Der går ikke en eneste dag uden nogen (på arbejde eller ude i verden) kommer med følgende kommentar: "Nå, så er det lige op over, hva?" eller variationer af denne. Til det må jeg tørt konstatere at nej, det er ikke lige op over. 3½ måned endnu. Vægten siger +13 (gyyys!) og jeg bliver efterhånden mere og mere sikker på at jeg nok skal runde de +25 kilo. En skræmmende tanke for 3 måneder siden. Nu har jeg vænnet mig til tanken, og tænker at sådan er det nok bare. Faktum er i hvert fald at det er svært for mig at gøre særlig meget ved det. Nuvel, jeg kunne helt - HELT - sikkert godt spise sundere, og måske især spise meget mindre chokolade og kage. Men lige nu nyder jeg bare lidt den der bekymringsfrihed. Ikke at skulle tænke over om jeg ikke bliver gravid fordi jeg har spist et stykke kage, om æggene i mine æggestokke nu klarer at jeg spiser flødeboller og så videre.
Jeg er fra sidste uge af blevet deltidssygemeldt på grund af rigtig, RIGTIG mange plukkeveer. Og det var en lidt tung gang til lægen for at snakke om den sygemelding, men jeg kan mærke at det var det helt rigtige. Jeg arbejder nu omkring 20 timer om ugen, har en ugentlig fridag (som kommer til at blive brugt de helt vildt mange lægebesøg og scanninger, der er involveret i sådan en tvillinge-gravditiet) og jeg kan mærke at jeg har mærkbart færre plukkeveer og generelt er meget mere overskudsmenneske. Det er SÅ dejligt. Selvom jeg selvfølgelig har dårlig samvittighed overfor arbejdet.
Det er som om fertilitetsmonstret har sluppet sit tag i mig. Der går ikke en dag uden jeg tænker over hvordan de sidste 4 år har været med behandlinger og bekymringer, og hvordan det har præget mig. Jeg mangler stadig at finde tilbage til mere positive vibes og færre bekymringer - noget, som det her forløb har givet mig. Men jeg øver mig, og tror det kommer. Jo mere jeg funderer over det, jo mere indser jeg hvor sindssygt hårdt det har været. Fysisk, psykisk og for os som par. Jeg er uendelig taknemmelig for at det er slut (forhåbentlig og formentlig), men også smerteligt bevidst om at livet sagtens kan smide andre ubehageligheder efter os i fremtiden. Jeg håber virkelig at dette forløb har lært mig at nyde det jeg kan, det jeg har og ikke fokusere på alt det, der kunne være anderledes. Ikke at jeg er helt 100% sikker på at det altid står soleklart for mig, og det er så det, jeg skal øve mig på.
onsdag den 30. april 2014
fredag den 4. april 2014
19+3 og gennemscanning
Så har vi været inde og kigge på de to unge mennesker - det tager godt nok sin tid når der er to små mennesker, der skal kigges igennem fra top til tå. Begge twins har det fint, alt er normalt og min livmoderhals er fin og lang og der er helt lukket - det sidste ret så rart at vide, for med alle de mange plukkeveer og smadrethed, jeg går rundt med, har det bekymret mig lidt.
Og sørme - hvor heldige har vi lov til at være - ser det ud som om vi får en af hver, scanningsdamen kunne finde både en lille dame og en lille herre derinde bag maveskindet. Pigen er lidt lille, men vist nok ikke udenfor normalområdet, men jeg skal til nogle ekstra scanninger for at sikre at alt er ok. Jordemoderen gjorde meget ud af at fortælle at vi IKKE skulle bekymre os, men altså det gør man jo alligevel. Vil nu alligevel prøve at lade være med at bekymre mig alt for meget og se hvad næste scanning viser - hun så jo ellers helt fin ud. Men jeg tænker at det måske gør det ekstra-ekstra vigtigt at de bliver i hulen indtil termin - eller igangsættelse. Det håber jeg virkelig sådan de gør.
Og sørme - hvor heldige har vi lov til at være - ser det ud som om vi får en af hver, scanningsdamen kunne finde både en lille dame og en lille herre derinde bag maveskindet. Pigen er lidt lille, men vist nok ikke udenfor normalområdet, men jeg skal til nogle ekstra scanninger for at sikre at alt er ok. Jordemoderen gjorde meget ud af at fortælle at vi IKKE skulle bekymre os, men altså det gør man jo alligevel. Vil nu alligevel prøve at lade være med at bekymre mig alt for meget og se hvad næste scanning viser - hun så jo ellers helt fin ud. Men jeg tænker at det måske gør det ekstra-ekstra vigtigt at de bliver i hulen indtil termin - eller igangsættelse. Det håber jeg virkelig sådan de gør.
torsdag den 3. april 2014
19+2 Kampvogn indkøbt
Jeg ved godt at vi er temmelig tidligt på den og man skal passe på med ikke at jinxe en masse, men altså nu faldt jeg lige over et godt tilbud på DBA, så vi har nu udvidet vores ellers så imponerende vognpark med en tvillinge-combivogn. Sådan en fætter her (bare i brun):
Den var i fin stand og lige om hjørnet. Haps. Det føles meget mærkeligt - og meget uvirkeligt - at tænke på at vi sandsynligvis får et par børn vi kan hælde i den om nogle måneder. Og shiiit, den er stor manner! Jeg tror det var rigtigt ikke at købe en "rigtig" barnevogn - den er jeg ikke sikker på vi var kommet nogle vegne med her i København N.
Nu venter vi så bare (nogle af os lidt utålmodigt) på scanningen i morgen. Forhåbentlig har begge twins det godt og er som de skal være. Og forhåbentlig kan jeg komme til at snakke med nogen om de dersens plukkeveer, som jeg går rundt med.
Den var i fin stand og lige om hjørnet. Haps. Det føles meget mærkeligt - og meget uvirkeligt - at tænke på at vi sandsynligvis får et par børn vi kan hælde i den om nogle måneder. Og shiiit, den er stor manner! Jeg tror det var rigtigt ikke at købe en "rigtig" barnevogn - den er jeg ikke sikker på vi var kommet nogle vegne med her i København N.
Nu venter vi så bare (nogle af os lidt utålmodigt) på scanningen i morgen. Forhåbentlig har begge twins det godt og er som de skal være. Og forhåbentlig kan jeg komme til at snakke med nogen om de dersens plukkeveer, som jeg går rundt med.
onsdag den 2. april 2014
19+1 og faktisk halvvejs
Jeg bliver jo højst sandsynligt sat igang 38+0 hvis ikke de to unge mennesker selv finder ud (og det behøver de egentlig ikke tænker jeg lige nu), så egentlig er jeg halvvejs nu. Halvvejs. Det lyder af meget, men også ret vildt at tænke på at der er lige så lang tid igen. På een gang helt ok og samtidig også lidt uoverskueligt. For jeg er godt nok stadig stjerne-træt og gad godt der var lidt mere overskud på kontoen.
Jeg har ikke haft så mange plukkeveer her den sidste uges tid - ved faktisk ikke helt hvorfor. Så bortset fra psyko-træthed, så går det faktisk helt fint. Vægten siger +10 kg og det synes jeg godt nok er ret så vildt. Var lige på grænsen mellem normalvægtig og undervægtig i forhold til BMI før jeg blev gravid, så jeg "må" godt tage lidt på. Men altså, det er jo tungt, for filan!
Fredag hedder den gennemscanning. Kan ikke lige arbejde med det der "misdannelsesscanning" - altså man kigger vel efter misdannelser, men går jo netop rundt og håber at alt er som det skal være. Det er ret spændende, er mest af alt spændt på og nervøs for om de er "store nok" og vokser som de skal. Og så selvfølgelig sindssygt nysgerrig på kønnene. Det bliver ligesom lidt mere håndgribeligt når der kommer køn på, tænker jeg.
Jeg sender ofte tanker til Fredericia og filosoferer generelt en del over det med at være i behandling. Det var ikke et særligt spas-fyldt efterår vi havde. Men hold da scheisse hvor var det alle pengene og bøvlet værd. Måske også fordi vi bliver spurgt hvordan det kan være det gik så nemt efter al det bøvl... Jeg kan mærke at det har præget mig meget og får helt sådan ondt i hjertet når vi taler om hvor syg jeg har været, og hvor sindssygt hårdt det har været med al den uvished. Jeg er blevet bedre til at slippe den og jeg kan mærke at det er så uendelig stor en lettelse at kunne fokusere på alle mulige andre ting end hvordan vores fremtid måske kommer til at se ud. Nu skal de lige ud og i god behold, men oddsne er jo med os. Trods alt. Den der ro, det giver, den giver også overskud til at være bedre til bare at være i nuet. Hurra for det.
Jeg tror simpelthen ikke at folk, der ikke har været igennem sådan et fertilitetsbehandlingsforløb aner hvor opslidende det er. Og heldigvis for dem, egentlig. Tænk hvis aldrig vi har brug for at tænke på det mere. Phew hvor vil det være vildt!
Jeg har ikke haft så mange plukkeveer her den sidste uges tid - ved faktisk ikke helt hvorfor. Så bortset fra psyko-træthed, så går det faktisk helt fint. Vægten siger +10 kg og det synes jeg godt nok er ret så vildt. Var lige på grænsen mellem normalvægtig og undervægtig i forhold til BMI før jeg blev gravid, så jeg "må" godt tage lidt på. Men altså, det er jo tungt, for filan!
Fredag hedder den gennemscanning. Kan ikke lige arbejde med det der "misdannelsesscanning" - altså man kigger vel efter misdannelser, men går jo netop rundt og håber at alt er som det skal være. Det er ret spændende, er mest af alt spændt på og nervøs for om de er "store nok" og vokser som de skal. Og så selvfølgelig sindssygt nysgerrig på kønnene. Det bliver ligesom lidt mere håndgribeligt når der kommer køn på, tænker jeg.
Jeg sender ofte tanker til Fredericia og filosoferer generelt en del over det med at være i behandling. Det var ikke et særligt spas-fyldt efterår vi havde. Men hold da scheisse hvor var det alle pengene og bøvlet værd. Måske også fordi vi bliver spurgt hvordan det kan være det gik så nemt efter al det bøvl... Jeg kan mærke at det har præget mig meget og får helt sådan ondt i hjertet når vi taler om hvor syg jeg har været, og hvor sindssygt hårdt det har været med al den uvished. Jeg er blevet bedre til at slippe den og jeg kan mærke at det er så uendelig stor en lettelse at kunne fokusere på alle mulige andre ting end hvordan vores fremtid måske kommer til at se ud. Nu skal de lige ud og i god behold, men oddsne er jo med os. Trods alt. Den der ro, det giver, den giver også overskud til at være bedre til bare at være i nuet. Hurra for det.
Jeg tror simpelthen ikke at folk, der ikke har været igennem sådan et fertilitetsbehandlingsforløb aner hvor opslidende det er. Og heldigvis for dem, egentlig. Tænk hvis aldrig vi har brug for at tænke på det mere. Phew hvor vil det være vildt!
Abonner på:
Opslag (Atom)