På næste lørdag står vi i lufthavnen med en masse bagage og vinker farvel til Danmark. Inden skal vi have pakket 150 kvm ned, sagt farvel til venner og familie. Og tisset på en pind. Det er torsdag. Og det fylder SÅ meget hos os begge. Hvad den pind siger. Jeg kan næsten ikke ha' det. De andre gange har jeg mistet modet heromkring og ikke troet på det og forventet at den var negativ. Denne gang kan jeg slet ikke holde spændingen ud. Jeg tror det er fordi vi tager afsted. At det markerer noget stort. Og det ville være så rigtigt og helt igennem fantastisk at have en lille embryo med i maven. Måske fylder det også fordi vi begge ved at så bliver næste gang til jul, hvor vi kommer hjem og tager en tur til i møllen. Og det er der jo egentlig ikke så lang tid til, så fred være med det.
Måske fylder det også bare fordi det er 4. omgang i denne omgang. Det er altså meget. Og fordi jeg mærker at vi ikke kan gøre det her 139 gange. Der bliver et tidspunkt hvor vi må give op. Og det kommer jo alt andet lige nærmere, hvis også denne gang er en fuser. Jeg ved ikke hvornår vi siger stop. Men tid og penge er jo en faktor vi må forholde os til. Arj, jeg kan næsten ikke have det.
I flytteprocessen har alt Asbjørns babytøj fra str. 56 til 92 været oppe. Og det er en smule vemodigt at kigge på det. Han er så stor allerede og det er allerede så lang tid siden han var en lille nuttet baby. Tænk, hvis det var den eneste gang, vi skulle opleve den fantastiske proces, det er. Puuuha, det er svære svære tanker. Av for søren.
Den lille dreng er ikke lille mere. Han runder snart en meter, snakker som et vandfald og siger de sjoveste ting. Min mand ynder at kalde mig hans kone. Og siger tit når han går "hej hej kone". Det gør Asbjørn også nu, hvis ham og manden går. Det er altså ret sjovt. Han har smidt bleen og er meget interesseret i t.isse.mænd og ditto -koner og hvad der sker i toilettønden. Vi vinker farvel til efterladenskaberne og prøver kræfter med at stå op og tisse. Puh, så er man altså stor, synes jeg.
lørdag den 20. august 2011
torsdag den 11. august 2011
Den sub-fertile trummerum
Der er sket noget på min blog. For tre år siden bloggede jeg om alle små og store skridt i vores behandlinger. Nu har jeg både fået mens, været nedreguleret i en menneskealder, opreguleret, fået taget æg ud og op igen, uden et eneste indlæg. Måske er det fordi jeg ikke helt orker at forholde mig til projektet. Sådan rigtigt. For det er fyldt med dårlig karma, synes jeg. Følelser af utilstrækkelighed, bekymring, bristede drømme og ærgerlse. Og en smule jalousi. Overfor alle dem, der bare laver babyer.
Måske er det, der fylder mest, de bristede drømme. Bevares, de er jo ikke bristede endnu, ville min dejlige optimistiske mand sige. Og nej, det har han teknisk set ret i. Vi sidder på hesten og vi sidder der nogle omgange endnu. I hvert fald. For håbet er lysegrønt. Men i mine mørke timer, tror jeg ikke på det. Jeg har sådan en bange anelse om at vi simpelthen bare er for lav-fertile hjemme hos os. Og efterhånden er jeg overbevist om at jeg er ligeså meget en del af problemet (hæ - og løsningen) og den erkendelse svider lidt. Jeg har nok i både take 1 og take 2 vidst at jeg ikke er sådan en, der bare skal have numsen ind på en klinik for at blive gravid. Men jeg synes at tiden viser at jeg hverken er nem at stimulere, laver gode æg plus bliver temmelig overstimuleret. Det er da ikke en drømmecocktail.
Men de bristede drømme, der. Jeg kan ikke løsrive mig fra billedet af mig med en baby i maven, en lille blød baby, der kommer ud og ligger på min mave. En baby, man kan kysse og kramme og holde tæt. En baby som bare mangler i mit liv.
Og jeg synes det er svært at sige højt. For jeg synes der er en tendens til at omgivelserne - hvor godt de end mener det - synes vi bør være taknemmelige for det ene barn vi fik. Og GUDERNE skal vide at vi fuldstændig knus-smask elsker det lille menneske, der kom ud til os for to år siden. Helt sindssygt meget. Og vi føler os heldige at vi er hans forældre. SÅ heldige. Men jeg vil ha' mer!
Paradoksalt at der kommer sådan et bluesindlæg her 2 timer efter jeg har fået sat en 4-cellet embryo op. Men det var en sølle høst i tirsdags. 3 æg. Og kun et klar til oplægning.
Jeg tør slet, slet ikke begynde at babydrømme. For vi er blevet skuffede så mange gange. Jeg har lyst til bare at glemme at den sidder deroppe. Bare lade som ingenting.
Om 16 dage flytter vi til New York. Lejligheden er fyldt med flyttekasser, vi ordner og ordner og har intet overblik. Vi glæder os, er spændte og jeg er også lidt bange. Hvordan mon vores liv bliver? Vi var jo fint tilfredse med det vi havde. Asbjørn snakker om New York og vil gerne afsted NU. Han tror det er en slags legeplads, og har to aftener i træk stået og trukket i hoveddøren og sagt at vi skulle afsted til New York. Han fatter ingenting.
Fik jeg sagt at han er den dejligste lille mus på jorden? Og at jeg brændende ønsker mig en minimus?
Måske er det, der fylder mest, de bristede drømme. Bevares, de er jo ikke bristede endnu, ville min dejlige optimistiske mand sige. Og nej, det har han teknisk set ret i. Vi sidder på hesten og vi sidder der nogle omgange endnu. I hvert fald. For håbet er lysegrønt. Men i mine mørke timer, tror jeg ikke på det. Jeg har sådan en bange anelse om at vi simpelthen bare er for lav-fertile hjemme hos os. Og efterhånden er jeg overbevist om at jeg er ligeså meget en del af problemet (hæ - og løsningen) og den erkendelse svider lidt. Jeg har nok i både take 1 og take 2 vidst at jeg ikke er sådan en, der bare skal have numsen ind på en klinik for at blive gravid. Men jeg synes at tiden viser at jeg hverken er nem at stimulere, laver gode æg plus bliver temmelig overstimuleret. Det er da ikke en drømmecocktail.
Men de bristede drømme, der. Jeg kan ikke løsrive mig fra billedet af mig med en baby i maven, en lille blød baby, der kommer ud og ligger på min mave. En baby, man kan kysse og kramme og holde tæt. En baby som bare mangler i mit liv.
Og jeg synes det er svært at sige højt. For jeg synes der er en tendens til at omgivelserne - hvor godt de end mener det - synes vi bør være taknemmelige for det ene barn vi fik. Og GUDERNE skal vide at vi fuldstændig knus-smask elsker det lille menneske, der kom ud til os for to år siden. Helt sindssygt meget. Og vi føler os heldige at vi er hans forældre. SÅ heldige. Men jeg vil ha' mer!
Paradoksalt at der kommer sådan et bluesindlæg her 2 timer efter jeg har fået sat en 4-cellet embryo op. Men det var en sølle høst i tirsdags. 3 æg. Og kun et klar til oplægning.
Jeg tør slet, slet ikke begynde at babydrømme. For vi er blevet skuffede så mange gange. Jeg har lyst til bare at glemme at den sidder deroppe. Bare lade som ingenting.
Om 16 dage flytter vi til New York. Lejligheden er fyldt med flyttekasser, vi ordner og ordner og har intet overblik. Vi glæder os, er spændte og jeg er også lidt bange. Hvordan mon vores liv bliver? Vi var jo fint tilfredse med det vi havde. Asbjørn snakker om New York og vil gerne afsted NU. Han tror det er en slags legeplads, og har to aftener i træk stået og trukket i hoveddøren og sagt at vi skulle afsted til New York. Han fatter ingenting.
Fik jeg sagt at han er den dejligste lille mus på jorden? Og at jeg brændende ønsker mig en minimus?
Abonner på:
Opslag (Atom)