En lille milepæl rundet i dag

Jeg er officielt i 12. uge (ifølge www.min-mave.dk) - dvs. 11+0 i dag. Vi tog lige en high-five ved morgenmaden og snakkede om at vi glæder os til NF scanningen sidst i næste uge. Den er endnu en milepæl, og måske lidt større end de 12 uger.

Men tænk - der er gået næsten 2 måneder siden vi fik den fantastiske nyhed. Det må være d. 8. september, hvor vi var på hospitalet på grund af min overstimulering. Tænk, jeg har fået lov til at være gravid i næsten to måneder!

Alle tankerne om maj 2009 og månederne derefter med solskin, barnevogn (og skrål) har meldt sig på banen. Og vi glæder os RIGTIG meget hjemme hos os...

Er jeg mon stadig gravid....?

Den sidste uges tid har jeg ikke haft de klassiske symptomer som kvalme, ømme bryster og træthed. Faktisk er brysterne blevet mindre "kanon-agtige" og minder meget om dem, jeg havde før jeg blev gravid. Jo, jovist er jeg da træt, men ikke sådan rigtig noget at skrive hjem om. Og så alle de der mærkelige smerter midt i underlivet, som ikke kan lokaliseres til livmoderen, men nærmest sådan bagved livmoderen. Føles mærkeligt, men ikke nok til at jeg har taget kontakt til læge eller andre fagfolk.

Desuden er væksten på maven også aftaget, og det ser nærmest ud som om jeg er mindre gravid end jeg var for bare 1½ uge siden.

Og så kan man jo bruge en regnvejrssøndag (efter at have renset tagrender - se DET er virkelig kedeligt!) på at bekymre sig om det nu betyder at fostret er gået til, at jeg ikke er gravid mere...? Jeg tror det er bekymringer, der vil forfølge mig i meget lang tid fremover. Jeg har stadig svært ved at tro på at jeg skulle være så heldig. Jeg ved egentlig ikke hvor den kommer fra, den der skepsis overfor mit held. For jeg har faktisk været vant til igennem hele mit liv at være ret heldig, synes jeg i hvert fald selv. Jeg kom ind på mit drømmestudie, da jeg gik op i min sport, kom jeg på landsholdet, jeg mødte min fantastiske kæreste, jeg fik mit drømmejob, jeg har rejst og boet mange steder i verden og lært fremmede kulturer at kende, og jeg er velsignet med dejlige venner og en lille, men super familie. Det eneste der er at sætte på mit liv er min fars alt for tidlige død for mange år siden og så den her barnløshedsmølle. Og død er der som bekendt ikke noget at gøre ved, og rent faktisk heller ikke barnløshed.

Jeg tror måske at den manglende tro/den irriterende skepsis overfor mit børne-held i virkeligheden er et stærkt tegn om hvor meget de her 2 år af mit liv har præget mig, min personlighed og min forståelse af retfærdighed. Og det er vel både godt og skidt. Man kan sige at jeg på en måde har mistet min irriterende "det skal nok gå alt sammen attitude", men den var også bare god at have en gang imellem. Jeg synes egentlig ikke selv at jeg er blevet mere skeptisk på livet sådan generelt, men nogle af de ting, jeg har lært, det er, ikke at tage ting for givet og at konfrontere mig selv med de "forbudte", farlige og politisk ukorrekte følelser indeni mig.

At have svært ved at tro på mit held hænger måske også sammen med at jeg endelig - efter 31 år på denne jord har forstået at det er ikke sådan at "de gode" bare får det, de vil, og "de onde" er dem, der må undvære. Med andre ord, at retfærdighed ikke altid er et begreb, der kan bruges. Og det er en stor øjenåbner, for en som siden børnehaveklassen har været præget af en meget, meget stor grad af retfærdighedssans.
Så selvom det ville være så helt utroligt uretfærdigt, hvis der skete noget med det her barn, så ved jeg - klog af skade - at retfærdighed er ikke et begreb, der rimer særlig godt på barnløshed.

Med hensyn til Herlev-Hvidovre krisen, så tror jeg at den foreløbig er landet. Vi er nu på venteliste til Hvidovre, og skal til NF på Herlev. Min veninde, som er jordemoder på Herlev, viser os rundt derude i næste uge, og så kan jeg føle efter i min mave om det er ok. Som min Mor siger "måske er det også tid til at noget godt skal ske på Herlev Hospital for os". Og det er jo også en dejlig tanke. Måske ville min Far endda være lidt mere til stede under fødslen, hvis det var derude? Alternativerne er ikke en option, så det er enten Hvidovre eller Herlev. Vi får se...

Øøøøøv - ingen plads på Hvidovre

Ulempen ved at gå til lægen sent i sin graviditet og dermed få sendt vandrejournal videre på et sent tidspunkt er at hospitalerne kan være overtegnede. Der er åbenbart et veritabelt baby-boom på vej i maj næste år, så jeg fik en skrivelse fra Hvidovre om at de desværre ikke havde plads til mig der. Øv og pis, for nu kender vi det hospital mere end godt (fertilitetsbehandling, maveinfektion fra Afrika, GUL plus det løse) og det gør at jeg er tryg ved det hospital. Men nej, de kan ikke tage mig.
Tuuuud!

Værre endnu er alternativet/erne. De har henvist mig automatisk til Herlev, da vi bor lige imellem Herlev og Riget, åbenbart (grrrr Brønshøj bakke!!!). Og Herlev Hospital har altså bare utrolig dårlig karma i mit liv, da det var der, min far var indlagt de sidste 4 måneder af hans liv. Hver gang jeg ser parkeringspladsen derude, så tænker jeg på min far og hvor syg han er. Har svært ved at forholde mig til at skulle ligge i en seng derude med den samme udsigt som min far havde da han var så syg, så syg af kræften for snart mange år siden.
Det eneste, der taler for er at min søde veninde er jordemoder derude, og det kunne jo være lidt sjovt, hvis hun skulle bringe mit barn til verden.
Alternativerne er Gentofte eller Glostrup - og dét tiltaler mig bestemt heller ikke.

Tror det er hormonerne, der raser i min krop, for er bare helt, helt grædefærdig over ikke at må komme på Hvidovre.

Tiden flyver jo og jeg er i dag 10+2. Har det faktisk rigtig fint, en smule forbigående kvalme, men ikke noget at brokke sig over. Maven er dog vokset ret pænt, og jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde over det lige nu. Er bange for at komme til at ligne en hval, men på den anden side er det faktisk dejligt at se bare en lille smule gravid ud.
Jeg har de sidste par dage fået nogle meget underlige smerter i understellet. De er lidt svære at lokalisere, men det er ikke inde i livmoderen, men nærmest "bag ved". Ja, undskyld mig, men det føles som om jeg har verdens største prut på tværs, som sidder og gør vildt ondt. (Og jeg har hverken forstoppelse eller luft i maven). Det giver sådanne nogle mærkelige jag en gang imellem. Min søster mente det kunne være lidt bækkenhalløj, og måske har hun ret.

Huuuuhuuuu sikke en tudedag!

Ny scanning 9+1

Lægen tilbød os sidst en ekstra scanning her i dag - det var vel en slags tryghedsscanning. Problemet med de der "hyggescanninger" er lidt at jeg bliver så sindssyg nervøs forud for hver gang. Og denne gang var ingen undtagelse. Det gjorde det bestemt ikke bedre at kæresten med 2 dages varsel måtte til Irland og derfor ikke kunne være med. Det var mig selv, der sagde han skulle tage afsted - vi har været derude så mange gange, og NF scanningen kommer jo også lige om lidt, og jeg tror det ville være godt for ham. Men bagefter blev jeg selvfølgelig vildt bange for at jeg skulle stå på Hvidovre og tude alene over at fostret var gået til.

Det var det heldigvis ikke. Lille krøl er i dag 23 mm stor og dens hjerte blinker derudaf. Det var nu ellers en ret hurtig og ikke særlig begivenhedsrig scanning. Jeg kendte ikke lægen, jeg var inde hos, og det virkede lidt som om hun bare skulle have det overstået.

Nu er den store kunst så at prøøøøve at begynde at nyde det. Det synes jeg altså er lidt svært. Det hele er stadig ret uvirkeligt for mig. Jeg har svært ved at forstå at så komplekse processer som at lave et barn foregår inde i mig. Stakkels min krop - jeg har faktisk ikke helt tillid til at den kan finde ud af det.

Næste store milepæl er NF scanningen om 3 uger. Den er jeg sjovt nok ikke så nervøs for - jeg er mere bange for den der misdannelsesscanning.

Det at jeg ikke går rundt i en total lykkerus giver mig noglegange dårlig samvittighed. Jeg ved jo hvor svært det er at være BiB'er og hvor sindssyg heldig jeg er at jeg er nået så langt. Andre ville sælge deres Farmor for at nå hertil. Også lidt dårlig samvittighed for den jeg var for nogle måneder siden - for der ville jeg også have solgt min (godt nok døde) Farmor for en graviditet. Jeg tænker at jeg skal huske at sætte pris på hvor heldige vi har været. For det HAR vi jo. Men det mærkelige er jo at så rykker kravene og drømmene videre - nu vil jeg have et velskabt barn, have orden på vores boligsituation og alle mulige andre ting, som ikke var så vigtige før.

Frådende snack-spiser

Det er vist det, jeg er for tiden. Puh, det er virkelig nogle klamme ting, der ryger ned lige for tiden. Formiddagen stod på 2 gulerødder og et æble (ikke så ulækkert) men eftermiddagen har indtil videre budt på en halv pose heksehyl og næsten en hel (dog en lille en) pose flæskesvær. Flæskesvær??? Adr! Jeg spiser ALDRIG sådan noget ellers og lever normalt ret sundt og får mine 600 g frugt og grønt om dagen. Men jeg ved ikke om det bare er fordi jeg giver mig selv lov til at give los, men puuuh, hvor kommer der meget klamt ned for tiden! Håber at det, der gerne skulle blive til vores barn, tilgiver mig.

"Hyggescanningen" som lægen syntes jeg skulle have, er på onsdag. Der er jeg 9+1. Og jeg er nervøs igen. På en måde er det lidt fjollet, for vi fik jo afvide at alt er som det skal være, jeg bløder ikke, jeg har det fint, og vi fik jo også af vide at når man kan se hjerteblink på det tidspunkt, vi kunne, så er der meget lille risiko for at noget går galt. Men alligevel, sidder den der. Den lille stemme, der siger "hvad nu hvis". Det er nok bare sådan det er.

Tiden går... 8+3

Mærkeligt som tiden går. Den går altså på en anden måde end når man er BiB, synes jeg. Det er en befrielse af ubeskrivelige dimensioner ikke konstant at sidde og tælle ned til næste mens, næste ÆU, næste BP og få alt det til at passe med de mange rejser, jeg har med mit arbejde.
Jeg synes nu ikke tiden går specielt meget hurtigere end før jeg krydsede den der grænse herover til gravid-land. Men den går bare på en anden måde. Der er stadig ting at tælle ned til, men det er ikke smertefuldt som det er som BiB'er. Angsten er der dog stadig. Kan det virkelig være rigtigt at jeg er helt normal gravid? Kan det virkelig passe at den vokser som den skal? Angsten er også den der gør det hele lidt uvirkeligt, tror jeg. Jeg har for lang tid siden arvet min søster graviditetsbog og har indkøbt en om graviditet og motion. Men de fanger mig ikke rigtig endnu. Det er som om det ikke er noget, der sker inde i mig, sådan rigtigt.

Og så en gang imellem - på cyklen, på toilettet, foran computeren på arbejdet, derhjemme når kæresten fortæller mig hvor smuk jeg er når jeg er gravid, slår det mig - jeg ER sgu gravid! Men det er mere en forbigående følelse. Det gør egentlig ikke noget. Det er bare helt, helt anderledes end jeg havde troet. Måske kommer det stille og roligt, det med troen og det med virkeligheden i det her. At mine kolleger ved det gør det mere virkeligt, men også mere angst-provokerende. For hvad hvis der er noget, der går galt?

Lige nu er det, der fylder allermest mit store arbejdsdilemma. En stor del af mit arbejde består jo i at rejse til de varme lande (læs: det sydlige Afrika) og der er som bekendt rigtig meget malaria i mange områder dernede. Og så må jeg jo ikke være der, da jeg ikke kan tage malaria-profylakse. Men hvad så med de områder, hvor der ikke er malaria? Skal jeg tage derned? Det at jeg ikke kan rejse betyder reelt at jeg ikke kan passe mit arbejde ordentligt. Og det er en svær tanke. Mange af mine kolleger mener at jeg skal fravælge malaria-områderne og tage til ikke-malaria områder, mens nogle mener at det er et "clean-cut" der skal til - dvs. overhovedet ingen rejse.
jeg tygger stadig på den, men har desværre ikke en super, super forstående chef lige på det punkt. Jeg tror hun ser det mest som en besværlighed (hvilket det jo også er).
Lige nu siger mavefornemmelsen nedsat rejseaktivitet, men ikke en hel afbrydelse af det. Men for filan, det er svært.

I øvrigt hjalp det at kalde på symptomerne - trætheden er der stadig, men kvalmen er væk.

Hallooooo symptomer... hvor er iiii?

Syntes ellers lige det gik så fint på symptom-fronten. Hele sidste uge stod den på stenhårde kasser og kvalme, der sådan kom og gik. Faktisk så meget at jeg ikke havde den store lyst til mad og en af kollegerne i 3 dage i træk "arvede" rugbrødsmad fra mig. Det er en mand, så han havde ingen mistanke om noget mærkeligt :-)

Men så i løbet af weekenden, midt i al vores flytterod, forsvandt kvalmen, og mine bryster er bare sådan almindelig ømme. Jeg er stadig mere en gennemsnitlig træt, men sidder ikke og tænker på lur hele tiden som jeg gjorde for bare en uge siden.

Og så kan man jo gå og tænke over det... hvorfor mon de symptomer er holdt op? Er det fordi jeg ikke er gravid mere? Eller er jeg bare heldig? Tankerne kredser stadig en del omkring abort og alt det andet, der kan være galt med den lille krølle, som min søster så sødt kalder den. For jeg har godt nok ikke levet særlig sundt de sidste par uger - der er røget noget junkfood ned (pizza) og en masse mere eller mindre usunde snacks som piratos, nødder (de der chillinødder - de er SÅ goooode!) og bare ikke den normale mængde frugt og grønt, som jeg ellers synes vi spiser meget af hjemme hos os.

Maven er vokset. Det kan jeg stadig ikke finde ud af om det skyldes en voksende livmoder eller bare at jeg har spist ufornuftigt. Synes det er lidt for tidligt at se gravid ud, selvom nyheden nu er sluppet ud på arbejdet. I øvrigt en rigtig dejlig oplevelse, hvor folk virkelig blev glade på vores vegne. Det er så også en smule angstprovokerende at det nu er offentligt, for hvad hvis der går et eller andet galt?

Blink blink blink

... sagde det lille birkes størrelse hjerte vi kunne se i går på skærmen. Og i det øjeblik faldt en 3 tons tung sten fra mit hjerte...

Tak til alle jer søde blogsøstre, for al jeres omsorg og krydsede fingre. Bliver helt rørt over det her pudsige lille fælleskab vi har.

Alt så normalt ud, størrelsen på den lille fjordreje var helt som den skulle være, og vores yndlingslæge kunne fortælle at når man har set hjerteblink på dette tidspunkt er chancen forsvindende lille for abort og andre ubehageligheder. Åååååh, en lettelse! Vi gik derfra og råbte en masse juhu'er da vi sad i mors lånte bil og hele resten af dagen foregik en i en kåd stemning. I går aftes var vi - ganske rigtigt - ude og spise fødselsdagsmiddag for min mor, som jo også var helt rundt på gulvet og rigtig glad.

I dag tror jeg sgu på det! Sådan rigtigt. Jeg skal sgu være MOR til maj! Det er så vildt at tænke på.

I dag har jeg også bestilt tid til nakkefoldscanning og første lægeundersøgelse. Jeg er simpelthen helt normal gravid ligesom alle mulige andre. Ååååh hvor er det en lettelse.

Det er stadig lidt mærkeligt at være herovre på den anden side af BiB-verdenen. Jeg føler stadig lidt at jeg har "snydt", at jeg har vendt ryggen til alle dem, som jeg igennem min tid i det her BiB-helvede har knyttet bånd til og været i kontakt med, og som stadig sidder ovre på den anden side. Og som jeg også tror både fru p og knock har skrevet flere gange, så kan jeg stadig mærke den der fornemmelse i kroppen når andre BiB'ere tog flugten til gravid-land. At det sgu ikke er altid man gider at høre om det. Og denne fornemmelse har nu fuldstændig fortaget sig - nu vil jeg have at ALLE skal blive gravide! Sjovt som hjernen er indrettet så meget med udgangspunkt i en selv!

Der er masser af kvalme, træthed og ømme bryster. Kvalmen er ligesom kommet snigende og er ikke uudholdelig, men dog temmelig træls. Hvis jeg hele tiden gnasker på noget, er det ikke slemt, men puuuha især om morgenen er det svært at få noget ned. Og det gør det egentlig lidt svært at passe sit job at man halvdelen af dagen sidder og puster pga. kvalme og den anden halvdel bare har lyst til at lægge sig ned under bordet og sove.
Kvalmen kom dagen efter jeg til kæresten havde proklameret at jeg gerne snart ville have flere symptomer. Det synes han selvfølgelig er enormt skægt nu, og vi griner faktisk ret meget af mig og min kvalme, fordi jeg til tider er absurd ynkelig.

Tænk, at det endelig er sket - jeg er graviiiiiid!

1 dag til scanning...

Og jeg er virkelig nervøs. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så nervøs, for det er jo ikke fordi der er nogle tegn på at der skulle være noget galt. Men synes bare jeg har hørt og læst for mange skræk-historier til at jeg rigtig kan glæde mig.

Jeg har det nøjagtigt som BP dag. Jeg venter og venter på dagen, som jeg alligevel ikke vil have skal komme, for den kommer måske ikke med noget godt. Jeg forbereder mig på det værste og har taget fri fra arbejde efter scanning, bare for at være sikker på at jeg ikke skal på arbejde bagefter, hvis resultatet ikke er godt.

I al den tid jeg har været i behandling, har jeg stort set ikke tænkt på tiden efter en positiv graviditetstest, for det var bare alt, alt for langt ude i fremtiden. Men jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke havde troet at tiden ville blive SÅ lang og fyldt med SÅ mange bekymringer.
Ikke at jeg skal klage, for jeg vil tusind gange hellere have denne slags bekymringer end BiB-bekymringerne, men det der med at mit liv pludselig ville blive rosenrødt efter en positiv test, det var vist lidt en overdrivelse - hvis jeg altså nogensinde nåede at tænke den tanke.

Desuden har jeg til min forbavselse opdaget at diverse graviditetssider og BiB-sider på nettet drager mig - det troede jeg ville holde helt op når først jeg var blevet gravid.

I morgen når jeg har været til scanning og alt forhåbentlig er som det skal være, bestiller jeg tid hos lægen og til nakkefold. Ikke før. Jeg har også givet mig selv lov til at købe graviditetsbog, altså efter scanningen.

Ååååh, hvor jeg hååååber det går godt i morgen...