Tour de sundhedsvæsen

Mit liv handler rigtig meget om læger og hospitaler lige for tiden. Min søde veninde (som har været temmelig panikket omkring børn og det at skulle have dem) ringede i morges og fortalte at hun har født i nat. Hun var rolig og glad, og det gjorde mig glad, for jeg tror hun har rigtig meget brug for en god start. Det var dejligt at høre at hun lød rolig i sin nye rolle som mor.

Min dejlige søster, som er små to år ældre end mig skal opereres i dag. For kræft. Bare at skrive det får jeg en klump i halsen af. Hun er i chok, hun er ked af det, vred og kan ikke acceptere tanken om at hun skal miste et bryst. Kræften har ikke spredt sig, og en kæmpe sten er faldet fra mit hjerte. Det betyder ikke at der ikke er masser af angst og vrede over at livet er så uretfærdigt og at MIN søster altså skal leve til jeg er 80 og hun er 82. Tanken om andet er ubærlig. Intet mindre. Hun har to små børn, og de skal BARE IKKE miste deres mor.

Set i det lys føles de daglige Suprefact indsprøjtninger lidt perifære. Måske kan jeg i virkeligheden bare ikke rigtig rumme det helt at vi er igang med behandling. At jeg måske er gravid om en halvanden måneds tid. Bevares, jeg vil vildt gerne have et barn til, men det fylder bare ikke så meget - spændingen, glæden over måske at skulle igennem en graviditet igen. Lige om lidt. Måske. Og det er jeg på en måde lidt ked af, trist over. At en mulig graviditet ikke kan få mig helt op og ringe på samme måde som for 2 år siden. Men måske er det bare sådan lige nu. Og sker der noget, så sker det og så tager vi glæden derfra.

Måske er der også en lille del af mig der ikke føler at jeg har lyst eller lov til at glædes over noget så fantastisk når noget så forfærdeligt udspiller sig foran mine øjne - i mit liv. Jeg ved det ikke.

Undtagelsestilstand

Min søster - min elskede søster, som jeg er så tæt på trods vores forskellige liv og forskellige væsener - har fået konstateret brystkræft. I mandags. Det er intet mindre end forfærdeligt, uretfærdigt og ondt. Jeg er så ulykkelig og ked af det og samtidig sur og vred. Hvorfor er det altid min familie?
Min far døde af kræft for 18 år siden. Min bedstemor for 24 år siden. Jeg VIL ikke acceptere at min søster også skal dø af den sygdom.

Mandag falder den endelige dom - og behandlingsplanen. Og vi venter. Prøver at holde modet oppe, læser på nettet, læser noget mere. Og snakker i telefon. Hun bor jo i Norge, for pokker. Hvad laver hun også der? Hun skal være her. Lige her ved siden af mig i min sofa.

Fertilitetsbehandlingen er ligesom lidt i baggrunden. Det er lige pludselig ikke vigtigt om lillebrøster kommer om 10 eller 13 måneder.

F##*!k hvor jeg synes det er uretfærdigt!