Her går det godt... send flere penge

Intet nyt er godt nyt, som man siger. Dagene triller stille og roligt forbi, i dag hedder det 17+3 og vi er glade hjemme hos os, sådan rigtig glade helt ned i (den voksende) maven. Af og til sniger der sig en lille ond nisse frem og fortæller om skrækhistorier omkring MD scanninger, og jeg sender varme tanker til min allerførste nevø, som aldrig nåede at at komme igang med livet, da han var misdannet og ikke kunne overleve udenfor min søsters livmoder.
Nissen er ikke en af de søde, små røde fætre, der står hjemme i vindueskarmen. Han er en led nisse der siger ting som "barnet er nok misdannet - troede du virkelig at det skulle være så let?". Eller "ha! I får et handicappet barn, som ikke overlever to dage efter fødslen!" og sådan nogle ting. Han får mig også til at drømme om det om natten.

Men for det meste er vi bare glade hjemme hos os. Og forventningsfulde. Når MD scanningen er overstået skal jeg frådende gå amok i barnevognsbutikker med den vordende Mormor, som står for finansieringen af vognen. Og der skal snakkes udstyr, til min søde kæreste blive grøn i hovedet! Heldigvis ser det ud som om vi arver det meste, og det er dejligt.

Så mangler vi bare et sted at bo - og derfor ville det netop være fint, hvis en ville sende nogle flere penge! Vi kigger pt. på bolig (måske som de eneste i dette land for tiden) og det er både sjovt og en smule frustrerende. For det er IKKE billigt at bo i København. Og hvordan skal man bo? Kan man bo på 4. sal med en lille størrelse? Hvad med institutionerne i nærheden? Er der et sted man kan lege i nærheden - en ordentlig gård og så videre og så videre.
Andre med børn og lejligheder har måske gode bud på disse spørgsmål - vi er rimelig blanke...

16+2 i dag og en heeeel måned til MD scanning

Vi gik ind i 17. uge i søndags. Dejligt som tiden går, vi kommer hele tiden tættere og tættere på maj - selvom det stadig ligger meget langt ude i fremtiden. Jeg har det godt (er dog hjemme på 3. dag pga. snot, forkølelse og generelt miserabelt helbred), men det er ikke meget, maven vokser. Faktisk synes jeg ikke den er vokset overhovedet den sidste måned. Vægten siger status quo, dvs. omkring et lille kilo taget på. Det er jo ikke meget.

Første jordemoder besøg er d. 17.12. Jeg har ikke de store forventninger til besøget, har hørt fra mange snart, at der ikke sker det helt store. Til gengæld er jeg ked af at MD scanningen først er d. 2. januar. Der er jeg 20+5, og det synes jeg for det første er sent, og for det andet ville det have været dejligt at have den overstået inden jul. For det tredje har der indsneget sig en smule overtro, da min søster ved en MD scanning lige efter nytår 2005 fik konstateret af hendes lille dreng var misdannet og ikke ville kunne overleve udenfor hendes livmoder. Det blev til en provokeret "abort"/fødsel i 23. uge, og det var bare en barsk omgang. Og jeg har IKKE lyst til at gentage dette!

Vi er begge herhjemme ikke glade for tanken om at betale sig fra en scanning, da vi vist begge har lidt svært ved den gradvise privatisering af offentlige sundhedsydelser (selvom dette dog ikke er en "offentlig" sundhedsydelse, men udelukkende en hyggeting, som mange vælger). Laaang diskussion - for vi er begge helt afklarede med at nr. 2 jo selvfølgelig skal laves på en privatklinik. Jeg kan fra et individuelt synspunkt godt forstå hvorfor man gør det, men er ikke sikker på at det er noget for os. Så der er vel ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og vente til d. 2. januar. Æv.

Glæder mig til lille krøl giver det første livstegn fra sig, men jeg må vist vente noget tid med det endnu... Vi råber ellers lidt til ham derinde en gang imellem for at få ham til at sparke, men det hjælper ikke rigtig :-)

Hamsterblog part 2

Tak for jeres indlæg, kære blogsøstre. Det bekræfter mig i at der sådan set ikke er noget galt i at have en hamsterblog. Min blog har egentlig også lige fra starten af været MIN, og mit lille åndehul, hvor jeg kunne få afløb for sorger, frustrationer og følelser i barnløshedshelvedet. Men det er selvfølgelig altid rart at vide at andre også kan bruge det, man skriver til noget.

Jeg befinder mig i øjeblikket i det sydlige Afrika, og mine kolleger her har alle bemærket den voksende mave. Det er underligt, som det stadig kan virke en smule angst-provokerende at flere og flere ved det. For lille krøl ER jo derinde.
Og så er det i øvrigt sjovt at se hvordan kulturelle forskelle giver sig udslag også i sådan noget som en gravdititet. På disse kanter er folk vant til at få børn til højre og venstre (og vi har da også en chauffør, som har 14!! børn), så det at være gravid er no big deal. På den anden side - netop fordi der er så mange børn - er det også noget, der optager dem meget. Såsom navne og køn og så videre. Og sikke mange spændende historier man får om diverse fødsler under svære forhold! Det sætter mine bekymringer om ikke at få nok grøntsager i 10 dage lidt i perspektiv!

En anden oplevelse, der denne gang har sat mit eget luksusliv i perspektiv, er en god samtale med en kollega, der har været børne- (og voksen) soldat. Om de rædsler, han har gennemgået og hvordan det påvirker ham den dag i dag. At tale om krigens rædsler og ens egen involvering er ellers ikke noget, der er normalt på disse kanter. Meget modigt, faktisk, af kollegaen. Han fortalte om at opholde sig ude i bushen i flere måneder i træk i angst for at blive fundet af "fjenden" som egentlig ikke var fjende, men hvis ikke de skød på fjenden, så ville deres overordnede skyde dem. Om at gemme sig på et tag i 38 dage, mens en by blev beskudt. Om at se sin yngre bror blive skudt, men selv være nødt til at flygte videre.
I dag læser han på universitetet og prøver at skabe sig en fremtid for ham selv og hans familie, inklusiv 3 børn. Et af børnene blev født af hans kone på flugt fra "fjenden".

Det minder mig igen (og igen) om to ting: at det er helt vildt så heldige vi er at være født i et lille, rigt land med masser af muligheder - og fred - og at krig bare overhovedet ikke er godt for noget.

Tilbage til en hamsterblog?

Da jeg startede denne blog, skrev jeg at den måske blev en hamsterblog. En hamsterblog er en (næsten) hjemmelavet betegnelse for en blog, der beretter og småt og stort i en given persons liv, som reelt er uden interesse for resten af verden. I det år, jeg har haft denne blog, har jeg dog været velsignet med læsere, der sågar har kommenteret og givet udtryk for at det, jeg skriver er brugbart for andre i en lignende situation.

Men i den sidste tid, når jeg gerne har ville skrive noget på min blog, har en der sneget sig en stigende fornemmelse af at min blog har forandret sig til mere hamsterblog end fertilitetscirkus/helvede blog. Med andre ord, jeg kigger noglegange tilbage på mine indlæg og tænker "åh, hvor banalt, hvor utrolig kedeligt og trivielt".

Jeg har foretaget en lille blogundersøgelse, og kan se på de blogsøstre, jeg har fulgt igennem de sidste 16 måneder, at deres aktivitet på bloggen også er blevet mindre jo længere ind i graviditeten, de kommer.
Mon det er fordi den der usigelige smerte, som bloggen på mange måde afhjælper, bare ikke fylder på samme måde mere? At man bare ikke har så meget smerte at publicere til verden? At livet faktisk går videre, at venter et nogenlunde normalt liv for enden af BIB-helvedet?

I den lille undersøgelse jeg lavede må jeg dog sige at jeg faktisk synes at mine blogsøstres gravid-indlæg er interessante - og mindes også at syntes det dengang pre-to-streger-perioden. Især kan jeg huske at følge meget engageret med på Knocks blog i foråret. Og måtte da også lige knibe en lille tåre under undersøgelsen over hendes 2. maj indlæg... så den sidder derinde endnu, den der BIB-følelse, derinde et sted, godt gemt væk.
Knock var den ikke den første virtuelle ven, som jeg havde fulgt rigtig tæt, der blev gravid. Men på en eller anden måde er blog-verdenen mere intim end diverse BIB-fora. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Men faktum er at Knocks graviditet betød mere end så mange andres, og hendes kommen-ud-på-den-anden side føltes anderledes - både vemodigt og helt rigtigt.

Nå, det var en ekskurs. For betyder de her status indlæg ikke bare at verden SER helt anderledes ud når man har stået med to streger, hjerteblinksscanning, NF scanning og tror man ender op med et barn? Det gode ved det er måske at der ER et liv efter BIB, og på andres indlæg måske også hvis ikke man ender med krøl i maven. Så blev man så klog.

Men mon ikke jeg bliver ved med mine hamster-indlæg? Andres gravid indlæg er jo lige netop nu interessante for mig - hvornår mærker man liv, skal man gå til øko-gymnastik, når man helst vil slå til en bold, er det mærkeligt ikke at have taget på, og have en ordentlig vom, er det normalt stadig at være nervøs etc. Det er jo spørgsmål, der er en del af mit nye liv. Men jeg er trods alt glad for jeg har bloggen, for der kan jeg også mindes kampen, smerten og ensomheden. Og jeg tror den er vigtig for mig at huske. Den har lært mig noget. Og den udvikling jeg kan følge hos mig selv fra september 2007, hvor jeg græd non-stop i 3 dage efter et mislykket forsøg, til juli 2008, hvor jeg var ret meget mere afslappet omkring forsøget, det minder mig om at jeg altså er kommet ud på den anden side, stærkere - og heldigvis stadig med lille krøl i maven.

Sikke en masse rod. Længe leve bloggen - og hamsterbloggen!

Sol, strand og snot

Så er jeg igen på de sydlige breddegrader - med indsmuglet mad til et helt kontigent soldater. Det lykkedes mig at komme igennem med 1 kg gulerødder, lufttørret skinke og diverse andre goodies til at sikre en nogenlunde fornuftig kost i et land, hvor man elsker at skamstege alt i friture.

Heldigvis har menuen indtil videre stået på det lækreste fisk og kogte grøntsager, så det går nok for lille krøl derinde.

Men ak, en tændt aircon (eller en eller anden sjov virus-ting) en helt nat var nok til en ordentlig omgang snot og ondt i halsen. Så idag har jeg været på stranden med en kæmpe pakke servietter og pudset næse, drukket te og kigget ud over det fine, turkise hav. Det er ikke første gang jeg er på disse breddegrader med diverse hals og forkølelsesproblemer, og det virker bare så helt gennemført åndssvagt at være snot-syg når det er 30 grader udenfor.

Det er første gang siden jeg blev gravid, at jeg er syg, og det giver lige en lille-bitte smule bekymring her. Mon lille krøl kan klare en omgang snot og hals-onde og en mor, der bare er lidt pjevset? Jeg håber det virkelig. Men kan de ikke klare sådan en omgang, mon? Jeg har jo hverken feber eller andre mærkelige sygdomme.

Jeg synes stadig min mave er pænt oppustet/stor, men det er ligesom om at den den sidste uges tid har stabiliseret sig, eller nærmest blevet mindre. Mærkeligt. Og når man er i bekymringsmood kan man jo også nå at tænke "hvorfor mon det?". Men det er jo trods alt ikke mere end lidt over en uge siden at lille krøl lå og dansede og vinkede til NF-scanningen, så mon ikke jeg bare skal slappe af og nyde det? Hvilket jeg nu også synes jeg gør det meste af tiden. Hvornår mon man når dertil hvor graviditeten KUN er en dans på roser? Først efter MD-scanningen, eller hvad?

Veloverstået nakkefoldsscanning fredag

Så blev nakkefoldsscanningen også overstået. Svært at fatte at noget, der i september lå SÅ langt ude i fremtiden og virkede meget "hvis nu alt går godt" agtigt, nu rent faktisk er sket - og uden den store dramatik.

Piratscanningen sidste søndag havde taget noget af spændingen ud af begivenheden i fredags, men det føltes dog alligevel som om vi var til eksamen. Vi blev scannet af en meget, meget rar dame og de tog sig sørme god tid! Tror jeg lå derinde i over en halv time.

Lille krøl lå og spjættede og vinkede og gad ikke rigtig det der med at få målt nakkefold. Men det blev da gjort og vi fik en helt fin risikovurdering - på ca. 1:1500 hvilket er helt fint og ikke noget, der giver nogen af os søvnløse nætter.
Lille krøl var så heller ikke helt så lille - så vi blev sat 2 dage frem i termin, hvilket betyder at "skiftedagen" nu er søndag og jeg i dag er 13+1, og dermed er jeg røget ind i 2. trimester. Noget som virkede endnu mere uvirkeligt de dage i september, hvor solen skinnede så smukt og maven lignede en bowlingkugle.

Så nu er det vist nu vi bare skal læne os godt tilbage og NYDE det! Det sker sgu det her! Jeg er helt normalt, kedelig gravid. Ingen specielle hensyn at tage til mig, og det er tydeligt nu hvor vi er kommet ud på et andet hospital at selve undfangelsen ikke rigtig er noget, læger og jordemødre lægger særligt meget i. Og det er både dejligt og lidt utrygt.

Jeg har stadig en del ferie i dette ferieår, så vi har i weekenden snakket solferie/aktiv ferie i starten af februar. Der er jeg i 26. uge, ca. Mon ikke man kan tage en uge til Madeira der? Eller er man for tung, for træt og for hvalet?

Endnu en uge er gået - 12+0

Så er der præcis en uge til at jeg ifølge min søsters graviditetsbog går ind i 2. trimester. Mærkeligt at tænke på - og mest af alt dejligt.

Jeg har stadig optur over at se lille krøl danse som en gal i søndags. Og for første gang nogensinde tillod jeg mig igår at gå frådende amok i en baby-butik. Har nogle enkelte gange før kigget i sådanne butikker, men følt mig lidt som en, der sniger sig gratis ind til en rock-koncert - som en, der bare ikke hører til. Jeg har altid følt at folk godt har kunnet gennemskue at jeg ikke hører til der.
Men igår var jeg bare ligeglad. Jeg købte en sparkedragt, tre bodies og et par bukser. Jeg ved at det er total overkill (det er str. 56) men det føltes bare SÅ godt endelig at måtte - og kunne uden at det gjorde ondt nogen steder.

Sjovt som shopping kan være terapeutisk for nogle kvinder - såsom mig!
Kæresten synes det var meget sødt at jeg havde shoppet, men syntes at tøjet så lidt "fjollet" ud. Det grinte vi ret meget af - fordi ærlig talt, så ER babytøj da også total fjollet. Med mærkelige dyr på og sparkedragter med fødder i. Det er der jo ingen normale mennesker, der går i :-)
En veninde (gravid i øvrigt - juhuuu en barselsveninde!) fortalte at hendes kæreste KUN kalder bodies for undertrøjer - hans søn går ikke i bodystockings. Det synes jeg er ret sjovt.

Faktum er at den her graviditet bliver mere og mere virkelig som dagene går - og det er gået stærkt de sidste dage og uge. Jeg begynder så småt at forstå at det ikke kun er kroppen, der forandres i denne proces.

Vinke vinke lille krøl

Igår søndag var vi ude på Herlev og inspicere faciliteterne, om man så må sige. Min gode veninde arbejder på fødegangen derude og havde tilbudt os en lille rundvisning for at give mig en fornemmelse af om det var ok med Herlev eller om det bare slet ikke var fedt, grundet min far.

Det gik sådan set fint nok og jeg skal nok klare den. Det er faktisk rigtig fint derude og jeg har ikke vilde traumer over min far, selvom han fylder en del når man går rundt på sengeafsnittene. Måske er det bare fordi det hospital er forbundet med sygdom for mig, mens Hvidovre er forbundet med fertilitetskamp.

Veninden var hel vild for at prøve at lytte efter hjerteblink, så grejet kom frem og hun forsøgte så, men der var ikke noget at fange. Så hev hun scanneren frem og så blev der ellers leget. Ret sjovt, for hun har ikke erfaring i at scanne så tidligt, og kæresten og jeg har jo set andre gøre det, så det blev nærmest sådan et fællesforetagende. Og sørme om lille krøl ikke lå derinde og vinkede og spjættede og vendte og drejede sig! Det var bare så vildt og jeg er stadig helt høj af oplevelsen. Vi havde tid nok, ingen der var igang med at føde og en tom stue, så vi vinkede tilbage og fik os en griner over det.
Men det var godt nok vildt! Jeg tror først det for alvor nu er gået op for mig at det, der ligger derinde og laver akrobatøvelser altså sagtens kan ende med at blive et lille velskabt barn til os. Det er simpelthen den dejligste fornemmelse i maven.
Kæresten mente helt bestemt at han kunne se en tap, så nu har bebsen fået navn, selvom vi jo INTET ved! Og man i øvrigt ikke kan se noget som helst. Jeg er ret sikker på at vores uvidenskabelige leg med scanneren IKKE kan kønsbestemme :-) Men meget hyggeligt alligevel.

Det hele begynder at være meget virkeligt. Lille krøl ligger sgu derinde med bankende hjerte og laver kolbøtter til ære for mor og far. Viiiiiildt!

En lille milepæl rundet i dag

Jeg er officielt i 12. uge (ifølge www.min-mave.dk) - dvs. 11+0 i dag. Vi tog lige en high-five ved morgenmaden og snakkede om at vi glæder os til NF scanningen sidst i næste uge. Den er endnu en milepæl, og måske lidt større end de 12 uger.

Men tænk - der er gået næsten 2 måneder siden vi fik den fantastiske nyhed. Det må være d. 8. september, hvor vi var på hospitalet på grund af min overstimulering. Tænk, jeg har fået lov til at være gravid i næsten to måneder!

Alle tankerne om maj 2009 og månederne derefter med solskin, barnevogn (og skrål) har meldt sig på banen. Og vi glæder os RIGTIG meget hjemme hos os...

Er jeg mon stadig gravid....?

Den sidste uges tid har jeg ikke haft de klassiske symptomer som kvalme, ømme bryster og træthed. Faktisk er brysterne blevet mindre "kanon-agtige" og minder meget om dem, jeg havde før jeg blev gravid. Jo, jovist er jeg da træt, men ikke sådan rigtig noget at skrive hjem om. Og så alle de der mærkelige smerter midt i underlivet, som ikke kan lokaliseres til livmoderen, men nærmest sådan bagved livmoderen. Føles mærkeligt, men ikke nok til at jeg har taget kontakt til læge eller andre fagfolk.

Desuden er væksten på maven også aftaget, og det ser nærmest ud som om jeg er mindre gravid end jeg var for bare 1½ uge siden.

Og så kan man jo bruge en regnvejrssøndag (efter at have renset tagrender - se DET er virkelig kedeligt!) på at bekymre sig om det nu betyder at fostret er gået til, at jeg ikke er gravid mere...? Jeg tror det er bekymringer, der vil forfølge mig i meget lang tid fremover. Jeg har stadig svært ved at tro på at jeg skulle være så heldig. Jeg ved egentlig ikke hvor den kommer fra, den der skepsis overfor mit held. For jeg har faktisk været vant til igennem hele mit liv at være ret heldig, synes jeg i hvert fald selv. Jeg kom ind på mit drømmestudie, da jeg gik op i min sport, kom jeg på landsholdet, jeg mødte min fantastiske kæreste, jeg fik mit drømmejob, jeg har rejst og boet mange steder i verden og lært fremmede kulturer at kende, og jeg er velsignet med dejlige venner og en lille, men super familie. Det eneste der er at sætte på mit liv er min fars alt for tidlige død for mange år siden og så den her barnløshedsmølle. Og død er der som bekendt ikke noget at gøre ved, og rent faktisk heller ikke barnløshed.

Jeg tror måske at den manglende tro/den irriterende skepsis overfor mit børne-held i virkeligheden er et stærkt tegn om hvor meget de her 2 år af mit liv har præget mig, min personlighed og min forståelse af retfærdighed. Og det er vel både godt og skidt. Man kan sige at jeg på en måde har mistet min irriterende "det skal nok gå alt sammen attitude", men den var også bare god at have en gang imellem. Jeg synes egentlig ikke selv at jeg er blevet mere skeptisk på livet sådan generelt, men nogle af de ting, jeg har lært, det er, ikke at tage ting for givet og at konfrontere mig selv med de "forbudte", farlige og politisk ukorrekte følelser indeni mig.

At have svært ved at tro på mit held hænger måske også sammen med at jeg endelig - efter 31 år på denne jord har forstået at det er ikke sådan at "de gode" bare får det, de vil, og "de onde" er dem, der må undvære. Med andre ord, at retfærdighed ikke altid er et begreb, der kan bruges. Og det er en stor øjenåbner, for en som siden børnehaveklassen har været præget af en meget, meget stor grad af retfærdighedssans.
Så selvom det ville være så helt utroligt uretfærdigt, hvis der skete noget med det her barn, så ved jeg - klog af skade - at retfærdighed er ikke et begreb, der rimer særlig godt på barnløshed.

Med hensyn til Herlev-Hvidovre krisen, så tror jeg at den foreløbig er landet. Vi er nu på venteliste til Hvidovre, og skal til NF på Herlev. Min veninde, som er jordemoder på Herlev, viser os rundt derude i næste uge, og så kan jeg føle efter i min mave om det er ok. Som min Mor siger "måske er det også tid til at noget godt skal ske på Herlev Hospital for os". Og det er jo også en dejlig tanke. Måske ville min Far endda være lidt mere til stede under fødslen, hvis det var derude? Alternativerne er ikke en option, så det er enten Hvidovre eller Herlev. Vi får se...

Øøøøøv - ingen plads på Hvidovre

Ulempen ved at gå til lægen sent i sin graviditet og dermed få sendt vandrejournal videre på et sent tidspunkt er at hospitalerne kan være overtegnede. Der er åbenbart et veritabelt baby-boom på vej i maj næste år, så jeg fik en skrivelse fra Hvidovre om at de desværre ikke havde plads til mig der. Øv og pis, for nu kender vi det hospital mere end godt (fertilitetsbehandling, maveinfektion fra Afrika, GUL plus det løse) og det gør at jeg er tryg ved det hospital. Men nej, de kan ikke tage mig.
Tuuuud!

Værre endnu er alternativet/erne. De har henvist mig automatisk til Herlev, da vi bor lige imellem Herlev og Riget, åbenbart (grrrr Brønshøj bakke!!!). Og Herlev Hospital har altså bare utrolig dårlig karma i mit liv, da det var der, min far var indlagt de sidste 4 måneder af hans liv. Hver gang jeg ser parkeringspladsen derude, så tænker jeg på min far og hvor syg han er. Har svært ved at forholde mig til at skulle ligge i en seng derude med den samme udsigt som min far havde da han var så syg, så syg af kræften for snart mange år siden.
Det eneste, der taler for er at min søde veninde er jordemoder derude, og det kunne jo være lidt sjovt, hvis hun skulle bringe mit barn til verden.
Alternativerne er Gentofte eller Glostrup - og dét tiltaler mig bestemt heller ikke.

Tror det er hormonerne, der raser i min krop, for er bare helt, helt grædefærdig over ikke at må komme på Hvidovre.

Tiden flyver jo og jeg er i dag 10+2. Har det faktisk rigtig fint, en smule forbigående kvalme, men ikke noget at brokke sig over. Maven er dog vokset ret pænt, og jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde over det lige nu. Er bange for at komme til at ligne en hval, men på den anden side er det faktisk dejligt at se bare en lille smule gravid ud.
Jeg har de sidste par dage fået nogle meget underlige smerter i understellet. De er lidt svære at lokalisere, men det er ikke inde i livmoderen, men nærmest "bag ved". Ja, undskyld mig, men det føles som om jeg har verdens største prut på tværs, som sidder og gør vildt ondt. (Og jeg har hverken forstoppelse eller luft i maven). Det giver sådanne nogle mærkelige jag en gang imellem. Min søster mente det kunne være lidt bækkenhalløj, og måske har hun ret.

Huuuuhuuuu sikke en tudedag!

Ny scanning 9+1

Lægen tilbød os sidst en ekstra scanning her i dag - det var vel en slags tryghedsscanning. Problemet med de der "hyggescanninger" er lidt at jeg bliver så sindssyg nervøs forud for hver gang. Og denne gang var ingen undtagelse. Det gjorde det bestemt ikke bedre at kæresten med 2 dages varsel måtte til Irland og derfor ikke kunne være med. Det var mig selv, der sagde han skulle tage afsted - vi har været derude så mange gange, og NF scanningen kommer jo også lige om lidt, og jeg tror det ville være godt for ham. Men bagefter blev jeg selvfølgelig vildt bange for at jeg skulle stå på Hvidovre og tude alene over at fostret var gået til.

Det var det heldigvis ikke. Lille krøl er i dag 23 mm stor og dens hjerte blinker derudaf. Det var nu ellers en ret hurtig og ikke særlig begivenhedsrig scanning. Jeg kendte ikke lægen, jeg var inde hos, og det virkede lidt som om hun bare skulle have det overstået.

Nu er den store kunst så at prøøøøve at begynde at nyde det. Det synes jeg altså er lidt svært. Det hele er stadig ret uvirkeligt for mig. Jeg har svært ved at forstå at så komplekse processer som at lave et barn foregår inde i mig. Stakkels min krop - jeg har faktisk ikke helt tillid til at den kan finde ud af det.

Næste store milepæl er NF scanningen om 3 uger. Den er jeg sjovt nok ikke så nervøs for - jeg er mere bange for den der misdannelsesscanning.

Det at jeg ikke går rundt i en total lykkerus giver mig noglegange dårlig samvittighed. Jeg ved jo hvor svært det er at være BiB'er og hvor sindssyg heldig jeg er at jeg er nået så langt. Andre ville sælge deres Farmor for at nå hertil. Også lidt dårlig samvittighed for den jeg var for nogle måneder siden - for der ville jeg også have solgt min (godt nok døde) Farmor for en graviditet. Jeg tænker at jeg skal huske at sætte pris på hvor heldige vi har været. For det HAR vi jo. Men det mærkelige er jo at så rykker kravene og drømmene videre - nu vil jeg have et velskabt barn, have orden på vores boligsituation og alle mulige andre ting, som ikke var så vigtige før.

Frådende snack-spiser

Det er vist det, jeg er for tiden. Puh, det er virkelig nogle klamme ting, der ryger ned lige for tiden. Formiddagen stod på 2 gulerødder og et æble (ikke så ulækkert) men eftermiddagen har indtil videre budt på en halv pose heksehyl og næsten en hel (dog en lille en) pose flæskesvær. Flæskesvær??? Adr! Jeg spiser ALDRIG sådan noget ellers og lever normalt ret sundt og får mine 600 g frugt og grønt om dagen. Men jeg ved ikke om det bare er fordi jeg giver mig selv lov til at give los, men puuuh, hvor kommer der meget klamt ned for tiden! Håber at det, der gerne skulle blive til vores barn, tilgiver mig.

"Hyggescanningen" som lægen syntes jeg skulle have, er på onsdag. Der er jeg 9+1. Og jeg er nervøs igen. På en måde er det lidt fjollet, for vi fik jo afvide at alt er som det skal være, jeg bløder ikke, jeg har det fint, og vi fik jo også af vide at når man kan se hjerteblink på det tidspunkt, vi kunne, så er der meget lille risiko for at noget går galt. Men alligevel, sidder den der. Den lille stemme, der siger "hvad nu hvis". Det er nok bare sådan det er.

Tiden går... 8+3

Mærkeligt som tiden går. Den går altså på en anden måde end når man er BiB, synes jeg. Det er en befrielse af ubeskrivelige dimensioner ikke konstant at sidde og tælle ned til næste mens, næste ÆU, næste BP og få alt det til at passe med de mange rejser, jeg har med mit arbejde.
Jeg synes nu ikke tiden går specielt meget hurtigere end før jeg krydsede den der grænse herover til gravid-land. Men den går bare på en anden måde. Der er stadig ting at tælle ned til, men det er ikke smertefuldt som det er som BiB'er. Angsten er der dog stadig. Kan det virkelig være rigtigt at jeg er helt normal gravid? Kan det virkelig passe at den vokser som den skal? Angsten er også den der gør det hele lidt uvirkeligt, tror jeg. Jeg har for lang tid siden arvet min søster graviditetsbog og har indkøbt en om graviditet og motion. Men de fanger mig ikke rigtig endnu. Det er som om det ikke er noget, der sker inde i mig, sådan rigtigt.

Og så en gang imellem - på cyklen, på toilettet, foran computeren på arbejdet, derhjemme når kæresten fortæller mig hvor smuk jeg er når jeg er gravid, slår det mig - jeg ER sgu gravid! Men det er mere en forbigående følelse. Det gør egentlig ikke noget. Det er bare helt, helt anderledes end jeg havde troet. Måske kommer det stille og roligt, det med troen og det med virkeligheden i det her. At mine kolleger ved det gør det mere virkeligt, men også mere angst-provokerende. For hvad hvis der er noget, der går galt?

Lige nu er det, der fylder allermest mit store arbejdsdilemma. En stor del af mit arbejde består jo i at rejse til de varme lande (læs: det sydlige Afrika) og der er som bekendt rigtig meget malaria i mange områder dernede. Og så må jeg jo ikke være der, da jeg ikke kan tage malaria-profylakse. Men hvad så med de områder, hvor der ikke er malaria? Skal jeg tage derned? Det at jeg ikke kan rejse betyder reelt at jeg ikke kan passe mit arbejde ordentligt. Og det er en svær tanke. Mange af mine kolleger mener at jeg skal fravælge malaria-områderne og tage til ikke-malaria områder, mens nogle mener at det er et "clean-cut" der skal til - dvs. overhovedet ingen rejse.
jeg tygger stadig på den, men har desværre ikke en super, super forstående chef lige på det punkt. Jeg tror hun ser det mest som en besværlighed (hvilket det jo også er).
Lige nu siger mavefornemmelsen nedsat rejseaktivitet, men ikke en hel afbrydelse af det. Men for filan, det er svært.

I øvrigt hjalp det at kalde på symptomerne - trætheden er der stadig, men kvalmen er væk.

Hallooooo symptomer... hvor er iiii?

Syntes ellers lige det gik så fint på symptom-fronten. Hele sidste uge stod den på stenhårde kasser og kvalme, der sådan kom og gik. Faktisk så meget at jeg ikke havde den store lyst til mad og en af kollegerne i 3 dage i træk "arvede" rugbrødsmad fra mig. Det er en mand, så han havde ingen mistanke om noget mærkeligt :-)

Men så i løbet af weekenden, midt i al vores flytterod, forsvandt kvalmen, og mine bryster er bare sådan almindelig ømme. Jeg er stadig mere en gennemsnitlig træt, men sidder ikke og tænker på lur hele tiden som jeg gjorde for bare en uge siden.

Og så kan man jo gå og tænke over det... hvorfor mon de symptomer er holdt op? Er det fordi jeg ikke er gravid mere? Eller er jeg bare heldig? Tankerne kredser stadig en del omkring abort og alt det andet, der kan være galt med den lille krølle, som min søster så sødt kalder den. For jeg har godt nok ikke levet særlig sundt de sidste par uger - der er røget noget junkfood ned (pizza) og en masse mere eller mindre usunde snacks som piratos, nødder (de der chillinødder - de er SÅ goooode!) og bare ikke den normale mængde frugt og grønt, som jeg ellers synes vi spiser meget af hjemme hos os.

Maven er vokset. Det kan jeg stadig ikke finde ud af om det skyldes en voksende livmoder eller bare at jeg har spist ufornuftigt. Synes det er lidt for tidligt at se gravid ud, selvom nyheden nu er sluppet ud på arbejdet. I øvrigt en rigtig dejlig oplevelse, hvor folk virkelig blev glade på vores vegne. Det er så også en smule angstprovokerende at det nu er offentligt, for hvad hvis der går et eller andet galt?

Blink blink blink

... sagde det lille birkes størrelse hjerte vi kunne se i går på skærmen. Og i det øjeblik faldt en 3 tons tung sten fra mit hjerte...

Tak til alle jer søde blogsøstre, for al jeres omsorg og krydsede fingre. Bliver helt rørt over det her pudsige lille fælleskab vi har.

Alt så normalt ud, størrelsen på den lille fjordreje var helt som den skulle være, og vores yndlingslæge kunne fortælle at når man har set hjerteblink på dette tidspunkt er chancen forsvindende lille for abort og andre ubehageligheder. Åååååh, en lettelse! Vi gik derfra og råbte en masse juhu'er da vi sad i mors lånte bil og hele resten af dagen foregik en i en kåd stemning. I går aftes var vi - ganske rigtigt - ude og spise fødselsdagsmiddag for min mor, som jo også var helt rundt på gulvet og rigtig glad.

I dag tror jeg sgu på det! Sådan rigtigt. Jeg skal sgu være MOR til maj! Det er så vildt at tænke på.

I dag har jeg også bestilt tid til nakkefoldscanning og første lægeundersøgelse. Jeg er simpelthen helt normal gravid ligesom alle mulige andre. Ååååh hvor er det en lettelse.

Det er stadig lidt mærkeligt at være herovre på den anden side af BiB-verdenen. Jeg føler stadig lidt at jeg har "snydt", at jeg har vendt ryggen til alle dem, som jeg igennem min tid i det her BiB-helvede har knyttet bånd til og været i kontakt med, og som stadig sidder ovre på den anden side. Og som jeg også tror både fru p og knock har skrevet flere gange, så kan jeg stadig mærke den der fornemmelse i kroppen når andre BiB'ere tog flugten til gravid-land. At det sgu ikke er altid man gider at høre om det. Og denne fornemmelse har nu fuldstændig fortaget sig - nu vil jeg have at ALLE skal blive gravide! Sjovt som hjernen er indrettet så meget med udgangspunkt i en selv!

Der er masser af kvalme, træthed og ømme bryster. Kvalmen er ligesom kommet snigende og er ikke uudholdelig, men dog temmelig træls. Hvis jeg hele tiden gnasker på noget, er det ikke slemt, men puuuha især om morgenen er det svært at få noget ned. Og det gør det egentlig lidt svært at passe sit job at man halvdelen af dagen sidder og puster pga. kvalme og den anden halvdel bare har lyst til at lægge sig ned under bordet og sove.
Kvalmen kom dagen efter jeg til kæresten havde proklameret at jeg gerne snart ville have flere symptomer. Det synes han selvfølgelig er enormt skægt nu, og vi griner faktisk ret meget af mig og min kvalme, fordi jeg til tider er absurd ynkelig.

Tænk, at det endelig er sket - jeg er graviiiiiid!

1 dag til scanning...

Og jeg er virkelig nervøs. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så nervøs, for det er jo ikke fordi der er nogle tegn på at der skulle være noget galt. Men synes bare jeg har hørt og læst for mange skræk-historier til at jeg rigtig kan glæde mig.

Jeg har det nøjagtigt som BP dag. Jeg venter og venter på dagen, som jeg alligevel ikke vil have skal komme, for den kommer måske ikke med noget godt. Jeg forbereder mig på det værste og har taget fri fra arbejde efter scanning, bare for at være sikker på at jeg ikke skal på arbejde bagefter, hvis resultatet ikke er godt.

I al den tid jeg har været i behandling, har jeg stort set ikke tænkt på tiden efter en positiv graviditetstest, for det var bare alt, alt for langt ude i fremtiden. Men jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke havde troet at tiden ville blive SÅ lang og fyldt med SÅ mange bekymringer.
Ikke at jeg skal klage, for jeg vil tusind gange hellere have denne slags bekymringer end BiB-bekymringerne, men det der med at mit liv pludselig ville blive rosenrødt efter en positiv test, det var vist lidt en overdrivelse - hvis jeg altså nogensinde nåede at tænke den tanke.

Desuden har jeg til min forbavselse opdaget at diverse graviditetssider og BiB-sider på nettet drager mig - det troede jeg ville holde helt op når først jeg var blevet gravid.

I morgen når jeg har været til scanning og alt forhåbentlig er som det skal være, bestiller jeg tid hos lægen og til nakkefold. Ikke før. Jeg har også givet mig selv lov til at købe graviditetsbog, altså efter scanningen.

Ååååh, hvor jeg hååååber det går godt i morgen...

Pjuuuuv ha'

Det var med rystende fingre jeg tastede nummeret til Hvidovre i dag. Men bekymringerne blev gjort til skamme - hcg er steget til 7000-et-eller-andet, og det er jo ganske normalt højt på nuværende tidspunkt.

Det, koblet med en god nats søvn og intensiv internetlæsning på fænomenet har dæmpet bekymringerne noget. Faktisk så meget at jeg sagde nej tak til en ekstra scanning, sygeplejersken foreslog i telefonen (ok, vi er ikke helt parate til at aflyse Berlin-tur for at få en ekstra scanning).

Vi må vente til næste torsdag med at se hjerteblink, men så har det lille møgembryo altså også bare at vise sig på skærmen!

Bjørnetjeneste

Vi var på hospitalet i dag for at få en tidlig scanning. Det syntes vores yndlingslæge at vi skulle have da vi var inde hos hende for 14. dage side, da vi nu har den historie vi har. Hun havde godt nok sagt at vi MULIGVIS ville kunne se blommesæk og et lille, blinkende hjerte på den scanning, men det viste sig at det kunne vi ikke.

Vi var inde hos en ny læge, som først var meget forvirret over at jeg ikke var længere henne og hvad det nu var for en scanning. Hun forklarede ikke særlig meget, men sagde så at det jo ikke var meget man kunne se når jeg ikke var længere henne. Jeg blev selvfølgelig virkelig bekymret, da jeg overhovedet ikke kunne tolke hende - skal jeg være bekymret eller ej, spurgte jeg hende flere gange. Men det kunne hun ikke svare på, for det var jo stadig så tidligt.

Da vi var kommet ud, kunne jeg bare mærke at det her slet ikke var godt og bekymringerne satte sig øjeblikkeligt fast som en lille, hård knude lige i midt i maven. Så efter lidt snakken frem og tilbage med kæresten (som lidt syntes at der ikke var noget at bekymre sig om), måtte vi op og snakke med sekretæren og bede om en blodprøve. Lægen havde nemlig sagt at man jo kunne lave en BP for at se på om hcg steg som det skulle. Sekretæren var supersød og beroligede mig rigtig meget ved at sige at det altså var meget normalt, og at jeg da bare kunne hoppe ned og få taget en BP. Som sagt, så gjort. Og nu får vi så svaret på den i morgen.

Men puuuh, hvor er jeg bare bekymret i dag. Jeg har hele tiden haft sådan en god fornemmelse, men den er gradvist ved at forvandle sig til en knugende bekymring. Det MÅ bare ikke gå galt det her, så dør jeg simpelthen! Og den onde spiral starter så ved at jeg så bekymrer mig over at jeg bekymrer mig - hvad betyder nu det, er det min intuition der fortæller mig, at der er noget galt? Sådan kan man så få kørt sig selv helt op.

Puuuh, hvor er der lang tid til næste torsdag. Vi tager til Berlin på torsdag til mandag, så går tiden da med det. Og jeg håber virkelig at jeg kan slappe af og nyde det.

Det er godt nok svært at lave børn hjemme hos os - på alle mulige måder!

Trææææææt!

Det der med ingen symptomer, det er vist en sandhed med modifikationer. Jeg har godt nok hverken kvalme eller nogle andre voldsomme symptomer, men meget ømme kasser og er super træt hen på eftermiddagen. Puha, kunne simpelthen falde i søvn lige på stedet!

Er startet på arbejde, og det var utrolig dejligt at komme lidt væk hjemmefra og tænke andre tanker end lige om den lille skodunge nu har det godt nok. Og imens går dagene jo bare stille og roligt, i dag er jeg 5+3 og jeg tæller virkelig dagene - først til scanning på mandag, som er sådan en ekstra scanning, de tilbød os, og så til d. 2. oktober, hvor jeg skal scannes igen.
I næste uge tager vi en forlænget weekend til Berlin, så det slår lige 4 dage ihjel - og så er vi ved at være tæt på d. 2. oktober :-)

Som dagene går føles det mere og mere virkeligt. Jeg begynder så småt at tro på at den lille skodunge bliver hvor den skal. Men jeg må give knock ret - juhu-scener på dette tidspunkt er sgu for amatører!

Overhovedet ingen symptomer...

Jeg er stadig sygemeldt, men maven har kraftigt fortaget sig og siden søndag har jeg faktisk haft normal gangart og ikke haft brug for at ligge ned hele tiden. Min mave strutter stadig ret meget - den strutter længere ud end mine bryster, hvilket føles ret mærkeligt.
Men jeg er kraftigt på vej til normale tilstande, og jeg tror jeg i morgen så småt lister mig på arbejde. Det mest angst-provokerende lige nu er nok at jeg kan risikere at blive spurgt om jeg er gravid, da jeg jo som sagt ser noget oppustet ud. Men puuuh, hvor jeg altså trænger til at komme ud i verden og få tankerne væk fra alt det her!

Jeg har ingen symptomer, synes jeg. Jeg har ømme bryster og en gang imellem lidt mens-agtige smerter, men ikke noget at skrive hjem om. Jeg føler mig hverken specielt træt eller speciel kvalm, og de manglende symptomer bekymrer mig en smule. I det hele taget kan jeg mærke at jeg skal gøre mig rigtig umage for ikke at bekymre mig for meget. Jeg havde jo lovet mig selv at tænke gode tanker, for hvorfor pokker skulle det ikke gå?

Glæder mig utroligt til på mandag, hvor vi skal ind og scannes første gang. Men samtidig er jeg også nervøs. Tænk nu, hvis skærmen viser en tom livmoder. Jeg tør næsten ikke skrive det i angst for at det bliver en selvopfyldende profeti.

Gode tanker, gode tanker, kom til mig! Det SKAL lykkes det her - og hvorfor skulle det ikke også det?

4+6

Jeg har grublet en del over hvordan man egentlig fandt ud af hvor langt man var henne. Men nordica.org's hjemmeside hjalp mig og afslørede så at jeg er 4+6. Det er jo ingenting. Jeg er jo nærmest ikke gravid. Og der er tre lysår til scanningen d. 2. oktober. Den scanning, som gerne skulle vise os hjertelyd og berolige os. Der er næsten 3 uger til. 3 uger hvor jeg skal gå og være bare en lille smule gravid, og tænk så hvis jeg så alligevel ikke er det...

Men fyfy - jeg har lovet mig selv at tænke positive tanker og selvfølgelig tro på at den er der. Der er bare så pokkers lang tid til d. 2. oktober...
Hvordan overlever man? Survival tips modtages med kyshånd!

En ny verden

Vi var til nogle gode venners bryllup i går. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle tage afsted, men det er virkelig gode venner, så jeg syntes det var svært at blive hjemme. Desuden er min overstimulering så småt på retur, så jeg blev enig med mig selv og kæresten at vi blæste på at jeg så meget gravid ud, og til bryllup kom jeg så.

Det var en dejlig dag, et rigtig dejligt bryllup med søde og dejlige glade mennesker. Det var også hårdt, fordi jeg har det bedst med at ligge ned, stadigvæk.

Men det var også en underlig dag. Til sådanne bryllupper er der altid et hav af gravide - og dette bryllup var ingen undtagelse. Men lige pludselig var jeg én af dem. Og netop fordi jeg ser meget gravid ud, så blev det bemærket af RIGTIG mange. Jeg er normalt ret slank, så mig med en kæmpe mave kan IKKE skjules i store gevandter og tørklæder. Derfor fik kæresten og jeg - naturligt nok - en del lykønskninger fra venner og familie. Og så de gyldne spørgsmål "hvor er langt er du henne?" og "hvornår skal det være?". Dén syntes jeg var rigtig svær at svare på. Jeg forsøgte at komme udenom ved at sige at jeg ser mere gravid ud end jeg er - men der var alligevel nogle der virkelig spurgte ind til det. Og så måtte jeg jo fortælle at jeg altså kun er 5 uger henne. Det var helt tydeligt at det ikke var alle, der helt kunne forstå at det kunne have sin rigtighed.

Min søde kæreste bemærkede det under en samtale, hvor det også handlede om min mave at det var underligt at være en del af den snak nu. Jeg tror faktisk at han var vild med det. Han gik i hvert fald rundt hele aftenen og aede mig på min oppustede mave.

Jeg synes derimod ikke det var så rart. Jeg følte at folk ikke syntes jeg virkede glad "nok" og syntes nok det var underligt at jeg ikke kunne svare på om jeg glædede mig og hvad med arbejde og rejser og det ene og det andet. Det eneste jeg kunne svare var jo "øh, det har jeg ikke tænkt over endnu". Ret underligt at være i den position, de skulle BARE vide hvor planlagt den her graviditet er.
Men mest af alt syntes jeg ikke det var så rart, fordi jeg jo altså ikke ER særlig gravid endnu, og det ville have været rart at kunne have det lidt for sig selv og de nærmeste i noget tid. Der var også pige med som er gode venner med en kollega - som er jeg er leder for - så det synes jeg heller ikke var så rart.

Jeg fandt også ud af at jeg slet ikke er parat til at være med i den der klub endnu. Den der klub, hvor gravide kvinder taler om termin, plukveer, træthed, kvalme og baby-størrelser. Det er jeg slet ikke klar til, og når kvinderne snakker til mig om det, kan jeg se mig selv udefra, sådan en lille smule fraværende smile pænt. Det kommer nok på et tidspunkt.

Men. Vi tager det hele med, og hvis det går galt, så må vi jo bare sige det. Det er bare underligt som den her graviditet er meget offentlig allerede. Jeg håber VIRKELIG af hele mit hjerte at den bliver siddende.

Hov, har lige opdaget at jeg i dette 4. ICSI forsøg ikke har grædt en eneste gang under behandlingsforløbet!

(Jeg tæller ikke en hysterisk tudetur over et lukket museum på ferien i starten af august under nedreguleringen med her).

Times are achanging...

Septembersol og små og store mirakler

Mens septembersolen skinner ind af vinduet og sender det smukkeste lys ind i vores stue, opdager jeg at et lille mirakel er sket her i blogland - og såmænd også IRL. Måske er det hormonerne, måske er det bare alle de mange følelser, der igennem så lang tid har været delt her i den her pudsige virtuelle verden, der får rørte og glade tårer til at trille ned af kinderne på mig.
Det, der for nogen er en hel naturlig ting, virker for os andre fuldstændig uvirkeligt og noget som aldrig sker. Statistikkerne vender tommelfingeren nedad, de hjemlige forsøg er empirien, som med al tydelighed viser at statistikkerne taler sandt. Indtil lige pludselig en dag - så sker miraklet.

Jeg er egentlig overhovedet ikke overtroisk eller tror på det der med at man bare skal slappe af og så går det hele, for der er simpelthen så mange eksempler på at der IKKE sker noget ved at gøre dette. Det gør intet andet end at give alle os bekymrede, kede af det og tænkende mennesker dårlig samvittighed.
Men lige pludselig en dag, så skinner solen og så ændrer tilværelsen sig med et trylleslag. Det er lige præcis det, der gør det så fantastisk at være i live. Og det, der giver mod og styrke til at kæmpe videre.

Den sgu go' nok!

Hcg på 133, i den pæne ende af normalen. Jeg er simpelthen gravid! Det er stadig lidt uvirkeligt og vi hænger stadig ikke i gardinerne herhjemme hos os. Men der bliver dog givet nogle high-fives og generelt er der en ret opløftet stemning hjemme hos os i dag.

Men vi er begge enige om at der er lang vej endnu, førend den lille skodunge kommer ud til os. Der er mange sten på vejen endnu, og de første par måneder er intet jo sikkert endnu. Men for filan da, hvor er det utrolig dejligt at vide at det altså på en eller anden måde godt kan lykkes!

Mor og søster og to veninder har fået det afvide og er helt utrolig søde og glade på vores vegne. Det er simpelthen så dejligt at der er nogen, der holder så meget af en at de kan glæde sig så meget på vores vegne.

Er stadig ret overstimuleret, hvilket dagens scanning også beviste. Der sejler en masse væske rundt i æggestokke (en del follikler på 3-4 cm, vand i bughule og mellem tarmene, så jeg kan ikke så meget andet end at ligge på sofaen og se videofilm og kede mig. Lægen mente at der sagtens kunne gå et par uger i den her tilstand og var helt sikker på at jeg heller ikke skulle på arbejde i næste uge. Æv. Men vi tager det hele med, for det ser ud som om der kommer en lille øgleunge ud af det her!

En hval på sofaen

Vi har stadig ikke helt fattet at den nok er god nok herhjemme, den der graviditet. Og for mit vedkommende er det hele også lidt overskygget af den her overstimulering. For filan da hvor gør det nas! Jeg kan absolut ingenting, hver gang jeg skal rejse mig fra sofaen er det en kamp, og hele min mave er så oppustet at det ser helt grotesk ud.

Det er helt utroligt frustrerende ikke at kunne noget som helst - ikke en gang sidde ved et bord og besvare mails fra arbejdet - men bare ligge ned som en strandet hval. Det er svært at sove om natten fordi maven ligger og trykker på lungerne - mens kæresten så ligger ved siden af og snorker...

Puh, hvor er jeg pjevs i dag - det skal gå væk nuuuuuu!

Vi skal til bryllup lørdag og jeg tvivler på at jeg kommer med. Tuuud.

Men. Hvis BP i morgen siger jeg stadig er gravid så må jeg ligge og tænke på det hele lørdagen i stedet for :-)

Så er hcg ræset startet

Sygeplejersken siger hcg er på 57, det er på 13. dagen for ægudtagning. På min-mave.dk er den nedre grænse for hcg på 14. dagen på 17 og middelværdien på 48. Så det er vel ok? Så er jeg jo over middelværdien, tænker jeg. Og det endda en dag før.

Men puuuha, januar måneds spænding omkring hcg værdier og blodprøver i en uendelighed kommer lige op til overfladen her hos mig. Sygeplejersken syntes det så fint ud, og mente at vi ville få et fint tal torsdag. For filan da hvor er der lang tid til torsdag!

Men vi TROR på det herhjemme (selvom jeg er lidt skuffet over at det ikke var 467) for det SKAL sgu være os nu!

Overstimuleret... og en lille smule gravid

Var en tur på hospitalet i går og kom igen ind til vores søde yndlingslæge (hvor er vi heldige hver gang, altså) som så helt glad og forventningsfuld ud da hun så min mave. "Jamen, du er da gravid" udbrød hun og begyndte at snakke om hvordan hcg'en man får med ÆL sprøjten kan gøre en en smule overstimuleret og det er hcg'en der igen laver det samme trick med mig nu - men nu er ÆL sprøjten bare ude af kroppen.

Så blev jeg scannet og der kunne vi så se på skærmen hvor meget vand, der lå imellem tarme og nogle follikler på 3-4 cm fyldt med vand. Aaaav. Hun kunne også se en tyk slimhinde - den så jeg så ikke selv.


Så lægen var helt overbevist om at jeg er gravid, mens kæresten og jeg sad og så lidt mistroisk på hende. Men den må vel være god nok når hun siger det, og ovenikøbet siger at hun ikke ville give os falske forhåbninger, hvis hun ikke var sikker. Hm. Mærkelig fornemmelse.


Vi fik taget en blodprøve og svaret på den kommer i eftermiddag. Så det der med smugtestningen - det sørgede Hvidovre for!

Har det meget mærkeligt i kroppen og i hovedet. På den ene side kom det faktisk ikke som den store overraskelse, jeg har hele tiden haft en god fornemmelse med det her forsøg. Meget mærkeligt og meget irrationelt, for jeg tror i virkeligheden ikke på at man kan "tænke" sig til en graviditet, og jeg HADER de der kommentarer med at folk bare skal tænke på noget andet, så skal de nok blive gravide. Yeah right. Så det var faktisk ikke en kæmpe overraskelse.

På den anden side havde jeg jo forberedt mig på nedturen - taget fri torsdag og har regnet ned til minuttet på næste forsøg.

Så det er ikke sådan en jubel-juhu fornemmelse, der sidder i kroppen. Nu skal vi først have hcg tallet. Så skal det være højt. Så skal vi scannes i uge 7-8 (skal man ikke?). Så er der nakkefoldscanningen. Så skal den blive siddende i cirka 36 uger ialt og så skal det barn der kommer ud jo også gerne være sundt og velskabt.


Har også stadig svært ved at forstå og fatte at det er MIG der er gravid nu. At det var (håbehåbe) min tur nu. At JEG skal rende rundt med en stor mave. Tror ikke det er helt sevet ind - for det virker stadig meget uvirkeligt at jeg skal være sådan en der er gravid.

Hm. Måske er det bare sådan det er, der for enden af tunnellen?

New look: slugt-en-vandmelon

Alting er jo faktisk gået rigtig fint i det her forsøg. Ok, lige et par dage med avs i understellet og bevægelsesbesvær, men jeg var jo allerede oppe på cyklen 4 dage efter ÆU, så jeg synes faktisk det er gået rigtig godt... Indtil i fredags, hvor min mave helt umotiveret og på forunderlig vis hævede som en bolledej til dobbelt størrelse. Sad til heldagsmøde, og måtte diskret åbne bukserne, men det blev bare værre og værre. Lørdag lignede jeg en, der havde slugt en vandmelon - altså en hel en - og det er bare blevet værre og værre. I går søndag var vi til barnedåb og jeg så simpelthen så gravid ud og kunne se folks øjne søge ned på min mave ved flere lejligheder, ligesom for at åbne op for noget.
I dag vågnede jeg med slemme smerter og var ved at besvime under morgenmaden af smerter. Av for sa...t..an!
Heldigvis ville Hvidovre godt se os i dag, så måske kan der gøres et eller andet. Synes det er meget, meget mærkeligt - for man bliver da normalt overstimuleret lige efter ÆO og ikke en hel uge til ti dage efter ÆO!!?? Eller hvad? Sekretæren derinde mindede mig om at det jo KAN være tegn på noget godt, og vores yndlingslæge stod åbenbart i baggrunden og regnede frem og tilbage og mente at det såmænd sagtens kunne være fordi jeg var gravid. Men vi holder lige den lidt endnu - og ser hvad de siger derinde i dag.

Men puuuh, hvor er det altså besværligt at lave børn hjemme hos os!

Mine rare medbloggere spørger til smugtestning - men det bliver der ikke noget af. Jeg har udviklet en form for testing-fobi, så jeg venter pænt på BP torsdag. Kan næsten ikke holde ud at se på en negativ test og så bagefter skulle have negativt blodprøvesvar. Det er ligesom at sprede sorgerne ud på flere dage, synes jeg. Så jeg tager en tudetur torsdag, og håååååber det ikke bliver nødvendigt.

Udover at gå rundt og ligne en gravid i 5. måned, klarede vi barnedåben overraskende godt, synes jeg. Ja, det var nærmest hyggeligt, og jeg kunne godt klare alle de børn og babyer, der var rundt omkring mig. Heldigvis var mine to nevøer der også, og det er bare dejligt at kunne sidde med mindstemand på skødet og lade lidt som om han også er lidt min.

Forresten...

...Så synes jeg at vores kolonihavehus er for fint til ikke at komme på nettet...
Sjovt som to totale haveignoranter kan holde så meget af et lille træhus - men det ER altså også bare Københavns hyggeligste kolonihavehus!

Tik tak... tik tak

Puh, dagene går langsomt for tiden. Vi er kun nået til tirsdag, der er ikke engang gået en uge siden ÆO, og jeg er allerede gået i tolkemode. Det begyndte sådan set søndag, hvor jeg fik mens-smerter, som jeg så har haft lidt frem og tilbage her de sidste par dage. Min forstand siger mig jo at det er Crinonen, der driller, for det GØR den jo - den giver alle de der tegn, som man alligevel ikke kan bruge til noget som helst. Men maven vil gerne lade som om at det er fordi der sker en masse i min livmoder i disse dage. Så for det meste lader jeg bare maven bestemme, for den kan tids nok blive hevet ud af det søde liv af realiteterne.

Kroppen er sådan nogenlunde tilbage til dens gamle jeg. Jeg har fået en topmave lige midt på maven, men det tilskriver jeg ømme æggestokke og den mængde guf, der blev kørt ned omkring ÆU/ÆO. Og så er jeg bare mega-træt for tiden. Går HELT kold kl. 21 og kunne sagtens tage en morfar her midt på dagen.

Nu skal tiden bare gå. I dag får jeg besøg af nevøerne og deres mor og i morgen skal vi i Zoologisk Have. Ikke fordi jeg holder specielt af Zoo, men søs vil gerne have den ældste nevø ud og kigge på dyr. Så afsted, det må vi.

Ellers intet nyt fra rugeland... Blodprøvedagen, som i øvrigt meget dramatisk er 9/11, ligger langt ude i fremtiden. Men det er jo faktisk ikke set før i verdenshistorien at tiden ikke går, så der er ikke andet at gøre at holde vejret og vente.

Same procedure as every... time

10 æg kom ud tirsdag, 7 befrugtede, 5 freaks (med fragmenter og alt muligt pjat) og 2 4-cellede til livmoderen. Det er nøjagtig ligesom alle de andre gange - omkring 2-3 stykker i god kvali er der tilbage når de har ligget i skabet et par dage. Og selvom det ikke er prangende, så er det jo nok.

Vi lavede en aftale med lægen ude på Hvidovre om at nu var det altså nu. Det var i det hele taget den sjoveste ægoplægning, vi har haft. Der blev grint ret meget og laboranten blev sågar af lægen bedt om at fortælle æggene at de skulle sætte sig det rigtige sted denne gang. Vi blev så enige om at hvis ikke de var velopdragne, de æg, så ville vi alligevel ikke have dem :-)
Tror de blev lidt afvæbnet af at min søde kæreste lagde ud med at more sig højlydt over den helt utrolig dårlige sædkvalitet han gang på gang præsterer. Som han sagde "det er jeg godt nok dårlig til, det med sædkvalitet!".

Lægen var indstillet på at give os et sidste forsøg, hvis ikke der er bingo denne gang. Det bliver så en kort behandling, og det passer mig helt fint. Men jeg tror ikke vi får brug for den, for NU gider vi altså ikke vente mere! (Kan i høre at jeg er igang med at mobilisere al min kampgejst?).

Den (relativt) afslappede holdning til dette forsøg fortsætter - samtidig med at smerterne i understellet forsvinder. Herligt! Tænk, hvis det er noget blivende, den her ro omkring det at være barnløs?

ÆU overstået

I går fiskede lægen 10 æg ud af mig og resten af dagen blev brugt hjemme i sengen. Har det egentlig ok, men er ret smadret i de nedre regioner. Føler mig som en mellemting mellem en ballon og en hval, og har smerter i underlivet og bughulen. Det kommer lidt i ryk - som sådan en slags krampeagtige smerter. Og så må jeg ligge lidt i sengen og hyle som en gris, hvorefter det går over efter en 5-10 minutter.

I morgen er der så ÆO - eller det satser vi i hvert fald på. På underlig vis er jeg ret afslappet omkring dette forsøg, og ret positiv. Lidt mærkeligt. Var stort set ikke nervøs op til ÆU og det her forsøg har i det hele taget ikke fyldt særlig meget i vores hoveder. Det kan også skyldes at vi har haft ferie, været på en dejlig sommerferie og ordnet en masse projekter i vores lille kolonihavehus, plus organiseret en flytning. Derfor har der også været stille i sechestolen - dens ejer har simpelthen været på sommerferie uden internet i laaaang tid.

Det er f&&%%%!! nu det er vores tur, altså! Og hvis ikke det bliver denne gang, så tror jeg faktisk jeg er parat til det nederlag. Det er ligesom om jeg har en anden ro indeni, at jeg er blevet bedre til at leve med den her sorg, som det jo stadig er.

Uhm... fodnusseri

Var til zoneterapeut igen i dag. Det er 4. gang og det er jeg slet ikke færdig med. Det er simpelthen så dejligt og afslappende og føles helt rigtigt. Jeg ved ikke helt om det hjælper (og ved faktisk ikke helt om den har været skyld i en lille mens-blødning denne gang?) men uuuh hvor er det dejligt. Og den helt overvejende del af mig tror på at det kan være med til at "klargøre" livmoderen til de her æg, der gerne skulle tage bo i mig her i slutningen af måneden.

En sidegevinst er at det giver mig håb. Hun trykker og trykker og masserer og synes at "jeg virker som om jeg er i balance" - og det føles altså dejligt at få det af vide (gud ved om hun siger det til alle sine klienter) for så føler jeg mig klar. Og stærk. Vi skal sgu nok klare det her herhjemme hos os - også selvom det måske heller ikke bliver denne gang.

Den lille onde tvilling derinde, der siger "hvorfor skulle det lykkes nu, når det ikke er lykkedes de andre gange? Hvad er der så anderledes denne gang?". Men jeg giver ham (er sikker på det er en han) et gok i nøden og siger "skrid" til ham. Han skal bare IKKE have lov at bestemme denne gang!

Tilbage i kampen

Kæresten og jeg er netop hjemvendt fra 10 dages suveræn ferie i Portugal - et virkelig overset turistland, efter min mening. Dejligt, dejligt land, med gode strande, spændende seværdigheder og masser af historie. Vi har grinet og gået ture, kigget på borge, badet og ladet batterierne op til august måneds strabadser, som både byder på flytning og vores 4. ICSI forsøg.

Næsesprayen var med på ferie, og den klarede det faktisk helt udemærket. Et par enkelte humørsvingningsture, der resulterede i urimeligheder og et par uprovokerede grådanfald var det eneste udover den grimme smag, at næsesprayen bød ind med. Dejligt.

Nu er jeg SÅ klar til første scanning på mandag. Tænk at det er 9 måneder siden vi var igang sidst. Det er en trist tanke at jeg kunne have været højgravid på dette tidspunkt. Puha.

Med hvert enkelt næsesprayspust kommer fertilitetsbehandlingsverdenen tættere ind på livet igen. Den verden, som ellers var på sådan en fin distance, kryber ligeså stille ind og optager mine tanker. Og med den verden kommer der desværre en masse bekymringer. Som for eksempel at jeg jo skulle have mens under nedreguleringen, men der er kun komme een sølle dags mens. Og hvad betyder det nu - man skal jo helst bløde så meget som muligt, siger de kloge, så slimhinden kan komme ud. Dette kan selvfølgelig sætte en hel lavine af tanker igang om hvorvidt min krop overhovedet er klar til at modtage et lille æg eller to om gode to uger? Og hvad med al det hvide brød og sukker, jeg har indtaget (som ellers var blevet bandlyst herhjemme)? Ja, og jeg har sågar drukket kaffe! Fyyy, jeg har været slem.

Jeg må nok acceptere at det er en del af den næste tid - bekymringerne og tankerne. Jeg håber jeg er klar til kampen - og til skuffelsen, som jo bestemt også er en mulighed.

3-2-1 snart

Den står og kigger på mig her på mit hotelværelse i de varme lande. Den står og strutter af energi, og er det noget håb, jeg kan se der på bagsiden? Den står en anelse provokerende, men også lidt udfordrende og er der en antydning af lidt hoveren?

Jeg tror godt den ved at den ikke er slæbt hele vejen til Afrika for ingenting. At den skal i aktion. I hvert fald kigger jeg på den hver dag og tænker "nu er der en dag mindre til vi to skal igang med hinanden". Og jeg kan ikke helt finde ud af om jeg glæder mig eller om jeg mest er en lille smule bange.

Det er selvfølgelig Hr. Synarela jeg taler om. Den lille, lede næsespray, som om få dage skal i nærkontakt med mine næsebor.

Der er en stor del af mig, der glæder sig helt vildt. Endelig! Endelig er der gået 9 måneder og vi kan komme igang med vores næste forsøg. Folk omkring har nået at blive gravide og skal lige igang med at føde siden vi var igang sidst. Egentlig ret deprimerende at tænke på, så jeg forsøger at lade være.
Så efter al den venten er det nu snart d. 28. juli og cirkusset starter op igen. Der er jo så utrolig meget håb knyttet til den lille beholder af næsespray. Cirka 9 måneders akkumuleret håb, blandet med en smule desperation - for 2008 startede ret barskt, synes jeg. Og det var først i april/maj det rigtig begyndte at blive bedre, kan jeg se i bakspejlet. Og faktisk først i juni jeg fik mit liv igen. Og nu er jeg så godt på vej til at smide det liv på møddingen igen, på en måde.

For med behandling følger håb. Og med behandling følger også angst for at det aldrig lykkes. Det er nu, vi skal til eksamen igen. De sidste par måneder har været sådan en slags stand-by. Vi venter, men vi lever faktisk imens. Der er en god sandsynlighed for at mit hoved i august måned vil være 90% fyldt med fertilitetsbehandling, forestillinger om "hvad nu hvis", beregninger i kalenderen omkring næste forsøg og angsten. Angsten for at det ikke lykkes nu, at det aldrig vil lykkes.

Jeg tror jeg er parat til at gamble lidt med den forholdsvis ok sindstilstand jeg er i nu. Jeg er klar til tæskene. Og jeg er SÅ klar til en succes! Jeg tror faktisk på at der er en god chance denne gang. Hvorfor skulle det ikke være nu, at mit nummer bliver råbt op?

Sommerferie i Sechestolen

Den er lidt tom for tiden, den sechestol. Dens indehaver er igang med en række store og små projekter, der indebærer at være langt væk fra den magelige blogstol. En spontan cykelferie på Bornholm, dase-dage i kolonihavehuset, sommerhus med søster og nevøerne plus mænd, et muligt huskøb (!), pude- og gardinsyning og en masse eksperimenteren med alternative former for grillmad.

Nedtællingen til næste tur i fertilitetskarusellen er begyndt, og det smitter af på tankerne, der kredser om næste forsøg. Det har vi ventet længe på, og jeg tænker meget over om det er nu, det er vores tur. Og øver mig alt hvad jeg kan på at tro på det. Det SKAL altså bare være nu!
Næsesprayen er indkøbt og står parat til at komme igang med mine næsebor om en små 14 dages tid. Og så er der lige pludselig ikke længe til d. 11. august, hvor planen er at jeg skal starte på opregulering.

En del af sommerpakken er også et zoneterapi-forløb. Sidste år prøvede jeg ved 2 af forsøgene akupunktur, men det gave hverken pote eller var behageligt for mig. Så nu har jeg kastet mig over zoneterapien, som er utrolig dejlig og kombineret med de kost-tilskud, jeg tager, har renset utrolig meget ud i min krop. Det er en god fornemmelse at starte op på.

Nu er en af de store spørgsmål så hvilken alkoholpolitik, jeg skal ligge for dagen den næste måneds tid. Vi har 9 dages ferie i Portugal sidst på måneden mens jeg er på næsespray, og jeg er meget i tvivl om hvorvidt jeg skal droppe den kølige hvidvin og portvinen helt, eller om jeg skal tage et par glas til maden...

Lidt strø-tanker fra en ferierende indehaver af sechestolen.

Baby-kuller

Weekenden viste sig at overraske. Primært til det gode. Det bryllup, jeg gruede lidt for viste sig at være en stor, herlig fest med alle de gamle studiekammerater, en 40 hestes brandert, en masse dans og råben højt med alle de gode gamle venner. Kom i seng lidt over 5, og ikke en eneste af gæsterne spurgte mig om vi også skulle se at have nogle børn. Skøøøønt! Det var en rigtig dejlig aften, hvor de af studievennerne, der allerede har børn, havde afleveret dem og festede igennem og dem, der ikke havde festede ligeså meget igennem.

Til gengæld gik fredag aften med de nybagte forældre-venner mindre godt. Min kære gamle veninde og hendes mand er gået totalt i baby-selvsving, og brugte en HEL aften fredag aften sammen med min kæreste og jeg med KUN at tale om deres baby, bleer, amning, veer, om hvorvidt den og den har født, sutter, hvor meget deres baby har taget på, besøg af sundhedsplejerske, regnslag til barnevognen og så videre. Manden sad under stort set hele middagen og talte pludre baby-sprog til barnet, som lå i liften ved siden af bordet. Det var en meget anstrengende aften og jeg var ærlig talt lettet, da de tog hjem. Bagefter var jeg i virkelig dårlig humør - ked af det - og vred. De VED hvad vi gennemgår, de har hørt om det lige fra starten og alligevel kan de slet ikke se ud over deres egen lykke. Det gjorde mig ked af det - dels fordi det jo igen er en reminder om vores situation, men også fordi jeg føler at jeg på en måde mister en meget, meget gammel veninde på denne måde. Vi kan simpelthen ikke være sammen på denne måde. Jeg var vred og ked helt indtil næste formiddag, og det ligner mig ellers ikke - at kunne opretholde sådan en sindstilstand efter en nats søvn.
Jeg har tænkt en del siden om jeg skulle have sagt noget, eller om jeg skal sige noget nu. Men jeg er bange for at de ikke vil forstå det - fordi de er så optaget af deres egen lykke at de ikke kan se andet.

Det er lige præcis her, jeg føler at vi står meget alene med det her. Og underligt hvordan man lige så stille vænner sig til at være alene med det. Lidt trist at det skal være sådan.

På med det falske smil

På lørdag skal vi til bryllup hos nogle venner. Det bliver et stort bryllup med rigtig mange mennesker, vi kender - og en del ret så gravide kvinder. Jeg kan tælle i hvert fald 4 gravide kvinder, som er i enten 5.,6. eller 7. måned. Det er ikke tætte veninder, men alligevel piger som jeg kender godt og som det forventes at jeg tilbringer en del af dagen/aftenen sammen med. Og jeg kan NÆSTEN ikke holde ud at tænke på det bryllup. Glæder mig overhovedet ikke, på trods af at jeg kender så mange af gæsterne, og på trods af at mange af dem er ret festlige at være sammen med. Men de der graviditeter, de ødelægger det altså for mig.
En af de gravide er kæreste med min kæreste meget gode ven. Og hun har termin lige omkring det tidspunkt, hvor jeg KUNNE have haft termin, hvis den der graviditet udenfor livmoderen havde sat sig rigtigt. Og puh, hvor har jeg det svært med det.

Oveni hatten kan jeg sagtens forestille mig at der vil komme kommentarer som "nå, så er det vel snart jeres tur" eller "skal i ikke også snart have børn?". Og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal svare til det. Skal man bare glide af? Eller komme med et eller andet lidt skarpt svar? Eller et fjollet svar? (Prøvede en gang at bilde en ind at hjemme hos os havde vi besluttet at det var min kæreste der skulle føde vores børn og jeg blev VED med at hævde at sådan var det - lidt syret). Har egentlig overhovedet ikke lyst til at skulle svare noget som helst.

Inden brylluppet skal vi have besøg af min gode, gamle veninde, som har en datter på 2 måneder. Hun blev gravid efter en måneds forsøg, og har bare strøget igennem det hele. Hun er meget, meget trofast og jeg holder utrolig meget af hende, men hun har virkelig ikke været der særlig meget for mig i alt det her. Mest egentlig fordi jeg ikke tror hun ved hvordan hun skal tackle det - og mig. Hun er, tror jeg, lidt bange for at tage det op. Så hun siger ikke særlig meget, men fortæller mig at hun tænker på mig. Og jeg tror en del af mig helt inderst inde har ikke helt tilgivet hende for dette. Der er i hvert fald en eller anden lille sten i skoen i forhold til hende. Og selvom det bliver rigtig hyggeligt at få hende på besøg, skal jeg også lige mande mig op til det besøg. Og har heller ikke rigtig helt fundet ud af hvordan jeg skal forholde mig til hende, sådan generelt.

Det er lige præcis i to situationer som dette at jeg kæmper, synes jeg. Kæmper for at være i det her, kunne rumme andres glæde og have et liv, hvor jeg ikke er totalt socialt isoleret og kunne være sammen med andre mennesker, der har det, jeg vil have. Jeg ser ingen anden udvej end at gøre det, for jeg har ikke lyst til at ende helt ensom uden kontakt til vennerne. Og bitter over alt det de har, som jeg ikke selv har. Men svært, det synes jeg altså det er.

Så jeg tror lige jeg finder den falske-smil maske frem og klistrer den på indtil søndag...

At kunne rumme sorg

Inspireret af Sofie's "eksamen" har jeg de sidste par dage tænkt på det med sorg og at kunne forholde sig til andres. Jeg har aldrig prøvet at miste et barn, så jeg ved ikke hvilken slags ar det giver på sjælen. Men jeg er sikker på at Sofie - også fordi hun har mistet - kan rumme et andet menneskes sorg - også et lille verdensbarns.

Jeg tror fuldt og fast på at når man har mistet eller oplevet dyb sorg, så er man rigtig godt rustet til at sætte sig ind i andres sorg. En rigtig god veninde mistede for et par år siden sin far på 15-årsdagen for min egen fars død. Og den sorg, hun var igennem kunne jeg nærmest sådan fysisk mærke i tiden efter. Hendes tårer blev også mine tårer, fordi min mave kunne genkende al den sorg, hun udtrykte.

Selvom det går godt her i sechestolen, så er jeg også i en slags mere eller mindre permanent krise-situation. Bevares, jeg har ikke de sidste 2 måneder været helt så langt nede som i vinters og jeg ved heller ikke rigtig om "sorg" er det helt rigtige ord for det at være ufrivillig barnløs. Nogle gange er det sorg, men kan man sørge over noget/nogen, som ikke ER endnu? Et ufødt barn? Måske. Måske hedder det noget andet end sorg. Men never mind, det er ikke det, der er sagens kerne i mit lille indlæg i dag.

Det handler nemlig om det at kunne rumme min sorg eller krise eller whatever we call it. Og nu er vi så tilbage til vennerne og veninderne og omgangskredsen sådan generelt. Deres måde at tackle mig på. Jeg tror at dem, som ikke selv har oplevet dyb sorg, har sværere ved at tackle mig - for jeg skal ved gud tit behandles med stor, stor varsomhed - jeg er virkelig ikke nem at være ven med for tiden.
Et "godt" eksempel på folk, der har svært ved at tackle mig - og en episode, der gjorde mig ked af det, var en venindeweekend for et par uger siden. Alle veninderne ved at vi kæmper og da vi bor meget langt fra hinanden til daglig (flere forskellige kontinenter), så vidste alle via emails at jeg havde været gravid udenfor livmoderen. Men alligevel - på trods af at jeg (og veninden med faren) åbnede lidt op, var der ikke rigtig nogen, der turde spørge. En enkelt spurgte en sen nattetime og nej, hvor var det dejligt. De andre spurgte så i stedet veninden om hvordan jeg havde det!
Jeg er sikker på at det ikke handler om andet end mod. For de søde veninder er helt sikkert ikke ligeglade. De er bare bange for at sige det forkerte, gøre mig endnu mere ked af det - og måske er de også bange for at jeg begynder at græde? Jeg har i hvert fald i det her sidste 1½ år mærket at der er nogen, der går en smule i panik når jeg græder og bryder sammen.
Men sagen er jo, at jeg bliver IKKE mere ked af at snakke om det, det letter faktisk. Og jeg bliver IKKE mere ked af at græde, det letter faktisk også - for det meste. Men jeg bliver ked af når de ikke spørger og lader som ingenting og tager misforståede hensyn til mig - uden at spørge mig om de skal tage de hensyn.

Alt dette diskuterede jeg ved en arrangement for andre barnløse i weekenden. Og alle nikker genkendende til reaktionerne fra omverdenen. Nogle ER bare bedre til at rumme andres sorg. Og nogle venner og bekendte MÅ godt have børn uden at være dumme, mens andre bare skal gå ad h-til med deres børn og især med deres maver. Hvordan jeg har det med folk og deres lykkelige omstændigheder har nemlig utrolig meget at gøre med om de kan sætte sig ind i - eller i det mindste forsøger aktivt - min sorg.

Og ja, jeg er sgu ikke nem at være veninde med for tiden!

Solskinsstilhed i sechestolen

Sidste indlæg blev skrevet d. 15. maj - for omkring 2 uger siden. Det føles som en evighed - på den gode måde. Jeg kan mærke at vinterens følelsesmæssige kvælertag for alvor er ved at slippe sit greb på mig. Og den ufrivillige pause - som ved gud er ufrivillig - fra behandlingsræset hjælper også pænt til at skubbe de allerværste tanker væk. Og det er virkelig rigtig dejligt. Det er så befriende at nå til klokken to om eftermiddagen, stoppe op og tænke "hov, jeg har slet ikke tænkt på barnløshed og graviditeter hele dagen!". Det er sket et par gange her i den sidste tid.

Det betyder jo selvfølgelig - og desværre - ikke at jeg bare går rundt i en lykkerus. For situationen har jo ikke ændret sig - jeg er jo ikke nærmere en graviditet, og vi er jo stadig barnløse, mens hele verden omkring er i baby og graviditetsmode. Og smerten er fortsat fast følgesvend. Men dejligt frit føles det nu at kvælertaget ikke strammer så meget for tiden.

I sidste weekend besøgte jeg sidste nye skud på familietræet - min lille, lækre og dejlige nevø på 1 måned. Det var første gang jeg skulle møde ham, da min eneste søster bor langt væk fra resten af familien (som ikke består af synderligt meget andet end min Mor, hendes forlovede, mig, min kæreste og min søster og hendes lille familie). Det var en rigtig dejlig weekend, hvor min søster og jeg passede de to krudtugler og bare hyggede os. Min 2½ årige nevø er en rigtig lille bulderbasse, som kom og vækkede mig hver morgen med kys og kram, og den mindste er bare den skønneste bløde baby. Jeg har egentlig hele tiden haft det sådan at min søster og hendes børn ikke rigtig går ind og gør så ondt, fordi de på en eller anden måde også lidt er "mine". Og det gælder i høj grad stadigvæk for mit reaktionsmønster overfor den ældste. Og det koblet med at jeg godt kan være i stue med venners babyer uden at gå helt spagat, tænkte jeg at det ville blive piece of cake at forholde sig til de to nevøer. Men ham den lille, han gik altså lige ind i hjertekulen på hans moster. Jeg kunne slet ikke lade være med at tage ham op, kysse ham, nusse ham og holde ham. Og det gav så et par tudeture undervejs. For Sh!!##&??! hvor er han bare sindssyg sød og av, hvor ville jeg bare ønske at jeg havde en der var min.
Men jeg føler mig oprigtig heldig at jeg har to så helt utrolig dejlige skatte-snutte dejlige nevøer, som er vilde med deres moster :-) - den store græd i 45 minutter efter jeg var taget afsted. Nårh, skatter...

Jeg må vist konkludere at jeg er i en fase af mit liv hvor jeg er permanent tyndhudet. Sjælen har fået så mange tæsk og skuffelser at jeg i dag, små 1½ år efter vi startede i behandling, har svært ved at snakke om det til venner, familie og veninder uden at fælde en tåre. Og det er selv i en god periode, som den jeg har nu.
Men sådan er den konklusion jo så. Jeg kan ikke gøre noget ved det, og det er ikke nogens skyld. Det er noget af det, jeg synes jeg har accepteret som følge af vinteren og foråret 2008. Mig som den jeg er lige nu. Sårbar og skrøbelig og ikke særlig "jeg kan det hele"-agtig. Og det er måske et bedre og mere ærligt billede af mig, sådan generelt.

Strejken vandt

Håndklædet er kastet i ringen. Forhandlingssammenbruddet tirsdag aften mellem regionerne og sundhedskartellet fældede dommen over vores sommer. For med sammenbruddet blev strejken forlænget og min strategi faldt til jorden. Man kan selvfølgelig ikke sætte mig på næsespray når man ikke ved hvornår strejken slutter - og når man tror den varer i hvert fald 14 dage endnu. Strategien var jo at onsdag skulle parterne været nået lidt længere i forhandlingerne og så skulle det se ud som om strejken sluttede. Men sådan gik det ikke.

Var til samtale på Hvidovre, men vidste godt hvad dommen ville være. Vores søde yndlingslæge anbefalede klart den lange behandling. Og det er også den, min mavefornemmelse har det bedst med. Men det betyder at jeg skal helt ned i maven og hente endnu mere udholdenhed, endnu mere tålmodighed frem. Jeg ved sgu ikke hvor jeg skal finde det henne.
Det eneste gode der kan siges om gårsdagens besøg var at igennem en lang snak med lægen blev der lagt en plan til punkt og prikke omkring opstart i sommerferien, opstart af næsespray og start på hormonstimulering. Så bevæbnet med p-piller er der nu præcise datoer for hvornår jeg skal gå igang med næsespray og hvornår jeg skal scannes med henblik på opstart af hormoner. Opstart er d. 11. august, 3 dage efter hjemkomst fra sommerferie. Der er næsten 100 dage til.

Jeg har det ok - og tak til blogsøstrene for omsorgen - det varmer utroligt.
Jeg er skide ked af at vi skal vente endnu mere. Og jeg er så træt af helt ind i sjælen at være ked af det. Som Sofie meget rammende citerer Jesper Klein: "'Jeg har det faktisk rigtig godt trods omstændighederne – jeg har det bare ad helvede til med de omstændigheder". Dét rammer utrolig godt essensen i det her.
Sommeren er jo heldigvis ikke den værste tid at vente i. Tiden indtil d. 11. august byder da også på gode oplevelser og ferie. Og så har vi jo lige været i Jylland til et super dejligt bryllup med solskin og masser af vin, hvilket også giver god energi og fokus på noget andet. En rigtig dejlig dag med glade mennesker (og en glad og smuk veninde, der blev gift). Og derefter en overnatning på den dejligste lille kro midt ude i egeskoven med lækker mad og gåtur i det smukke jyske forårslandskab. Det hjælper på humøret, sådan noget.

Og imens vi venter, så har min dejlige kæreste og jeg i dag impulsshoppet... et kolonihavehus! Kæresten har været skrevet op i 6 år, og det er 2. gang vi er ude og kigge på noget (sidste gang var 4 år siden) og fandt ud af at der var rundvisning for 3 dage siden. Vi var lige ved at lade være at tage derud på grund af et møde, kæresten skulle til, men vi gjorde det alligevel. Og da vi så huset, kiggede vi på hinanden og sagde "det køber vi sgu" - og snuppede det lækreste lille kolonihavehus foran 20 andre, fordi vi var nummer 1 på listen. Så nu skal vi to, som så absolut ikke er havemennesker, der elsker at gå og pusle i en have, så til at være haveejere! Jeg glæder mig til at nyde sommeren derude og gå og råhygge med kaffe og dameblade i den lille have - og det er så rart at have nogle små projekter ud over det her fertilitetshelvede.

Så selvom strejken vandt, så føler jeg mig faktisk som en ok taber. Måske kan jeg godt leve med sorgen som livskammerat lidt endnu. Jeg har jo heller ikke rigtig noget valg, kan man sige.

Et stks strategisk move udført

Ringede til Hvidovre her til formiddag og spurgte til hvornår sidste scanningsdag kunne være (vidste det jo egentlig godt) - det er d. 16. maj, på 22. dagen. Samtidig bad jeg om en samtale med vores yndlingslæge derude, som er afdelingslederen, og som virkelig har givet os en rigtig god behandling. Hun har været meget forstående overfor vores situation, og klikker også virkelig godt med min kæreste, hvis job vist har affødt en vis politisk samhørighed mellem de to :-)
Den skumle plan er nemlig at snakke med hende om mulighederne for at starte op på næsespray uden en scanning i næste uge. Jeg ved slet, slet ikke om hun er med på den, men det er da forsøget værd. Offiicielt er det en snak om lang versus kort behandling inden sommerferien.

Såe... har sgu ikke helt opgivet den lange behandling endnu, selvom sundhedskartellet og regionerne først forhandler på tirsdag aften. Det SKAL bare lykkes at komme i den behandling inden sommer!

Nu kan jeg tage til bryllup i den anden ende af landet i weekenden med god samvittighed, og nyde en mini-kroferie i det jyske søhøjland med kæresten bagefter. Og så er det BARE i næste uge, der skal være min (og LOKs) uge!

Veloverstået barselsbesøg

Så fik jeg tilraget mig forårsforkølelsen, som huserer lige for tiden. Så jeg tilbringer denne solskinsdag i sengen med snot i hele hovedet og udsigt til de fine grønne træer udenfor.

Var ude og kigge til min barndomsvenindes lille nye pige i mandags. Det er deres første og hun kom til verden for små to uger siden. Og efter hjemkomsten fra de varme lande måtte jeg jo ud og kigge til hende - mest fordi det skal man jo. Var godt nok noget af en overvindelse, men det gik forbløffende godt. Selvom jeg jo for alt i verden ville ønske at det var mig, der havde sådan en lille størrelse, så kan jeg altså godt tackle dem af en eller anden årsag. De er jo rigtig dejlige sådan nogle små størrelser, men jeg tror i virkeligheden at jeg synes de er sjovere og at jeg nok nyder dem mere når de kommer op omkring 6 måneders alderen og opad. Jeg VED at hvis jeg selv skulle være så heldig en dag at stå med min egen i armene, så ville det være helt, helt anderledes. Men lige nu har jeg det altså sådan, at de lidt større babyer siger mig mere. Og det er egentlig meget rart. For det gør at jeg eksempelvis ikke blev nødt til at gå hjem og tude bagefter. Og dét er da veloverstået!

Nu går vi så herhjemme og krydser fingre, arme, tæer, ben og numser for at den åndssvage strejke slutter i denne uge. Det betyder nemlig at vi med hiv og sving kommer med på fertilitetskarusellen inden sommerferien. Skæringsdagen er d. 15. det er 21. dagen og der skal jeg nå og scannes. Jeg tror også d. 16. går - 22. dagen - der blev jeg scannet sidste gang. Backup planen er et kort forsøg, men jeg er ikke helt så vild med ideen. Jeg TROR sgu på den lange... Og selvom det er farligt at tro, så prøver jeg alt hvad jeg kan.

For s**%%## og for fan*&%%#!!

Og en masse andre grimme ord! Hvorfor stopper den strejke ikke bare NUUUUUU! Jeg er SÅ frustreret over udsigten til mere ventetid!

Sætter stor pris på blogøstrenes gode, kærlige råd. Og tænker meget over det. Kæresten synes på det bestemteste at vi ikke skal købe et forsøg i det private. Og synes måske heller ikke helt økonomien er til det (især fordi jeg jo hele tiden regner med at vi skal ud og investere på et tidspunkt - mærkelig logik). Men så er der pest eller kolera tilbage: endu en kort behandling, som jo ikke har været særlig succesfuld, eller den lange, som dog var en smule mere successfuld. Hvis man ellers kan sige det.
Og det er jo, som Knox også skriver, lidt noget pjat. For begge typer har givet nogenlunde samme antal æg af samme kvalitet. Så det er vel hip som hap?

Jeg ville bare sådan ønske at jeg var bedre til at acceptere den her situation, vi er i. At jeg kunne forene mig med det, finde noget tålmodighed frem, leve lidt mere i nuet og flyde med livet. I stedet er jeg ked af det, frustreret og bekymret hele tiden og føler virkelig at verden er uretfærdig og at ingen forstår mig og forstår dybden af den sorg, jeg går rundt med. Og det er vel også meget naturligt - hvordan skulle de vide det - og hvad skulle de gøre ved det? Jeg tror den "hænger" på mig selv, den her.

L*%##! strejke! Stop SÅ!

Ventetid version 478

Så kom mens efter en tre ugers tid på p-piller. Dejligt at den kom så hurtigt. Men mindre dejligt er det at kæresten ringer til Hvidovre, som jo stadig strejker og beskeden er at vi ikke kan meldes til, da der er strejke. Hvis strejken når at stoppe inden 15. maj, der er 21. dagen, kan vi højest sandsynligt komme til. Men men. Nu er alle bekymringerne jo så startet her hos mig. For hvad nu hvis der er 1 milliard der ringer, og de bliver nødt til at afvise nogen? Og hvad nu hvis de ikke når at stoppe strejken? Åh, jeg kan næsten ikke bære det her venteri og alle de bekymringer og datoer og det ene og det andet. Som om vi ikke ventede nok i forvejen, så kommer der lige en dum strejke ind over. Og jeg VED godt jeg ikke er den eneste, der bliver ramt. Vi har bare intet fertilitetsaction haft andet end det rigtig skod-agtige siden december. Det er altså 5 måneder siden.
Så nu kan jeg så bruge de næste 14 dage på at bekymre mig. Og DET var jo ikke planen. Planen var jo opladning til det store, gyldne, fjerde forsøg (ja altså 6. hvis man tæller de der dumme IVMer men dem tror jeg bare vi glemmer alt om), som jeg har sat alle mine penge på. Stjernerne står sikkert helt rigtigt, det er forår og det var altså bare NU!

Hvidovre foreslog så kæresten at det måske kunne komme på tale med en kort behandling inden sommerferien. Men det skal jeg lige mærke efter hvad min mavefornemmelse siger til. Det har jo sine fordele: 1. Det er kort; 2. Det kan nåes inden sommerferien (sandsynligvis); 3. Der har jo været æg og alt det der før. Men det var altså med den lange jeg blev en lille smule gravid. Første gang lang behandling og et eller andet monster satte sig jo fast. Selvom det jo ikke rigtig var noget vi kunne bruge til særlig meget andet end at få et indgående kendskab til Hvidovres forskellige afdelinger.
Åh, altså. Nu gik det lige så godt og nu alle de bekymringer.

Kæresten, som må siges at være særdeles velkvalificeret til politiske analyser af denne slags givet hans, skal vi sige, usædvanlig stærke samfundsengagement og baggrund i den politiske verden, siger fra førerbunkeren at strejken fortsætter, og at den sandsynligvis gør det i noget tid endnu. Noget med at BUPLs afstemingsresultat ligger klart d. 13. maj og hvis de går ind i strejken, kommer regeringsindgrebet måske hurtigere. Men d. 13. maj, altså! Det kan jeg ikke bruge til noget! Jeg skal scannes d. 15. maj, for filan!

Samtidig kan jeg blive helt gønlyseblå indeni over at den strejke i første omgang er der. Giv nu den sundhedssektor nogle ordentlige vilkår at arbejde under!

Oveni det hele har veninden født den lækreste lille bløde baby og sendt billeder til langbortistan til mig, og uuuuh, hvor gør det avs når vi selv kæmper den her kamp som aldrig ser ud som om den vil ende.

Hold da op hvor er jeg negativ i dag! Trænger vist til at komme hjem til det danske forår og få et kys af kæresten og et strejf af den danske sol, som ikke er helt så anmasende som på disse breddegrader.

Tør man?

Den har siddet i mig i et lille stykke tid. Måske er det fordi det "snart" (om en måneds tid) er fertilitetscirkus-tid igen. Men den tumler stadig lidt inde i mit hoved, og jeg kæmper lidt med den, og er bange for at lukke den ud. For jeg ved ikke om jeg tør. Jeg er bange for konsekvenserne, for skuffelserne, for nemesis.

I det her forløb har jeg faktisk mest været pessimist. For det meste siger jeg højt "hvorfor skulle det lige lykkedes denne gang?" - det er ikke altid jeg tænker det - noglegange har jeg været lidt optimistisk. Men mest har jeg været pessimist. For at gardere mig mod skuffelserne, som jeg alligevel ikke tager særlig let på. Måske er det noget med at jeg ikke synes det er fedt "at tage fejl", at være på "taberholdet". Dem, der troede det lykkedes, og så gjorde det det ikke alligevel. Måske har jeg også været lidt pessimist, fordi jeg ikke altid syntes mine omgivelser gav mig den "credit" at det faktisk er helt sindssyg hårdt det her. Jeg tror mange i mine omgivelser er vant til at Sechen, det er hende der kan klare det hele - med en hånd. Jeg tror en del i vores omgangskreds har set mig som hende den glade, den positive, hende med succes. Jeg tror det er lidt anderledes nu. Jeg tror alligevel det er gået op for i hvert fald de tætteste at jeg er sat fuldstændig til tælling i det her forløb. Når de konstant kan se og høre mig græde og beklage mig, så tror jeg der er sket noget.

Tilbage til skuffelserne. Dem har jeg garderet mig imod ved at tænke højt at det nok ikke lykkedes denne gang. Men måske er det foråret (som jeg dog ikke oplever helt på samme måde her på den sydlige halvkugle), måske er det noget andet. Måske er det det faktum, at selvom jeg har garderet mig med pessimismen, så har jeg stadig været på taberholdet. Og måske er det tid til en ny strategi. Ikke fordi jeg bliver mere gravid af det. Men måske kan det give lidt ro i det ellers så prøvede sind.

I hvert fald - og nu skriver jeg det højt - er jeg i fuld sving med at øve mig i at tro på det. Jeg øver mig i at sige og tænke "det lykkes sgu". Og jeg tror det bliver næste gang. For det er jo lang behandling, og det rakte jo alligevel til en graviditet udenfor livmoderen. Og det er 4. ICSI - nu MÅ det da snart være. Hvorfor skulle det ikke være?

Og ja, det er farligt, farligt. For chancen for at det ikke lykkes, som de andre gange, er jo helt klart til stede. Men de er jo positive, lægerne. Og det går jo hver gang godt indtil æggene kommer op. Måske HAR vi bare været uheldige, som Helle yndligslæge mener?

Jeg kommer hjem fra Afrika d. 1. maj. Og jeg har besluttet mig at maj og juni skal stå i forkælelsens tegn. Jeg vil ikke arbejde for længe, jeg vil bestille tid til massage, zoneterapi (nogen med erfaringer med det?), spise sund mad, gå ture med kæresten, få vokset bikinilinje (av),måske starte til yoga, i det hele taget nyde foråret, kæresten, vennerne og den måske kommende graviditet. Som gerne skulle være en realitet i starten af juli.

Uuuh, er det lidt for farligt at tro på det og italesætte troen?

Mit GULe mareridt

Sådan så tallene ud - måske kan andre i fremtidige situationer bruge dette til noget. Om ikke andet kan jeg bruge det til at forsikre mig selv om at det altså ER synd for os:

Hcg
07.01.08 409
11.01.08 1135
14.01.08 1300
18.01.08 569
25.01.08 911
28.01.08 1425
01.02.08 1401
04.02.08 12xx
08.02.08 672
25.02.08 51
03.03.08 36
17.03.08 21
31.03.08 15
11.04.08 under 3

Til disse datoer skal der så lægges de ekstra-besøg til scanninger og samtaler vi har haft i 2008. Og så kommer vi samlet op på ca. 20 gange på Hvidovre i år.

Juhuuu!

Fredagens tur til blodprøve-land skulle vise sig at være den sidste i denne omgang. Så et lille, underligt juhu er vist på sin plads. Underligt fordi jeg faktisk fejrer at jeg ikke teknisk set er gravid mere. Og det koblet med at jeg for øjeblikket spiser p-piller skulle vist gøre at der ikke er nogen risiko for at jeg skulle blive gravid inden for den næste stykke tid.

Havde ellers joket med nogle veninder aftenen før om man måske fik sådan en lille sølvnål til jakken når man havde været på Hvidovre for blodprøvetagning 25. gange? Ligesom sådan en slags sølvbryllupsnål? Men sådan en blev det jo så heldigvis ikke til.

Så nu kan vi for alvor lægge den her graviditet udenfor livmoderen bag os. Og kigge lidt fremad. Selvom det er skræmmende. For derude i fremtiden ligger potentielle nye skuffelser. Nu havde jeg lige lært at leve med den her. Men der er ikke noget at gøre - jeg MÅ udsætte mig selv for dem. For jeg er jo ikke færdig med at prøve. Vi skal SGU ha' den åndssvage skodunge!

Hcg still going strong

Der har været lidt stille i sechestolen her de sidste par uger. Har haft besøg (på arbejdet) af 20 folk fra vores udesystem, så den har stået på arbejde fra kl. 8 til 21 i næsten to uger i træk. Jeg har stået for et et-uges kursus for alle disse kære mennesker, og det har godt nok været hårdt. Og sjovt og lærerigt.

Som overskriften lyder så er der stadig liv i min blodprøve hobby. Vi trak endnu en blodprøve, da hcg d. 31.03 var 15. 15! Hvad sker der altså! Nu har kroppen været en måned om at gå fra 51 til 15. Jamen altså HVAD sker der? Masser af spørgsmål, men ingen svar.

Og så kom der lige lidt fertility-action på drengen i sidste uge også. For pludselig kom der noget, der til forveksling lignede mens. Først blev jeg lidt irriteret over min krop, men besluttede mig for at jeg nok hellere måtte ringe til Hvidovre. Og de var helt sikre - det var mens. Og efter en del telefonopkald frem og tilbage (og nogle ret komiske situationer, hvor jeg måtte ud på et toilet og ringe til Hvidovre midt i forskellie præsentationer) blev udfaldet så at jeg har fået en stribe p-piller, som jeg skal guffe, så have en blødning og derefter kan gå igang med lang behandling. Grunden til dette er at man således kan styre min cyklus, som jo ellers er lidt lang (33-35 dage) og p-pillerne skulle gerne afkorte dette tidsrum en smule. Meget, meget mærkeligt at skulle spise p-piller. Dels fordi dette blev arrangeret over telefonen ad flere omgange midt i at jeg stod som kursusleder og dels fordi jeg altså synes det er meget, meget mærkeligt at spise p-piller. Øøøh? Vi vil gerne være gravide herhjemme? Meen jeg ved jo godt at det på mange måder er godt, for det betyder at vi lige med hiv og sving kan nå en omgang fertilitetshalløj inden sommerferien. Og underligt at skulle forholde sig til et nyt blodprøvesvar i juli måned. Det vil så være et halvt år efter sidste omgang.

Indrømmet. Jeg er ikke så vild med at fylde min krop med alle mulige hormoner, så de her p-piller har forårsaget en del spekulationer. Hvordan kan kroppen vide at den ene måned skal den IKKE lave æg til almindelig brug, og den næste måned må den godt? Kommer mens overhovedet som den skal?

Med p-pillerne liggende ude på badeværelset melder tankerne sig om næste gang, og på den måde er nedtællingen (desværre) begyndt. Jeg er ret tvivlende. Hvorfor skulle det lige gå denne gang? Det tog faktisk 5 omgange før der var noget, der lignede en graviditet. Som stadig ikke rigtig gælder. Skal jeg så vente 5 omgange til? Sandsynligheden er der.
Jeg prøver at holde fast i håbet. Men det er så farligt, det håb. For med det kommer tankerne om sparkedragter, pludren i en vugge, barnevogne og en dejlig, dejlig tyk mave. Og jeg kan ikke holde de tanker ud. De kvæler mig og suger mig ned, ned, ned i den store, sorte afgrund hvor hele mit liv handler om det jeg ikke kan få, i stedet for det jeg har. Og dernede er der altså ikke særlig rart at leve.

IRL bliver folk gravide til højre og venstre. Troede snart ikke jeg havde flere venner, der kunne blive gravide. Men folk BLIVER VED. Kan de dog ikke STOPPE? Min gamle veninde er lige op over og kunne glad fortælle om hvordan det var at cykle med en højgravid mave (de startede med baby-projekt 1½ år efter os). Og jeg kan NÆSTEN ikke holde det ud. Al den tilfredshed - ja, det er jo nærmest lykke. Suk. Jeg mangler stadig redskaber til at tackle alle de graviditeter på en god måde. For de gør mig altså en smule socialt handicappet.

Og så til dagens gode nyhed. Blev moster for anden gang i formiddags. Til endnu en lille dreng, som efter sigende ligner sin storebror til forveksling, hvilket er et godt tegn, for storebror er virkelig godt lavet. Glæder mig til at møde lillebror, selvom der er lang tid til, da han jo bor lidt langt væk fra sin eneste og bedste moster.

Dumme mig og søde søstre :-)

Sad lige og læste mine med-bloggeres kommentarer på mit 12. marts indlæg hvor jeg i følge mine kære, kære med-søstre var alt for hård ved mig selv. Og så kom jeg til at smile helt ned i maven over den her lille, sjove verden hvor vi hedder alle mulige og umulige ting og forholder os til hinanden i et lille-bitte cybersamfund. Dejligt og trygt og meget ikke-ensomt.

Og kom også til at grine lidt nede i maven. For kan i huske da man var teenager og gerne ville have ens veninder til at sige at man var pæn og sød og god til at spille fodbold eller volleyball? Så sagde man "arj, hvor er jeg bare grim. Og jeg kan heller ikke spille angriber. Jeg er SÅ dårlig". Og så sagde de søde veninder "arj, Sechen, det er du altså ikke. Du er vildt pæn og har lange ben". Og så havde man det godt igen.

Nu var det faktisk ikke det, der var bagtanken da jeg skrev 12 marts indlægget på en stjålen trådløs internetforbindelse i de varme lande. Men alligevel kom jeg lidt til at grine over at det godt kunne læses sådan.

Farvel marts

Marts måned er "fløjet" afsted, synes jeg. Jeg har været væk det meste af måneden - først med arbejde og i påsken på den dejligste, blødeste, koldeste, mest afslappende og helende påskeferie. Et par dage med den norske nevø, som er noget af det sødeste jeg kender. Talte dog ned i karakterbogen at han - på trods af at han de sidste par måneder har udtalt moster-navnet smukt, nu er gået over til at kalde mig for Mormor, og onkel for far (short of Morfar). Vi synes faktisk stadig vi er unge endnu, men for den kære knægt er det altså et fedt om man er 31 eller 67...
Derefter spændte vi skiene på og drog ud i den norske ødemark. Ingen rindende vand, udedo og 15-20 minusgrader, store mængder husmandskost, høj sol og knitrende sne. Åååh, hvor er det godt for sjælen kun at tænke på at føre sig selv rundt i vinterlandskabet og kigge lidt på kort en gang imellem. Ingen mennesker i sigte og chokolade, varm te og appelsiner på en fjeldside. At gå på fjeldet langt fra opkørte løjper, alpinanlæg ER bare terapeutisk på et meget højt niveau.

Nu siger vi goddag til april. Og det ser ud som om jeg også siger goddag til noget, der ligner en blødning. I hvert fald er jeg begyndt at pletbløde, uden at vide hvad hulen det betyder. Men måske bliver vi klogere når vi i morgen tidlig tager til Hvidovre for 20. gang i år.
Blødning og tanker om mens er på en måde lidt utrygge. For nu har jeg lige haft næsten en hel måned, hvor vi har levet side om side, smerten og jeg. Men med tanker om mens kommer også tankerne om hvornår næste gang kan skydes ind, og det VED jeg jo betyder at smerten kommer tættere ind på livet, sammen med alle de mange tanker. Ligeså forfærdelig ventetiden er, ligeså bekvem kan den blive når man lige har vænnet sig til det. For den holder det værste på afstand, selvom den slet, slet ikke løser noget. For ventetiden fjerner jo ikke den underliggende årsag til smerten.

Men kom bare an, april. Dig tager jeg sgu også i lige så strakt arm som marts!

Dumme mig

Der var været lidt sjovt brunt udflåd i trussen her de sidste par dage, så dumme, dumme mig begyndte at være et lillebitte håb på at det var en slags mens, der var på vej. Så vidt jeg kan huske fra vores snak med lægerne ude på Hvidovre dengang i stenalderen da vi var derude angående graviditeten udenfor livmoderen, så skulle jeg have en "bortfaldsblødning" eller noget i den stil og så en "rigtig" mens før vi kunne starte på lang behandling.
Og det sidste man skal gøre når man er mig, er at begynde at regne på det. For det første fordi hvis man regner på det, finder man ud af at det bliver svært at nå inden sommerferien Er det lige sindssygt at tænke på? For det andet fordi man så bliver hvirvlet ind i den der tankegang, der handler om "hvornår bliver næste gang". Og jeg havde jo lige lovet mig selv at jeg skulle holde fri.
Suk suk suk.

Så er jeg i øvrigt blevet enig med mig selv om at jeg ligeså godt kan være ærlig: Jeg er helt vildt tisse-åndsvagt-røvhamrende misundelig på folk, der bliver gravide. På en lang og svedig køretur i dag blev jeg enig om at jeg måtte skrive det højt. For det er jeg jo. Kæresten skrev at han havde været sammen med et par af vores fertile venner, der blev gravide på et nanosekund og nu er i 3. måned, og jeg kunne mærke at jeg faktisk var lidt sur??? på det rare, gravide menneske (dumme ko). Og væmmes nærmest ved tanken om et polterabend, der tæller 3 kvinder med meget små børn og en med termin dagen efter polterabend'et. Og må også erkende at jeg stadig føler mig meget ensom i det her forløb. Eller måske nærmere isoleret vores venner og omgangskreds, hvor vi hastigt er ved at blive dem, der er tilbage. Og en eller anden syg del inde i mig leder efter de folk i vores omgangskreds, der endnu ikke er gravide og så spørger jeg mig selv "er de mon også infertile?" "kan vi være IVF-venner med dem?" En mærkelig fornemmelse, når man på den anden side overhovedet ikke har lyst til at der er nogle af ens venner og bekendte der skal igennem det samme helvede som os.
Konklusionen er vist meget klar: dumme mig.