, angsten for om det nogensinde lykkes og den fysiske smerte fra behandlingerne har vores søde venner ikke en chance for rigtig at forstå.
Og det er netop derfor jeg nu, denne solrige søndag i september, bevæger mig ind i blogland. Her kan jeg komme af med mine tanker om dette behandlingscirkus, vi åbenbart er rekrutteret til - og måske møder jeg også nogle af jer medbloggere, der står i samme situation som mig? I er velkomne i min sechestol - tag godt imod mig :-)

Sechen