Sygdom og pjevseri i Sechestolen

Ligger i sofaen med uldtæpper, urtete og har ondt, ondt, ondt af mig selv.

1. Fordi jeg er syyyyg. Ondt i halsen, ondt i kroppen og stresset på arbejdet. Jeg har omkring en milliard deadlines, en chef der står på nakken af mig for at få klaret de sidste opgaver inden jul, så dumme, ufornuftige mig slææber mig på arbejde hver dag selvom jeg er syg og selvom jeg skal passe på mig selv.

2. Fordi jeg ruger og ruger og ruger og min dumme krop ingen signaler sender. Alle andre i den virtuelle verden tester positivt for tiden - og så tænker dumme, irationelle mig, at så er der nok ikke flere positive tests tilbage til mig når vi når til d. 28.12. Rent statistisk kan alle jo ikke stå med de der forjættede positive tests - nogle skal jo få de lede negative. Og hvem siger at det ikke skal være mig?

3. Fordi hvis testen d. 28. er negativ skal vi vente helt til marts. Fordi min dumme mens bruger 34 dage om at komme - og der sidder jeg i det sydlige Afrika. Øøøøv.

Synes altså det snart er min tur til at stå af den her karussel!

Hallooo.... er der nogen?

Ja, jeg ved godt at jeg ikke er den flittigste blogger i blogland. Men jeg har også funderet over noget - det er sjovere at skrive blog, hvis man har en fornemmelse af at nogen læser den. Hvordan får man læsere egentlig? Følger jo lidt med hos andre, som måske nok skriver lidt mindre "hamster-agtigt" end mig, men hvordan filan gør de?

Ps. Hamster-agtigt refererer til en "hamsterblog", et udtryk en god ven har om en blog, hvor mennesker skriver om deres hamster, deres cykeltur på arbejde, en god middag med veninden og andre meget dagligdags ting. Med det vil han vist sige at mange blogs er totalt uinteressante for stort set alle andre end den, der har skrevet det...

Mærkelig optimisme

Hm. Efter 28 dage med næsespray, Gonal-f (som herhjemme er blevet omdøbt Gonøf - så er det ligesom lidt sjovere at tage) og ægudtagning igår, er jeg underlig optimistisk.
Kæresten afleverede den bedste sædprøve til dato (bliver spændende at se HVOR god den er, da han jo ikke ligefrem brillierer med en rigtig sprængfarlig cocktail) og færre æg ud end normalt, PLUS at jeg er et menneske i dag. Til forskel for de andre to ICSI ægudtagninger, hvor jeg en uge efter har haft super ondt. I dag kan jeg:

1. Gå på toilettet uden at tude - noget, jeg ellers ikke før har kunne efter ægudtagning
2. Kunne gå oprejst hele dagen i går og idag
3. Være i mine bukser
4. Tro på det??

Ja, det sidste punkt kommer faktisk lidt uventet. Har jo ellers været rigtig god til at forsøge at tage forskud på skuffelserne ved ikke rigtig at tro på det i tidligere forsøg. Måske som en slags forsvarsmekanisme "så bliver jeg ikke så skuffet når jeg får en negativ BP" - det hjælper ikke. Måske er det fordi jeg tænker at det ikke kan blive værre end sidst. Eller måske er det bare fordi jeg tror på det...? Meget mærkelig fornemmelse.

Nu skal der jo selvfølgelig lige være æg til oplægning i morgen og de skal lige have delt sig som Mor her synes de skal, men alligevel.