Arj, hvor er jeg træt af det her mønster, det er næsten helt trivielt at det er det SAMME og SAMME og SAMME der sker hver gang vi er igennem et forsøg.
Først kæmpe stress om ægudvikling. Så ok ægudtagning, dernæst halvdårligt materiale til ægoplægning. Så smerter, smerter, smerter og gigantisk oppustethed, grænsende til overstimulering (denne gang hjulpet godt på vej af ekstra ovitrelle). Rugning i en uge med ok mod, og så en uge efter ÆO modløsheden. Følelsen af at den ikke er der.
Så følger der en uge af nedtur, surhed, tristhed og følelsen af at det aldrig, aldrig, aldrig lykkes. For at kulminere i en negativ test eller mens før tid.
Denne gang bliver det nok ikke mens før tid pga. Ovitrellen (eller hvad ved jeg?) men ellers er vi med i det samme mønster. Dog en noget mere oppustet udgave netop på grund af Ovitrellen. Det eneste, der kan trøste mig i dag er at snartgravid vist er lidt mere end snart gravid. Det er så dejligt når det lykkes nogen, der kæmpe og giver os andre lidt håb for at det måske også lykkes for os.
Argh, hvor er jeg uendelig træt af det her! Vil jo for fanden bare have et barn! Det er åbenbart for meget at bede om. F...uck!
mandag den 30. april 2012
torsdag den 26. april 2012
Status på 6. tur i ICSI møllen
Netop hjemkommet fra 13 dage i DK og endelig sidder jeg foran en computer i ro og mag og kan opdatere bloggen. Puh, det er en blandet fornøjelse at skulle hjem på denne måde hver 4. måned.
Behandlingsstatus?
12.04 Scanning på Nordica, 7. stimulationsdag (ja, jeg ved godt det hedder CFC, men det hedder altså bare Nordica hos os). Direkte fra lufthavn. Massivt jetlag og vat i hovedet.
En masse æg på venstre æggestok, men små, omkring 8.5 mm. Et par stykker lidt større på højre, blandt andet et på 15 mm. Mærkeligt rodet billede og hvorfor filan vokser æggene ikke mere? Lægen turde ikke sætte mig op i dosis (vi kører allerde 300 enheder, så fint med mig).
Nyt stykke information: Man har åbenbart brug for mere hormon jo flere forsøg man har været igennem. Den havde jeg sgu ikke hørt før!
18.04. Næste scanning, 13. stimulationsdag. Igen dårligt billede. En masse æg på venstre, men stadig kun omkring 10-11 mm. Et stort på højre, 23 mm og et par stykker på 15 mm. Lægen mente at de skulle ud snart, dem på venstre troede hun ikke på, og vi skulle fange, dem der så var. Av av, det lignede en ÆU med omkring 3!! æg.
P...is og l...ort. Og lidt mere af det.
21.04. ÆU. 7 æg ud (stor glædelig overraskelse). Ude af klinikken efter en halv time og kunne sidde på cafe og drikke en kop kaffe og spise en bolle med mand, svoger og Asbjørn. Stor succes! Rigtig god ægudtagning.
23.04. ÆO. Ingen telefon ringer mellem 8.30 og 9.00. Men kun et æg befrugtet og delt. Op med det og god snak med læge og sygeplejerske om situationen. De ved ikke hvorfor der ikke sker mere med æg og sædceller "sådan er det bare nogle gange" er beskeden. På en måde opløftende, på en anden måde også super frustrerende. De virker ikke som om de har behov for at ændre på noget, hvilket lige dele frustrerer mig og beroliger mig.
Mental status?
Tjaa. Det har været endnu en rutsjebanetur i behandlingsmøllen. Vi føler lidt at det er et op ad bakke projekt, det her. I modsætning til før Asbjørn, så er der ingen forsøg der kører efter bogen, og vi sidder konstant med hjertet i halsen.
Ægudtagning var en positiv overraskelse, fordi vi troede det kunne ville blive til 3 æg. Men 1 æg op og udviklet er jo ikke imponerende, og derfor må jeg indrømme at min tro ikke er den største. Helt ærligt, hvis det her bliver til noget, svarer det jo til at Jesus ikke er den eneste, der kan gå på vandet.
Og så er det bare ikke de bedste betingelser at være i Danmark på. En kold april måned, en ked-af-det dreng som bare vil HJEEEM og ikke særlig gode muligheder for at lave sjove, inspirerende og energi-givende ting når det er 10 grader udenfor og gråt og regn. Vi bruger vores tid og penge på at tage til kolde Danmark, når vi kunne tage til Mexico, Caribien og andre eksotiske steder. Hvis altså vi var lidt mere fertile. Vi er jo her i New York, og det med hele tiden at skulle hjem, gør også at vi ikke på samme måde "lander" herovre. Med hvad der hører af netværk, nye venner, arbejde og oplevelser.
Men vi er også enige om at vi ikke har andet valg. Det er nu eller aldrig.
Så jeg kigger fremad. Mod 7. forsøg til juli. Der skal andre boller på suppen. Vi må have en donorsnak og jeg er ved at være klar til at prøve den model næste gang.
Behandlingsstatus?
12.04 Scanning på Nordica, 7. stimulationsdag (ja, jeg ved godt det hedder CFC, men det hedder altså bare Nordica hos os). Direkte fra lufthavn. Massivt jetlag og vat i hovedet.
En masse æg på venstre æggestok, men små, omkring 8.5 mm. Et par stykker lidt større på højre, blandt andet et på 15 mm. Mærkeligt rodet billede og hvorfor filan vokser æggene ikke mere? Lægen turde ikke sætte mig op i dosis (vi kører allerde 300 enheder, så fint med mig).
Nyt stykke information: Man har åbenbart brug for mere hormon jo flere forsøg man har været igennem. Den havde jeg sgu ikke hørt før!
18.04. Næste scanning, 13. stimulationsdag. Igen dårligt billede. En masse æg på venstre, men stadig kun omkring 10-11 mm. Et stort på højre, 23 mm og et par stykker på 15 mm. Lægen mente at de skulle ud snart, dem på venstre troede hun ikke på, og vi skulle fange, dem der så var. Av av, det lignede en ÆU med omkring 3!! æg.
P...is og l...ort. Og lidt mere af det.
21.04. ÆU. 7 æg ud (stor glædelig overraskelse). Ude af klinikken efter en halv time og kunne sidde på cafe og drikke en kop kaffe og spise en bolle med mand, svoger og Asbjørn. Stor succes! Rigtig god ægudtagning.
23.04. ÆO. Ingen telefon ringer mellem 8.30 og 9.00. Men kun et æg befrugtet og delt. Op med det og god snak med læge og sygeplejerske om situationen. De ved ikke hvorfor der ikke sker mere med æg og sædceller "sådan er det bare nogle gange" er beskeden. På en måde opløftende, på en anden måde også super frustrerende. De virker ikke som om de har behov for at ændre på noget, hvilket lige dele frustrerer mig og beroliger mig.
Mental status?
Tjaa. Det har været endnu en rutsjebanetur i behandlingsmøllen. Vi føler lidt at det er et op ad bakke projekt, det her. I modsætning til før Asbjørn, så er der ingen forsøg der kører efter bogen, og vi sidder konstant med hjertet i halsen.
Ægudtagning var en positiv overraskelse, fordi vi troede det kunne ville blive til 3 æg. Men 1 æg op og udviklet er jo ikke imponerende, og derfor må jeg indrømme at min tro ikke er den største. Helt ærligt, hvis det her bliver til noget, svarer det jo til at Jesus ikke er den eneste, der kan gå på vandet.
Og så er det bare ikke de bedste betingelser at være i Danmark på. En kold april måned, en ked-af-det dreng som bare vil HJEEEM og ikke særlig gode muligheder for at lave sjove, inspirerende og energi-givende ting når det er 10 grader udenfor og gråt og regn. Vi bruger vores tid og penge på at tage til kolde Danmark, når vi kunne tage til Mexico, Caribien og andre eksotiske steder. Hvis altså vi var lidt mere fertile. Vi er jo her i New York, og det med hele tiden at skulle hjem, gør også at vi ikke på samme måde "lander" herovre. Med hvad der hører af netværk, nye venner, arbejde og oplevelser.
Men vi er også enige om at vi ikke har andet valg. Det er nu eller aldrig.
Så jeg kigger fremad. Mod 7. forsøg til juli. Der skal andre boller på suppen. Vi må have en donorsnak og jeg er ved at være klar til at prøve den model næste gang.
onsdag den 11. april 2012
Så kører behandlingsbussen
... Eller flyet. Afgang til DK i eftermiddag, scanning på klinikken i morgen efter 6 dage med 300 enheder Menopur. Jeg synes jeg kan mærke at jeg er oppustet, og lige nu tager jeg det som et godt tegn efter sidste gangs manglende ægudvikling på 225 enheder. En overstimulering spøger i baghovedet, men så længe der er æg til oplægning, så tager jeg sgu en overstimulering med.
Egentlig har vi ikke lyst til at tage til Danmark lige nu, vi har haft mange gæster her i foråret og ville egentlig allerhelst bare nyde foråret her og vores hverdag, og ikke endnu en gang bryde hverdagen op. Men det skal vi nu, og hvis nu helvede fryser over og der er to torsdage i en uge og jeg bliver gravid, så er det jo det værd.
Og imens kan jeg glæde mig over alt det gode, jeg skal i Danmark:
Egentlig har vi ikke lyst til at tage til Danmark lige nu, vi har haft mange gæster her i foråret og ville egentlig allerhelst bare nyde foråret her og vores hverdag, og ikke endnu en gang bryde hverdagen op. Men det skal vi nu, og hvis nu helvede fryser over og der er to torsdage i en uge og jeg bliver gravid, så er det jo det værd.
Og imens kan jeg glæde mig over alt det gode, jeg skal i Danmark:
- Hr. Skæg koncert med Asbjørn og manden min
- Kaffe med bedsteveninde 1 og 2. Åååh, det bliver godt.
- Skoindkøb til Asbjørn i den lækreste skobutik i verden (eller i hvert fald på Nørrebro)
- Hygge med familien
- Tur i svømmehallen
- Masser af grin og snak med venner
- Hansen flødeis og Johan Bulow lakridser
- Kolonihaven og leg i sandkassen
- Bif og middag mens Asbjørn passes
Det skal nok blive godt. Og for jensen, da, vi tager en bebs-to-be med hjem d. 25!
tirsdag den 3. april 2012
18 dage med nedregulering
Nedregulering startede d. 17. marts, og jeg kører således på 18. dagen med Suprefact. Jeg starter på Menopur på fredag og så scanning på næste torsdag. Vildt at det er lige om lidt, det virker meget fjernt. Måske også fordi hverdagen herovre jo netop ikke er fyldt med ægudtagninger og scanninger.
Jeg har lige ligget syg med en ordentlig forkølelse, som slog benene væk under både Asbjørn og jeg, 4 dage i sengen er bare alt, alt for meget for mit temperament. Og straks fertilitetsobsesser jeg: har det nogle konsekvenser for min krop, for min livmoderslimhinde, for mine æg og så videre og så videre...
Lige for tiden er min søster og hendes familie på besøg, så der er gang i huset, og Asbjørn har en fest med sine to fætre. Hold da op, i sådan en flerbørnsfamilie er der bare meget at se til!
Jeg er stadig fortrøstningsfuld og positiv - det skal nok blive banket ud af kroppen når vi når tættere på ÆU og ÆO - bare tanken giver mig hjertebanken og ængstelighedsfølelse i kroppen. Puh, hvor gad jeg godt et mirakel. Men jeg ved efterhånden også at det er et mirakel, der skal til. 5 omgange og ikke skyggen af en graviditet. Det ER op ad bakke det her projekt.
Jeg har lige ligget syg med en ordentlig forkølelse, som slog benene væk under både Asbjørn og jeg, 4 dage i sengen er bare alt, alt for meget for mit temperament. Og straks fertilitetsobsesser jeg: har det nogle konsekvenser for min krop, for min livmoderslimhinde, for mine æg og så videre og så videre...
Lige for tiden er min søster og hendes familie på besøg, så der er gang i huset, og Asbjørn har en fest med sine to fætre. Hold da op, i sådan en flerbørnsfamilie er der bare meget at se til!
Jeg er stadig fortrøstningsfuld og positiv - det skal nok blive banket ud af kroppen når vi når tættere på ÆU og ÆO - bare tanken giver mig hjertebanken og ængstelighedsfølelse i kroppen. Puh, hvor gad jeg godt et mirakel. Men jeg ved efterhånden også at det er et mirakel, der skal til. 5 omgange og ikke skyggen af en graviditet. Det ER op ad bakke det her projekt.
Abonner på:
Opslag (Atom)