19+1 og faktisk halvvejs

Jeg bliver jo højst sandsynligt sat igang 38+0 hvis ikke de to unge mennesker selv finder ud (og det behøver de egentlig ikke tænker jeg lige nu), så egentlig er jeg halvvejs nu. Halvvejs. Det lyder af meget, men også ret vildt at tænke på at der er lige så lang tid igen. På een gang helt ok og samtidig også lidt uoverskueligt. For jeg er godt nok stadig stjerne-træt og gad godt der var lidt mere overskud på kontoen.

Jeg har ikke haft så mange plukkeveer her den sidste uges tid - ved faktisk ikke helt hvorfor. Så bortset fra psyko-træthed, så går det faktisk helt fint. Vægten siger +10 kg og det synes jeg godt nok er ret så vildt. Var lige på grænsen mellem normalvægtig og undervægtig i forhold til BMI før jeg blev gravid, så jeg "må" godt tage lidt på. Men altså, det er jo tungt, for filan!

Fredag hedder den gennemscanning. Kan ikke lige arbejde med det der "misdannelsesscanning" - altså man kigger vel efter misdannelser, men går jo netop rundt og håber at alt er som det skal være. Det er ret spændende, er mest af alt spændt på og nervøs for om de er "store nok" og vokser som de skal. Og så selvfølgelig sindssygt nysgerrig på kønnene. Det bliver ligesom lidt mere håndgribeligt når der kommer køn på, tænker jeg.

Jeg sender ofte tanker til Fredericia og filosoferer generelt en del over det med at være i behandling. Det var ikke et særligt spas-fyldt efterår vi havde. Men hold da scheisse hvor var det alle pengene og bøvlet værd. Måske også fordi vi bliver spurgt hvordan det kan være det gik så nemt efter al det bøvl... Jeg kan mærke at det har præget mig meget og får helt sådan ondt i hjertet når vi taler om hvor syg jeg har været, og hvor sindssygt hårdt det har været med al den uvished. Jeg er blevet bedre til at slippe den og jeg kan mærke at det er så uendelig stor en lettelse at kunne fokusere på alle mulige andre ting end hvordan vores fremtid måske kommer til at se ud. Nu skal de lige ud og i god behold, men oddsne er jo med os. Trods alt. Den der ro, det giver, den giver også overskud til at være bedre til bare at være i nuet. Hurra for det.
Jeg tror simpelthen ikke at folk, der ikke har været igennem sådan et fertilitetsbehandlingsforløb aner hvor opslidende det er. Og heldigvis for dem, egentlig. Tænk hvis aldrig vi har brug for at tænke på det mere. Phew hvor vil det være vildt!