Blogtræthed...?

Der er ikke sket meget på bloggen her det sidste lange stykke tid. Indrømmet, flytning til et andet land, farveller til venner og familie, pakning, opstart af nyt arbejde, finde ny bolig, installere sig, være sammen med min dejlige familie og skabe en hverdag – det tager tid væk fra bloggen.

Men har også kunne mærke noget de seneste 5-6 måneder. En vis form for blogtræthed. Vi har nu været igennem 4 mislykkede forsøg i håbet om en 2er i familien. Det er så stærkt et ønske at bare det at skrive det, giver mig tårer i øjnene. Tanken om ikke at få lov at opleve den mirakuløse, fantastiske ting, det er at se en baby vokse i maven, komme ud og udfolde sig til et barn, et selvstændigt individ, er meget svær at bære. Jeg kan mærke tungsindet fra forløbet før Asbjørn derinde et sted. Det tager endnu ikke over, fordi Asbjørn er der som en lysende sol i min bevidsthed, mit liv og i hele min krop. Kærligheden til ham er så ufattelig stor og svær at beskrive. Jeg har til tider lyst til at tage ham og proppe hele hans 102 cm lange krop ind i maven igen. Bare for at have ham tæt.

Netop den kærlighed og det mirakel det er at have et barn, gør det der med 2eren rigtig svært, synes jeg. For jeg VED jo hvad jeg går glip af hvis jeg ikke får en til. Ikke at det på nogen måde kan sammenlignes med pre-Asbjørn BiB-forløbet. Det kan det SLET ikke. Men smerten, den er der. Tænk hvis.

Og det er her, blogtrætheden kommer ind i billedet. Jeg føler mig i et limbo. Jeg er ikke ny i behandlingscirkusset og har behov for at skrive tanker ned om æggestokke og doseringer og tanker om slimhinder etc. For jeg kender ”gamet” og det optager mig på en eller anden måde ikke så meget. Jeg ved der er faktorer i min krop, jeg skal forholde mig til, og jeg ved at det er et spørgsmål om sandsynligheder, udholdenhed – og held – der fører eller ikke fører til endnu en baby.
Jeg kunne selvfølgelig bruge bloggen til at komme af med tanker generelt om mit liv og om min dejlige, dejlige dreng. Og det burde jeg måske. For min egen og hans skyld. Men hverdagen har overtaget, og det bliver ikke prioriteret. Og måske også fordi det alt sammen ligger på nettet, til almindelig læsning for alle. Og SÅ god en blogger er jeg heller ikke at jeg synes det må være interessant hvad der sker i mit liv. (Sjovt nok, for jeg læser gladeligt om alle mulige andres almindelige liv – med fornøjelse).

Så hvad skal bloggen bruges til? Jeg er ikke nybagt mor med alt hvad det indebærer af rus, usikkerhed, træthed og spørgsmål og overvejelser, som jeg kan blogge om. Jeg er ikke midt i behandlingscirkusset og midt i alle de kaotiske tanker om næste forsøg, om vi nogensinde bliver forældre og om testen er positiv. Vi er ikke en gang i behandling. Vi venter bare.

Stort set alle venner i omgangskredsen har fået deres to børn. Et par enkelte er gravide med nummer to. Og jeg er begyndt at have det lidt svært (igen – pis!) med de der babyer – toerne. Og jeg kan også mærke de mørke tanker snige sig ind i forhold til de enkelte par, der enten fik lige omkring os eller senere, og deres eventuelle annonceringer af toere. Der bliver nogle graviditeter jeg kommer til at have svært ved at rumme. Nogle drømme om hvordan min familie skulle være, der skal bearbejdes.

Så måske er jeg lidt træt af bloggen...? Den minder mig om en kamp, som vi kæmper, men som har lange udsigter. Og som måske ikke lykkes. Og måske minder den mig også om tanker, der bør tænkes om alternativer til behandling, om at forlige sig med det ene barn vi har (AV! Kan næsten ikke ha det. Bare at skrive det – så DER er vi slet ikke endnu). Det er tanker, som jeg ikke har lyst til at tage frem og kigge på lige nu.
Næste behandling er til jul. P-piller og hele møllen igennem igen. 5. forsøg. Det er meget. Når jeg skriver det, tænker jeg at jeg på et tidspunkt må forberede mig på at skulle bære på den sorg det ville være for mig ikke at få flere børn.

På den lyse side kan jeg rapportere at det er fedt at bo i New York. Vi bor på 32. etage med udsigt over Manhattan, 110 kvm og det er FEDT! Asbjørn har været helt utrolig sej, og efter 3 uger kan han sige et par ting på engelsk og har fået en legekammerat, som hedder Nanna, og som han er vild med! Vi nyder livet, går på cafe, besøger (mange!) legepladser og drikker kaffe og spiser is i solen. Siden vi kom for 3 uger siden har det været omkring 20 grader og solskin.
Asbjørn har smidt bleen – det startede i juni-juli derhjemme, og nu er han helt fri for den. Det har overrasket mig hvor stort det har været for mig at han har smidt den. Jeg synes virkelig det er flot og er helt stolt af ham når han går på toilettet! Vi har vinket farvel til mange l..orte og klappet utrolig meget af tis og den slags J

Ingen New York baby til os

Fik ikke lige opdateret blog inden vi tog afsted. Der kom en orkan i vejen, så afgangen blev udsat en uge. Men vi er ankommet efter en præmie-flyvetur, hvor Asbjørn trallede sig igennem 8 timer fastspændt i et flysæde. Han fik sågar ros af to stewardesser og selvfølgelig af sine forældre. Flyvemaskiner og lufthavne er virkelig noget, der kan få Asbjørn helt op og ringe, så alt var godt. Heller ingen jet-lag, Asbjørn klarede sig til klokken halv otte i går aftes, hvilket vil sige halv to dansk tid. Til sidst var han så træt at han skvattede over sine ben og lagde sig ned på en restaurant. Men intet piv eller surhed, så han er en sej rejsekammerat.

Som overskriften siger tog vi ikke en spire med. Mens kom med fuld styrke to dage inden testdag, og jeg er så træt, så træt af babymaking. F**ck hvor er det bare besværligt. Næste gang er runde nummer 5, og jeg kan mærke at det tærer. På inden-vi-fik-Asbjørn måden. På den måde at jeg tit tænker at vi nok kun får ham. Og at det gør ondt, ondt. Jeg vil så gerne have en baby til.
Og hvornår giver vi op? Og hvornår er det for sent? Jeg kan mærke at jeg er bange for at min krop ikke vil samarbejde. Bange for at den er blevet for gammel. Og jeg tror det er pjat. For jeg er ikke fyldt 35 endnu, og det siges vist at det ikke er så væsentligt, det med den faldende fertilitet når det er IVF.

Nu tager vi en pause og tager hjem til jul og giver den et forsøg mere. Jeg orker ikke at skrive om klinikken, som jeg faktisk er lidt træt af. Det må være en anden dag.