Vores historie

Vores historie begynder marts 2006. Vi har ikke rigtig besluttet os for for alvor at gå i gang med projekt ”børn”, men ikke-beslutningen betyder at der ikke er nogen form for prævention inde i billedet. April 2006 beslutter vi os for for alvor at starte. August 2006 er nok første gang jeg sådan for alvor begynder at overveje om noget kunne være galt. Det er også første gang jeg prøver en graviditetstest. Vi er på ferie, og selvom jeg nok godt ved jeg ikke er gravid, skal det lige prøves. Jeg får en forsmag på hvad det vil sige at stå måned efter måned med en negativ test. Vi snakker lidt om muligheden for at det måske ikke går så nemt som man kunne ønske sig – især fordi kæresten har haft ”tortius testis” som 4 årig. Dette betyder at de to testikler begynder at dreje sig om hinanden og dermed ”kvæler” sædledere og dermed den fremtidige sædproduktion. Oveni det er jeg selv resultatet af over 10 års venten for mine forældre, så tanken er ikke helt fremmed.
I september kommer mens som sædvanlig til tiden – og jeg proklamerer ved aftensmaden en aften at hvis den ikke er kommet i oktober, går jeg til lægen. Kæresten er med på dette og vi aftaler at vi begge vil blive undersøgt hvis ikke der er sket noget.
Og så oktober – endnu en negativ test – surprise. Lægebesøg i starten af november – alle prøver indenfor normalen. Kæresten tager samtidig den første sædprøve, 14 dage efter viser prøven ”stærk nedsat sædkvalitet”. Laboratoriet beder om en ekstra prøve – standardprocedure. Kæresten viser sig at være relativ konsistent – 400.000 sædceller per ml. Til sammenligning beregnes normal sædkvalitet som værende over 40 mio. sædceller pr. ml. - 100 gange så mange som kæresten har. Ifølge prøven anses det som helt uden for statistisk signifikans at han nogensinde kan gøre mig gravid hjemme i dobbeltsengen.
Til at starte med tager vi det begge ret stille og roligt. Men som dagene går og jeg får undersøgt på nettet hvad det rent faktisk betyder, begynder det at gå op for mig hvilken situation vi står i. December 2006 er en rigtig lorte-måned. Tanken om at vi måske aldrig får bio-børn begynder at melde sig.
Ved et tilfælde ser jeg i min evige surfen rundt på nettet at en privatklinik i København tilbyder gratis IVM forsøg – reagensglasbehandling med meget lidt hormon stimulans. Vi melder os til, kommer til samtale og får lov til at deltage i forsøget. Vild jubel! Tænk, om en måned kan jeg være gravid. Og disse forsøg betyder at vi kan ”bruge” ventetiden til vi kan komme i behandling på Hvidovre til rent faktisk at forsøge at blive gravide! Gratis! Fantastisk!
Første forsøg – hele molevitten, akupunktur og masser af håb. Tanken om at ”hvorfor skulle det ikke være os, der er heldige i første forsøg” fylder meget. Alt går godt, 13 æg ud, godt nok kun eet der har delt sig til oplægning, men det har ingen fragmenter og er rigtig fint. Højt humør. 14 dage efter står jeg med en negativ prøve. Hvorfor? Alt var som det skulle være? Nå, op på hesten igen. Troen på det stadig nogenlunde intakt. 2. IVM forsøg. Igen efter bogen. 14 æg ud, 3 brugbare, denne gang 2 æg op. Igen troen på det – med to æg burde chancerne jo være bedre ikke? Og 14 dage senere – igen skuffelse. Nu begynder tvivlen at nage et sted. Heldigvis kommer vi til på Hvidovre lige efter dette forsøg og på den måde er ventetiden ikke så lang. Første forsøg på Hvidovre i maj 2007. Kort behandling i en periode, der også indebærer en specialeaflevering, men jeg vælger at tro på at der skal mere til for at mindske vores chancer end at jeg skriver speciale færdig. Det gode er jo at jeg så ikke går på arbejde som jeg ellers gør normalt. Igen mange æg ud – 15 stk cirka, 3 befrugtede, to op, fine æg på 3 og 4 celler og bedste score. Håbehåbehåbe i 14 dage. Og av, igen skuffelse. Ikke skyggen af to streger. Nu begynder det at blive rigtig svært. For det første skal vi vente til august – dvs. hele 2 cykluser før vi kan komme i gang igen. For det andet – nu har vi været igennem 3 forsøg – hvorfor sker der ikke noget? Sommeren 2007 er lang, synes jeg. Bare det snart bliver august. Igen, samme historie. Kort behandling, mange æg ud, 2 æg befrugtede og brugbare 4 og 5-cellet, igen højeste score, og smak! Negativ test igenigenigen. Den sidste tur er rigtig svær. Jeg græder og græder og græder og kan næsten ikke hænge sammen. Vi kommer nærmere og nærmere den tunge del af statistikken, dem som ikke kommer ud af fertilitetsbehandlingen med et barn. Hvorfor? Når det hele ser godt ud, hvorfor sker der så ikke noget? Hvorfor deler de sig ikke mere end de gør? Hvorfor er der aldrig nogen til fryseren? Det er utroligt som man kan tænke og gruble og bekymre sig om noget, man overhovedet ikke er den mindste smule herre over...