Opregulering minus en

Ankomst til kongeriget fredag morgen kl. 6 (og ja, man bliver jetlagged, når man er 3 og har sovet 2½ time i løbet af en nat... argh). Fredag formiddag stod den på hysteroskopi - jeg havde veninden med og havde parkeret mand og barn i en seng på Vesterbro. Jeg sad i venteværelset og prøvede at forklare min veninde kort hvad mine bekymringer var og fortalte hende skråsikkert om min intiution om at der intet var i min livmoder, men at det var æggene, den var galt med. For ligesom at få hende opdateret på det hele.
Ind til undersøgelse, og det var en rigtig positiv oplevelse. Lægen havde kigget på mine papirer, sagde han, og han kunne godt se at nu skulle det altså være nu. Og at 50% af dem, der får foretaget sådan en hysteroskopi bliver gravide bagefter. Men altså at man jo ikke kan regne med noget. Tak. Det er faktisk rart at snakke med læger, der ikke er jubel-optimister, men realistiske.
Nå, men so much for kvindelig intution. Jeg have filme en sammenvoksning i livmoderen, et slags gardin, der sad fra den ene side til den anden. Ikke noget alvorligt, og kan stamme fra fødsel, fra infektion eller fra alt muligt andet. Jeg så den sågar på skærmen, og den blev fjernet med det samme. Mens jeg så til. Så nu VED jeg at livmoderen er klar. Og det sjove er, at selvom min intuition så tog røven på mig, så er jeg nærmest positiv...

Det var i det hele taget en god oplevelse på klinikken, og jeg må indrømme at alle mine frustrationer over den klink blegner lidt når jeg er der. For de tager rent faktisk det, jeg siger alvorligt. Efter hysteroskopien kom jeg ind til en af de andre læger (og det passede mig faktisk fint ikke at få den gode "guru" - der er et par stykker af de andre, som jeg føler giver sig mere tid) og han kiggede på det, og hørte på mig da jeg fortalte om mine bekymringer om æggene. Han slog op i journalen og syntes at æggene havde set fine ud, men ja, de var lang tid om at komme, og ja, vi skal prøve noget andet. Så selvom de ikke virker synderligt alarmerede over de æg, så tager de mine bekymringer alvorligt.
Er faktisk kommet frem til at det, der stresser mig mest er at komme ind til forskellige læger når jeg skal scannes i opreguleringen, det er der, jeg føler at det hele går lidt stærkt.

I morgen starter jeg opregulering, 300 enheder Gonal-f (lige dele uha spændende og lige dele av farligt) og skal have noget hcg støtte fra 6. dagen. Hvad end det så er.

Prøver at tænke gode tanker. Om hvorfor ikke. Om om det ikke også bare er nu, jeg bliver gravid. Så ville der være nøjagtigt 4 år imellem mine børn, og er det ikke bare i september, jeg bliver gravid? Er min krop ikke bare sådan? Prøver og er endnu ikke røget i hullet. Men et par dårlige scanninger skal nok få armene ned...

Næste scanning fredag. Spændende. For jensen, da, det SKAL være nu!

Hvorfor ikke...?

Sad i subwayen i  morges og tænkte "hvorfor skulle det ikke lykkes. Det gør det jo for så mange". Sådan en fin følelse, der lige kom - og suste videre igen.
Dejligt.

Hvorfor skulle det ikke lykkes? Lægerne har ikke opgivet os endnu. Måske skal der bare maaange forsøg til denne gang. Måske er jeg den største jubelidiot nord for Ækvator. Måske er jeg bare en bangebuks, der ikke tør se virkeligheden i øjnene.

Lørdag starter jeg nedregulering. Men kan mærke at fertilitets-følsomheden allerede er rykket ind. Det går mest ud over min stakkels søde mand. Som så gerne vil, men som bare slet ikke er oppe på beatet med det al teknikken på samme måde.

Good ol' fertilitetsobsessing

Måtte lige tage mig en google-rundtur her i weekenden for at holde liv i mit fertilitetsobsessing-projekt. Jeg ved stadig ikke helt om jeg "tør" foreslå Gonal f. Tænk nu hvis der ikke er æg til oplægning?

Har også gået og tygget lidt på hvorfor det er livmoderen, der skal undersøges, når det nu - i mit hoved - er æggene, der er det svage led, altså de 2-cellede æg til oplægning. Jeg har undret mig over hvorfor de ikke har målt mit FSH og er kommet frem til følgende (I love you, google):

• Klinikken ved jeg har PCO. Det kan de se på scanninger, og de siger at ægkvaliteten er fin nok når de tager dem ud og befrugter dem. En FSH måling vil måle æggenes kvalitet og om man har mange eller få æg i æggestokkene. På Trianglens hjemmeside kan man også læse at en ultralydsscanning også kan give indikation på det sidste. Scanninger er vist ikke lige det, der mangler her, og de viser jo mange æg på æggestokkene. 
• Så kunne man måle FSH for at se om det er ægdonation vi er ude i, om vi skal droppe mine æg helt. Men klinikken er - modsat mig - ret overbevist om at mine æg er fine (og det her jeg ville ØNSKE de var bedre til at kommunikere, for HVORFOR synes de det, for jensen da?!). Så det er vel derfor de ikke mener FSH er nødvendigt at måle? Jeg vil dog bede dem om at måle det her på næste fredag. Bare fordi. 
• Indikationer på dårlig ægkvalitet er mange fragmenter og indikation på reduceret mængde æg/begyndende overgangsalder er også kortere cykli. Det ville være synd at sige at jeg ryger i den kategori - jeg har ALT for lange cykli efterhånden. 
• Og som en lille fodnote til de længere cykli og flere PCO-agtige symptomer i løbet af de sidste år, tror jeg (manglende) motion kan være svaret. Jeg cyklede meget mere i Danmark, og rørte mig derved mere. Insulinresistensen blive mindsket hvis man dyrker motion, og jeg får simpelthen for lidt herovre. Det kunne godt forklare noget af forskellen i de længere cykli herovre (det, og så alt det lort, jeg fylder min krop med af hormoner.
• Menopur ER det som mange foreslår. Det har gode resultater. Så det er ikke mærkeligt at klinikken fortsætter med det. Men spørgsmålet er stadig åbent - skal, skal ikke?

Men jeg VIL altså have mere information om hvorfor de æg ikke deler sig mere. Og et bud på hvad der kan gøres ved det. Så jeg forbereder mig på samtalen i næste uge (gisp, det er i næste uge!). Til tænderne. Og øver øver øver mig i positive tanker. For filan da, hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?

Mit googleri fik  mig også over i IVF i USA. Det er jo psykopat dyrt. Og man kan vælge køn på sit embryo. Det tror jeg, jeg synes er lidt klamt. Jeg er sikker i min sag. Jeg vil IKKE i behandling herovre. Og jeg er ret sikker på at min (ja, det er jo vores, men dejlige mand er ikke heeelt i samme gear med det her) plan er følgende:

August 2012: Hysteroskopi, lang ICSI behandling på nuværende klinik. Samtale med potentiel ny klinik. 

December 2012: Lang ICSI behandling på nuværende klinik.

April 2013 (hvis muligt på langdistancen): Skift til ny klinik, køb 3-pak (og salg af bedstemor)

September-Oktober 2013: Ny klinik 2. forsøg. Familien tilbage til Danmark

Jeg fylder 36 i januar. Bevares, det er ikke "gammelt" i det her show, især ikke i projekt lillebrøster, når man sammenligner med andre i behandling. Men det er ligemeget, hvis min krop er ved at stå af fertilitetsmæssigt. Så er statistikker om hvornår kvinder gennemsnitligt bliver infertile ikke interessante. Og selvom jeg godt kan vente, så er det min allerstørste bekymring. At min krop står af. 

Min googling bragte mig også til ægdonation i Grækenland. Men av, der er jeg ikke endnu. 

Se. Et eller andet er der sket i mit hoved. For jeg er gået igang med planer og se fremad. Det er et sundhedstegn herfra!

Medicinskift - tør man mon?

Fertilitetstankerne er stadig ikke på sommerferie, og jeg tror første skridt i "skal der ske noget andet" i det her forløb er en samtale med Trianglen når vi er hjemme her til sommer. Jeg er ret sikker på at vi lander på 2 forsøg der hvor vi er nu, og hvis der stadig ikke er gevinst (God forbid!!), så tror jeg vi skifter. Og det betyder nok en pause og hjem efter 2 år, det vil sige næste september. Vi tager lige et skridt af gangen og ser om det ikke er ok i maven. Bagkanten er helt klart september næste år, hvis ikke der er baby i maven. For mig. Og manden min er ret indstillet på at det er mig, der bestemmer i det her.

Næste september er jeg 36½, og selvom Knock skriver meget venligt at jeg stadig er "ung", så synes jeg ikke vi har råd til at vente mere. Jeg kan godt vente, selvom jeg bestemt ikke synes det er fedt. Men jeg er ikke sikker på min krop vil blive ved med at samarbejde i al evighed.

Men man skal jo ikke bruge pauser til at lade tankerne flyve og smide bekymringerne væk, så jeg bruger fint en masse energi på at tænke på hvad jeg skal gøre i forbindelse med den her behandling, der kommer om lidt.

Og tankerne kredser om Menopur versus Gonal F. Jeg tør næsten ikke tage diskussionen op med lægerne, for jeg er så bange for at foreslå et medicin-skift og så var det alligevel ikke det, der skulle til. Men jeg kan ikke finde ud af om jeg har lyst til at foreslå en anden medicin - ja, for de (lægerne) er åbenbart ikke fremme i skoene på det. Eller også er de og "glemmer" at forklare en semi-professionel patient hvorfor de gør som de gør - og det er i virkeligheden mit største ankepunkt med den klinik. For jeg tror faktisk de gør deres arbejde ordentligt og laver jo masser af babyer. De mangler bare at lave vores, altså!

Fakta Gonal-f: Asbjørn (og graviditeten udenfor livmoderen før Asbjørn) er lavet på Gonal-f. Asbjørn er produktet af 2 fine 4-cellede æg (ja, ok ing? En af dem, så!). Gangen før (GUL fra helvede) var der 6 og 3 celler.
I projekt lillebrøster har vi prøvet Gonal-f 1 gang, det var i første forsøg, hvor der ikke var æg til oplægning.

Fakta Menopur: Prøvede Menopur på kort behandling på Hvidovre uden gevinst (pre-Asbjørn). På nuværende klinik har vi prøvet Menopur 5 gange, med 4 gange ægoplægning. Eneste gang Menopur ikke producerede æg til oplægning var ægudtagningen fra helvede i januar 2011, der førte til infektion.
Siden infektionen har Menopur produceret 1-3 æg til oplægning, men stort set alle har været 2-cellede. Der har (vist nok) været et 3-cellet imellem, og et 4-cellet, men ellers er det 2-cellede. Ingen gevinst. Det er dog lidt uklart for mig om sidste gang her i maj var en snert af en graviditet, der producerede utydelige streger på testen og forsinkede menustration. Eller om det var ÆL sprøjten.

Jeg VED jeg ikke er den eneste professionelle patient out there. Så hvad siger i, damer? Kører vi på med Menopur eller skal vi prøve (uha hjertebanken.... utryghed!) Gonal-f?

Fakta er i hvert fald også at der skal nogle ret voldsomme mængder Menopur til at producere æg, men måske er det alligevel det, der er vejen frem. Og de siger jo at der er en lillebitte smule bedre resultater med Menopur til "bøvlede" æg... Omvendt er Gonal-f jo måske årsagen til Asbjørn?

Fredag

Dagen i går gik lidt i ged, jeg fik sovset mig selv ind i fertilitetsmøllen, hvilket betød at jeg måtte stoppe op på et tidspunkt i løbet af dagen og bede min mand (som arbejder i samme bygning - hæ!) om at møde mig til en kop kaffe. Hvorefter jeg sad i 20 minuter og talte non-stop, småtudede og var sådan lidt sure-mokke, som jeg godt kan være når jeg er ked af det. Den stakkels mand blev lidt rundt på gulvet og vidste ikke helt hvad han skulle stille op.
Hans tilgang til det her forløb er meget anderledes end mit. Af mange årsager. Han er et menneske, der er utrolig god til at være i nuet. Han brokker sig ALDRIG, han er ALTID positiv (og ja, noglegange kan man godt blive træt træt træt af sådan en tilgang) og han tror virkelig på det nok skal gå. Han er også typen, der gør een ting helt. Da vi tog herover var han meget fokuseret på at nu tog vi to år og så vi hvad der skete. Hvor min tilgang er en anden. Jeg brokker mig væsentlig mere end ham, jeg er ikke helt sikker på at det her nok skal gå, og jeg har meget mere brug for at mærke efter igennem processen. Allerede inden vi tog afsted, stillede jeg spørgsmålstegn ved "vi skal være her i to år" præmissen, netop med projekt baby i baghovedet, men vi var begge enige om at den tog vi som det kommer.
Alt det her betyder at han ikke tænker fremad. Han tænker ikke "hvad nu hvis det her forsøg heller ikke går - hvor lang tid kan vi så blive ved på denne måde". Han tænker ikke over næste skridt i behandlingen, og det havde vi en god snak om. Jeg har simpelthen brug for at han kommer mere på banen, for jeg er ved at være ret papirstynd i det her.

Vi fik også en snak om ny klinik og hvad det har af betydning at vi er herovre. Sagen er at vi jo (*host host*) får behandlingerne gratis på klinikken. Så vores udgifter er til flybilletter og medicin. Hvis vi både skal lægge 50.000 spir for behandling, 20.000 kroner for flybilletter og medicin per gang, så bliver det svært at få råd til. Så det er simpelthen også inde over.
USA behandlinger er ikke en mulighed. Det koster 15.000 USD per forsøg. Det kan sagtens være vi skal have mere end et forsøg, og så er det lige pludselig 30.000 USD. Eller 45.000. Det er jo svimlende summer.
Da vi tog beslutningen om at sige ja til det her job havde vi 2 behandlinger inden afgang foran os. Og vi troede jo på det. Hvis det er det, der skal til, så tager vi hjem. Men vi sover nok liiige på den en nat eller to, eftersom vi knap har været her et år, og Asbjørn er lige faldet til og helt ærligt, det ER bare lidt omstændigt at flytte sig selv og familien over på den anden side af atlanten. Og igen, hvis det er det, der skal til, så må vi gøre det. Det er bare ikke lige en beslutning vi kan tage overnight, føler jeg.
Der er en del af mig, der føler at vi "burde" have blevet hjemme, hvor vi var tætte på behandlingssteder og kunne have givet den fuld skrald med behandlinger når det passede os. Men jeg ved ikke om det bare er på grund af baby-blues jeg har det sådan.

Menopur is my friend... eller hvad?

Jeg har lige siddet og kigget på vores noget fimsede statistik. Det er lige som om at det bare er gået ned af bakke efter hver eneste forsøg. Vi startede med 4-cellede til oplægning, og sidst havde vi eet sølle 2-cellet.
Hver gang har jeg fået Menopur. Undtaget første gang, hvor der ikke var æg til oplægning. Der kørte jeg Gonal-f.

De har været ret klare i mælet om at de troede på Menopur. Men hvorfor egentlig? Æggene er da ikke noget at råbe hurra for?Asbjørn er lavet på Gonal-f.
Jeg er lidt i syv sind omkring hvorvidt jeg skal foreslå ændringer på behandlingen. På den ene side har jeg lyst til det - og kan jo se at Maria har haft stort, stort held med det. På den anden side går jeg ud fra at de ved bedst og at de tænker sig om. Især fordi vi jo er en stor underskudsforretning for dem. Så rent økonomisk er de jo vældig interesserede i at gøre mig gravid. Skulle man tro. Men omvendt synes jeg bare godt det kunne være tid til at gøre noget anderledes.

Jeg har tid til en hysteroskopi d. 27. juli. Derefter (vil jeg tro?) lægges der en behandlingsplan. Jeg nedregulerer så jeg er klar til opregulering når der er blevet lagt en plan. Jeg tror personligt ikke på der er noget at se i min livmoder. Jeg tror det er æggene, der ødelægger festen gang på gang. Herregud, de der skravl af 2-cellede, der bliver lagt op, er der da ikke meget spas ved.

Og så tror jeg jeg er ved at være moden til en snak med Trianglen. Bare lige for at høre om de ville gøre noget anderledes. Selvom det har nogle ret så heftige økonomiske konsekvenser for os hvis vi ender med at skifte klinik. Avs.

Bliver ægkvaliteten dårligere med årene? Og er der så bare ikke noget at gøre ved det?

PS. Mit forsøg på at bevare troen har det lidt hårdt. Altså, det er godt nok noget skravl, vi producerer herhjemme af æg. Der er jo ingen der kommer over 4 celler, og 2 celler er mere almindeligt for os, det er sgu da ikke særlig opløftende.