Nummer to

Ja, altså i og med at jeg ruger og jeg har fået af vide at chancerne er ca. 30% (dvs. 1 ud af 3 rugere får bingo) så tænkes der jo herovre i Sechestolen. Mest af alt på hvor sindssygt og helt uvirkeligt det ville være hvis vi var så sindssyg heldige. Det tror jeg simpelthen ikke på.

Men. Selvom jeg fik sagt i går at jeg ikke engang havde regnet eventuel termin ud, så kunne jeg ikke liiige lade være at gøre det her til formiddag. Og så bliver det en gang midt i marts. Så hvis hvis hvis ville de to ICSI børn komme til verden med under to års mellemrum. Ret vildt, egentlig.

Og selvom det 99,9999% ville være intet mindre end fantastisk, så er der også en lillebitte nisse derinde et sted, der tænker: Puha, kan vi klare det? Får vi overhovedet noget som helst tid til andet end at arbejde og passe børn? Kærestetid? Vennetid? Læse bøger-tid?
Jeg synes at det generelle billeder fra venner og veninder, der har to små børn, er at det er benhårdt. At (næsten) alt handler om logistik og oprydning. Og jeg må indrømme at det godt kan bekymre mig lidt. Samt tanken om at der bliver endnu mindre tid til Asbjørn. Til omsorg, nærvær, kram og fis.
Jeg synes det har været nemmere end jeg troede at få et barn. Bevares, der er meget praktisk og hverdagen er i meget faste rammer. Men omvendt har vi begge altid været vant til at "tidsoptimere" (og lyder dét lige kedeligt??) og lave en masse - både af det kedelige og det sjove. Så vi var klar til at smøge ærmerne op. Men jeg kan godt se hvor det bærer henad - kæresten har travlt på job, og een skal jo hente og bringe, købe ind, købe gaver til fødselsdage og så videre og så videre. Og det har givet nogle lidt ærgerlige diskussioner hjemme hos os her i den sidste uge. Bliver det bare fast hverdagskost med to børn? Og noget helt andet - søger jeg en magi ved at få et barn til, som jeg ikke kan få, fordi den magi er tæt forbundet med det første barn?

Men alt det rykker ikke ved hvor heeelt vildt det kunne være at se to streger om en god uges tid. Så uvirkelig fedt.

... Og Knock - jeg er helt enig med dig i smugtestningen - ikke noget, jeg normalt gør mig det i, fordi det er så nervepirrende. Men jeg tror det nervepirrende i denne omgang er lidt udskiftet med nysgerrighed (say what!?). Men hold da op hvor er det meget nemmere at leve samtidig med man ruger på sådan et forsøg.