Der var været lidt sjovt brunt udflåd i trussen her de sidste par dage, så dumme, dumme mig begyndte at være et lillebitte håb på at det var en slags mens, der var på vej. Så vidt jeg kan huske fra vores snak med lægerne ude på Hvidovre dengang i stenalderen da vi var derude angående graviditeten udenfor livmoderen, så skulle jeg have en "bortfaldsblødning" eller noget i den stil og så en "rigtig" mens før vi kunne starte på lang behandling.
Og det sidste man skal gøre når man er mig, er at begynde at regne på det. For det første fordi hvis man regner på det, finder man ud af at det bliver svært at nå inden sommerferien Er det lige sindssygt at tænke på? For det andet fordi man så bliver hvirvlet ind i den der tankegang, der handler om "hvornår bliver næste gang". Og jeg havde jo lige lovet mig selv at jeg skulle holde fri.
Suk suk suk.
Så er jeg i øvrigt blevet enig med mig selv om at jeg ligeså godt kan være ærlig: Jeg er helt vildt tisse-åndsvagt-røvhamrende misundelig på folk, der bliver gravide. På en lang og svedig køretur i dag blev jeg enig om at jeg måtte skrive det højt. For det er jeg jo. Kæresten skrev at han havde været sammen med et par af vores fertile venner, der blev gravide på et nanosekund og nu er i 3. måned, og jeg kunne mærke at jeg faktisk var lidt sur??? på det rare, gravide menneske (dumme ko). Og væmmes nærmest ved tanken om et polterabend, der tæller 3 kvinder med meget små børn og en med termin dagen efter polterabend'et. Og må også erkende at jeg stadig føler mig meget ensom i det her forløb. Eller måske nærmere isoleret vores venner og omgangskreds, hvor vi hastigt er ved at blive dem, der er tilbage. Og en eller anden syg del inde i mig leder efter de folk i vores omgangskreds, der endnu ikke er gravide og så spørger jeg mig selv "er de mon også infertile?" "kan vi være IVF-venner med dem?" En mærkelig fornemmelse, når man på den anden side overhovedet ikke har lyst til at der er nogle af ens venner og bekendte der skal igennem det samme helvede som os.
Konklusionen er vist meget klar: dumme mig.
6 kommentarer:
Stakkels dig, det er et træls sted at være. At føle sig isoleret og alene blandt den normale venneflok, det er ikke rart. Måske kan det trøste lidt at læse min beretning fra en polterabend for ca. 3 år siden: http://madfemalescientist.blogspot.com/2005/04/beretning-fra-helvede.html
Du er ikke den eneste som har de følelser. Jeg kan også huske jeg "ledte" efter folk i vores flok af venner som måske kunne være IVF-buddies, men "desværre" blev de alle gravide én efter én....sucks....
Trøsteknus fra Mira
Åh, Mira hvor var det dejligt (på den tudende måde) at læse dit indlæg. For det kunne have været skrevet lige præcis af mig! Det med at man ikke "rigtig" er med fordi man jo ikke selv "har prøvet det". Så sidder man der i et rum fyldt med mennesker og er helt ensom. En trist følelse.
Men tak for tuderen og for tanken, Mira. Det hjælper. Et eller andet sted. Jer, der er sluppet ud på den anden side med et stks blød baby er jo lidt som en slags storesøstre til os, der stadig hænger i det her. Og storesøstre er ret fede at have.
Det er bedstevenindens polterabend, så jeg slipper ikke for at holde fanen højt.
Og procentvis falder det 50-50 har jeg lige udregnet mig til til førnævnte polterabend.
Du er da overhovedet ikke dum! Du længes blot efter det mest naturlige her i verden – nemlig at blive mor. At stå tilbage, som hende der så gerne vil, men som bare ikke kan få lov – det gør ondt. Min kamp startede i 2001 og lige siden har jeg kæmpet med alle de forbudte misundelige følelser. Dem man ikke må have, for man skal jo være glad på andres vegne. Sådan noget vrøvl! Jeg synes man skal have lov at være sur og misundelig når man har brug for det, for det er sgu da uretfærdigt!! Samtidig tror jeg at det er vigtigt at finde nogen at spejle sig i. Nogen som kan rumme og som kan sætte sig ind i ens situation. Det er en hård kamp at kæmpe alene. Jeg synes du gør det ret godt. De bedste tanker, Sofie
Søde Sechepibe, hvor jeg håber at blødningen betyder, at I nu kan lukke det hæslige kapitel af jeres liv og komme videre. Det er altså meget meget synd for jer, at det har stået på så længe. For os var det kun én måned og alligevel føler jeg at det har trukket dybe spor gennem min sjæl.
Jeg synes det er 100% fair at hade de fertile. Også selvom de er søde. Må jeg minde dig om min grusomhed over for min bedsteveninde? (http://knockmex.blogspot.com/2007/11/dilemmaer-og-paradoxer-ad-absurdum.html)
Hold så op med at være så hård mod dig selv. Tilgiv dig selv. Thats an order!
Behøver jeg at gentage de andre, du er overhovedet ikke dum! For hvis du er, så er jeg det også. Har det ligesom dig, synes ventetiden til man måske kan begynde at overveje at komme igang igen er uudholdelig. Og den bliver ikke nemmere af, at man møder nogen som bare sådan lige blev gravid ved et uheld... I min verden tæller kun dem, som har kæmpet for at få et barn...
Lad os lige så en ting fast: Du er ikke dum, overhovedet ikke. Din reaktion er aldeles normal og ganske forståelig.
Jeg tror, at det er vigtigt at tillade sig selv at have de grimme tanker - og også at give udtryk for dem ind imellem, så man ikke bliver totalt indebrændt.
Krydser fingre for dig ....
Send en kommentar