Sad lige og læste mine med-bloggeres kommentarer på mit 12. marts indlæg hvor jeg i følge mine kære, kære med-søstre var alt for hård ved mig selv. Og så kom jeg til at smile helt ned i maven over den her lille, sjove verden hvor vi hedder alle mulige og umulige ting og forholder os til hinanden i et lille-bitte cybersamfund. Dejligt og trygt og meget ikke-ensomt.
Og kom også til at grine lidt nede i maven. For kan i huske da man var teenager og gerne ville have ens veninder til at sige at man var pæn og sød og god til at spille fodbold eller volleyball? Så sagde man "arj, hvor er jeg bare grim. Og jeg kan heller ikke spille angriber. Jeg er SÅ dårlig". Og så sagde de søde veninder "arj, Sechen, det er du altså ikke. Du er vildt pæn og har lange ben". Og så havde man det godt igen.
Nu var det faktisk ikke det, der var bagtanken da jeg skrev 12 marts indlægget på en stjålen trådløs internetforbindelse i de varme lande. Men alligevel kom jeg lidt til at grine over at det godt kunne læses sådan.
søndag den 30. marts 2008
Farvel marts
Marts måned er "fløjet" afsted, synes jeg. Jeg har været væk det meste af måneden - først med arbejde og i påsken på den dejligste, blødeste, koldeste, mest afslappende og helende påskeferie. Et par dage med den norske nevø, som er noget af det sødeste jeg kender. Talte dog ned i karakterbogen at han - på trods af at han de sidste par måneder har udtalt moster-navnet smukt, nu er gået over til at kalde mig for Mormor, og onkel for far (short of Morfar). Vi synes faktisk stadig vi er unge endnu, men for den kære knægt er det altså et fedt om man er 31 eller 67...
Derefter spændte vi skiene på og drog ud i den norske ødemark. Ingen rindende vand, udedo og 15-20 minusgrader, store mængder husmandskost, høj sol og knitrende sne. Åååh, hvor er det godt for sjælen kun at tænke på at føre sig selv rundt i vinterlandskabet og kigge lidt på kort en gang imellem. Ingen mennesker i sigte og chokolade, varm te og appelsiner på en fjeldside. At gå på fjeldet langt fra opkørte løjper, alpinanlæg ER bare terapeutisk på et meget højt niveau.
Nu siger vi goddag til april. Og det ser ud som om jeg også siger goddag til noget, der ligner en blødning. I hvert fald er jeg begyndt at pletbløde, uden at vide hvad hulen det betyder. Men måske bliver vi klogere når vi i morgen tidlig tager til Hvidovre for 20. gang i år.
Blødning og tanker om mens er på en måde lidt utrygge. For nu har jeg lige haft næsten en hel måned, hvor vi har levet side om side, smerten og jeg. Men med tanker om mens kommer også tankerne om hvornår næste gang kan skydes ind, og det VED jeg jo betyder at smerten kommer tættere ind på livet, sammen med alle de mange tanker. Ligeså forfærdelig ventetiden er, ligeså bekvem kan den blive når man lige har vænnet sig til det. For den holder det værste på afstand, selvom den slet, slet ikke løser noget. For ventetiden fjerner jo ikke den underliggende årsag til smerten.
Men kom bare an, april. Dig tager jeg sgu også i lige så strakt arm som marts!
Derefter spændte vi skiene på og drog ud i den norske ødemark. Ingen rindende vand, udedo og 15-20 minusgrader, store mængder husmandskost, høj sol og knitrende sne. Åååh, hvor er det godt for sjælen kun at tænke på at føre sig selv rundt i vinterlandskabet og kigge lidt på kort en gang imellem. Ingen mennesker i sigte og chokolade, varm te og appelsiner på en fjeldside. At gå på fjeldet langt fra opkørte løjper, alpinanlæg ER bare terapeutisk på et meget højt niveau.
Nu siger vi goddag til april. Og det ser ud som om jeg også siger goddag til noget, der ligner en blødning. I hvert fald er jeg begyndt at pletbløde, uden at vide hvad hulen det betyder. Men måske bliver vi klogere når vi i morgen tidlig tager til Hvidovre for 20. gang i år.
Blødning og tanker om mens er på en måde lidt utrygge. For nu har jeg lige haft næsten en hel måned, hvor vi har levet side om side, smerten og jeg. Men med tanker om mens kommer også tankerne om hvornår næste gang kan skydes ind, og det VED jeg jo betyder at smerten kommer tættere ind på livet, sammen med alle de mange tanker. Ligeså forfærdelig ventetiden er, ligeså bekvem kan den blive når man lige har vænnet sig til det. For den holder det værste på afstand, selvom den slet, slet ikke løser noget. For ventetiden fjerner jo ikke den underliggende årsag til smerten.
Men kom bare an, april. Dig tager jeg sgu også i lige så strakt arm som marts!
onsdag den 12. marts 2008
Dumme mig
Der var været lidt sjovt brunt udflåd i trussen her de sidste par dage, så dumme, dumme mig begyndte at være et lillebitte håb på at det var en slags mens, der var på vej. Så vidt jeg kan huske fra vores snak med lægerne ude på Hvidovre dengang i stenalderen da vi var derude angående graviditeten udenfor livmoderen, så skulle jeg have en "bortfaldsblødning" eller noget i den stil og så en "rigtig" mens før vi kunne starte på lang behandling.
Og det sidste man skal gøre når man er mig, er at begynde at regne på det. For det første fordi hvis man regner på det, finder man ud af at det bliver svært at nå inden sommerferien Er det lige sindssygt at tænke på? For det andet fordi man så bliver hvirvlet ind i den der tankegang, der handler om "hvornår bliver næste gang". Og jeg havde jo lige lovet mig selv at jeg skulle holde fri.
Suk suk suk.
Så er jeg i øvrigt blevet enig med mig selv om at jeg ligeså godt kan være ærlig: Jeg er helt vildt tisse-åndsvagt-røvhamrende misundelig på folk, der bliver gravide. På en lang og svedig køretur i dag blev jeg enig om at jeg måtte skrive det højt. For det er jeg jo. Kæresten skrev at han havde været sammen med et par af vores fertile venner, der blev gravide på et nanosekund og nu er i 3. måned, og jeg kunne mærke at jeg faktisk var lidt sur??? på det rare, gravide menneske (dumme ko). Og væmmes nærmest ved tanken om et polterabend, der tæller 3 kvinder med meget små børn og en med termin dagen efter polterabend'et. Og må også erkende at jeg stadig føler mig meget ensom i det her forløb. Eller måske nærmere isoleret vores venner og omgangskreds, hvor vi hastigt er ved at blive dem, der er tilbage. Og en eller anden syg del inde i mig leder efter de folk i vores omgangskreds, der endnu ikke er gravide og så spørger jeg mig selv "er de mon også infertile?" "kan vi være IVF-venner med dem?" En mærkelig fornemmelse, når man på den anden side overhovedet ikke har lyst til at der er nogle af ens venner og bekendte der skal igennem det samme helvede som os.
Konklusionen er vist meget klar: dumme mig.
Og det sidste man skal gøre når man er mig, er at begynde at regne på det. For det første fordi hvis man regner på det, finder man ud af at det bliver svært at nå inden sommerferien Er det lige sindssygt at tænke på? For det andet fordi man så bliver hvirvlet ind i den der tankegang, der handler om "hvornår bliver næste gang". Og jeg havde jo lige lovet mig selv at jeg skulle holde fri.
Suk suk suk.
Så er jeg i øvrigt blevet enig med mig selv om at jeg ligeså godt kan være ærlig: Jeg er helt vildt tisse-åndsvagt-røvhamrende misundelig på folk, der bliver gravide. På en lang og svedig køretur i dag blev jeg enig om at jeg måtte skrive det højt. For det er jeg jo. Kæresten skrev at han havde været sammen med et par af vores fertile venner, der blev gravide på et nanosekund og nu er i 3. måned, og jeg kunne mærke at jeg faktisk var lidt sur??? på det rare, gravide menneske (dumme ko). Og væmmes nærmest ved tanken om et polterabend, der tæller 3 kvinder med meget små børn og en med termin dagen efter polterabend'et. Og må også erkende at jeg stadig føler mig meget ensom i det her forløb. Eller måske nærmere isoleret vores venner og omgangskreds, hvor vi hastigt er ved at blive dem, der er tilbage. Og en eller anden syg del inde i mig leder efter de folk i vores omgangskreds, der endnu ikke er gravide og så spørger jeg mig selv "er de mon også infertile?" "kan vi være IVF-venner med dem?" En mærkelig fornemmelse, når man på den anden side overhovedet ikke har lyst til at der er nogle af ens venner og bekendte der skal igennem det samme helvede som os.
Konklusionen er vist meget klar: dumme mig.
søndag den 9. marts 2008
Der svedes
Her i sechestolen i disse dage. Luften er 31 grader og vandet er 23. Og jeg får penge for at være her! Mit hotelværelse har udsigt over vandet og stranden er ca. 10 meter væk - ovre på den anden side af gaden.
Og den dejlige, dejlige sidegevinst af at være her er at fertilitetscirkusset ligesom ikke er rejst med herned! Jeg forholder mig i mange timer i træk til diverse aspekter af det ene og det andet udviklingsprogram, møder partnere og guvernører og TÆNKER SLET IKKE PÅ CIRKUS BEHANDLING!! Viiildt.
Ok, nu er det så søndag og så må man godt lige junke lidt internet, men tænk så at man "bare" skal bevæge sig fysisk væk for at det hele kommer lidt i perspektiv. Måske kan man nøjes med mindre ekskursioner derhjemme og så stadig sove i ske med kæresten? Det er i hvert fald et forsøg værd.
"Skypede" med en god veninde i dag, som sidste sommer med et glas hvidvin i hånden bedyrede at hun i hvert fald ikke skulle have børn sådan lige med det samme. Der gik 3 måneder og så var hun gravid. Og vi var nogle, der syntes at hun tog det lidt nochalant, så jeg har nok været en lillebitte smule sur på hende over at hun var en af de dumme. Da hun bor tusinder af kilometer væk kan man godt være en lille smule sur uden at nogen rigtig kan se det. Så det var dejligt at snakke med hende og høre at hun var der - godt nok lidt langt væk, men alligevel. Og hun fik mig til at tude en lille smule, da hun foreslog at hun og jeg og en anden fælles single-veninde skulle adoptere hver vores lille verdensbarn.
Torsdag vendes næsen igen hjem mod nord - og selvom det indebærer en tur til Hvidovre i næste uge, og dermed en tilbagevenden til fertilitetshelvedet, så er sidegevinsten at skulle kysse kæresten på fredag.
Og den dejlige, dejlige sidegevinst af at være her er at fertilitetscirkusset ligesom ikke er rejst med herned! Jeg forholder mig i mange timer i træk til diverse aspekter af det ene og det andet udviklingsprogram, møder partnere og guvernører og TÆNKER SLET IKKE PÅ CIRKUS BEHANDLING!! Viiildt.
Ok, nu er det så søndag og så må man godt lige junke lidt internet, men tænk så at man "bare" skal bevæge sig fysisk væk for at det hele kommer lidt i perspektiv. Måske kan man nøjes med mindre ekskursioner derhjemme og så stadig sove i ske med kæresten? Det er i hvert fald et forsøg værd.
"Skypede" med en god veninde i dag, som sidste sommer med et glas hvidvin i hånden bedyrede at hun i hvert fald ikke skulle have børn sådan lige med det samme. Der gik 3 måneder og så var hun gravid. Og vi var nogle, der syntes at hun tog det lidt nochalant, så jeg har nok været en lillebitte smule sur på hende over at hun var en af de dumme. Da hun bor tusinder af kilometer væk kan man godt være en lille smule sur uden at nogen rigtig kan se det. Så det var dejligt at snakke med hende og høre at hun var der - godt nok lidt langt væk, men alligevel. Og hun fik mig til at tude en lille smule, da hun foreslog at hun og jeg og en anden fælles single-veninde skulle adoptere hver vores lille verdensbarn.
Torsdag vendes næsen igen hjem mod nord - og selvom det indebærer en tur til Hvidovre i næste uge, og dermed en tilbagevenden til fertilitetshelvedet, så er sidegevinsten at skulle kysse kæresten på fredag.
mandag den 3. marts 2008
One of those days...
Uh, har en af de der rigtig trælse dage i dag - og den er ikke en gang særlig gammel. 16. Hvidovre besøg i dag, endu en stikkedame, der ikke kunne finde mine blodårer, og selvom det er smerter i småtingsafdelingen, så er det bare en lille smule træls.
Har ellers haft en fin sidste uge, med næsten ingen tårer og rigtig meget arbejde (det var så ikke så fint, men dog til at håndtere). Men da den søde kæreste lige fik forsøgt at opmuntre mig udenfor hospitalet, da jeg endnu en gang måtte konstatere at jeg synes det er rigtig tungt at tage derud, så gik det stik mod hensigten. Hans kommentar var "jamen tænk på hvor dejligt vi kommer til at synes det er at tage herud når vi skal til graviditetscanninger" og så begyndte jeg at hyle. For vi kommer jo ALDRIG til de scanninger, han snakker om. Og hvis vi nogensinde gør, så bliver det sgu i 2015 eller i 2030 eller noget i den stil.
Det gjorde heller ikke humøret bedre at jeg fik kørt mig selv lidt op over at sygeplejerskerne har udsendt strejkevarsel og MÅSKE en gang om 2 måneder strejker. Straks så jeg aflyste behandlinger, at vi ikke kunne nå en behandling inden sommer, og hvad så med efteråret - og vupti var jeg lige ovre i 2009 i forhold til næste behandling. Og DET er ved gud ikke særlig smart, for der er omkring 4300 ubekendte og det vides jo slet ikke om det overhovedet kommer til at påvirke os.
Ja, og så samtidig synes jeg jo bare de skal strejke løs, alle de offentligt ansatte. Bare ikke "mine" offentligt ansatte :-) - for de skal selvfølgelig bare have mere i løn ligesom lærerne og pædagogerne og sosu'erne og alle de andre, der knokler for fællesskabet.
Så kører lige en små-tuder her i sechestolen, inden jeg hopper på et fly til de varme lande i eftermiddag.
Har ellers haft en fin sidste uge, med næsten ingen tårer og rigtig meget arbejde (det var så ikke så fint, men dog til at håndtere). Men da den søde kæreste lige fik forsøgt at opmuntre mig udenfor hospitalet, da jeg endnu en gang måtte konstatere at jeg synes det er rigtig tungt at tage derud, så gik det stik mod hensigten. Hans kommentar var "jamen tænk på hvor dejligt vi kommer til at synes det er at tage herud når vi skal til graviditetscanninger" og så begyndte jeg at hyle. For vi kommer jo ALDRIG til de scanninger, han snakker om. Og hvis vi nogensinde gør, så bliver det sgu i 2015 eller i 2030 eller noget i den stil.
Det gjorde heller ikke humøret bedre at jeg fik kørt mig selv lidt op over at sygeplejerskerne har udsendt strejkevarsel og MÅSKE en gang om 2 måneder strejker. Straks så jeg aflyste behandlinger, at vi ikke kunne nå en behandling inden sommer, og hvad så med efteråret - og vupti var jeg lige ovre i 2009 i forhold til næste behandling. Og DET er ved gud ikke særlig smart, for der er omkring 4300 ubekendte og det vides jo slet ikke om det overhovedet kommer til at påvirke os.
Ja, og så samtidig synes jeg jo bare de skal strejke løs, alle de offentligt ansatte. Bare ikke "mine" offentligt ansatte :-) - for de skal selvfølgelig bare have mere i løn ligesom lærerne og pædagogerne og sosu'erne og alle de andre, der knokler for fællesskabet.
Så kører lige en små-tuder her i sechestolen, inden jeg hopper på et fly til de varme lande i eftermiddag.
Abonner på:
Opslag (Atom)