Mange kvinder i min alder bliver introduceret til ”den søde ventetid”. F.eks mange af mine veninder og venner i omgangskredsen, som lige for tiden har en tendens til at være gravide og føde børn til højre og venstre. Når man går i fertilitetsbehandling er ventetid noget helt andet. For mig er ventetid noget fælt. Det er lidt ligesom at stå i kø i Netto – bortset fra at det er omkring en milliard gange værre. Men den der fornemmelse når man står i Netto kl. 17 en tirsdag eftermiddag sammen med alle de andre der skal have flåede tomater og toiletpapir – fornemmelsen af at spilde tiden. Forskellene er dog mange. I Netto tager det som regel max. 10 minutter. Og du ved at når du stiller dig i køen, så er det langt, langt de fleste gange at du kommer til. Det lykkes rent faktisk at komme hen til en kasse, der er åben og komme hjem med de flåede tomater. Hvis altså ikke man har glemt pungen, men der er en ret stor sandsynlighed. Jeg vil sige at ud af 100 gange jeg er i Netto, er der måske 1 ud af 100, hvor jeg har glemt min pung derhjemme (ja, jeg er lidt glemsom, så det sker en gang imellem) og måske 1 ud af 50 gange man kommer hen til kassen for at finde ud af at den er lukket. Ok, nogle gange har de ikke lige økologisk persille, men så må man jo bare tage den konventionelle, det er ikke sådan helt forfærdeligt. Og hvis kassen er lukket, så er der nok en anden der er åben. Det betyder måske spildte 2 minutter, surt, hvis man helst bare vil hjem efter arbejde. Men pyt. Ventetiden i køen er kedelig. Men hvis man hører radio på sin mobiltelefon, så går tiden hurtigt.
Med fertilitetsbehandling er det noget anderledes. Siden vi startede i behandling, har jeg ventet mange måneder. Først på at komme til behandling, så på mens, så på at få taget æg ud, så på at få lagt dem op, på blodprøve, på næste mens og om igen. Det drejer sig om mange måneder. Og man kan ikke høre P3 non-stop i 2 måneder som i køen i Netto. Den går ikke. Især ikke på arbejdet. Man har heller ikke lige så gode odds for at kassen er åben, om man så må sige. Procenterne for at en enkelt behandling lykkes, ligger omkring 30%. Det ville svare til at kassen var lukket, man havde glemt sin pung, eller der ikke var flåede tomater 2 ud af 3 gange man var i Netto. Nedtur. Jeg tror Netto seriøst ville skulle overveje hvordan de kørte deres biks, hvis det var tilfældet. Og hvis nu det er helt forfærdeligt kan man jo gå i en anden Netto, eller måske gå i Irma, hvor køen ikke på samme måde er et issue.
Og det med køer. Hverken i Netto eller Irma er der særlig stor chance for at folk bare springer over i køen helt uhæmmet. Det er der i det her show. Venner og bekendte der har prøvet i 2-3-4 måneder bliver gravide og ”springer” dermed over i den virtuelle kø, der nogengange eksisterer i mit hoved.
Men det med at gå i Irma eller holde på sin plads i køen, det kan man bare ikke rigtig i det her fertilitets-helvede. Det er ligesom om man venter og venter og venter, og man ved ikke en gang om man nogensinde kommer til at holde op med at vente. Og imens man venter, så går dagene og ugerne af ens korte liv her på jorden, og det er bare om at nyde det mens det er her. Men hvad nu hvis man ikke rigtig kan nyde det, fordi man bare ønsker sig så inderligt at man ikke stod i den dumme kø. Og hvad nu hvis køen slet ikke fører nogen vegne? Hvis man står i en død kø, der aldrig nogensinde vil give mig den lille Bjørg som jeg så inderligt ønsker mig?
2 kommentarer:
Velkommen til endnu en gang, Sechen. Jeg er så glad for at du er her. Det betyder alt at have nogen at følges med.
Din historie er ben-hård. Jeg tror jeg nogenlunde kan forestille mig angsten, man føler efter 3 mislykkede IVM/F. Puuuuh.
Jeg føler på forhånd, at der går en grænse ved de 3 forsøg, og at man kommer ind i et helt nyt land, når man træder over den. Men vi har jo prøvet det flere gange før, ikk? Når man først står i det nye land er det ikke halvt så skræmmende. Og man må jo aldrig aldrig glemme, at kurven først knækker ved 5.-6. forsøg. Så reelt er der jo faktisk ingen grund til panik før man står der. Men jeg kan saftsusme godt forstå dig. Man føler kurven knækker efter 3 fordi det er der staten sætter græsen. Dumme stat!
Skal du i gang med nummer to offentlige behandling snart så? Har de talt om at ændre noget? Når du får så mange æg ud kunne man jo godt vente lidt længere med at sætte op, så der er større sandsynlighed for, at man får valgt det rigtige. Jeg fik selv sat op på 3. dagen. I USA er man gået over til at sætte op så sent som på 5.-dagen. Måske kunne det være en idé. Eller hvad med assisted hatching - er det noget, der er blevet diskuteret?
Glæder mig til at høre mere fra dig og kvitterer med et stort knus til dig også.
WE WILL BEAT THIS BEAST!
-har lige set, at du faktisk har været igennem 4 forsøg nu. Det er sgu barske løjer.
Vi har besluttet os for at starte adoptionsansøgning efter 3. forsøg - selvom vi regner med at tage 6 forsøg i alt. Har I gjort jer den slags tanker? Jeg kan mærke, at det hjælper mig enormt meget at tænke i den retning. Smerten ved udsigten til ikke at få biobarn er selvfølgelig stor. Men jeg konstaterede, at de fleste af mine længsler næsten øjeblikkeligt blev til glade forventninger når jeg sad og så på fotos på adoptionsbureauernes hjemmesider.
Hov jeg ævler løs. Sorry.
Hæ, velkommen til...
Send en kommentar