Kæresten og jeg er netop hjemvendt fra 10 dages suveræn ferie i Portugal - et virkelig overset turistland, efter min mening. Dejligt, dejligt land, med gode strande, spændende seværdigheder og masser af historie. Vi har grinet og gået ture, kigget på borge, badet og ladet batterierne op til august måneds strabadser, som både byder på flytning og vores 4. ICSI forsøg.
Næsesprayen var med på ferie, og den klarede det faktisk helt udemærket. Et par enkelte humørsvingningsture, der resulterede i urimeligheder og et par uprovokerede grådanfald var det eneste udover den grimme smag, at næsesprayen bød ind med. Dejligt.
Nu er jeg SÅ klar til første scanning på mandag. Tænk at det er 9 måneder siden vi var igang sidst. Det er en trist tanke at jeg kunne have været højgravid på dette tidspunkt. Puha.
Med hvert enkelt næsesprayspust kommer fertilitetsbehandlingsverdenen tættere ind på livet igen. Den verden, som ellers var på sådan en fin distance, kryber ligeså stille ind og optager mine tanker. Og med den verden kommer der desværre en masse bekymringer. Som for eksempel at jeg jo skulle have mens under nedreguleringen, men der er kun komme een sølle dags mens. Og hvad betyder det nu - man skal jo helst bløde så meget som muligt, siger de kloge, så slimhinden kan komme ud. Dette kan selvfølgelig sætte en hel lavine af tanker igang om hvorvidt min krop overhovedet er klar til at modtage et lille æg eller to om gode to uger? Og hvad med al det hvide brød og sukker, jeg har indtaget (som ellers var blevet bandlyst herhjemme)? Ja, og jeg har sågar drukket kaffe! Fyyy, jeg har været slem.
Jeg må nok acceptere at det er en del af den næste tid - bekymringerne og tankerne. Jeg håber jeg er klar til kampen - og til skuffelsen, som jo bestemt også er en mulighed.
2 kommentarer:
Det lyder da bare til at have været alletiders ferie I har været på. Skønt med opladning, for det behøves.
Kan også godt mærke at fertilitetscirkusset begynder at puste mig i nakken. For selvom vi jo selvfølgelig tror på et positivt resultat, har vi jo stadigvæk skuffelsen liggende bagved.
Held og lykke på mandag!
Dejligt I har haft en god ferie - det er et godt minde at have at tænke på her mens behandlingen står på. Jeg krydser fingre og tror på, at det lykkes denne gang. Og lad nu være at dunke dig selv oven i hovedet, fordi du har spist hvidt brød og sukker ....Og drukket kaffe for den sags skyld. Vær i stedet glad for, at du har formået at slappe af og nyde ferien sammen med din kæreste.
Send en kommentar