Uh, har en af de der rigtig trælse dage i dag - og den er ikke en gang særlig gammel. 16. Hvidovre besøg i dag, endu en stikkedame, der ikke kunne finde mine blodårer, og selvom det er smerter i småtingsafdelingen, så er det bare en lille smule træls.
Har ellers haft en fin sidste uge, med næsten ingen tårer og rigtig meget arbejde (det var så ikke så fint, men dog til at håndtere). Men da den søde kæreste lige fik forsøgt at opmuntre mig udenfor hospitalet, da jeg endnu en gang måtte konstatere at jeg synes det er rigtig tungt at tage derud, så gik det stik mod hensigten. Hans kommentar var "jamen tænk på hvor dejligt vi kommer til at synes det er at tage herud når vi skal til graviditetscanninger" og så begyndte jeg at hyle. For vi kommer jo ALDRIG til de scanninger, han snakker om. Og hvis vi nogensinde gør, så bliver det sgu i 2015 eller i 2030 eller noget i den stil.
Det gjorde heller ikke humøret bedre at jeg fik kørt mig selv lidt op over at sygeplejerskerne har udsendt strejkevarsel og MÅSKE en gang om 2 måneder strejker. Straks så jeg aflyste behandlinger, at vi ikke kunne nå en behandling inden sommer, og hvad så med efteråret - og vupti var jeg lige ovre i 2009 i forhold til næste behandling. Og DET er ved gud ikke særlig smart, for der er omkring 4300 ubekendte og det vides jo slet ikke om det overhovedet kommer til at påvirke os.
Ja, og så samtidig synes jeg jo bare de skal strejke løs, alle de offentligt ansatte. Bare ikke "mine" offentligt ansatte :-) - for de skal selvfølgelig bare have mere i løn ligesom lærerne og pædagogerne og sosu'erne og alle de andre, der knokler for fællesskabet.
Så kører lige en små-tuder her i sechestolen, inden jeg hopper på et fly til de varme lande i eftermiddag.
3 kommentarer:
Kæreste, søde Sechen. Jeg hadede også synet af Riget dengang mit hcg drev gæk med mig. Jeg kunne brække mig over turen derhen om morgenen. Hadede elevatoren til 7. sal og ikke mindst alle småbørnsforældrene i den. Yuk!
Jeg håber at du får en skøn, spændende, travl, lærerig og inspirerende rejse og kommer hjem med energien i top og hCG'en i bund. Hvor længe mon du er væk?
Mit mantra, når livet gør for ondt:
No situation is permanent.
Sender dig opløftende tanker ... Og ønsker dig en dejlig rejse.
Føler virkeligt med dig. Jeg var også igennem mange blodprøver for et års tid siden, og jeg har åbenbart også nogle mærkelige blodårer. Prøvede engang at blive stukket i begge arme af en, som måtte opgive og så kom der en anden som lykkedes i første stik. De er altså ikke lige gode, de stikkedamer...
Er du så blevet frikendt nu?
Send en kommentar