For et halvt år siden

... på dette tidspunkt gik det op for mig at jeg havde veer. Det var lyst og varmt udenfor og tre timer efter kom Asbjørn til verden. I dag fylder han et halvt år. Han hviner og råber, sidder i højstol og banker i bordet, kaster med legetøj, drikker (selv) af kop og møffer rundt på gulvet. Det er slet ikke til at forstå at han for et halvt år siden var inde i mig - og at det lille bitte menneske, der kom ud kl halv tolv om aftenen og var så hjælpeløs bliver mindre og mindre hjælpeløs for hver dag der går.

Det sidste halve år er på een gang gået utrolig hurtigt og samtidig føles det som en evighed siden. Det er virkelig rigtigt hvad jeg blev fortalt - det bliver bare bedre og bedre.

Vi fejrer dagen i dag med en syg far og en træt mor - men Asbjørn blev behørigt fejret i lørdags da vi havde 50 mennesker på besøg til hans navnefest.

I dag, da jeg sad og kiggede på han mens han fik bryst (og samtidig kradsede med sine små negle på min ryg) sad jeg og tænkte hvad det egentlig er, der får os til at synes at han er den dejligste dreng i verden. Jeg er ret sikker på at det er ansvaret og nærværet. Det at det er OS, der er ansvarlige for ham. At han er lost uden OS, at han er fuldstændig afhængig af vores pleje, omsorg og kærlighed. At det er os, der ser de bitte små skridt han hver eneste dag tager på vej mod at være sin egen. De små forandringer. Et "pincetgreb", en ny lyd, et nyt blik, nye færdigheder. Og så det blik, han sender en af os, hvis der sker noget nyt og uudforsket - så kigger han lige på en af os for at se om det er ok. Og så kaster han sig ud i det. Med hele hans krop - hver eneste fiber i den lille 8½ kilos krop ved at det er OS, der passer på ham. Og jeg tror det er på grund af det, og tusind andre ting, vi elsker ham herfra og til evigheden.
Det er faktisk først nu her efter han er kommet til verden jeg for alvor er blevet helt 100% sikker på at jeg ville have elsket et barn, der ikke var skabt af mine gener ligeså meget. Der er ingen tvivl i mig nu. For jovist er det da sjovt at han ligner sin far, at han har mine øjne og så videre, men mest af alt ligner han jo bare Asbjørn. Og det er da også det, han skal. Han skal ligne sig selv og ikke andre. For han ER ham og ikke en kopi af os. Han er sin egen.

Og den viden - at kærligheden handler om ansvar, nærvær og samhørighed gør også at adoption sagtens kunne være en mulighed for os i fremtiden. Men nu nyder vi lige ham vi har nu og venter lidt med at tænke over hvad fremtiden bringer.

Og nu vi er ved fremtiden, så ved vi stadig ikke om vi tager til New York. Eller det vil sige at vi er blevet enige om at vi gerne vil afsted på et tidspunkt. Og at det tidligst bliver til foråret. For chancen er for stor og det er for spændende og verden er for stor til at vi ikke skal ud i den alle tre. Så vi gør det sgu. På et tidspunkt. Før eller senere. Og det har jeg det rigtig, rigtig godt med. Efter chokket har lagt sig over at der er en verden udenfor babyland, jamen så får jeg kriller i maven af spænding over at skulle bo i New York. Og oveni hatten have et überspændende job.
Men det bliver ikke på "jeg arbejder 70 timer om ugen" måden. Det er Asbjørn for vigtig til. men den tid, de tanker.

Lige nu og her er vi bare lige her. Og nyder de sidste uger på barsel. Virkeligheden kalder på mig i slutningen af januar og jeg kan slet, slet ikke forholde mig til at jeg ikke skal være på barsel mere. Jeg føler mig slet ikke færdig med at gå herhjemme og hygge mig. At drikke kaffe med mødregruppe og veninder. At sysle med småting og have tid. Øv. Har faktisk ikke lyst til at tænke på at jeg skal være væk fra musen i 8!! timer om dagen. Puh, det føles sørgeligt at skrive det. At tænke på at min barsel med mit første barn snart er slut og den tid aldrig kommer igen.
Må indrømme at jeg er blevet noget mere sentimental efter jeg har fået Asbjørn.

Blogs og lykke

Fru P og Knockmeout's indlæg om lykke og andres lykke - primært gravide kvinders lykke tværet ud i hovedet på BIBere fik mig tilbage til tiden hvor alle i min omgangskreds var gravide og vi kæmpede og kæmpede mod barnløsheden, mod bitterheden og med sorgen. Skal hele verden tage hensyn til en BIB'er?
Nej. De fleste kan alligevel ikke helt forstå dimensionerne i sorgen over ikke at blive gravid. Angsten over usikkerheden om fremtiden. Ensomhedsfølelsen af ikke at være en del af "klubben" og afmagtsfølelsen over at ville noget så brændende som man ikke kan.
Men for pokker. De mennesker omkring mig, der forsøgte at forstå og bare VÆRE med mig i processen, jamen det var også de mennesker hvis lykke jeg bedst kunne rumme. Dem, som ikke "tværede" deres lykke i fjæset på mig, men som kunne rumme at JEG ikke kunne deres lykke. Dem som mønstrede overskud når jeg ikke kunne. Dem som kunne tilgive den manglende indlevelse og deltagelse og glæde over deres graviditeter. Og dem som forsøgte at forstå.

Mit liv som BIBer har ændret mit forhold til en del af mine veninder. Jeg har ikke som sådan mistet nogle af dem, og det er vel meget naturligt at forhold ændres over tiden. De fleste af mine venner og veninder kunne ikke rigtig forstå min sorg. Enten fordi de ikke selv havde gennemgået noget lignende, ikke selv var der hvor de drømte om børn eller fordi de bare ikke kunne rumme min sorg.
Min gode, gamle ven fra børnehaven skulle selv vente og have hjælp til deres første (og lavede nummer to på en måned!) og selvom han er en mand, så forstod han. Og kunne sige de rigtige ting og få et smil frem på mine læber ved at sige noget helt upassende på de rigtige tidspunkter.
Min ene veninde kunne slet ikke rumme min sorg - og ikke forstå det. Hun fejede min ulykkelighed af ved at sige at det nok skulle lykkedes. Det var hårdt. For hun SÅ mig ikke. Og lod mig ikke være ked af det, hun gav mig ikke lov til det, følte jeg. Hun er min solskinsveninde, og det mærkes. Hun er ikke den første jeg går til, når tingene brænder på.
Min gode gode veninde tror jeg heller ikke helt forstod. Hun prøvede og var der for det meste med et kram, en video og en buket blomster. Det var dejligt. Hun kunne ikke give mig forståelse, men tilstedeværelse. Og det var godt nok.
En anden veninde stod midt i en stor sorg selv og forstod - prøvede at forstå min sorg. Og jublede da den endelig var der.
Min anden gode veninde var der hele vejen igennem. Måske fordi hun selv havde gennemgået en stor sorg. Måske fordi hun bare generelt er meget empatisk. Hun var der på telefonen, på smsen, i tankerne ved ægudtagning, ved blodprøver, i ventetiden. Og hun gav mig lov til at være i det. Accepterede at det var hårdt. Og gav mig ingen garantier. Hun var så meget med i processen at da vi skulle til NF, skulle hun lave en aftale med en veninde, men mente ikke hun kunne den dag - indtil hun fandt ud af at hun godt kunne, det var bare dagen for min NF! Det at hun var der - og accepterede at noglegange svarede jeg ikke på telefonen, på smsen og bare VAR der, betød også at det var meget nemmere at rumme hendes graviditet og fødsel - noget, jeg ellers ikke var særlig god til i den periode.

De af vores venner, der står i samme situation som os, forsøger jeg at skåne for min egen babylykke. Men jeg fortæller dem også at jeg ved at det er hårdt. Og at det er ok at de ikke lige kan overskue vores baby. Det er så stor en sorg, at en lykke over en graviditet altså skal kunne gemmes væk de par timer man er sammen. Det er almindelig medmenneskelighed synes jeg.

Min blog er min ventil. Det var den især i BIB-tiden, den gav mig mulighed for at komme af med en masse tanker. Nu er den mere en slags dagbog når jeg føler jeg har noget på hjerte (altså det har man jo hele tiden med en lille mus på 6 måneder). Og den er fyldt med min 8,5 kgs klump lykke fordi vi sgu altså er lykkelige med stort L hjemme hos os for tiden.

Nå, jeg SKAL altså i bad mens bjørnen sover...

De store spørgsmål her i livet...

Før vi gik igang med at lave børn, boede jeg i de varme lande i 3 år. Så kom jeg hjem, og vi blev enige om at nu skulle vi have nogle børn. Det tog jo så som bekendt lidt over 2½ år før vi så de to streger, der blev til Asbjørn. I de 4 år jeg har været tilbage i Danmark har vi hele tiden snakket om at vi skulle ud igen. Mit arbejde er sådan et hvor man rejser til de varme lande. For jeg arbejder med udviklingsbistand, og der er vores "kunder" jo altså lidt langt fra København.

Mit arbejde er sådan et som mange med min slags uddannelse gerne vil have. Og jeg er også virkelig, virkelig glad for det. Det giver så meget mening for mig, det udvikler mig fagligt og personligt og det er det jeg VIL arbejde med. Så jeg er heldig.

Nu er jeg så endnu mere heldig (ville mange i hvert fald synes) at jeg er sluppet igennem et meget lille nåleøje og blevet tilbudt arbejde i FNs generalsekretariat i New York. Og det giver mig kuldegysninger og tårer i øjnene, for jeg er SÅ splittet. Splittet imellem at være lige her og nu, i babyland, med Asbjørn, hvor jeg bare ønsker mig at tiden står stille. Når jeg triller en tur med barnevognen tænker jeg tit på at tiden godt bare måtte gå i stå. Når han hviner af fryd i svømmehallen, ja, så jeg overhovedet ikke travlt med at komme på arbejde igen og tilbage til voksenland.
Men. Jeg VED jo godt at det skal jeg. For ellers bliver jeg sindssyg. Jeg har jo IKKE lyst til at være hjemmegående mor. Så ville jeg blive en sur, indebrændt en af slagsen.

Og nu er det her New York job så dukket op. Vi er lige flyttet ind i verdens dejligste lejlighed, vi har det bare SÅ godt lige her og nu. Men FN jobs i New York hænger ikke på træerne. Og siger jeg ja, så vil jeg få en vigtig erfaring og et spændende job, som på længere sigt vil kunne åbne døre for mig. Og min søde kæreste er fyr og flamme for at komme til New York. Og det passer godt ind i hans planer på lidt længere sigt, hvor han har en politisk karriere i Danmark, som også skal passes.
Og så er New York jo verdens fedeste by. Punktum. Og det giver sgu et sus i maven når kæresten og jeg googler lejelejligheder i Lower East Side, Soho eller Tribeca.... Nams.

Men hvad filan gør man? For Asbjørn er lille her og nu. Og jeg har bare lyst til at være sammen med ham hele tiden, samtidig med at jeg gerne vil prøve den her kæmpestore udfordring.
Kan man mon have sin baby med på arbejde...?
Og det er jo den helt klassiske. Hvordan balancerer man sit liv mellem børn, arbejde, familie og venner?

Og hvor er det i øvrigt ironisk at jeg i hele fertilitetsforløbet bare ønskede at tiden blev fast forwardet, og nu leder jeg desperat efter pauseknappen!

Jeg vidste godt at det at få et barn ikke ville fjerne alle bekymringer og sorger her i livet. Men jeg er godt nok overrasket over hvor mange små og store spørgsmål, der kommer når man har sådan en lille en.