Der er ikke sket meget på bloggen her det sidste lange stykke tid. Indrømmet, flytning til et andet land, farveller til venner og familie, pakning, opstart af nyt arbejde, finde ny bolig, installere sig, være sammen med min dejlige familie og skabe en hverdag – det tager tid væk fra bloggen.
Men har også kunne mærke noget de seneste 5-6 måneder. En vis form for blogtræthed. Vi har nu været igennem 4 mislykkede forsøg i håbet om en 2er i familien. Det er så stærkt et ønske at bare det at skrive det, giver mig tårer i øjnene. Tanken om ikke at få lov at opleve den mirakuløse, fantastiske ting, det er at se en baby vokse i maven, komme ud og udfolde sig til et barn, et selvstændigt individ, er meget svær at bære. Jeg kan mærke tungsindet fra forløbet før Asbjørn derinde et sted. Det tager endnu ikke over, fordi Asbjørn er der som en lysende sol i min bevidsthed, mit liv og i hele min krop. Kærligheden til ham er så ufattelig stor og svær at beskrive. Jeg har til tider lyst til at tage ham og proppe hele hans 102 cm lange krop ind i maven igen. Bare for at have ham tæt.
Netop den kærlighed og det mirakel det er at have et barn, gør det der med 2eren rigtig svært, synes jeg. For jeg VED jo hvad jeg går glip af hvis jeg ikke får en til. Ikke at det på nogen måde kan sammenlignes med pre-Asbjørn BiB-forløbet. Det kan det SLET ikke. Men smerten, den er der. Tænk hvis.
Og det er her, blogtrætheden kommer ind i billedet. Jeg føler mig i et limbo. Jeg er ikke ny i behandlingscirkusset og har behov for at skrive tanker ned om æggestokke og doseringer og tanker om slimhinder etc. For jeg kender ”gamet” og det optager mig på en eller anden måde ikke så meget. Jeg ved der er faktorer i min krop, jeg skal forholde mig til, og jeg ved at det er et spørgsmål om sandsynligheder, udholdenhed – og held – der fører eller ikke fører til endnu en baby.
Jeg kunne selvfølgelig bruge bloggen til at komme af med tanker generelt om mit liv og om min dejlige, dejlige dreng. Og det burde jeg måske. For min egen og hans skyld. Men hverdagen har overtaget, og det bliver ikke prioriteret. Og måske også fordi det alt sammen ligger på nettet, til almindelig læsning for alle. Og SÅ god en blogger er jeg heller ikke at jeg synes det må være interessant hvad der sker i mit liv. (Sjovt nok, for jeg læser gladeligt om alle mulige andres almindelige liv – med fornøjelse).
Så hvad skal bloggen bruges til? Jeg er ikke nybagt mor med alt hvad det indebærer af rus, usikkerhed, træthed og spørgsmål og overvejelser, som jeg kan blogge om. Jeg er ikke midt i behandlingscirkusset og midt i alle de kaotiske tanker om næste forsøg, om vi nogensinde bliver forældre og om testen er positiv. Vi er ikke en gang i behandling. Vi venter bare.
Stort set alle venner i omgangskredsen har fået deres to børn. Et par enkelte er gravide med nummer to. Og jeg er begyndt at have det lidt svært (igen – pis!) med de der babyer – toerne. Og jeg kan også mærke de mørke tanker snige sig ind i forhold til de enkelte par, der enten fik lige omkring os eller senere, og deres eventuelle annonceringer af toere. Der bliver nogle graviditeter jeg kommer til at have svært ved at rumme. Nogle drømme om hvordan min familie skulle være, der skal bearbejdes.
Så måske er jeg lidt træt af bloggen...? Den minder mig om en kamp, som vi kæmper, men som har lange udsigter. Og som måske ikke lykkes. Og måske minder den mig også om tanker, der bør tænkes om alternativer til behandling, om at forlige sig med det ene barn vi har (AV! Kan næsten ikke ha det. Bare at skrive det – så DER er vi slet ikke endnu). Det er tanker, som jeg ikke har lyst til at tage frem og kigge på lige nu.
Næste behandling er til jul. P-piller og hele møllen igennem igen. 5. forsøg. Det er meget. Når jeg skriver det, tænker jeg at jeg på et tidspunkt må forberede mig på at skulle bære på den sorg det ville være for mig ikke at få flere børn.
På den lyse side kan jeg rapportere at det er fedt at bo i New York. Vi bor på 32. etage med udsigt over Manhattan, 110 kvm og det er FEDT! Asbjørn har været helt utrolig sej, og efter 3 uger kan han sige et par ting på engelsk og har fået en legekammerat, som hedder Nanna, og som han er vild med! Vi nyder livet, går på cafe, besøger (mange!) legepladser og drikker kaffe og spiser is i solen. Siden vi kom for 3 uger siden har det været omkring 20 grader og solskin.
Asbjørn har smidt bleen – det startede i juni-juli derhjemme, og nu er han helt fri for den. Det har overrasket mig hvor stort det har været for mig at han har smidt den. Jeg synes virkelig det er flot og er helt stolt af ham når han går på toilettet! Vi har vinket farvel til mange l..orte og klappet utrolig meget af tis og den slags J
3 kommentarer:
Du ER en god blogger og jeg nyder at læse om din hverdag. Og hvor meget hverdag er der egentlig over en dreng der har smidt bleen og nååå ja, det faktum at I er flytter til the Big Apple med udsigt over Manhattan? Det er altså en slags hverdag, som er langt mere spændende, end mellemørebetændelser og Rema 1000-indkøbsture, som jeg kan præstere dem :0) Hæng i :0)
Enig med Ønske! Du er en rigtig god blogger og som med alle andres blogs så giver det mig rigtig meget at læse om andres små og store tanker om livet. Men man skal ikke blogge for andres skyld. Man skal gøre det for sin egen, fordi det giver noget igen. Jeg selv gør det for at få sat tingene i perspektiv. Jeg har tusind tanker i mit hoved, som jeg kan have svært ved at rumme og give udtryk for overfor andre. Det hjælper derfor utrolig meget at forfatte dem på skrift overfor en målgruppe, som forstår og præcist ved hvordan det er. Her er der ingen der rynker næse, hvis man kommer til at sige noget forbudt. Det gør min hverdag lettere lige nu. Men som det er sket for dig kan det også være at det en dag sker for mig, at det ikke længere er et behov. Og en blog må aldrig blive en dårlig samvittighed, fordi man føler at man bør opdatere. Brug den når du har behov for at rense hovedet.
Må lige tilføje - hvor lyder NY bare fedt! Det må være en helt unik oplevelse at få lov at bo sådan et fantastisk sted med sin lille familie. Nyd det alt hvad I kan.
Puha jeg sad hele vejen gennem dit indlæg med hjertet lidt i halsen fordi jeg troede det ville ende med et 'så nu lukker jeg bloggen'. Please dont. For mig har det her efterhånden udviklet sig til en art pennevenne-klub. Jeg skriver mere eller mindre direkte til jer og jeg tjekker ind rundt omkring i blogland for at se hvordan det går med jer. Jeg ville være oprigtigt ked af ikke at høre mere fra dig. Så hellere bare et enkelt lille julekort om året..
Hvor er jeg ked af at høre at kampen for nr 2 piner dig sådan. Jeg kan godt forestille mig det. Åh at ønske sig noget så inderligt. Noget der er så stort og fantastisk og så enkelt og selvfølgeligt for andre (Møghunde altså)
Sjovt.. det lyder bare som om i flanerer den i NY og slet ikke arbejder. Det kan vist ikke passe. Hvordan er det nu, I klarer den med Asbjørns pasning?
Knus!
Send en kommentar