Intet sommermirakel til os

Mens kom væltende to dage før test og vi fik sagt lidt øv. Men altså - det ville også have været for vildt et mirakel.
Selvom vi begge var skuffede og ærgerlige, så er det jo bare overhovedet ikke noget at snakke om i forhold til tidligere tiders skuffelser. Og den er da også rystet helt og adeles af og vi har nu lagt en plan for vores videre færd udi fertilitetsverdenen.

Men nu tager vi altså på ferie (igen) og nyder solen, sommeren, vores familie og gode venner i en uges tid. Og venter med at tælle dage til mens til en gang i august.

Til gengæld kan vores levende mirakel nu gå og har kunnet det siden "dagen hvor der blev spillet VM finale" (citat min kæreste). Han nærmest løber rundt, falder en masse og er SÅ stolt af sig selv! Det er fantastisk (og en smule mere besværligt) at have sådan en lille gående/løbende dreng, for han er OVERALT. Men tænk, for et år siden lå han i sin lift og kunne intet. Og nu løber han rundt i sine små sandaler og siger vov til alt - men mest til hunde, lamper og duer.

Nummer to

Ja, altså i og med at jeg ruger og jeg har fået af vide at chancerne er ca. 30% (dvs. 1 ud af 3 rugere får bingo) så tænkes der jo herovre i Sechestolen. Mest af alt på hvor sindssygt og helt uvirkeligt det ville være hvis vi var så sindssyg heldige. Det tror jeg simpelthen ikke på.

Men. Selvom jeg fik sagt i går at jeg ikke engang havde regnet eventuel termin ud, så kunne jeg ikke liiige lade være at gøre det her til formiddag. Og så bliver det en gang midt i marts. Så hvis hvis hvis ville de to ICSI børn komme til verden med under to års mellemrum. Ret vildt, egentlig.

Og selvom det 99,9999% ville være intet mindre end fantastisk, så er der også en lillebitte nisse derinde et sted, der tænker: Puha, kan vi klare det? Får vi overhovedet noget som helst tid til andet end at arbejde og passe børn? Kærestetid? Vennetid? Læse bøger-tid?
Jeg synes at det generelle billeder fra venner og veninder, der har to små børn, er at det er benhårdt. At (næsten) alt handler om logistik og oprydning. Og jeg må indrømme at det godt kan bekymre mig lidt. Samt tanken om at der bliver endnu mindre tid til Asbjørn. Til omsorg, nærvær, kram og fis.
Jeg synes det har været nemmere end jeg troede at få et barn. Bevares, der er meget praktisk og hverdagen er i meget faste rammer. Men omvendt har vi begge altid været vant til at "tidsoptimere" (og lyder dét lige kedeligt??) og lave en masse - både af det kedelige og det sjove. Så vi var klar til at smøge ærmerne op. Men jeg kan godt se hvor det bærer henad - kæresten har travlt på job, og een skal jo hente og bringe, købe ind, købe gaver til fødselsdage og så videre og så videre. Og det har givet nogle lidt ærgerlige diskussioner hjemme hos os her i den sidste uge. Bliver det bare fast hverdagskost med to børn? Og noget helt andet - søger jeg en magi ved at få et barn til, som jeg ikke kan få, fordi den magi er tæt forbundet med det første barn?

Men alt det rykker ikke ved hvor heeelt vildt det kunne være at se to streger om en god uges tid. Så uvirkelig fedt.

... Og Knock - jeg er helt enig med dig i smugtestningen - ikke noget, jeg normalt gør mig det i, fordi det er så nervepirrende. Men jeg tror det nervepirrende i denne omgang er lidt udskiftet med nysgerrighed (say what!?). Men hold da op hvor er det meget nemmere at leve samtidig med man ruger på sådan et forsøg.

Så kører symptomrytteriet

Det er vist ikke meget anderledes end alle de andre gange - jeg er begyndt at være super-obs på min krop. I går og i dag er jeg f.eks. lidt småsyg - har lidt ondt i halsen og er træt i kroppen. Og sørme om man ikke ser mig sidde og surfe for at finde ud af om man måske har lidt svækket immunforsvar, når ægget sætter sig fast?
Jamen altså hvor er det langt ude!

Der skal testes omkring d. 18. juli - der er vi på ferie. Måske smugtester jeg et par dage før...?

Surprise rugning

Vi fik os en stor overraskelse søndag morgen, da de ringede fra Hvidovre og fortalte at ægget havde overlevet optøningen og var igang med at dele sig. Jeg var ret sikker på at det ikke overlevede, og lægen sagde da også da vi kom derud at det var lidt et lucky shot, for hun havde dagen inden tøet 2 strå med 4 og 5 æg op hvor ingen overlevede. Men faktum er at jeg går og ruger nu.

Meget, meget mærkeligt. Det er så helt utrolig anderledes end nogle af de andre gange, og jeg tror det er fordi der absolut ingen forventninger fra min side er (og det er jo så lidt løgn for når nu det ligger deroppe kan man ikke lade være at spekulere). Jeg har nærmest glemt det helt her de sidste par dage og ved ikke engang hvornår jeg i så fald ville have termin - noget, jeg ved alle de andre forsøg ALTID har haft tjek på.

Så jeg ruger i al hemmelighed, for vi har denne gang valgt ikke at sige det til nogen ude i RL - næsten.