Verdens dejligste dreng

... 8 dage gammel på dette billede

Asbjørn 18 dage

... Et lidt forsinket posting af dette indlæg... problemer med internet forbindelsen...

I dag er det 18 dage siden Asbjørn kom til verden. Tiden er på én gang gået utrolig stærkt og ret langsomt. Det føles som en menneskealder siden vi tog hjem fra hospitalet. Og det føles som hundredevis af år siden vi kun var to. Samtidig går dagene med amning, skiftning af ble og trøstning, hvis der er en bøvs på tværs – og så en lille smule leg; kigge på figurer og nusse med mor og far.
Asbjørn er selvfølgelig verdens dejligste dreng (der vil sandsynligvis være nogle med-bloggere, der vil sætte spørgsmålstegn ved dette – men jeg baserer selvfølgelig kun dette på min egen erfaring) og man smelter helt når han ligger der og kigger på store øjne på én, eller når han ligger og putter sig efter en gang mad. Uhm. Og vi er vist ret heldige – han sover ret pænt om natten, og vi får sovet rimeligt i løbet af natten, han græder ikke særlig meget, kun når der er bøvs og prut på tværs, og det går rigtig godt med amningen. Især amningen er jeg meget taknemmelig for. Jeg havde ikke forestillet mig at det ville gå så relativt smertefrit, så jeg synes vi er heldige.
Samtidig er det ved at gå op for mig hvorfor alle snakker om at det er hårdt i starten. Selvom vi er velsignet med en ”god start” så ER det bare hårdt! Jeg synes det er hårdt de dage, hvor Asbjørn bare ligger og sutter og sutter på mine bryster, og ikke vil være nogle andre steder end på min arm. Jeg kan mærke at det godt i længden kunne være noget, jeg ville blive træt af. Selvom det er dejligt at have ham tæt på, så er jeg jo fuldstændig låst til lænestolen. Bare det at komme på toilettet disse dage, kan være en stor udfordring.
Og nu hvor far er startet på arbejde, fornemmer jeg også at jeg får behov for noget voksen-kontakt. Nu er han jo ikke en gang 3 uger gammel, så jeg satser på at det nok skal komme, men indtil videre er vi egentlig ikke så mobile; bare det at få ham i barnevognen og gå en tur med ham, er et projekt. Vel at mærke et projekt, som vi ikke rigtig er kommet særlig godt i gang med. De sidste 3 dage har han sovet i barnevognen om dagen – stor sejr og et første skridt!
I det hele taget er jeg overrasket over at bittesmå ting kan være så store projekter. En lille ting som at trille en tur med barnevognen, få afprøvet vores strækvikle, få lagt ham på maven og få ham i bad, er store projekter, som ikke altid lykkes. Dette har overrasket mig – at så små ting kan være en hel overvindelse – og også bare at få tid til det, når drengen sover og spiser hele tiden! Jeg trøster mig med at flere veninder bekræfter at det er sådan i starten – ellers kunne jeg godt være bange for at jeg bare ikke var en særlig overskudsagtig mor. Bare det at komme ned og købe ind har jeg ikke nået.
I det hele taget tænker jeg lidt over hvad det egentlig vil sige at være MOR. Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke føler mig sådan rigtig mor-agtig. Men hvordan er man når man er nogens mor? Jeg føler mig ikke anderledes end tidligere – jeg er jo bare mig. Og hvordan skal kærligheden til sit barn føles? Nogle snakker om at blive forelsket på ny – sommerfugle i maven og så videre. Det er jeg ikke nået til. Men har mere en følelse af at være helt utrolig heldig at søde dejlige Asbjørn er vores, og så de der stunder hvor han kigger og vi nusser og kysser og hygger. Det er bare så helt utrolig dejligt. Og en følelse af at glæde sig til hvad fremtiden bringer af oplevelser med ham og glæden ved at vide at vi skal følge ham de næste mange, mange år af hans liv. At han er en del af os.
Jeg væbner mig med tålmodighed og satser på at jeg bliver mere overskudsagtig som dagene går. Og imens forsøger jeg at nyde vores lille skattetrold så meget som muligt imens.

31.05.09 kl. 23.26

... Kom vores Asbjørn til verden. Det er så vildt at skrive dette og jeg får kuldegysninger og tårer i øjnene over at dette lille mirakel skulle havne hos os. Denne dato vil for altid markere en skillelinie i vores liv – på så mange planer. Vi er ikke længere barnløse, vi er ikke længere 2, men vil for altid være 3. Asbjørn vil for altid i fremtiden være en kæmpe stor del af vores liv. Det er på én måde overvældende, skræmmende og helt utrolig dejligt.
Efter alle mine bekymringer om igangsættelse, blev vi så sat i gang søndag morgen kl. 10. Jeg fik en stikpille op og så blev vi ellers sendt hjem for at vente, eller komme tilbage mandag for at få endnu en stikpille. Søndag morgen var jeg udvidet 1½ cm, men der var masser af livmoderhals, men vores jordemoder-veninde som jo skulle tage imod Asbjørn mente at der nok skulle ske noget snart, fordi det hele så ”klart” ud.
Så vi gik hjem og ventede – kæresten fortsatte med de evige byggeprojekter, og jeg ordnede en masse praktisk mens plukkeveerne huserede i løbet af eftermiddagen. Jeg nåede dog at bage rabarbertærte og vi hyggede på terassen med kaffe og kage. Sidst på eftermiddagen syntes jeg godt nok at plukkeveerne begyndte at bide lidt, men vi holdt jo fast i hvad vi har fået af vide både på hospitalet og til fødselsforberedelse: ”er du i tvivl om det er veer, så er det IKKE veer”. Koblet med at en igangsættelse kan tage lang tid, tænkte vi begge at der ikke var noget at gøre andet end at vente. Jeg tog en lur på en halv times tid, og vågnede kl. 19.30, men ”plukkeveer” der gjorde ret ondt. Men vi tog det stille og roligt, jeg tændte grillen og vi gik i gang med at gøre klar til aftensmad. Imens tog veerne til, og der var ikke rigtig noget mønster i dem – ikke noget med 3-5 mins mellemrum og 1 minuts varighed, de kom efter 1 minut og varede 2½ minutter, så gik de væk og kom tilbage. Omkring kl. 20 blev vi enige om at det nok var veer, og grillen blev droppet og kæresten fik pludselig travlt med at rydde op efter byggeri og styrtede rundt og pakkede taske og ordne noget mad til mig. Vi ringede så efter veninden kl. 20.30, som kunne høre på mig at mine veer var kraftige – jeg kunne ikke snakke under veerne. Hun kom så 20 minutter senere, og kunne konstatere at jeg var 7 cm åben, og at vi skulle på hospitalet NU hvis ikke jeg skulle føde hjemme i vores lille blomstrede kolonihavehus. Så afsted i fuld fart til hospitalet – veninden kørte som en gal, jeg tror hun var seriøst bekymret for at jeg skulle føde i bilen!
Vi ankom til hospitalet kl. 21.45, jeg kom i vand indtil 22.30 hvorefter pressefasen begyndte. Vandet var virkelig dejligt, men f***!!%### hvor gør veer ooooondt! De sidste veer fra 8-10 cm gjorde helt afsindigt ondt og jeg kunne ikke lade være at skrige på nogle af de sidste veer.
Pressefasen blev også lidt hård – veerne aftog og blev meget korte, og Asbjørn kom lidt skævt ned igennem, så jeg måtte presse uden meget hjælp fra veerne. Men kl. 23.36 kom han så endelig ud, far tog imod ham og lagde ham op på min mave sammen med veninden og dér lå han så, vores lille skat, som har været så ønsket og så ventet i så mange, mange måneder. Det var næsten en lidt tom fornemmelse at få ham op – også fordi min krop skælvede og jeg blødte rigtig meget – 1 liter blod nåede der at komme ud inden de fik stoppet blødningen. Så jeg syntes det var svært at være andre steder end i min egen værkende krop. Han kom ret hurtigt over til far, fordi jeg skulle have ilt og drop pga blødningen og syes ganske meget. Øvøvøv.
Da jeg var lappet sammen havde vi så 1½ times tid sammen alle tre – helt utroligt fredfyldt og bare så rigtigt at det lige var ham, der er vores søn. Han var en stor dreng, 4100 g og 55 cm, i sig selv ikke overraskende med hans lange, lange far.
Den første nat sov vi overhovedet ikke. Asbjørn suttede og det var bare alt, alt for overvældende det hele, til at vi kunne sove. Selve fødslen, som jo bare gik turbo-hurtigt, og ham, det lille bitte menneske, som er vores søn.
Nu er han 9 dage gammel, og vi synes faktisk at det går rigtig godt hjemme hos os. Amningen kører fint, han sutter som en gal, og efter utroligt ømme bry..ster og almindelige startvanskelligheder, så tager han rigtig fint fat. Han sover gerne 4-5 timer i streg om natten, og så ligger jeg ned og ammer, så vi får egentlig sovet rimelig ok. Han har et meget stort suttebehov, så det giver lidt anledning til nogle misforståelser – vil han spise eller bare sutte? Vi overvejer at introducere sutten meget snart.
Amningen har jo ellers været der, hvor jeg har været mest i tvivl om amningen nu ville gå, men det ser indtil videre ud som om det går.
Men det vigtigste er at han er helt utrolig dejlig. Hans små ører, hans søde lille næse, hans søde små lyde og hans søde nakkehvirvel og alt det andet. Han er vores søn. Og vi elsker ham.
Jeg synes at moderfølelsen er kommet gradvist snigende. Jeg synes ikke det var noget, der kom lige på én gang – bang – men det kommer stille og roligt i form af angst for at der sker ham noget, ondt i maven når han græder og så den der hang til bare at kigge på ham. Jeg ved ikke om der er en ”moderfølelse-opskrift” og jeg kan da også godt allerede blive lidt sindssyg over de dage hvor jeg bare sidder på min flade og ammer heeeeele dagen. Men når han så smiler lidt eller ligger hos sin far, så smelter hjertet og det er det hele værd. Skattetrold.
Jeg har haft et par dage med tuder over at der ikke må ske ham noget, over om han mon får nok at spise, om man nu gør det godt nok. Men jeg er overrasket over at det allerede er ”væk”, tude-turene. Jeg prøver at lade være med at bekymre mig om at jeg ikke er mere grådlabil, for det er vel ikke et parameter for hvor meget man elsker sin søn?
Alt imens jeg har skrevet dette indlæg har han ligget og sovet helt for sig selv – meget dygtig skattemand! Han vil ellers allerhelst sove på min arm – eller på sin fars – med brystet i øjet eller på kinden – luksusdreng. Det betyder også at jeg INTET når – bare det at komme på toilettet (i sig selv en smertefuld beskæftigelse med masser af sting i den region) eller nå ud med skraldespanden er svært at nå.
Tak for jeres søde tanker, kære blogsøstre. Det varmer dejligt. Vi har det godt og jeg glæder mig til at få lidt mere tid til at opdatere igen.