Det der PCO

Det er jo ikke fordi jeg er fuldstændig uvidende om PCO. Jeg har jo faktisk godt vidst at jeg har en snert af det, for jeg har lange cyklusser, jeg ÆLSKER sukker og tager på på maven, når jeg tager på. Lægerne siger jo også tit at mine æggestokke er "multifolikulære" og altså det er jo en slags PCO. De sidste par forsøg har lægerne været mere klare i mælet omkring det, og jeg har nu to læger, der siger at jeg har noget PCO.
Det er jeg jo ikke den eneste i verden med. Er det 20 eller 25 procent af danske kvinder, der har noget, der ligner? På Hvidovre spurgte jeg mange gange og fik altid af vide at det havde jeg ikke. Jeg er aldrig rigtigt blevet tjekket for det.

Men altså. Jeg forstår simpelthen overhovedet ikke hvorfor lægerne er så laissez-faire med det. Jeg har spurgt flere gange hvad jeg kan gøre ved det, og får altid af vide at der ikke er noget at gøre. Men det er jo ikke rigtigt, vel? For der er jo det med stivelse og sukker og så videre, ik? Og Spis dig Gravid og hvad har vi. Jeg er sådan i syv sind - og har ryggrad som en kop kakao - skal jeg go "all in" og forsage ALT sukker, hvidt brød og kartofler? Eller skal jeg skrue lidt ned (som jeg altid forsøger) eller skal jeg tage lægernes ord for gode varer, at det ikke betyder noget når man er i IVF behandling? Jeg har sådan en fornemmelse af at det indvirker på æggenes kvalitet... Men jeg ved det ikke.

Inden jeg blev gravid med Asbjørn, havde jeg en periode, hvor jeg var meget inspireret af Kernesund Familie. Men jeg kan simptelthen ikke huske hvor stringent jeg var. Jeg tror ikke jeg holdt mig fra alt sukker, men jeg kan huske at jeg var inspireret af det. Og spiste birkesød på havregrøden.

Argh. Hvad gør man? Hvem tror man på og orker jeg en Spis dig Gravid kur, hvis det alligevel ikke er det? Og er jeg for slap og en idiot, der ikke sætter alt ind ved ikke at gøre det?
Det er altså svært.

Scanning i næste uge med henblik på nedreguleringsopstart. Det er blevet forsinket af manglende ægløsning. Arh, det er irriterende!

Økobabyer og babyfabrikker

Inspireret af et indlæg hos Tommelise, kom jeg til at fundere lige lovligt meget over det med de toere. Det er nu snart et år siden at vi besluttede os for at gå igang med toeren. Og lige om lidt går vi igang med 4. forsøg. 4. ægudtagning. Det har mildest talt ikke været et særlig succesfuldt forløb. Vi har kun fået æg op en gang. Det er altså ikke meget.
Og jeg kan mærke at jeg er blevet mere sårbar. Sidste sommer var det boller og brus - det var bare et spørgsmål om tid, så skulle den nok være der. Hvorfor skulle den da ikke det? Det var jo gået en gang før. Men sådan er det bare ikke mere. To afblæste forsøg uden æg til oplægning og en monster-infektion har fået mismodet til at brede sig. Mentalt er babyen meget langt væk. Jeg ved godt at vi sagtens kan være heldige. Og projektet er heller ikke opgivet.

Og så er det ligesom med etteren - at jeg er ved at være mør over for folk, der laver toere for tiden. En veninde, som jeg var på barsel sammen med og som har en på Asbjørns alder, skal føde lige om lidt. Det var det jeg håbede på, jeg skulle. For lang tid siden.
Vi har også et vennepar, som har været på babyfabrikken og få deres første. Som er 9 måneder nu. Hun er 3-4 måneder henne. Det var ICSI og hele pakken. Men de er blevet gravide på den gammeldags måde. Det var vist lidt et chok for dem, og guderne skal vide at jeg ikke er misundelig på baby på 15 måneder og så en hel ny en. Men alligevel. Den rammer lidt. For hvorfor er det ikke os, der laver dem selv? Hvorfor er det ikke os, der laver et mirakel til? Og ja, jeg er faktisk misundelig på dem, der får toeren bare sådan. Heldigvis kender jeg følelserne, jeg har mærket dem før, og det gør det til et mindre uvejr indeni. Men det er der da, for det er jo så tabubelagt ikke at glæde sig på sine søde venners vegne. Og da ISÆR når de selv har været på IVF-vognen.

Jeg har vist fået sat en del ind på bekymringskontoen de sidste måneder. Og øv hvor det bare er lidt op af bakke med det projekt for tiden.

To år med Asbjørn og en streg på testen

Asbjørn fyldte to i tirsdags. Hold da op hvor var det en stor dag. Større end et år, måske fordi han forstod mere, og måske også fordi vi til hans etårs var i fuld gang med at arrangere bryllup.

Han blev fejret med manér skulle jeg hilse og sige. 20 voksne og 13 børn i kolonihaven om søndagen, leftover kage om mandagen i solskinnet og så flere gæster på selve dagen - og flere gaver. Og kage. Onsdag morgen var det første han sagde da han slog øjnene op "kage". Man har vist vænnet sig til gode forhold!

Overstimuleringen aftog i sidste uge og det er jo egentlig ikke den vej sådan en skal gå, hvis man skal være gravid. Så jeg var ikke særlig overrasket over at få mens i dag - 2 dage før testning. Havde haft optakt til mens i et par dage, men vi blev alligevel begge to skuffede og kede af det. Jeg kan mærke at angsten for at det måske ikke sker, sniger sig ind. Indtil nu har jeg været ret sikker. Men i går midt på dagen ramte den mig bare som lyn fra en klar himmel: det kan være at jeg ALDRIG skal være gravid mere. Mærke spark, følge den store mave, føde et barn og knytte de første bånd til et lille nyt menneske. Måske fordi Asbjørns fødselsdag også lige har været her, er det bare en forfærdelig tanke. For efter 2 år står den dag bare som det aller-aller bedste, vildeste og smukkeste der er sket i mit liv. For pokker da, hvor vil jeg give en arm for at prøve det igen.